05.01.2019

‚European Intervention Initiative‛ kan være et første lille skridt i retning af større integration og samarbejde på tværs af de europæiske forsvar. Men initiativet kan vise sig at få svære kår og er i fare for at som endnu et i rækken af europæiske initiativer, der blev gjort tandløse af medlemslandenes uforenelige krav. Målet for Macron er derfor at samle et eksklusivt selskab af the willing and able.

Af Sten Rynning

En amerikansk analytiker betegnede engang i 1990’erne europæisk forsvarssamarbejde som en flok arkivskabe, som stod og kiggede på hinanden. Det var ikke venligt ment. I dag er situationen forandret – senest på stærk foranledning af Frankrig, som gerne ser Europa omsætte alle kontinentets gode intentioner på forsvarsområdet til handlekraft.

Et af værktøjerne er et såkaldt European Intervention Initiative – E2I – som præsident Macron lancerede som idé i efteråret 2017, og som Danmark og otte andre lande, herunder Frankrig, i juni 2018 gav håndslag på. I november var forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen i Paris til det første formelle E2I-møde. Her trådte Finland ind fra kulissen, så E2I nu er oppe på ti lande: Foruden Frankrig, Danmark og nu altså også Finland gælder det Storbritannien, Tyskland, Holland, Belgien, Spanien, Portugal og Estland.

Vi kan sige to meget klare ting om E2I, og derefter bliver billedet mere uklart.
De to ting er: Det handler om samlet europæisk muskelkraft, men det handler ikke om at opbygge en forenet hær i Europa. Man skal kende Frankrig meget dårligt, hvis man forfalder til at tro, at Paris forestiller sig, at andre skal have råderet over deres styrker. Til gengæld er franskmændene tydeligvis trætte af, hvor langsomt samarbejdet imellem landene går inden for de kendte rammer i NATO og EU. Derfor trykker de på speederen med E2I.

 

Til gengæld er franskmændene tydeligvis trætte af, hvor langsomt samarbejdet imellem landene går inden for de kendte rammer i NATO og EU. Derfor trykker de på speederen med E2I
_______

 

Når billedet hernæst bliver lidt uklart, skyldes det nogle balancegange, som ligger bag initiativet. Herunder et valg mellem pragmatik og ambition: Skal man koncentrere sig om et praktisk samarbejde på forsvarsniveau eller øge ambitionerne af politiske hensyn?

Europa ønsker ’autonomi’
E2I er opstået på det praktiske niveau i det franske forsvarsministerium i årene 2016-2017 som en del af erfaringsopsamlingen på multinationale militære operationer i Sahel og også en kritisk vurdering af styrken i EU-samarbejdet. Pludselig – i efteråret 2017 – fik den politisk vind i sejlene.

Den praktiske dimension fremgår tydeligt af aftalen fra juni i år – en hensigtserklæring (Letter of Intent) underskrevet af deltagerne. Det handler ikke om at bygge nye formelle strukturer, men derimod om at skabe stærkere samarbejde blandt de lande, som har vilje og evner til det. Efter 20-25 års militær aktivisme er Danmark tydeligvis med i klubben. Det må passe de EU-forskrækkede danskere godt, at E2I kører uden om EU-formalia og fokuserer på strategisk planlægning, konfliktscenarier og operationel støtte samt erfaringsudveksling på militært niveau – og altså forbeholdt elite-klubben af the willing and able.

Det politiske etablissement i Frankrig, ikke mindst omkring præsidenten, har haft lidt sværere ved at sætte præcise ord på de politiske ambitioner. Præsident Macron har talt vidtløftigt om perspektiverne for europæisk ’autonomi’ og en ’rigtig europæisk forsvarsstyrke’, senest i optakten til E2I-mødet i november. Macron lægger sig her i kølvandet på EU’s fælles sikkerhedsstrategi fra juni 2016, som netop sigter efter ’strategisk autonomi’. Hans engagement skal selvfølgelig også ses på baggrund af hele balladen om præsident Trump, der jo rejser spørgsmålet: Kan Europa stole på NATO-samarbejdet i samme grad som tidligere? Men samtidig vil Macron også gerne være pragmatisk – og han ved, at det er pinedød nødvendigt for at omfavne briternes Brexit, tyskernes militære aversioner [ulyst, red.], danskernes forbehold, spaniernes Middelhavs-fokus og esternes og finnernes fokus på Rusland. Pragmatikken gennemsyrer således også den erklæring, Macron og statsminister Lars Løkke Rasmussen udstedte omkring forsvarssamarbejde, da præsidenten i august besøgte Danmark.

Mod en fælles strategisk kultur
En anden balancegang finder sted på militært niveau i skyggen af denne politiske linedans. Her handler det om balancegangen mellem kultur og operationer: På den ene side skal man – sådan lidt løbende – udveksle kendskab til hinanden. På den anden side skal man opbygge et konkret og hårdtslående instrument til ekstern krisestyring.

Lige nu ligger det mest til førstnævnte. Nogle iagttagere har, med reference til udvekslingsprogrammet for europæiske universitetsstuderende, kaldt planen ’et ERASMUS-program for militære styrker’. Samarbejdsaftalen fra juni i år handler nemlig mest om planlægning og udvikling – aktiviteter, som vil være en løftestang for en slags fælles ’strategisk kultur’ blandt de deltagende styrker. Idéen er, at når først en sådan samhørighed og fælles udsyn opstår, så bliver det meget lettere for the willing and able at køre forrest i en ’rigtig’ europæisk styrke.

 

Samarbejdsaftalen fra juni i år handler nemlig mest om planlægning og udvikling – aktiviteter, som vil være en løftestang for en slags fælles ’strategisk kultur’ blandt de deltagende styrker. Idéen er, at når først en sådan samhørighed og fælles udsyn opstår, så bliver det meget lettere for the willing and able at køre forrest i en ’rigtig’ europæisk styrke
_______

 

Men balancen kan selvfølgelig også tippe til operationer, for det er jo netop the willing and able, som er med i klubben. Netop disse lande ved, at fælles kultur bedst opstår ude i den spidse ende af reelle operationer, hvor man overlever ved at have med hinanden at gøre, uanset politiske forbehold. At koble E2I til et praktisk samarbejde om nogle af landenes reaktionsstyrker – det kunne være et flyberedskab (for danske F-16, franske Rafale etc.) eller special operations-styrker (Jægerkorpset, Légion étrangère, etc.), eller andre af de skarpe knive i skuffen – ville ikke være fremmed i denne klub.

At gribe den politiske dagsorden
Lige præcis hvordan E2I skal springe ud af arkivskabet og demonstrere europæisk handlekraft, kan man altså diskutere. Men der er ingen tvivl om drivkraften: forøget militær muskelkraft og viljen blandt de handlingsdygtige lande til at gribe den politiske dagsorden.

Elastikken, som ligger i de to balancegange, vil blive flittigt brugt i de kommende år, for selv i denne eksklusive klub er der som nævnt meget forskellige politiske behov. Briterne kan ganske enkelt ikke tåle, at E2I får den mindste formelle tilknytning til EU. Tyskerne er med, fordi europæisk samarbejde ikke kan fungere uden om den fransk-tyske akse, men det er jo ikke ligefrem sådan, at Tyskland er et militært foregangsland. Tværtimod er landet snarere en bremse på militære koalitioner, og måske er den franske forhåbning, at man med E2I kan sprøjte en dosis realisme ind i tysk udenrigspolitik. Bedømt på de reaktioner, som rumler i den tyske debat om E2I, er det op ad bakke, men det skal jo ikke forhindre forsøget.

I mellemtiden vil det militære maskinrum tage fat på planlægning og erfaringsdeling. Det er prisværdigt og ønskeligt, for når vi kigger på hele rækken af formelle tiltag – om det er i EU- eller NATO-regi – som skal skabe fremdrift i skabelsen af europæisk militær kapacitet, må man bare sige, at maskineriet har brug for olie. Der bliver sagt for meget og gjort for lidt. ■

 

Når vi kigger på hele rækken af formelle tiltag – om det er i EU- eller NATO-regi – som skal skabe fremdrift i skabelsen af europæisk militær kapacitet, må man bare sige, at maskineriet har brug for olie. Der bliver sagt for meget og gjort for lidt
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister