02.07.2019

.

SDU’s nye verdensmålsstrategi er ikke et indgreb i forskningsfriheden, men en omfortolkning af forskningsfrihedens samfundsmæssige udmøntning. Henrik Dahl overser behændigt, at udviklingen på universiteterne i de seneste tyve år er et resultat af statslig styring. Så hans lovord om ”den frie og kritiske tanke” klinger hult.

Kronik af Sune Vork Steffensen, professor ved Institut for Sprog og Kommunikation (SDU)

HENRIK DAHL holder sig sjældent tilbage, når det kommer til at fyre retoriske ord-til-ord-missiler af – heller ikke hans kommentar i RÆSON 24. juni. Her harcelerer han over SDU’s rektor, Henrik Dam, og bestyrelsesformand, Niels Thorborg, i en grad og med en sprogbrug, så man skulle tro, at de to var tidligere medlemmer af Liberal Alliances politiske ledelse.

Baggrunden for Dahls harme er, at SDU’s bestyrelse har vedtaget at gøre FN’s verdensmål til omdrejningspunkt for universitetets fremtidige strategi. Han oplister i sin kommentar fem argumenter for, hvorfor det er en svært dårlig idé. De fleste af hans argumenter taler ind i allerede eksisterende diskussioner om universiteternes interne forhold og samfundsmæssige rolle. Det viser, at Dahl reelt bruger verdensmålsdiskussionen til at lufte gammelkendte kæpheste.

Det sker fx, når Dahl anklager SDU for at svigte universitetets kerneformål ved – gennem sit fokus på verdensmålene – at politisere. Ifølge Dahl er FN’s verdensmål ”politik, ikke forskning”, og ”de hører hjemme i et parlament. Ikke på et universitet”. Universiteter er nemlig ”samfundsinstitutioner, der huser, beskytter og fremmer den frie og kritiske tanke.” Så, fortsætter han, ”når SDU omdanner sig selv til en politisk-pseudoreligiøs forkyndelsesfabrik, er det forræderi mod de idealer, der skabte det vestlige universitet”.

DAHL HAR IKKE overraskende fået en del klapsalver fra forskere på SDU og andre steder, for sådan nogle som os kan godt lide at læse om frie tanker, der ikke lader sig styre af ledelser og regeringer. Vi er grundlæggende en flok anarkister, der dog finder velbehag i den månedlige lønudbetalings tryghed. Men klapsalverne over disse tirader ignorerer desværre, at Dahls kommentar har meget lidt med virkeligheden at gøre. For eksempel skriver Dahl, at den daværende VLAK-regerings regeringsgrundlag netop støttede op om hans idealforestilling om universiteterne som den frie og kritiske tankes højborg. Men passer det? Læs selv, hvad VLAK-regeringens regeringsgrundlag sagde herom:

”Stærke forskningsmiljøer spiller en afgørende rolle for det generelle vidensniveau og for innovationen i et samfund. Forskningen giver os ny indsigt, nye opfindelser og bidrager til løsningen af de store samfundsudfordringer. Forskning af høj kvalitet og relevans er også en central forudsætning for uddannelser af høj kvalitet, og for at erhvervslivet kan udvikle nye produkter og skabe vellønnede job.”

 

At en regering vil styre universiteterne, så erhvervslivet kan udvikle nye produkter, er da i dén grad politisk og i dén grad i strid med de floromvundne lovord om den frie, kritiske tanke
_______

 

Så når VLAK-regeringen skriver, at forskning på universiteterne bidrager til ”løsningen af de store samfundsudfordringer,” er det ifølge Dahl i tråd med universiteternes samfundsmæssige formål. Men når SDU bruger FN’s verdensmål som definition på sådanne samfundsudfordringer, er det ”en politisk-pseudoreligiøs forkyndelsesfabrik.” Beklager, Dahl, men det er altså en eklatant selvmodsigelse. Medmindre Dahl altså mener, at: fattigdom, sult, sundhed, uddannelse, ligestilling, rent vand, ren energi, arbejdsmarkedets indretning, infrastruktur, ulighed, bæredygtig urbanisering, bæredygtig produktion, klima, havmiljø, biodiversitet, fred og internationalt samarbejde ikke er 17 relevante samfundsudfordringer.

Her er vi velsagtens ved sagens kerne. At forskning skal bidrage til, ”at erhvervslivet kan udvikle nye produkter og skabe vellønnede job,” ses ikke længere som politisk; men at forskning skal bidrage til at ”reducere ulighed i og mellem lande” (FN’s verdensmål nr. 10) ses derimod som politisk. Markedet og vækstparadigmet er blevet naturaliseret – en selvfølgelighed, der gennemsyrer hele samfundet og dermed også universiteterne. Men at en regering vil styre universiteterne, så erhvervslivet kan udvikle nye produkter, er da i dén grad politisk og i dén grad i strid med de floromvundne lovord om den frie, kritiske tanke. I forhold til ”politisering” er der således intet nyt under solen, for dette har været universiteternes virkelighed i de sidste 20-25 år. Det eneste nye er, at SDU nu opstiller en bredere ramme for at fortolke, hvad der er en relevant samfundsudfordring.

Set i det lys fremstår de resterende tirader mod SDU ganske hule, og man skal anstrenge sig voldsomt for ikke at få den mistanke, at de i virkeligheden dækker over, at Dahl bare ikke er enig i SDU’s beslutning, hvorfor den skal fremstilles som aparte og samfundsnedbrydende.

HVIS DAHL VIRKELIG vil sikre universiteternes samfundsmæssige position som arnestedet for fri, kritisk tænkning, kunne han jo starte med at foreslå en ændring af universitetsloven, så universiteternes øverste ledelse ikke længere skal have et flertal af eksterne medlemmer, som skal godkendes af ministeren på området. Han kunne også foreslå at afskaffe resultatkontrakterne mellem universiteterne og staten, så universiteterne havde større frihed. Og når nu han er i gang, kunne Dahl også foreslå at forøge forskningsbevillingerne, så danske forskere er mindre afhængige af kommercielle, private og politiske aktører. Men har Dahl foreslået noget sådant? Stod det i VLAK-regeringens regeringsgrundlag? Er det LA’s politik på området? Svaret på det hele er: nej. Så universiteternes fundamentale strukturelle underordning under statsmagten står upåtalt hen, mens Dahl råber op over, at et universitet formaster sig til at have andre samfundsmæssige mål end erhvervslivets produktinnovation.

Dahl argumenterer yderligere imod SDU’s strategi med henvisning til, hvordan det vil påvirke arbejdsmarkedet på og uden for universitetet. Her er Dahl så indsigtsfuld, at han ved, hvad der sker i fremtiden, for ”man [ved] med sikkerhed, at satsningen på FN’s verdensmål vil føre til, at der ansættes flere mennesker, der ikke har noget med et universitets kerneaktiviteter at gøre”. For det første kommer man ikke uden om at spørge, hvor i alverden Dahl dog ved det fra? For det andet kan man også med rette spørge, om Dahl virkelig tror, at der ikke i sidste 10-20 år har været ansatte på landets universiteter, der har beskæftiget sig med strategiudvikling og -implementering? Hvorfor skulle en verdensmålsstrategi dog være dyrere at forvalte end andre strategier? Endelig kan man for det tredje også overveje, hvad der mon kræver flest ressourcer af en universitetsadministration: At tage højde for en strategi, når der træffes beslutninger om dette og hint, eller at fodre statsadministrationen med alverdens informationer, fx i forbindelse med udviklingskontrakter og akkreditering af uddannelser?

Jeg synes absolut, at det er legitimt at diskutere forholdet mellem forskning og administration på universiteterne. Men denne diskussion har intet med den nye strategi at gøre. Hvis Dahl gerne vil begrænse antallet af vellønnede ”guld-TAP’ere” (der dog tjener betydeligt mindre end et kasseret folketingsmedlem på eftervederlag), hvorfor harcelerer han så ikke mod/over de ansatte i universitetsadministrationen, der har til opgave at bygge bro til erhvervslivet, at sikre patenter på universitetsforskernes opfindelser, etc.?

 

Dahls tese om de invasive ”bullshitkandidater” forudsætter altså, at markedskræfterne kan generere bullshit – og det er da nye toner fra et LA-folketingsmedlem
_______

 

DAHL VED ÅBENBART også, hvordan SDU’s strategi vil påvirke især det offentlige arbejdsmarked. Her retter han skytset mod 17 planlagte masteruddannelser, en for hvert af de 17 verdensmål. Her forudsiger Dahl, at ”om ti år vil vi således kunne regne med, at SDU’s bullshitkandidater har møvet sig ind alle mulige steder. Og er der først én, der får fodfæste, ved man godt, hvordan det går: Få år senere er der en halv snes. Bullshitkandidater er en invasiv art. Det siger al erfaring”.

For det første skal man huske, at en masteruddannelse er en ét-årig uddannelse, typisk tilrettelagt for personer, der allerede er på arbejdsmarkedet. Det er almindeligvis ikke ”fag” i gængs forstand, deri har Dahl ret, for uddannelserne er netop designet som efteruddannelse på kandidatniveau – og altså for studerende, der allerede har en faglig fundering. I Danmark er der deltagerbetaling på alle masteruddannelser, så udbuddet afhænger af, at der er virksomheder og organisationer, der vil betale for at efteruddanne deres ansatte. Dahls tese om de invasive ”bullshitkandidater” forudsætter altså, at markedskræfterne kan generere bullshit – og det er da nye toner fra et LA-folketingsmedlem.

For det andet kan jeg ud fra rent akademiske kriterier ikke se den principielle forskel i fx en master i ”bæredygtig brug af verdens have og deres ressourcer” (FN’s verdensmål nr. 14) og en ”master i moms og afgifter” (som faktisk blev akkrediteret i 2011). Skulle jeg endelig vurdere ud fra samfundsmæssig relevans, så forekommer rene verdenshave mig dog alligevel vigtigere end administration af moms og afgifter.

Men naturligvis er det en legitim diskussion, hvordan (master)uddannelser udvikles og forvaltes. Den diskussion handler bare ikke om SDU’s verdensmålsstrategi, for den ændrer intet ved det principielle i forholdet mellem forskning og uddannelsesudbud. De foreslåede masteruddannelser kræver naturligvis, at SDU’s ledelse er sit ansvar bevidst, når det kommer til at forankre disse uddannelser i de eksisterende ressourcer og fagligheder – og at fagmiljøerne byder kritisk og konstruktivt ind. Når fx Niels Thorborg udtaler, at SDU går ”all in” på verdensmålene, fordi de ”er tæt forbundne og kræver en integreret indsats for at opnå holdbare resultater”, så kunne man jo indvende, at man så måske ikke skal lave 17 forskellige masteruddannelser.

BAG DENNE DISKUSSION om universiteternes samfundsmæssige særstatus og uddannelsesudbud lurer naturligvis et endnu vigtigere spørgsmål, der handler om forskningsfrihed. I den sammenhæng er det vigtigt at være sig universiteternes historiske forankring bevidst. Universiteterne er historisk forankrede i to traditioner: middelalderens laug-struktur og den kristne klostertradition. I middelalderen varetog lauget et givent erhvervs interesser, og ordet ’universitet’ kommer netop af universitas magistrorum et scholarium, dvs. lærernes og de lærdes laug. Hvor lauget altid har været knyttet til erhvervenes udveksling af varer med det omgivende samfund, var klostrene baseret på et selvforsyningsprincip, hvor munkene og nonnerne bl.a. selv dyrkede deres fødevarer (og bryggede deres øl, ikke mindst). Denne selvforsyning gjorde nemlig den religiøse søgen efter sandhed uafhængig af efterspørgslen, for forkyndelsen kunne naturligvis ikke designes ud fra, hvad aftagerne gerne ville have.

Så universiteterne har altid befundet sig i et spændingsfelt mellem på den ene side samfundsengagement og varebytte og på den anden side uafhængighed og sandhedssøgen. Ergo er den våde humboldtske drøm om forskning og uddannelse helt uden politiske (og ledelsesmæssige?) begrænsninger historisk set en fantasi. Desværre måler Dahl SDU’s nye strategi med denne fantasis alen, hvorved han overser, at danske universiteter i mindst to årtier allerede har opereret ud fra politiske og markedsmæssige mekanismer.

 

At gøre [verdensmålene] til den samfundsmæssige pol i spændingsfeltet mellem forskningsfrihed og samfundssind er netop ikke en knægtelse af forskningsfriheden, men en omfortolkning af den samfundsmæssige forankring
_______

 

I stedet for at give sig hen til fantasier om de gode gamle dage, er det langt mere relevant at diskutere, hvordan den basale og vedvarende spænding mellem den frie forskning og den samfundsmæssige ramme kommer til udtryk på forskellige måder til forskellige tider. Her er det min personlige holdning, at det efter årtier med slagord som ”fra forskning til faktura” og ”forretningsforståelse for de studerende” er en befriende nyskabelse at orientere sig mod en større samfundsmæssig dagsorden, der handler om klodens tilstand, fattigdom, fred og samarbejde.

At gøre disse mål til den samfundsmæssige pol i spændingsfeltet mellem forskningsfrihed og samfundssind er netop ikke en knægtelse af forskningsfriheden, men en omfortolkning af den samfundsmæssige forankring. Spændingen mellem forskningsfrihed og samfundsramme lever lystigt videre, med eller uden ny strategi. SDU’s rektor, bestyrelse og medarbejdere har naturligvis en vigtig forpligtelse til at værne om forskningsfriheden i arbejdet med verdensmålene. Denne forpligtelse fremgår allerede af universitetsloven, så med mindre Dahl tror, at SDU er ledet af lovbrydere, så kan han være helt rolig. Vi skal nok tage den diskussion – både på universitetet og med den offentlighed, der har en legitim interesse i, hvordan vi bruger midlerne fra den fælles samfundskasse. En del af denne diskussion består naturligvis af udvekslinger med den til hver en tid siddende regering samt med medlemmerne af Folketinget – også de små partier med få mandater. Så diskussionen med Dahl må naturligvis hilses velkommen.

JEG ER GLAD FOR, at både Dahl og jeg kerer os om universitetets forskningsfrihed, men netop derfor er der én ting, der virkelig bekymrer mig ved Dahls kommentar: Han vil som LA’s uddannelses- og forskningsordfører bruge SDU’s nye strategi som kriterium for tildeling af forsknings- og uddannelsesmidler. Dahl skriver: ”Jeg vil selvsagt være forholdsvis indifferent over for klager om pengemangel fra SDU i årene, der kommer, når man har råd til helt meningsløse aktiviteter som omstilling til FN’s 17 verdensmål. […] Næste gang, SDU jamrer over pengemangel, kan jeg med god samvittighed sige ’rend og hop’.”

Ifølge universitetslovens § 2 er SDU faktisk forpligtet til at ”foretage en løbende strategisk udvælgelse, prioritering og udvikling af sine forsknings- og uddannelsesmæssige fagområder”, men hvis SDU gør det på en måde, som strider mod Dahls præferencer, kan det altså føre til økonomiske repressalier. Hvordan harmonerer det med forskningsfriheden, Dahl? Eller med magtens tredeling? Eller med armslængdeprincipper?

Må jeg ikke foreslå Dahl at genlæse LA’s politiske arbejdsprogram, for her står der faktisk en del fornuftige ting, herunder: ”Der bør værre større armslængde til forskningen. Vi [dvs. LA] ønsker ikke et mindre omfang af strategisk forskning, men at støtten betinges af stringent faglighed. […] Uddannelsesinstitutionerne skal have større frihed til selv at prioritere og tilrettelægge uddannelsesudbud og forskning”. Armslængde og frihed! Hvor kunne det være rart, hvis LA-folketingsmedlemmet Henrik Dahl ville udleve LA’s politik på området. Så kan SDU’s ledelse og forskere fokusere på at efterstræbe ”stringent faglighed” i vores forskning og uddannelser. ■

 

Armslængde og frihed! Hvor kunne det være rart, hvis LA-folketingsmedlemmet Henrik Dahl ville udleve LA’s politik på området. Så kan SDU’s ledelse og forskere fokusere på at efterstræbe ”stringent faglighed” i vores forskning og uddannelser
_______

 

Sune Vork Steffensen (f. 1975) er cand.mag. fra SDU (2001) og Ph.D. fra Aarhus Universitet (2007). Professor i sprog, interaktion og kognition ved Institut for Sprog og Kommunikation (SDU), forskningsleder ved Centre for Human Interactivity, associate chair ved Danish Institute for Advanced Study og chefredaktør for tidsskriftet Language Sciences. ILLUSTRATION: Syddansk Universitet i Odense [foto: pressefoto]