06.11.2019

Verden har forandret sig. Det må Danmark indse – og indrette sig på.

Af Sten Rynning

Efter lang tids søgen kan vi nu identificere den grundlæggende retningsgivende impuls for vores verdensorden: nationalisme. Nationalismen har egentlig haft sin tid, opildnet af Den Franske Revolution i 1789 og udbrændt i en beruset og katastrofal Første Verdenskrig 1914-1918, men nu er den tilbage i førersædet.

For Danmark – og alle andre – er implikationen først og fremmest, at man bør droppe håbet om, at præsident Trump og andre nynationalistiske ledere blot er et uvejr, som snart driver over. Det er derimod en klimaforandring, som bør gennemtænkes nøje.

Dernæst bør danske og andre ledere droppe idéen om, at der findes et let greb for at tøjle Trump og de kræfter, han repræsenterer. Der bør arbejdes over en bred front for at indlejre nationalismen i en arkitektur, som kan stabilisere tidens egoistiske impuls og muliggøre langsigtet samarbejde. Det er ingen smal sag.

Nationalismens død og genopståen
Egentlig burde nationalismen som styrende grundelement i international politik have brændt sig selv op med Den Store Krig 1914-1918. Den blev til Første Verdenskrig, da det stod klart, at det bål, den havde tændt, måtte medføre endnu en stor krig.

Typisk siger vi, at Anden Verdenskrig var ideologiernes krig, idet liberalisme, marxisme og fascisme var grundelementerne i den. At disse ideologier blev styrende, var dog en konsekvens af, at Første Verdenskrig var nationalismernes krig. Det enorme sammenbrud, der fulgte, indbød til konkurrerende former for internationalt-liberalt/marxistisk/fascistisk-samarbejde.

Efter afslutningen på Den Kolde Krig stod liberalismen som sejrherre, og liberale tænkere som Francis Fukuyama mente, at fremskridt i idéhistorien måtte være slut: Enten holdt vi os på det liberale niveau, eller også gled vi tilbage i elendighed. Liberale institutioner (EU, WTO, NATO) blev udvidet, og globalismen voksede frem som idé og vision. Længe fastholdt de, at fremskridtets mølle malede sikkert: ’Præ-moderne’ samfund skulle først arbejde sig igennem en ’moderne’ fase karakteriseret ved industrialisering og nationalisme, inden de ramte den ’postmoderne’ tidsalder med dens pragt af liberale og globaliserede institutioner. At Asien som region var stærkt præget af nationalisme, var således til at forstå: De asiatiske nationer var først blevet frigjort efter Anden Verdenskrig, og nu var de på vej gennem den moderne fase. Der var, med andre ord, lys for enden af tunnelen, og selvfølgelig måtte løsningen være at indlemme selveste Kina i verdenshandelsorganisationen WTO, hvilket skete i 2001.

 

At den vestlige verden er begyndt at ligne det nationalistiske Asien, snarere end at Asien ligner det postmoderne Vesten, er således et chok. Det liberale narrativ har lidt et afgørende knæk
_______

 

At den vestlige verden er begyndt at ligne det nationalistiske Asien, snarere end at Asien ligner det postmoderne Vesten, er således et chok. Det liberale narrativ har lidt et afgørende knæk.

Det er en påmindelse om, at liberal politik ikke bare udspringer fra en idé, men også fra en konkret politisk virkelighed, hvor en gruppe faktisk skal gå i takt for at opretholde idéen. Det liberale projekt har været vestligt i sin essens. Hvis projektet er vigende, så er det, fordi Vesten ikke har formået at gennemtænke grænserne for projektet: de eksterne, dvs. forholdet til ikkeliberale stormagter, og de interne, dvs. grænser for ulighed og uanstændighed. Vesten har brug for en ydre magtbalancepolitik og en mere ligelig indre fordeling af samfundets goder.

Hvis der ligger en trussel i den aktuelle bevægelse, så er det ikke nationalismen i sig selv, men den grænseløse nationalisme, som skelner hårdt mellem nationens romantiske tilstand og omverdenens kaos. I en sådan verden er samarbejde ikke muligt, kun mistro og kamp.

Det var netop den ubundne, selvtilstrækkelige nationalisme, som førte verden ind i Den Store Krig i 1914, og selvom historien ikke gentager sig, så kan man godt lære af den ved at kigge på sådanne paralleller.

Grænseløs nationalisme
Der er god grund til at frygte, at fænomenet Trump vil føre grænseløs nationalisme med sig. Præsidenten er notorisk svær at kategorisere, og der er ikke et fast syn på hans ståsted, idéer eller impulser, når man gennemgår den amerikanske litteratur. Måske er det bedste, vi kan sige om Trump, at han improviserer ud fra sine populistiske instinkter. Det er i al fald tonen i de populære portrætbøger af præsidenten skrevet af Michael Wolff og Bob Woodward, og samme vurdering har Richard Haas – en af de store udenrigspolitiske tænkere – som kalder Trumps stil for ’adhocracy’. Altså netop: det impulsive.

Kan denne stil føre til grænseløs nationalisme? Den impulsive nationalpopulisme slider allerede nu stærkt på de institutioner, som ellers er garant for kontinuitet i det amerikanske liberale projekt. Her er der dels tale om Kongressen som lovgivende magt, dels om hele sikkerhedsapparatet, der primært ligger under Pentagon og er globalt i sin karakter. Dertil kommer også det ’samfund’ af udenrigspolitiske tænkere og eksperter, som plejer at rotere ind og ud af embedsværket. En væsentlig lektie fra Trump-tiden er, at disse institutioner kan udfordres, og at de måske i bedste fald skaber en slags inerti, en stilstand, som blokerer impulsiviteten, men som til gengæld eroderer tilliden til dem over tid.

Endelig er der også en ideologisk muskelkraft, som har spændt sig på Trump. Denne er kendt som paleokonservatisme eller Alt-right. Det er en ideologi, som rationaliserer og indfanger populismen ved at vende den mod hele batteriet af liberale, elitære, globale og kosmopolitiske institutioner, som angiveligt (ifølge kritikerne) har haft magten i mange år. Paleokonservatismen argumenterer for, at globalismen er en grundlæggende trussel mod det nationale projekt, og at man nødvendigvis må vælge side.

 

Trump kan således skifte kurs spontant og voldsomt og alligevel have rigeligt med drivgods til at appellere til sin base. Imens kæmper hans politiske modstandere for at finde fodfæste, institutionerne kører i tomgang, og de snærende bånd, der holder det nationalistiske projekt i skak, svækkes
_______

 

Det er en kompleks gryde at dykke ned i. ’America First’, som er Trumps slogan, blev også brugt af isolationisterne, der ville holde USA ude af Anden Verdenskrig. Holdningen trækker på en dybere amerikansk arv, nemlig skepsis over for oversøisk engagement og troen på Amerika som et kontinentalt projekt, andre ikke skal blande sig i. I dag er det også kommet til at handle om racisme, ’hvid nationalisme’ og en understrøm af skepsis over for centralregeringen, våbenkontrol og offentlig sygesikring. Trump får således vendt den klassiske amerikanske frontier-kultur og dens skepsis mod staten til egen fordel – og altså mod alle de oplyste tænkere, som er vant til at bruge staten som et redskab til social udvikling.

Trump kan således skifte kurs spontant og voldsomt og alligevel have rigeligt med drivgods til at appellere til sin base. Imens kæmper hans politiske modstandere for at finde fodfæste, institutionerne kører i tomgang, og de snærende bånd, der holder det nationalistiske projekt i skak, svækkes.

Dansk nationalisme
Tomgang er også en risiko andre steder, inklusive i Danmark. Man tenderer til at dukke sig og håbe, at stormen blæser over, alt imens nationalismen sniger sig ind imellem sprækkerne. Vi ser flere symptomer på dette:
– Det nationale velfærdsprojekt: Dramaet i dansk politik handler om velfærdsstaten og dens ydelser. Pointen her er ikke, om velfærdsstaten har sin berettigelse, men at den er kommet til at fylde stort set hele vores nationale samtale. Vi lukker os dermed om os selv, og jo mere flygtninge og indvandrere indgår i samtalen som et problem, desto mere bekræfter det os i, at vi står med et nationalt projekt, som skal beskyttes ved grænsen. Måske bryder vi os ikke om tanken, men velfærdsstaten er blevet det danske udtryk for en ny nationalisme.
– Internationalt samarbejde og solidaritet er temaer i dansk politik, men typisk ud fra en radikal globaliseret vinkel, ofte koblet til en frygt for katastrofal klimaforandring. Det er typisk luftigt og ukonkret. Den praktiske politiske virkelighed – især på europæisk niveau – bliver så til noget, vi må forholde os mistroisk til. Hvis EU er domineret af vægelsindede tyskere, ambitiøse franskmænd eller uduelige italienere, så er det jo ikke et match for de globale visioner, vi har. Ergo: Vi tager, vores ambitioner til trods, nationale forbehold, og vi bruger for lidt energi på at gennemtænke og flytte den europæiske virkelighed.
– Forsvarspolitisk investerer vi minimalt i det fælles projekt, som NATO er udtryk for. Budgettet rykker sig ikke meget, og i stedet må vi sende vores få tropper hid og did for at demonstrere solidaritet. Minimalismens pris er altså aktivisme. Politisk tænkes aktivismen p.t. ikke igennem ud over tendensen til at se Grønland som et stigende aktiv i en bilateral dialog med USA, hvor vi kan appellere til den amerikanske ’nationale interesse’ i at fastholde forbindelsen til Danmark.

 

Selvom Trump er svær at læse og vist nok mest er impulsiv, så driver hans politiske momentum mod en grænseløs nationalisme
_______

 

Selvom Trump er svær at læse og vist nok mest er impulsiv, så driver hans politiske momentum mod en grænseløs nationalisme. Amerikanske institutioner bremser ham, men de bliver også slidt. Faren er, at Trump genvælges og – gennem vedvarende slitage – formår at gøre permanent skade på institutionerne. Hvis ikke Danmark og andre kommer op i gear og får gennemtænkt nationalismen som grundelement i en ny international orden, så vil vi være der, hvor vi er i dag – i vores utilstrækkelige men ’nogenlunde dejlige’ Østre Gasværk, hvor vi søger ly for de politiske klimaforandringer.

Indbundet nationalisme
I maj i år kom det frem, at Kiron Skinner, leder af det amerikanske udenrigsministeriums Policy Planning-kontor, havde forsøgt sig med en vision for den nye verdensorden. Denne centrerede sig om rivalisering mellem USA og Kina og det faktum, med Skinners udtryk, at Kina er den første ’ikkekaukasiske’ (non-Caucasian) stormagt, som USA skulle gå op imod på den lange bane.

Kritikken haglede snart ned over Skinner. Visionen smagte meget af den ’clash of civilizations–tanke, Samuel Huntington havde lanceret først i 1990’erne, og som viste sig at have meget vanskeligt ved at adskille religion og kultur og i det hele taget svært ved at trække klare grænser mellem civilisationer.

Skinners vision var bemærkelsesværdig af flere årsager. Dels bidrog den til, at hun i august (2019) måtte forlade sin post efter bare et år i stolen: Det er åbenbart svært at være visionær eller ideolog i den gryde af impulser, som Trump foretrækker at røre i. Dels gav hendes dystre vision utilsigtet energi det asiatiske topmøde for civilisatorisk dialog, som Kina afholdt også i maj 2019. Det gav måske Kina en PR-gevinst, men samtidig illustrerede det den skærpede konkurrence mellem disse to stormagter. Endelig – og ikke mindst – illustrerede Skinner, at det er svært, men vigtigt at forsøge at sætte ord på den ramme, som nationalismen skal kobles ind i. Uden en sådan ramme er der ingen prioriteter, ingen forudsigelighed og ingen orden i ordets egentlige forstand.


Fra den amerikanske muld og international historie kan vi trække to store optioner for USA og Vesten som helhed. Enten kan vi håbe på at skabe struktur og retning for verdensordenen ved at binde nationalismen til magtbalancens arkitektur, som søger samarbejde med henblik på stabilitet, eller vi kan spænde nationalismen for en værdipolitisk målsætning, der mobiliserer samarbejde til gavn for forandring.

 

Enten kan vi håbe på at skabe struktur og retning for verdensordenen ved at binde nationalismen til magtbalancens arkitektur (…) eller vi kan spænde nationalismen for en værdipolitisk målsætning, der mobiliserer samarbejde til gavn for forandring
_______

 

De to muligheder har det til fælles, at de er rodfæstet i international historie og dermed har en virkelighed at bygge på. Vi kunne godt forsøge at inddrage andre idéoptioner, men ingen har samme tætte kobling til den nationale, amerikanske og internationale historie, som er præmissen her. Begge muligheder involverer amerikansk lederskab og appellerer dermed til den politiske scene i USA og Vesten i dag. De har et væsentligt element af nationalisme i sig og illustrerer dermed, hvordan nationalisme kan være en politisk drivkraft, men samtidig kan kobles ind i en større og stabiliserende ramme.

Option 1: Magtbalance
Idéen her er at binde det nationale projekt til håndteringen af relationer mellem de store magter – primært USA og Kina, men også Rusland og spirende stormagter som Indien, Japan og Tyskland.

Koblingen mellem nationalisme og balance skal forstås sådan, at nationalismen skal være en drivkraft internt hos de store magter, som må basere deres magt på et velfungerende samspil mellem økonomi, civilsamfund og politiske institutioner, mens balancen eksternt mellem magterne skal sætte grænser for nationalismens politiske udtryk. Nationalismen er en motor, mens balancen er et ror.

Henry Kissinger er en af de store amerikanske tænkere i denne tradition, og han fik også lejlighed til at udøve sin balancerende gerning, da han var ledende rådgiver for præsident Nixon. En grundpræmis er ifølge Kissinger, at man ikke skal lade sig forblinde af ’trusler’, da man i så fald let bliver fanget af en nationalistisk forståelse af ydre dæmoner; derimod skal man forsøge nøgternt at forstå ’magt’ og magtens mulige balancer. For Nixon og Kissinger handlede det om at søge en ’åbning’ af Kina, så de kunne splitte den røde blok og åbne et ’tripolært’ spil mellem tre magter (USA, Sovjetunionen og Kina) til egen gavn.

I dag vil et sådant spil handle om at ’åbne’ Rusland frem for Kina og dermed optø et meget fastfrosset og fjendtligt forhold langs Europas øst-vest-akse. Til en vis grad har præsident Trump faktisk fulgt denne linje, da han er gået hårdt mod Kina og har søgt varmere relationer til præsident Putin (åbningen til Rusland lå også i Kiron Skinners vision). Men problemet for denne Ruslands-opvarmning er, at Trump ikke har været i stand til at artikulere et rationale, som hele den amerikanske regering samt USA’s allierede har kunnet forstå og understøtte. Der har ikke været det samspil, den magtens koncert, som magtbalancen forudsætter. Tværtimod har Trump kørt relationen til Putin næsten udelukkende på det personlige plan og i nærmest direkte opposition til sin egen sikkerhedsorganisation samt sine allierede. Nogle af Trumps mest prominente rådgivere – forsvarsminister Mattis og sikkerhedsrådgiver McMaster – har sigtet efter en balancepolitik, men blev slidt ned af en uforudsigelig, impulsiv og intellektuelt begrænset præsident.

En konsekvent balancepolitik forudsætter altså et klart udtrykt rationale, som på én og samme gang skal i) give retning for sikkerhedsorganisationen, allierede og partnere samt ii) begrunde nationalismens begrænsede indflydelse på udenrigspolitik. Selvom Trump har bevæget sig lidt i denne retning, har han samlet set fejlet på begge konti.

 

Det handler om værdier, typisk demokratiske værdier, og det handler om at stå ved fronten og være klar til at forsvare disse værdier, disse partnere og allierede – med militær magt om nødvendigt
_______

 

Option 2: Værdipolitik
Idéen her er at binde det nationale projekt til forsvaret af en kreds af ligesindede partnere og allierede. ’Ligesindede’ er nøgleordet: Det handler om værdier, typisk demokratiske værdier, og det handler om at stå ved fronten og være klar til at forsvare disse værdier, disse partnere og allierede – med militær magt om nødvendigt. Det nationale projekt skal forankres til disse værdier – det er ikke en løs og selvtilstrækkelig nationalromantisk idé. Igen er nationalismen en motor, mens roret nu er demokratiets kreds og tilstand.

Den vel største bærer af denne tradition var præsident Reagan. Reagan oprustede og ville have Berlin-muren revet ned, og han var klar til at indgå en form for partnerskab med Sovjetunionen, i det øjeblik dets leder, Gorbatjov, bekendte sig til demokratiske værdier. Også præsident George W. Bush kan vi placere her, for med krigen mod terror voksede han idémæssigt fra at være ret snæver nationalistisk i sit udsyn til at ville kæmpe for ’freedom’. Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen og Storbritanniens premierminister Tony Blair stod last og brast med W. Bush i denne kamp – de så behovet for at imødegå og konfrontere ikkedemokratier i en strid, som var rodfæstet i kampen mellem godt og ondt.

I dag ville en sådan politik især tage sigte efter at forsvare demokratiets forposter: fx Estland i Europa, Georgien i Kaukasus, Sydkorea og Japan i Asien. Det er her –– på frontlinjen – at demokratiets kreds skal vise sin styrke og holde diktaturet og dets manipulation fra grænsen. I modsætning til magtbalancemodellen, hvor man godt kan forestille sig, at stormagterne handler lidt i porten, kan der her ikke være tale om at vige en tomme.

En skarpsindig amerikansk professor, Henry Nau, har gjort sig til fortaler for en sådan ’republikansk nationalisme’, hvor det nationale projekt handler om at forsvare de nationer, som bygger på republikkens tanke om demokratisk frihed og retfærdighed. Nau forestiller sig, at republikansk nationalisme kan mobilisere fælles kræfter bedre end andre former for nationalisme (fx baseret på etnicitet eller kultur). Nau forestiller sig også, at dette faktisk er, hvad Trump mener, når han går imod NATO, EU og andre internationale institutioner: at Trump vil have den rene republikanske nationalisme, uspoleret af internationalt bureaukrati og management.

Den amerikanske udenrigsminister, Pompeo, har ved lejlighed omfavnet disse principper; Trump har måske tydeligst gjort det med sin FN-tale i september 2018, hvor han valgte ’patriotisme’ over ’globalisme’. Men igen må vi konstatere, at Trump ikke formår at give udtryk for et overordnet rationale. Tværtimod har Trump en forkærlighed for diktatoriske skikkelser som præsident Putin og Nordkoreas øverste leder, Kim Jong-un. Og samtidig har Trump på eklatant vis fornærmet sine nærmeste allierede, fra Europa over Canada til Asien, som alle er i gang med at overveje en plan B, hvis den amerikanske sikkerhedsgaranti skulle vise sig tom. Der er mildest talt ikke meget kamp ved den demokratiske forpost over dette.

Det værdipolitiske rationale fordrer altså et konsekvent engagement med frihed og demokrati som grundværdier og et lige så konsekvent forsvar for disse værdier i de mest udsatte områder af den demokratiske zone. Igen må vi sige, at Trump samlet set har fejlet på begge konti.

 

Danmarks udsyn og udenrigspolitiske kurs må bygge på et mere eksplicit element af nationalisme, ligesom det må begrunde en samarbejdende nationalisme
_______

 

Danmarks valg i en kold tid
Tilbage står, at amerikansk politik ikke tilbyder retning og prioritering. Løsningen på den udfordring, som Danmark og andre står over for, er at søge ind i den nationalistiske tid og formulere en justeret ramme for samarbejdet. Men det vil ikke blive et liberalt samarbejde, som vi kender det: Danmarks udsyn og udenrigspolitiske kurs må bygge på et mere eksplicit element af nationalisme, ligesom det må begrunde en samarbejdende nationalisme.

At søge dybere ind i et bilateralt forhold til USA for at sikre vores sikkerhed er fristende, for vi har jo ’det grønlandske kort’ på hånden. Men at kaste lunser ind på den amerikanske politiske scene i håbet om national frelse kan meget vel være at friste den grænseløse nationalisme, som blandt andet nærer sig ved manglende politisk mod til at gå i brechen for en alternativ og samarbejdende nationalisme. I sidste ende vil den grænseløse nationalisme fortære os.

Danmark skal i stedet søge komfort i Vesten – i et fællesskab, som er forankret i vestlig koncert [harmoni/samarbejde, red.] og historie, og som nu skal indbinde og rationalisere nationalismens kraft. To horisonter tegner sig: en magtbalancerende og en værdipolitisk. De kommer fra samme muld og kan derfor minde om hinanden i flere aspekter, men de giver forskellige bud på magtens organisation og kompas.

Den danske udfordring er at komme ud over vores velfærdspolitiske, EU-skeptiske magelighed og tage alvorligt fat på at tænke disse optioner igennem. Hvad tjener Danmark bedst? Hvordan kan Danmark definere idéer i forhold til enten magtbalance eller værdipolitik, som vi så kan spille ind på scenen i Washington og dermed påvirke den amerikanske kurs?

Nu er vi et lille land, så derfor skal dette gøres i samarbejde med traditionelle allierede, og igen er spørgsmålet, om vi er indrettet og klar til dette. Det er en svær kamp om idéer. Men vi har ikke råd til at tabe. ■

 

Nu er vi et lille land, så derfor skal dette gøres i samarbejde med traditionelle allierede, og igen er spørgsmålet, om vi er indrettet og klar til dette. Det er en svær kamp om idéer. Men vi har ikke råd til at tabe
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister