27.08.2019

”En politisk aftale om Yemen ville ikke løse alle problemerne, men det er et område, hvor der kan være mulighed for et vist politisk fremskridt hen imod deeskalering af spændingerne mellem USA og Iran. Men Trump og USA kan meget vel vælge at spænde ben for en nedtrapning.”

Interview med Seth G. Jones, Centeret for Strategiske og Internationale Studier (CSIS)

Interview af Jeppe Damberg

RÆSON: Efter at have trukket sig fra atomaftalen med Iran valgte Trump-administrationen at indføre hårde ensidige sanktioner mod Iran som led i en større kampagne, der skulle maksimere presset på Teheran for at tvinge regimet til bredere sikkerhedsindrømmelser. Hvor vellykket har strategien været hidtil?
JONES: Trump-administrationens unilaterale sanktioner mod Iran har ramt den iranske økonomi hårdt, men de har ikke haft den ønskede effekt på de vigtigste områder. Den Islamiske Revolutionsgardes Quds-styrker [en særlig paramilitær gren af revolutionsgarden på ca. 15.000 mand, red.], fortsætter med at have indflydelse i Mellemøsten og Afrika – i særdeleshed i Yemen, Libanon, Syrien og Irak. Derudover er Irans missilprogram stadig meget robust, og det er i stand til at ramme næsten ethvert vigtigt mål i Mellemøsten, herunder Saudi-Arabien, De Forenede Emirater og amerikanske baser i regionen. Irans langsomme tilbagetrækning fra atomaftalen, er næsten det værste af alle scenarier. For situationen er altså, at Iran som sagt har et robust missilprogram, og USA har ingen nukleare aftaler med landet. I den forstand har Trump-administrationen ikke haft den indflydelse, den ønskede.

RÆSON: Spændingerne er på dette tidspunkt højest i Hormuzstrædet. Hvilke politiske muligheder er der for at deeskalere situationen dér?
JONES: At lette nervøsiteten omkring Hormuzstrædet kræver en større nedtrapning af spændingerne mellem Iran og USA. Diplomatisk set er vi nødt til at udforske de politiske muligheder, der er i stand til at fjerne presset fra Iran til fordel for fx at etablere en politisk aftale om Yemen. Lige nu er der dog ikke en sådan politisk aftale i sigte.

RÆSON: Hvorfor er Yemen særlig vigtig i dette billede?
JONES: Ud af de områder, hvor iranerne er mest involveret – altså: Libanon, Syrien, Irak og Yemen – er Yemen sandsynligvis det mindst betydningsfulde for Iran. Libanon er vigtig for Iran, fordi Hizbollah står stærkt der, og Syrien og Irak forbliver strategisk afgørende på grund af deres beliggenhed tæt på iranske grænser. Yemen ligger derimod langt fra Iran og er mindre strategisk vigtig. Derfor kan netop krigen i Yemen være den konflikt, hvor der er et forhandlingsrum, som parterne kan bygge videre på.

 

De fleste europæiske stater deler den bredere bekymring over iransk aktivitet. […] Af den årsag vil det også være produktivt for europæiske hovedstæder at arbejde sammen med Washington for at få en [aftale om Yemen]
_______

 

RÆSON: Hvorfor skulle USA interessere sig for en politisk aftale om Yemen?
JONES: USA er stærkt bekymret over den Revolutionsgardens støtte til militser og aktiviteter i mellemøstlige lande, specielt i Syrien, Yemen, Irak og Libanon. Samtidig ønsker USA at svække det iranske missilprogram, men på det område er der meget lidt forhandlingsrum, eftersom det er en vigtig del af Irans nationale sikkerhed. Iran er ikke en almindelig magt, men har primært en uregelmæssig styrke i deres missileevne. Og den position vil de ikke forhandle væk. Spørgsmålet er derfor, om der er elementer af aktivitet fra Revolutionsgarden, som Iran vil være villig til at forhandle med i en given aftale. Her en nedtrapning af Revolutionsgardens aktivitet i Yemen en mulighed. En sådan aftale ville sandsynligvis blive mæglet af FN og ville involvere iranerne og houthierne på den ene side og emiraterne, saudierne og – til en vis grad – USA på den anden side. En politisk aftale om Yemen ville ikke løse alle problemerne, men det er et område, hvor der kan være mulighed for et vist politisk fremskridt hen imod deeskalering af spændingerne mellem USA og Iran.

RÆSON: Deler europæerne disse bekymringer?
JONES: De fleste europæiske stater deler den bredere bekymring over iransk aktivitet. For det første er de bekymrede for Quds-styrkernes aktivitet i hele regionen. For det andet udgør missilprogrammet en bemærkelsesværdig trussel på grund af dets ekspanderende kapacitet. I øjeblikket inkluderer det systemet Shahab-3, som er et mellemdistancemissil, der er i stand til at ramme mål 2000 kilometer væk, og Soumar-missilet, der er i stand til at ramme mål op til 2500 kilometer fra de iranske grænser. Hverken Revolutionsgardens aktiviteter eller det iranske missilprogram blev effektivt adresseret i atomaftalen fra 2015. Det er derfor i de europæiske nationers interesse at koncentrere sig om områder ud over Irans atomprogram, hvor de kan begrænse missilprogrammet eller Quds-styrkerne. Af den årsag vil det også være produktivt for europæiske hovedstæder at arbejde sammen med Washington for at få en sådan aftale. En politisk aftale om krigen i Yemen ville begrænse iransk aktivitet i et nøgleområde; der har været masser af bevismateriale præsenteret i FN, der viser, at Iran leverer missilteknologi og væbnede drone-kapaciteter til houthierne.

 

Hvad USA på nuværende tidspunkt kræver, vil Iran aldrig nogensinde gå med til. USA har derfor en interesse i en aftale, der reducerer Revolutionsgardens aktivitet i en nøgleregion som Yemen
_______

 

RÆSON: Men hvor sandsynligt er det, at USA søger sådan en aftale?
JONES: Hvad Trump-administrationen ikke har gjort, i det mindste offentligt, er at give Iran klare rammer for at lette sanktionerne. I stedet har Trump-administrationen sagt, at Iran, udover ikke at bygge et atomvåben, skal afvæbne sine militser over hele Mellemøsten og svække sit missilprogram. Sandsynligvis vil intet af dette ske, da Irans overlevelse afhænger af landets uregelmæssige kapaciteter. Hvad USA på nuværende tidspunkt kræver, vil Iran aldrig nogensinde gå med til. USA har derfor en interesse i en aftale, der reducerer Revolutionsgardens aktivitet i en nøgleregion som Yemen, da der er et langt større forhandlingsrum dér.

Når det er sagt, så kan USA meget vel vælge ikke at tage en politisk beslutning om situationen i Yemen alvorligt. I stedet kan Trump-administrationen vælge at forkaste en politisk aftale og fortsætte med at udøve økonomisk pres på den iranske økonomi, hvilket gør muligheden for en bredere politisk aftale og nedtrapning af de nuværende spændinger usandsynlig. Hvis det er sådan, tingene kommer til at gå, er der større sandsynlighed for øgede spændinger mellem Washington og Teheran samt flere muligheder for friktion mellem Washington og de europæiske hovedstæder.

RÆSON: Hvad ville en politisk aftale i Yemen kræve?
JONES: Spørgsmålet er, om parterne kan formidle en varig våbenhvile, hvor houthierne beholder kontrollen over de vigtigste dele af Yemen og formår at deeskalere kampene i de områder, de ikke styrer. Der er jo begrænsninger for, hvad houthierne vil være i stand til at holde, da der har været områder, som houthierne ikke har formået at erobre. Områderne nær Adenbugten er stadig hovedsageligt under yemenitiske stammer, og de vil fortsat bekæmpe houthierne som svorne fjender. Derfor er den politiske aftale nødt til at formidle en varig våbenhvile, hvor houthierne kan kontrollere kritiske dele af Yemen, mens de deeskalerer kampene i andre områder.

RÆSON: Ville Iran betragte en sådan aftale som en succes i Yemen?
JONES: Politisk fremskridt i Yemen behøver ikke at være en absolut sejr eller tab for nogen af de involverede parter. Men hvis Iran ser på, hvordan landet står i Yemen i dag, kontra hvor det var for fem år siden, er det tydeligt, at Irans indflydelse i landet er steget. Houthiernes position er væsentlig styrket, og Iran kan se Yemen som en sejr, uanset om der er tale om en politisk aftale eller ej. Dette er også grunden til, at det giver noget forhandlingsrum. ■

 

Houthiernes position er væsentlig styrket, og Iran kan se Yemen som en sejr, uanset om der er tale om en politisk aftale eller ej. Dette er også grunden til, at det giver noget forhandlingsrum
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden