11.02.2019

.

De Konservative er en skygge af sig selv netop nu, hvor vi har brug for et borgerligt parti, der ikke bekender sig til liberalismen. Et parti, der er mere optaget af værdier end merværdier. Der er brug for stærke konservative udspil og ikke et parti, der snakker andre efter munden.

Kommentar af Simon Pihl Sørensen (S)

SOM SOCIALDEMOKRAT er min automatreaktion altid at blive lidt småsur, når andre kommenterer mit parti. Men jeg lytter, og ofte bliver jeg klogere. For de kritikerne gør det som regel ud fra kærlighed til det gamle arbejderparti og i erkendelse af partiets afgørende rolle, både i dag og gennem historien. Derfor tør jeg også godt driste mig til at spørge: Hvad blev der af Det Konservative Folkeparti? For jeg gør det af kærlighed.

Som kommunalpolitiker har jeg igennem 30 år samarbejdet med De Konservative – og det har altid slået mig, at det, jeg vil kalde socialkonservatismen, var et afgørende bolværk mod den rå, kompromisløse liberalisme. Det at have blik for de svageste i samfundet, for fællesskabets rolle, for kulturen og for en tæmning af markedet, inden det stikker af. Det at have blik for værdier; ikke kun merværdier.

Det Konservative Folkeparti savner jeg i en tid, hvor størstedelen af alt, der kommer fra højre side af det politiske spektrum i Danmark, er funderet i liberalisme.

Jeg savner et Konservativt Folkeparti, der ikke ukritisk lægger stemmer til massive besparelser på dansk kultur og de uddannelser, vi skal leve af. Et andet Konservativt Folkeparti end det Konservative Folkeparti, der kun kan råbe ‘strengere straf’ og ‘væk med arveafgiften’ i korte, klichéfyldte, sætninger. Vi har brug for konservative bud på sammenhængskraft, og hvordan vi som nation deltager i et internationalt samarbejde, som ikke kun handler om markederne. Vi har brug for et konservativt bud på alt det, som ikke handler om grafer, men om det, der definerer os som nation. Om kultur og identitet og det, vi er fælles om. Vores værdier, om man vil.

 

Jeg savner et Konservativt Folkeparti, der ikke ukritisk lægger stemmer til massive besparelser på dansk kultur og de uddannelser, vi skal leve af
_______

 

I DISSE ÅR stiger uligheden, finansverdenen går til i grådighed, snart træder Brexit i kraft, og vi ser gule veste rasere i Frankrig. Alt sammen reaktioner på en neoliberalisme, der er gået for vidt. I en sådan verden nytter det ikke, at det kun er yderfløjene – som vi ser det med det yderste højre og venstre i Frankrig – der melder sig på banen. Her er der brug for, at man også fra borgerlig side rager op og kommer med løsninger på befolkningernes bekymringer. Der er brug for store løsninger, der rækker tværs over den politiske midte, og som favner andre samfundskræfter som fx arbejdsmarkedets parter. Der er brug for at bringe staten i spil i stedet for hele tiden at tale den ned og reducere dens betydning. Der er brug for samling i den politiske elite. Ikke for splittelse.

Jeg savner, at fremtidens udfordringer – fx klima – omfavnes af et borgerligt parti, der har erfaring med, og som tror på, at der en gang imellem skal store løsninger til i stedet for smalle forlig funderet i symbolpolitik, som handler om mavefornemmelser og leflen for vælgerne – som vi fx har set med burka- og smykkelovgivningen. Der er brug for den store fortælling. De store brede løsninger. Som da Poul Schlüter sammen med arbejdsmarkedets parter indgik trepartsaftalen, vi i dag kender som Fælleserklæringen, der siden i grove træk har lagt rammerne for den økonomiske og fundamentet for arbejdsmarkedspensionerne. I særklasse det vigtigste stykke politiske håndværk i nyere tid.

 

I dag har De Konservative efter min opfattelse henvist sig selv til reservebænken med meget lidt at byde på. Man får lyst til at råbe: Prøv at være konservative
_______

 

I DAG HAR De Konservative efter min opfattelse henvist sig selv til reservebænken med meget lidt at byde på. Man får lyst til at råbe: Prøv at være konservative. Prøv at tænke konservativt på den store måde ved fx at formulere et konkret alternativ til liberalismen. Hvad er det, vi vil med fællesskabet? Hvordan kan staten styre markedet og finanssektoren, så det ikke ender i grådighed? Om ansvar og ordentlighed, der går forud for særinteresser. Om hvordan historien bringes ind i vore dages politik. I stedet for at forfalde til småfnidder som pensionering af cirkusheste eller afgiftslettelser på lystbåde, som vi så i forbindelse med finansloven. Kom Edmund Burkes’ [konservativ britisk politiker og filosof, red.] ord i hu: “Nobody made a greater mistake than he who did nothing because he could do only a little”.

Det Konservative Folkeparti kan så meget mere, end de selv tror, hvis de prøver at være ægte konservative og ikke halehæng til liberalisterne. Lad os se De Konservative sætte retsstaten før symbolpolitik på udlændingeområdet. Lad os se De Konservative vælge familien før systemet – også hvis det gælder fremmede børn på Sjælsmark. Sat på spidsen: Prøv at tale om mere end peberspray og strengere straffe. Tal om Danmark og om, hvordan vi undgår splittelse og grådighed. Dét kan Det Konservative Folkeparti, hvis det bare drister sig til at være konservativt på den gode gamle måde, hvor man kerer sig om de svageste og ikke er bange for at sige, at markedet ikke kan håndtere det hele. I er savnet! ■

 

Det Konservative Folkeparti kan så meget mere, end de selv tror, hvis de prøver at være ægte konservative og ikke halehæng til liberalisterne
_______

 

Simon Pihl Sørensen (f. 1966) er cand.jur. fra Københavns Universitet, viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune og folketingskandidat for Socialdemokratiet. Simon Pihl Sørensen har skrevet bogen Frihed til fællesskab (2013) med Rasmus Prehn, MF. ILLUSTRATION: Mette Abildgaard, Søren Pape Poulsen, Mai Mercado og Rasmus Jarlov til Det Konservative Folkepartis Sommergruppemøde i Silkeborg torsdag den 16 august 2018 (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)