17.05.2019

Præsident Cyril Ramaphosa har efter valget 8. maj fået et solidt folkeligt mandat til genrejsningen af både ANC-partiet og Sydafrika. Spørgsmålet er, om han kan lykkes med det.

Analyse af Stig Jensen, Lektor, Center for Afrikastudier, KU

En hurtig, mainstream analyse af det netop afholdte sydafrikanske valg lyder således: ANC vandt valget, men partiet og Sydafrika som nation fortsætter kursen mod nedsmeltning.

Den analyse er præsident Cyril Ramaphosa og magteliten omkring ham dog være lodret uenige i. De tolker valget som et vendepunkt og en kæmpe sejr for Ramaphosas projekt om at genrejse ANC såvel som Sydafrika. Det primære afsæt for deres positive analyse af valgresultatet som en sejr – trods en tilbagegang i vælgertilslutning fra 62 til 58 procent – skal ses på baggrund af meningsmålingerne, der gav partiet 40 procent af stemmerne op til ANC-kongressen i december 2017. Ramaphosa mener, at han har stoppet ANC’s nedtur med historisk lav tilslutning op til kongressen og i stedet har skabt en positiv udvikling i vælgertilslutningen til Mandelas gamle parti.

Resultatet af ANC-kongressen blev dengang, at Cyril Ramaphosa blev valgt som partiets leder og kommende præsidentkandidat. Han brugte sin nyvundne position som afsæt til at vælte den daværende præsident Jacob Zuma og for derefter at iscenesætte sig selv og sit eget projekt som en videreførelse af Nelson Mandelas visioner for regnbuenationen.

En de facto et-partistat
En mere nøgtern analyse af 2019-valget er, at Sydafrika stadig er en de facto et-partistat, hvor ANC fortsat sidder solidt på den politiske magt her 25 år efter afviklingen af apartheid. Derfor ligger Ramaphosa næppe søvnløs over udfordrerne fra Sydafrikas to ”store” oppositionspartier: Democratic Alliance (DA) og Economic Freedom Fighters (EEF).

Hvor det radikale og populistiske venstrefløjsparti EEF fordoblede dets stemmetal til 11 procent, kunne det største oppositionsparti, DA, kun mønstre 21 procent af stemmerne, hvilket er en mindre tilbagegang. Selvom tilbagegangen ikke var overvældende, blev det af DA og dets støtter opfattet som en katastrofe for partiets forhåbninger om at udfordre ANC. Og det var kun et meget lille plaster på såret, at partiet genvandt magten i Western Cape-provinsen, hvor Cape Town ligger. Dermed er ANC’s lokalpolitiske magtmonopol brudt, og det er trods alt af vital betydning for DA, at partiet har bibeholdt den politiske magt i en af Sydafrikas politisk og økonomisk vigtigste provinser. DA’s store udfordring for at slå igennem landspolitisk er partiets manglende folkelige appel hos særligt de fattige sorte, der opfatter DA som den farvede [hovedsageligt indere og andre asiater, red.] og den hvide befolkningsgruppes parti. Det faktum, at DA’s politiske leder siden 2015, Mmusi Maimane, er sort, har ikke ændret denne opfattelse. DA’s politiske projekt kan betegnes som borgerligt-liberalt.

 

Magtkampe indenfor og mellem fraktioner er og har altid været en central del af ANC’s DNA. De seneste år er magtkampene intensiveret, samtidig med at polariseringen er steget
_______

 

Ramaphosas fundament er skrøbeligt
Selvom oppositionspartierne ikke giver anledning til de store bekymringer, bør Ramaphosa være bekymret over især tre problemstillinger relateret til vælgerbasen og baglandet:

For det første er der blandt ANC’s kernevælgere en åbenlys utilfredshed med deres parti. Denne gruppe af vælgere, som primært består af de økonomisk og på andre måder marginaliserede sorte sydafrikanere, er faste ANC-loyalister. Disse vælgere hverken kan eller vil stemme på andre partier – deres eneste alternativ er ikke at stemme. Kernevælgerne er i stigende omfang blevet sofavælgere, hvilket er en medvirkende årsag til den historisk lave valgdeltagelse ved 2019-valget på 65 procent.

Det andet store problem for Cyril Ramaphosa er born free-generationen. Det er betegnelsen for de sydafrikanere, der er født efter apartheid. Politisk apati er et fællestræk for denne gruppe, hvoraf kun en lille del af disse unge har registreret sig som vælgere. Mange af de unge ser politikere som nogle, der beriger sig selv, skaber en masse problemer og er ude af stand til at løse problemer. De unges kritik af landets politikere er forståelig, særligt set i lyset af politikernes massive magtmisbrug i perioden med Jacob Zuma som præsident. Mistilliden betyder, at de frasiger sig muligheden for aktiv deltagelse i demokratiet, og det kan på lang sigt underminere legitimiteten af landets demokratiske system.

For det tredje kæmper Ramaphosa med den interne splittelse i ANC, der ikke mindst skyldes, at partiet er en bred social og politisk bevægelse med mange fraktioner. Det betyder, at ANC’s partistruktur er grundlæggende anderledes end den, der kendes fra hovedparten af eksempelvis europæiske politiske partier. Magtkampe indenfor og mellem fraktioner er og har altid været en central del af ANC’s DNA. De seneste år er magtkampene intensiveret, samtidig med at polariseringen er steget. Udviklingen skyldes mange faktorer, men kan ikke ses løsrevet fra befolkningens voksende utilfredshed med ANC’s manglende evne til at transformere det sydafrikanske samfund til gavn for de allerfattigste. I ANC findes der såvel individer som fraktioner, som har tillid til og bakker op om Ramaphosas genoprejsningsprojekt, mens andre ønsker radikale forandringer på linje med dem, som EEF står for – altså et radikalt opgør med den hvide økonomiske elite samt et ideologisk skift i retning af et socialistisk og nationalistisk projekt med specifikt fokus på udvikling for den fattige befolkningsgruppe.

 

Selvom Ramaphosas hovedrengøringsprojekt har et stærkt folkeligt mandat med specifikke ambitioner om at gøre op med korruption og nepotisme, som i årevis har gennemsyret ANC, kan det blive særdeles vanskeligt at rydde op i egne rækker
_______

 

Ramaphosa genrejsningsprojekt
Ramaphosa skød genrejsningsprojektet i gang ved tiltrædelsestalen som præsident i 2018, hvor han lød som et ekko af præsident Obama og skabte håb hos mange sydafrikanere. Det store genoprejsningsprojekt har to helt centrale elementer: For det første den interne dimension med det formål at nedbringe korruption og nepotisme såvel i ANC som i det sydafrikanske samfund som helhed. Det andet indsatsområde er at kickstarte Sydafrikas økonomiske udvikling, hvor skabelse af nye arbejdspladser ses som løftestang til at få millioner af mennesker ud af fattigdom. Begge indsatsområder nyder stor opbakning i befolkningen.

Euforien ovenpå Ramaphosas tiltrædelsestale er imidlertid aftaget. Alligevel kan valgresultatet tolkes således, at et flertal af sydafrikanerne vil give ham en chance. Muligvis fordi han er den mindst ringe, og der ikke umiddelbart er udsigt til noget bedre. Mange er glade for at være sluppet af med Jacob Zuma, som de anså for at være en kleptokrat af allerværste skuffe.

Selvom Ramaphosas hovedrengøringsprojekt har et stærkt folkeligt mandat med specifikke ambitioner om at gøre op med korruption og nepotisme, som i årevis har gennemsyret ANC, kan det blive særdeles vanskeligt at rydde op i egne rækker. Skeletterne vælter ud af skabene, og de færreste ønsker frivilligt at afgive privilegier.

 

Historien om ANC-aktivisten og Mandela-ynglingen, der blev præsident, og som samtidig tilhører landets absolutte økonomiske magtelite, deler vandene
_______

 

Er Ramaphosa ren?
Særligt blandt støtterne i ANC fremstår Ramaphosa som en mand med ædle motiver. Han har vundet ved at følge ord med handling. Det kom særligt tydeligt til udtryk kort efter sin tiltrædelse med hans aktive deltagelse i kampen for retsforfølgelsen af Zuma og hans korrupte netværk.

Alligevel kan de færreste se bort fra, at Ramaphosa selv har haft et karriereforløb med en social, økonomisk og politisk opstigning i det sydafrikanske samfund uden sidestykke i regnbuenationens 25-årige historie. Hans forvandling har taget udgangspunkt i hårdt arbejde, dygtighed og gunstige karismatiske evner. Men den kunne næppe være sket uden kreativ brug og misbrug af forskellige indflydelsesrige netværk. Historien om ANC-aktivisten og Mandela-ynglingen, der blev præsident, og som samtidig tilhører landets absolutte økonomiske magtelite, deler vandene. Kritikerne mener ikke, at han kan gøre sig fri af disse netværks påvirkning, fordi hans magt bygger på dem. Alligevel ser andre Ramaphosa som den eneste – og måske endda sidste – chance for et opgør med korruption og nepotisme. Hans status, store hjerte og enestående indsigt betyder, at støtterne ser ham som den bedste forudsætning for at tage kampen op – og vinde den.

Ramaphosas økonomiske genrejsning
Selvom Sydafrika er en økonomisk sværvægter i Afrika med en for kontinentet unik bredspektret økonomi, har landet i årevis kæmpet med lave økonomiske vækstrater, stor og voksende ulighed samt udbredt fattigdom. Mens landets politiske landskab er komplet forandret efter apartheid, så føler det store flertal af sydafrikanerne, at den økonomiske apartheid fortsætter.

Ramaphosas genrejsningsprojekt bygger i store træk på at fortsætte den økonomiske politik, som Nelson Mandela var ophavsmand til. Det er en neoliberal eksportorienteret udviklingsstrategi, der bygger på nedsivningsteorien – trickle down-tankegangen – hvor målsætningen er justering af apartheidtidens økonomiske politik. De vestlige donorsamfund har i årevis, under betegnelsen The Washington Consensus, brugt dette som opskriften på udviklingssucces i det globale syd. Selvom Sydafrika aldrig har været en donor-darling, og udviklingsbistand er af begrænset betydning for Sydafrikas økonomi, så har Vesten også her brugt The Washington Consensus som en form for checkliste for udviklingssucces. Alligevel er det vanskeligt at finde afrikanske succeshistorier, især når det gælder inkluderende økonomisk udvikling i samfundet, hvilket er hovedmålsætningen i Ramaphosas genrejsningsprojekt.

 

Zimbabwe bruges konstant som referenceramme i den sydafrikanske debat, både som forbillede og som skræmmebillede
_______

 

Zimbabwe og Mugabe spøger
Robert Mugabe, Zimbabwes tidligere præsident, konstaterede efter 20 år med den eksportorienterede udviklingsmodel, at nedsivningen til de fattige i bedste fald var begrænset, mens den økonomiske ulighed derimod steg. Udviklingsmodellen blev skrottet for at tage et direkte opgør med landets økonomiske, primært hvide elite, som Mugabe opfattede som illoyal. Instrumentet var omfattende jordreformer med ekspropriation uden økonomisk kompensation. Effekterne af jordreformerne blev en total nedsmeltning af den zimbabwiske økonomi med det hurtigste fald i levestandarden i verdenshistorien.

Netop Zimbabwe bruges konstant som referenceramme i den sydafrikanske debat, både som forbillede og som skræmmebillede. Ramaphosa og ANC flirter med jordreformer som muligt instrument i omfordelingspolitikken. Usikkerheden om ANC’s holdning til jordreformer skyldes ikke mindst Ramaphosas ønske om nationale og internationale private investeringer i stimuleringen af økonomien, der anses for at være af vital betydning i jobskabelsesindsatserne.

Jordreformer som dem, der blev gennemført i Zimbabwe, er gift for private investeringer. Den sydafrikanske økonomiske elite – både jordbesidderne og ikke mindst virksomhedsejerne – har traditionelt været meget påholdende med investeringer grundet frygten for effekterne af de mere langsigtede afkast. Frygten hos de store jordejere er taget til i den seneste tid, i takt med at flere private landbrugsområder er blevet invaderet af fattige jordløse. Myndighederne har i flere tilfælde været afventede overfor disse jordbesættelser. Politisk skaber de stor uenighed, da EEF støtter besætterne og sidestiller dem med frihedskæmpere. Holdningen har opbakning i dele af ANC, selvom disse besættelser er gift for Ramaphosas genrejsningsprojekt.

Sammenhængskraften i regnbuenationen er i det hele taget stærkt udfordret. Ramaphosa og ANC har ved valget fået et solidt folkeligt mandat for at fortsætte. Hvedebrødsdagene for ANC er for længst afløst af apati i det sydafrikanske vælgerkorps, især udbredt blandt flertallet af de yngre vælgere. Der er næppe tvivl om, at ANC har fundet en karismatisk leder i Ramaphosa, som har en klar og populær plan for genrejsning af nationen. Projektet med at eliminere korruption og nepotisme er krævende, men dog overskuelig i forhold til at forbedre levevilkårene for de fattigste sydafrikanere.

De færreste sydafrikanere regner med, at målsætningerne i Ramaphosas genrejsningsprojekt lader sig realisere i indeværende valgperiode, men de forventer, at Ramaphosa skaber et mærkbart gennembrud i bekæmpelse af nepotisme og korruption. Det vil være første skridt mod, at den nationale stolthed bliver genvundet. ■

 

De færreste sydafrikanere regner med, at målsætningerne i Ramaphosas genrejsningsprojekt lader sig realisere i indeværende valgperiode, men de forventer, at Ramaphosa skaber et mærkbart gennembrud i bekæmpelse af nepotisme og korruption
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland