17.05.2019

.

Den afgørende skillelinje går i disse dage ikke mellem højre og venstre, men mellem yderfløjene og de ansvarlige midterpartier. Ved at række over midten til Socialdemokraterne har Lars Løkke brudt med højredrejningen og fremmedfjendtligheden på udlændingeområdet. Det skylder vi ham alle – politikere såvel som borgere – stor tak for.

Kommentar af Stine Bosse

MAN skulle næsten tro, at Lars Løkke Rasmussen er synsk. At han, da han for et par måneder siden gik i gang med samtalebogen “Befrielsen”, vidste, at den stramme udlændingepolitik kun fører til én ting, nemlig endnu strammere udlændingepolitik. At han havde svært ved i sine sidste uger som fungerende statsminister, ikke endegyldigt at tage afstand fra den blinde vej, som det borgerlige Danmark kunne se for sig på udlændingepolitikken.

Han tog hurtigt og utvetydigt afstand fra massedeportation, forfølgelse af politiske modstandere og den grundlovsstridige politik, som yderste højre nu lægger op til. Det var ikke alle, der gjorde det. Konservative var uklare, DF har endnu ikke taget afstand, og Nye Borgerlige vil hellere have Stram Kurs i folketinget end Socialdemokraterne.

Han så det – åbenbart – komme, og han var klar med en tydelig og konsekvent streg i sandet. Det må man takke ham for. Det må 90 pct. af danskerne være taknemmelige for, og det må DF og NB, der endnu ikke har taget afstand, betale for. Lars Løkke tager nu den naturlige konsekvens af at trække den streg i sandet: forslaget om en samlingsregering med Socialdemokraterne.

 

Om det ender med en SV-regering, og om midten samles efter et valg, er egentlig mindre epokegørende. Hvad der er afgørende vigtigt – og heldigvis helt tydeligt – er, at der blandt ansvarlige og toneangivende danske politikere er en grænse for højredrejningen
_______

 

Om det ender med en SV-regering, og om midten samles efter et valg, er egentlig mindre epokegørende. Hvad der er afgørende vigtigt – og heldigvis helt tydeligt – er, at der blandt ansvarlige og toneangivende danske politikere er en grænse for højredrejningen. Den afgørende brudlinje i disse år ikke hedder højre/venstre i fordelingspolitisk forstand. Den hedder frihed, demokrati, ytringsfrihed, beskyttelse af mindretal og retsstat: Ja eller nej. Disse værdier er ukrænkelige og såvel danske som europæiske.

Der blæser i disse år formørkede vinde hen over hele Europa. Jeg er sikker på, at Lars Løkke har taget notits af dette, og nu anvender han sin forventeligt sidste personlige ledelseskapital til at forsøge at råbe alle – politikere såvel som vælgere – op. Og ja, man må spørge, hvad Støjberg har gjort godt for ham. Svaret er enkelt. Hun har leveret det støttepartiet – DF – har bedt om. Og man må spørge om, hvornår Løkke har indset, at den kurs, som Støjberg og DF står for, er en borgerlig blindgyde. Den genopståen af totalitær tænkning vi har set i Europa, med rod i et menneskesyn, der sorterer mennesker på baggrund af farve, religion og etnicitet, og som ikke levner Europas grundværdier megen plads, truer de frie liberale samfund, som vi kender dem.

 

I kølvandet af finanskrisen, terrorangreb i Europa og flygtningekrisen kom den perfekte storm, som gav vind i ryggen til de yderligtgående bevægelser på højrefløjen. En storm, som på ingen måde har lagt sig, og som stadig næres af en blanding af fake news og manipulation
_______

 

I kølvandet af finanskrisen, terrorangreb i Europa og flygtningekrisen kom den perfekte storm, som gav vind i ryggen til de yderligtgående bevægelser på højrefløjen. En storm, som på ingen måde har lagt sig, og som stadig næres af en blanding af fake news og manipulation. En storm, som kun kan tæmmes gennem egentlige politiske løsninger på de spørgsmål om ulighed og identitet, der præger vores samfund. Og som på lange stræk kun kan overkommes gennem tværpolitiske greb og europæiske løsninger, fx ift. grænsespørgsmål, arbejdskraftens frie bevægelighed og sikkerhed i bredeste forstand, for slet ikke at tale om klimaspørgsmålene, som ikke tåler udsættelse.

Jeg tror, at Lars Løkke udviser rettidig omhu ved at udstille, hvordan der ser ud for enden af den udsigtsløse vej med fortsatte udlændingestramninger, som det borgerlige Danmark har bevæget sig ned af, særligt efter knæfaldet med paradigmeskiftet. For der er der ingen vej tilbage: Des længere ned af den man går, des vanskeligere bliver turen tilbage.

Derfor er det borgerlige Danmark Lars Løkke en stor tak skyldig, for han har nu vist, at vejen for ham og resten af de borgerlige skal gå i en anden retning. ■

 

Det borgerlige Danmark er Lars Løkke en stor tak skyldig, for han har nu vist, at vejen for ham og resten af de borgerlige skal gå i en anden retning
_______

 

Stine Bosse (f. 1960) er aktivt bestyrelsesmedlem og formand.