15.03.2019

En eventuel udsættelse af Brexit er ikke en løsning, og terror-regimet fortsætter. Den sidste uges afstemninger afslørede til fulde, hvordan panikken har haft en lammende effekt på både premierministeren og oppositionslederen, som klynger sig til deres faste positioner, ude af stand til at se muligheder og række ud, begge ude af stand til at lede landet igennem denne proces.

Kronik af Anne Sofie Allarp

DET er svært ikke at kigge. Som når den bedste veninde gifter sig med ham, man bare ved, er en elendig tyran, eller når den bedste ven står ved alteret med den kvinde, som sender ham 120 sms’er dagligt og stalker ham på alle platforme. Det er den der følelse af både fascination og ubehag, når sanserne rettes imod en situation, der synes kun at pege i retning af ulykke.

Som Storbritannien nærmer sig den 29. marts, som en slingrende campingvogn alt på tæt på klippekanten. Måske er det, der fascinerer mest, det menneskelige i processen. Det faktum, at en generation af politikere i et stort, rigt land lod – og lader – dette ske, er et historisk kuriosum. Først og fremmest skal forløbet, der jo fra og med valgkampen har strakt sig over tre år, forstås menneskeligt. Det følgende er en række nedslag i begivenhederne – med fokus på de følelser, der har været i spil:

Dovenskab
Da tidligere premierminister David Cameron besluttede sig for, at der skulle holdes en folkeafstemning om medlemskabet, så må han have vidst, at en britisk folkeafstemning i EU-sammenhæng er bomben. Og ikke bare bomben, det er MOAB – alle bombers moder – brintbomben, der kan rydde enhver dagsorden, sænke ethvert initiativ.

Da premierminister Tony Blair før ham i midten af 00’erne annoncerede, at han ville sende udkastet til forfatningstraktat til folkeafstemning, så vidste alle, at han havde slået den ihjel lige der. Forfatningstraktaten var skrevet af Konventet, der samlede en masse politikere omkring udviklingen af en ny forfatning under ledelse af den tidligere franske præsident, og dengang 76-årige Giscard d’Estaing i noget, man bedst kan beskrive som hybris-båret kollektivt delirium. Traktaten lignede meget lovsjusk. For eksempel var det meget svært at forklare, at en forfatning ikke var en forfatning, men en traktat, der bare blev kaldt forfatning uden at være det. Da Blair trak folkeafstemningskortet, døde traktaten – simpelthen fordi det er umuligt at vinde en folkeafstemning om EU i Storbritannien. Det vidste alle. Presset på befolkningerne i Frankrig og Holland, der også skulle til folkeafstemning var derfor langt mindre. Begge lande afviste traktaten med overbevisende flertal.

Cameron må have vidst, at det ville være ekstremt risikabelt at holde en afstemning om EU, da han i 2015 lagde an til at gøre netop dét – for at bilægge interne stridigheder i det konservative parti. I stedet for at sætte sig igennem som leder i sit eget parti, tog han landet som gidsel, satsede og tabte. Det er doven og svag ledelse.

Fejhed
Når man mere end to et halvt år senere hører Cameron gentage, at han skam ikke er ked af at holde en folkeafstemning, for det havde han jo lovet (underforstået: lovet baglandet), så er det særligt pinefuldt at iagttage. Det er den særlige ritualiserede politiske leder, der siger det, man i politiske kredse skal sige, i den uendelige, forudsigelige nedslidning af den offentlige samtale, som den praktiseres i vestlig politik. Men den forvoksede kostskoledreng er måske bare ikke særligt modig. Oven på nederlaget ved folkeafstemningen tog David Cameron i hvert fald den nemme vej ud: ”Jeg er ikke den rette til at styre dette skib til sin næste destination”, erklærede han. Det blev hans indenrigsminister, Theresa May, der tog over. Det var heller ikke godt.

Nostalgi
Ret sent i folkeafstemningsvalgkampen kom det frem, at EU’s institutioner var blevet instrueret i ikke at bruge ordet BREXIT. Det var for catchy, der var for meget momentum omkring det. Et fænomen i kultur og sprog. Sig noget med ’Storbritanniens udtræden af den Europæiske Union’ lød instruktionen. Det var naturligvis alt for sent og helt håbløst som næsten al anden europæisk institutionel kommunikation. Det momentum, der var bygget i Storbritannien, var etableret.

Leave-kampagnen var på mange måder en klassisk folkeafstemningskampagne. I folkeafstemninger er vinderkortet: den trygge position. Det handler om at få skabt utryghed ved den modsatte position. Da Tyrkiet pludselig sprang op som EU-kandidatland under kampagnen var det for at få gjort et fortsat medlemskab maksimalt utrygt.

Men Leave-kampagnen var ikke primært en fremmedfjendsk kampagne. Og det var klogt ikke at koble sig direkte op på xenofobi. Budskabet blev det meget mere underspillede: ”Take back control”. Hvem ønsker sig ikke det? Kampagnen koblede sig effektivt op på den bølge af nostalgi, der fejer hen over Europa i de her år. Europæerne ønsker sig i rekordstore tal tilbage til en uspecifik, fortegnet og romantiseret fortid.
Det var de ældre, der særligt stemte for at forlade EU. Og 55 pct. af mændene. ”Tag kontrollen tilbage” talte lige ind i tidens maskuline kontroltab.

Forvirring
Umiddelbart efter den skæbnesvangre dag, hvor det profetisk havde regnet ”cats and dogs” over store dele af Storbritannien, var der en naturlig forvirringstilstand. Den forvirring var forventelig, da man jo havde afholdt en folkeafstemning uden at have en realistisk plan for, hvad et ”leave” betød.

Det konservative parti vidste det ikke, og Leave-kampagnen havde været for opslugte af at propagandere for illusionen om den menneskelige kontrol og selvbestemmelse til at tænke over at samle EU-modstanden om en række krav til processen.

Det tog Theresa May et helt år at sende en forhandlingsdelegation til Bruxelles. Og siden har der hersket stor usikkerhed om processen, hvad der blev forhandlet, hvem der forhandlede på vegne af Storbritannien, og hvad den britiske position overhovedet var. Den nye premierminister brugte det første år efter folkeafstemningen på at holde et unødvendigt parlamentsvalg og iværksætte traktatens artikel 50 – udtrædelses-bestemmelsen – helt uden en realistisk plan:

Usikkerhed
Mens May fra det kontinentale Europa ligner den eneste i britisk politik, der rent faktisk arbejdede lidt konstruktivt, ser mange briter hende som egenrådig og dumstædig. Som ny uprøvet leder af et dybt splittet konservativt parti, manglede hun pondus til at sætte sig ned og sige: ok, hvad gør vi så venner? I stedet for at starte en proces hen imod en enighed mellem de to fløje i det konservative parti, og herefter en grundig konsultation og inklusion af de andre politiske partier, ikke mindst oppositionspartiet Labour, løb hun selv med bolden.

Det gør den usikre leder, der ikke bruger de ressourcer, der er foran ham eller hende. I en situation som den, Storbritannien stod i, var der behov for en fælles forståelse af hvad der skulle søges, hvordan det der med kontrollen skulle fortolkes. At hun gjorde, som hun gjorde, kan logisk set kun forklares med usikkerhed. Storbritannien havde ikke behov for en jernlady-performance, den havde behov for en moderlig mediator.

Oprør
På grund af sit manglende benarbejde indledningsvist har May ved en stribe lejligheder oplevet oprør, mytteri, protest. Det første væsentlige oprør fandt sted ved det parlamentsvalg, hun valgte at udskrive i utide i foråret 2017. Det blev en sur hilsen fra vælgerne og en irriterende afhængighed af de irske unionister.

Det siges, at hendes chef-forhandler og Brexit-minister David Davis meget sjældent viste sig i Bruxelles. Ved topmødet i juni 2018 konstaterede EU’s stats- og regeringschefer, at Davies havde tilbragt i alt 4 timer i selskab med EU’s chefforhandler det forgangne halve år. Deres møder havde taget i gennemsnit 30 minutter. I stedet havde han brugt meget tid på at rejse rundt til hovedstæder for at få medlemslandenes sympati for britiske synspunkter, og han var – frem til at han smed håndklædet i ringen – loyal overfor Theresa May i offentligheden.

Men spørgsmålet er, om der også lå en protest i Davis optræden som Brexit-minister? En ”arbejd efter reglerne”-aktion, i protest imod hendes retning? Det siges, at Davies truede med at gå flere gange, før han endelig gjorde det. Hans exit kom i forlængelse af det det såkaldte Chequers-møde, som samtidig markerede afsættet til endnu et oprør imod May. Mødet blev holdt 6. juli 2018 på premierministerens landlige residens Chequers i forlængelse af EU-topmødet i slutningen af juni, hvor de andre statsledere havde meddelt May, at der skete for lidt.

På mødet blev kabinettet enige med premiereministeren om en plan eller en regeringens samlede forhandlingsposition for en Brexit-plan. På papiret i hvert fald. Den indeholdt et regelsæt for alle varer, der handles med EU og et forslag til en told-aftale, som ville lade handlen mellem EU og Storbritannien fortsætte gnidningsfrit som i dag. Samtidig ville briterne have lov til at udvikle deres egen handelspolitik og forhandle deres egne handelsaftaler med andre lande i verden. Regeringen gik samlet ud af Chequers, men umiddelbart efter forlod en stribe ministre deres poster – heriblandt Davis og udenrigsminister Boris Johnson. Davis blev erstattet som Brexit-minister af Dominic Raab. Men i november sagde han op, da May nærmest alene indgik en ny aftale med EU.

Håb
Chequers-mødet løftede sløret for det faktum, at May ikke havde et mandat med hjemmefra, og som de næste måneder gik og EU’s efterårstopmøde passerede uden en aftale, falmede håbet. Det livede op igen i november, da den ny aftale forelå. Underhuset skulle stemme om den i december, men May udskød afstemningen. Måske havde hun behov for at lade håbet hænge lidt endnu. I januar blev aftalen så stemt ned, og den sidste panik-ramte proces kunne begynde frem imod midnat den 29. marts. Hvad håber May nu? Hun synes at være blevet enig med sig selv om at lade tiden arbejde for sig, altså lade medlemmerne af Underhuset komme under så meget pres, at de kan se bort fra deres vrede over at være blevet ekskluderet og stemme for hendes aftale, til sidst.

Panik
Briterne, finansmarkeder og EU forbereder sig lige nu på at der ikke bliver stemt en løsning igennem. I stedet hamstres der mad og medicin og myndighederne overvejer at sætte hæren ind for at opretfolde ro og orden, skulle det ende med et såkaldt ’hårdt Brexit’.

 

Det er mageløst, at et stort, vigtigt land som Storbritannien overhovedet kunne komme i en situation, hvor et så alvorligt spørgsmål, med så vidtrækkende konsekvenser, kunne blive underlagt en halv-tilfældig folkeafstemning
_______

 

LIGE NU ER DER håb om en udsættelse af datoen, efter at Underhuset igår – torsdag den 14. marts – stemte for en udsættelse af datoen for Brexit. Men en udsættelse er ikke en løsning, og terror-regimet fortsætter. Den sidste uges afstemninger afslørede til fulde, hvordan panikken har haft en lammende effekt på både premierministeren og oppositionslederen, som klynger sig til deres faste positioner, ude af stand til at se muligheder og række ud, begge ude af stand til at lede landet igennem denne proces.

Som iagttager er man efterladt i en tilstand af vantro. Det er mageløst, at et stort, vigtigt land som Storbritannien overhovedet kunne komme i en situation, hvor et så alvorligt spørgsmål, med så vidtrækkende konsekvenser, kunne blive underlagt en halv-tilfældig folkeafstemning, hvor remain-kampagnen ikke havde gjort sig nogen som helst sammenhængende tanker om muligheden for at blive ansvarlige for en udmeldelse, og hvor leave-siden basererede sig i det store hele på floskler og fri fantasi.

Men næsten ligeså opsigtsvækkende er det at kunne konstatere – 32 måneder senere – at briterne er mere splittede end nogensinde, og at situationens alvor ikke har kaldt på den ledelse og ansvarlighed, man kunne forvente af et modent demokrati som det britiske. Tværtimod er det britiske total-teater en global master-class i demokratiets svagheder.

Og det er faktisk det mest bekymrende i dette her. Det er alt for menneskeligt til at føles trygt. ■

 

Det britiske total-teater er en global master-class i demokratiets svagheder.
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden