24.07.2019

Israel har lige haft valg, men uden at der har kunnet dannes en ny regering. Til september skal der være valg igen. Måske bliver ’Bibi’ Netanyahu genvalgt som premierminister. Men uanset om det bliver Netanyahu, der bliver premierminister igen, eller om det bliver den tidligere militærleder Benny Gantz eller måske endda den hypernationalistiske Avigdor Lieberman, er der fuld opbakning til Netanyahus hårde linje over for palæstinenserne.

Af Søren Schmidt

Efter at USA i december 2017 anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad og siden accepterede Israels suverænitet over Golanhøjderne, sagde Netanyahu, at tiden nu var kommet til at annektere dele af Vestbredden. Samtidig lovede han, at ingen bosættelser på Vestbredden nogensinde vil blive flyttet. Kan nogen længere være i tvivl om, at tostatsløsningen er død? Store dele af Vestbredden er allerede koloniseret af flere end 600.000 israelere, Jerusalem som Israels hovedstad er ikke længere til diskussion, og forhandlingerne er afløst af egenrådige skridt af Israel og supermagten USA.

Palæstina-Israel-konflikten er ikke kun vigtig for israelere og palæstinensere, men for hele regionen og for Europa. Gennem konfliktens mere end 50-årige historie har den været årsag til mange krige og leveret ideologisk ammunition til nationalistiske og religiøse ekstremister i regionen og i Europa. Vreden blandt fordrevne palæstinensere – og blandt arabere generelt – har været med til at gøre det vanskeligere for regionen at få gang i en sund udvikling og er dermed en af grundene til det konstante flygtningepres, som regionen udøver på Europa.

I foråret eskalerede spændingerne mellem Israel og Gaza igen. Raketter ramte en forstad til Tel Aviv, og israelske fly har bombet Gaza. Der er således langt fra de optimistiske tider i 1993, da Oslo-aftalen, som sigtede mod at etablere en selvstændig palæstinensisk politisk enhed, blev indgået, og hvor der var forhåbninger om, at striden mellem Israel og palæstinensere endelig kunne blive bilagt.

Har bosættelserne umuliggjort en palæstinensisk stat på Vestbredden?
De moderne nationalstater, der bygger på en idé om en folkelig nationalisme, så dagens lys i begyndelsen af den første halvdel af det 19. århundrede, og langt de fleste af disse stater var baseret på en eller anden form for fælles etnisk identitet (de eneste undtagelser er Frankrig og USA, der bygger på en politisk identitet). Dette skabte ’ind-grupper’ – mennesker, der tilhørte denne identitet – og ’ud-grupper’ – mennesker, som blev anset for at være ’fremmede’. Processen marginaliserede jøder i Europa og Rusland og førte til, at de skabte deres egen nationale politiske identitet, zionismen. Da Israel blev skabt i 1948, blev denne nye jødiske identitet den nye stats nationale identitet. Og resultatet var endnu en gang, at en gruppe mennesker blev til ’de andre’. De begyndte derfor selv at konstruere en ny politisk identitet som det palæstinensiske folk.

Fast forward. Efter to krige – Seksdageskrigen i 1967 og Yom Kippur-krigen i 1973 – slog arabere og palæstinensere sig til tåls med staten Israels eksistens, hvilket ledte til forhandlinger om en ny modus vivendi mellem israelerne og palæstinenserne; nemlig idéen om to stater, Israel og et nyt Palæstina på Vestbredden og Gaza, ved siden af hinanden.

 

På Vestbredden er der ikke – som i apartheidtidens Sydafrika eller USA før borgerrettighedsbevægelsen – bænke, der forbeholdes en bestemt etnisk gruppe, men veje
_______

 

Disse forhandlinger førte til den såkaldte Oslo-aftale i 1993, hvor processen mod etablering af en ny palæstinensisk stat blev aftalt. I slutningen af sin sidste præsidentperiode prøvede Clinton at forhandle en endelig løsning på konflikten på plads. Da det mislykkedes, fremlagde han i stedet sit bud på, hvordan en sådan endelig løsning ville komme til se ud (de såkaldte Clinton-parametre):

En arabisk-palæstinensisk-israelsk fredsaftale, anerkendelse af Israels internationalt anerkendte grænser, en ny, demilitariseret palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza med mindre udvekslinger af landområder og en forbindelse mellem Gaza og Vestbredden. Samt: Jerusalem som hovedstad for både Israel og Palæstina.

Til brug for bosætterne på Vestbredden er der i dag anlagt et enormt, separat vejsystem, der forbinder bosættelserne med hinanden og med Israel. På Vestbredden er der ikke – som i apartheidtidens Sydafrika eller USA før borgerrettighedsbevægelsen – bænke, der forbeholdes en bestemt etnisk gruppe, men veje. Det er nemlig kun israelere, der nyder godt af dem. For palæstinenserne er der derimod ingen adgang – tværtimod skal de omgå dem med enormt besvær.

Hvis en palæstinensisk stat skulle etableres på Vestbredden, ville det medføre, at størstedelen af disse bosættere skulle fjernes eller acceptere palæstinensisk statsborgerskab.

En opinionsundersøgelse fandt i marts 2010, at 54 pct. af bosætterne ikke anerkender den israelske regerings ret til at fjerne dem. 21 pct. sagde endda, at de ville bruge alle midler til at forhindre, at de blev fjernet. I den tænkte situation, at den israelske regering besluttede at fjerne bosætterne, ville det derfor føre til borgerkrig mellem bosætterne og staten Israel. Det er næppe sandsynligt, at en israelsk regering vil have viljen til at tage en sådan beslutning.

Hverken USA eller Europa vil for alvor lægge pres på Netanyahu
Med Netanyahu har Israel haft den mest højrenationalistiske regering nogensinde. Og alternativet til Netanyahu er enten mere af det samme eller en endnu mere højrenationalistisk regering. Uanset udfaldet af valget til september er der således bred opbakning til en fortsættelse af den hårde linje over for palæstinenserne. Kernen i denne linje er netop modstanden mod tostatsløsningen.

Men Labour-regeringer har heller ikke levet op til Oslo-aftalens forventning om en tostatsløsning. I perioden fra Oslo-aftalen i 1993 til 2000, hvor Israel hovedsageligt blev regeret af netop Labour-regeringer, fordobledes antallet af bosættere på Vestbredden.

Efter den nylige amerikanske accept af Israels suverænitet over de besatte Golanhøjder (et 1.000 meter højt område på 1.150 km², der ligger mellem Israel, Syrien og Libanon) udtalte ’Bibi’ Netanyahu: “Alle siger, at du ikke kan beholde besat territorium, men dette beviser, at du kan. Hvis det er besat i en defensiv krig, så er det vores!”. Og Netanyahu har tilsyneladende haft andre besatte områder i tankerne. På et spørgsmål den 6. april på israelsk TV om, hvorfor han ikke har udvidet Israels suverænitet til også at omfatte de israelske bosættelser på Vestbredden, svarede Netanyahu: ”I spørger, om vi rykker til det næste stadie. Svaret er ja, vi rykker til næste stadie. Jeg vil udvide Israels suverænitet”. Og han tilføjede: ”Israel vil trække sig fra fredsforhandlinger, hvis der kommer krav om flytning af bosættelser”.

Netanyahus holdning bakkes ifølge en nylig opinionsundersøgelse op af 42 pct. af de adspurgte israelere, der siger, at de støtter en eller anden form for anneksion af Vestbredden. 28 pct. var imod anneksion.

 

Man kan konstatere, at der hverken er et internt eller et eksternt pres for, at den konstante og fortsatte kolonisering af Vestbredden, der er sket under den såkaldte ’fredsproces’, vil blive rullet tilbage og dermed gøre det muligt at etablere en separat palæstinensisk stat
_______

 

Hvis Israel – til trods for sin åbenlyse modvilje mod tostatsløsningen – skulle presses til at gennemføre tostatsløsningen, ville USA være det eneste land, der kunne gøre det. Det er åbenlyst, at præsident Trump ikke er manden, der vil træffe den beslutning. Men selv under præsident Obama, der energisk prøvede at implementere tostatsløsningen, måtte USA give op efter pres fra Israel og den indflydelsesrige israelske lobby i USA.

EU har længe støttet en tostatsløsning. Men selvom det meste af Israels handel foregår med EU (og ikke med USA), er EU langt mere optaget af egne interne problemer end af de problemer, som ulmer i unionens nærområder, herunder Mellemøsten. På det udenrigspolitiske felt er EU langt fra at være en føderal enhed, der er i stand til at projektere en effektiv europæisk udenrigspolitik.

Man kan således konstatere, at der hverken er et internt eller et eksternt pres for, at den konstante og fortsatte kolonisering af Vestbredden, der er sket under den såkaldte ’fredsproces’, vil blive rullet tilbage og dermed gøre det muligt at etablere en separat palæstinensisk stat. En samlet israelsk-palæstinensisk stat er den eneste gangbare løsning.

Hvad betyder det, at tostatsløsningen ikke er mulig? Hvis der ikke længere kan etableres en selvstændig palæstinensisk stat, betyder det, at Israel får det fulde ansvar for mere end fem millioner palæstinensere inden for rammerne af det historiske Palæstina. Og fordi der er en højere fødselsrate blandt palæstinenserne end hos jøderne, vil jøderne om nogle år ikke længere udgøre et flertal af den samlede befolkning.

Samtidig vil der med udelukkelsen af tostatsløsningen kun være tre mulige principielle politiske udfald tilbage: 1. En egentlig etnisk udrensning, hvor palæstinenserne udvises til nabolandene, 2. En formalisering af det nuværende apartheidsystem, hvor jøder og palæstinensere holdes til ansvar for forskellige love og regler, og hvor kun jøder har politiske rettigheder, 3. Etablering af en bi-national israelsk-palæstinensisk stat, hvor alle indbyggere får samme demokratiske rettigheder.

De to første muligheder vil kun vanskeligt kunne gennemføres. Etnisk udrensning og apartheid vil blive fordømt og isolere Israel fuldstændigt i det internationale samfund. Også blandt amerikanske jøder vil man se afstandtagen til sådanne illiberale og inhumane løsninger. Opinionsundersøgelser viser fx, at det store flertal af amerikanske jøder – især unge amerikanske jøder – sætter deres demokratiske politiske overbevisninger over deres til tilknytning til Israel.

Den bi-nationale enstatsløsning er derfor den eneste realistiske og bæredygtige mulighed for fremtiden, hvilket Netanyahus vælgere er endnu mere imod end tostatsløsningen. Men hvad er de regionale og internationale perspektiver for et sådant scenarie?

Israels regionale balancegang
Israel har gennem nogen tid forfulgt en såkaldt ’outside-in’-strategi, hvor de har forsøgt at alliere sig med konservative sunnimuslimske lande i regionen – Saudi-Arabien, De Forenede Emirater og Egypten – mod det shiitiske Iran. Et af formålene med strategien har været at få disse lande til at lægge pres på palæstinenserne for at acceptere en israelsk løsning. Men der er ikke meget, der tyder på, at strategien vil virke. Israels kolonisering af Vestbredden anses i den arabiske verden som den vestlige imperialismes sidste forsøg på at knægte arabisk nationalisme. Og i Vesten glemmer vi ofte, at nationalisme stadig er en stærk kraft i den tredje verden. Det er muligt, at mange arabere er trætte af internt palæstinensisk kævl mellem PLO og Hamas, men deres foragt for israelsk aggression og inhumane behandling af palæstinensere er langt stærkere.

Det Arabiske Forår mindede os om dybden af konflikten mellem diktatorer og befolkninger i den arabiske verden. Det udstillede befolkningernes ønske om politisk deltagelse og rettigheder. Denne konflikt er for tiden holdt nede, men ikke forsvundet. I foråret så vi fx befolkningen i Algeriet rejse sig mod den klan af militærfolk og partibureaukrater, der styrede i landet (’le pouvoir’), med ønske om politisk deltagelse. Og i Sudan har store folkelige demonstrationer lige væltet diktatoren Omar al-Bashir [se artiklen af Christina Nordvang, red.].

Demokratiske og liberale politiske aspirationer findes fortsat i hele regionen, og de betyder, at også palæstinensernes kamp for politiske rettigheder vil fortsætte med at være en vigtig sag. Men palæstinensernes rettigheder er ikke kun en populær sag blandt arabiske nationalister, men også blandt muslimer i de to regionale stormagter Iran og Tyrkiet.

 

De regionale kræfter er atter ved at vende sig mod Israel. Og får de støtte fra Rusland, vil dette svække Israels relative magt i regionen
_______

 

Endelig bryder den nye stormagt i regionen – Rusland – sig ikke om egenrådige skridt, herunder præsident Trumps nylige accept af Israels annektering af Golan; til trods for at FN finder, at annekteringen er i strid med international ret. Dette skridt vil utvivlsomt få Rusland til at knytte sig yderligere til Iran og Tyrkiet, som landet allerede har et tæt samarbejde med omkring krigen i Syrien. Indtil nu har Rusland nemlig holdt Iran og deres libanesiske allierede, Hizbollah, væk fra Golan i en quid-pro-quo-aftale med Israel, hvor Israel til gengæld konsulterer Rusland, inden man agerer i Syrien. Men hvor lang tid vil Rusland vælge at spille denne balancerende rolle, når man ikke længere konsulteres af Israel? Og hvordan vil Rusland reagere over for en israelsk annektering af dele af Vestbredden?

Kort sagt: De regionale kræfter er atter ved at vende sig mod Israel. Og får de støtte fra Rusland, vil dette svække Israels relative magt i regionen. Og når Israels relative magt svækkes, vil det gøre det vanskeligere for Israel at opretholde sin afskrækkelsesdoktrin over for sine modstandere ved at angribe dem proaktivt i Gaza, Libanon, Syrien og Iran. På et tidspunkt kan det tænkes, at disse omkostninger vil blive for store for Israel og dermed svække støtten til fortsat at nægte palæstinenserne basale politiske rettigheder. På et sådant tidspunkt vil der være mulighed for at realisere enstatsløsningen.

De globale aktører
Et af EU’s mest presserende problemer er, hvordan institutionen styrker sin enhed og fremmer sine interesser og værdier i en verden med et mindre venligt USA, et mere brutalt Kina og et mere aggressivt Rusland. Men om nogle år må det forventes at EU får sig organiseret, så dets eksterne handlemuligheder matcher dets vitale interesser, og dermed i højere grad også kan gøre sin indflydelse gældende i dets egen nærområde, Mellemøsten. Og begivenheder i Mellemøsten er kendetegnet ved ikke at være isoleret til regionen, men tværtimod ved at have store konsekvenser for Europa, hvad enten det gælder sikkerhed, flygtninge, radikalisering af den europæiske muslimske befolkning eller terrorisme.

Derfor er det også sandsynligt, at den begyndende splittelse mellem USA og EU vil blive større, i takt med at EU i højere grad begynder at gøre at brug af Israels økonomiske afhængighed af EU til at lægge pres på Israel for at føre en politik, der ikke skader Europa i den udstrækning, som Israels nuværende politik gør.

Samtidig synes USA i færd med at neddrosle sit engagement i regionen. Dette er i tråd med Trumps ’America First’-strategi, men også en refleksion af den mere multipolære verden, vi lever i i dag, hvor USA’s andel af verdens samlede produktion i dag er kun er halvdelen af, hvad det var i 1960. Dette er konsekvensen af den såkaldte ’Rise of the Rest’, hvor især Kinas og Indiens stemme i verden bliver stærkere.

Endelig er USA i dag nettoeksportør af energi, hvorfor landets strategiske interesse i en uhindret adgang til olie og gas fra Den Persiske Golf – og dermed i Mellemøsten – i dag er langt mindre end tidligere. Kina, Indien og Japan importerer i dag omvendt mere end halvdelen af Golf-landenes produktion af olie og gas, og deres interesse i at sikre sig adgang til disse ressourcer vil derfor styrkes. Golf-energiimportører ønsker stabilitet i Mellemøsten – ikke krig. Man må derfor forvente, at disse lande vil engagere sig mere i stabilisende indsatser i regionen.

Tiden arbejder ikke for Israel
Vi kan således konstatere, at to-statsløsningen er stendød. Pga. israelsk modvilje og mangel på international håndhævelse af Osloaftalen er den eneste mulige politiske løsning på konflikten nu den bi-nationale enstatsløsning. Hvilket vil betyde enden på Israel som jødisk stat, fordi palæstinenserne i fremtiden vil udgøre en majoritet.

Tiden arbejder ikke for Israel. Regionale og internationale kræfter vil i stigende grad vende sig mod landet. Ej heller vil verdensopinionen acceptere fortsættelsen og uddybningen af det eksisterende apartheidregime. Boykot, af-investering og sanktioner vil være den nye internationale dagsorden i kampen for enstatsløsningen.

Men desværre vil der gå mange år med konflikt, før vi når så langt. ■

 

Tiden arbejder ikke for Israel. Regionale og internationale kræfter vil i stigende grad vende sig mod landet. Ej heller vil verdensopinionen acceptere fortsættelsen og uddybningen af det eksisterende apartheidregime.
_______

Apropos denne artikel:

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen