04.06.2019

„Den store vælgermobilisering var i nogle henseender til gavn for højrefløjen og i andre henseender til gavn for de pro-europæiske partier. Det er for mig at se det mest interessante, fordi det viser, at de partier, der klarede sig bedst, var dem, der formåede at tale varmt om forandring.‟

Interview med Susi Dennison, senior fellow ved ECFR

Interview af Mikkel le Févre

RÆSON: Der har lige været afholdt Europa-Parlamentsvalg i en lang række europæiske lande. Hvilke resultater hæfter du dig særligt ved?
DENNISON: For mig er det generelle billede det mest interessante. Først og fremmest fordi vi var vidne til en vælgermobilisering, som vi ikke har set før. I forhold til 2014 var der stor valgdeltagelse i år. Det er interessant, at det kan ses som en mobilisering, der gavnede pro-europæerne. På trods af en lav popularitet blandt de socialistiske partier generelt i Europa, klarede de sig i godt i lande som Spanien og Holland. De grønne partier i henholdsvis Tyskland, Frankrig og England klarede sig også godt. Dette skal dog sammenholdes med, at vi i fem medlemslande så, at det yderste højre klarede sig bedst.

Den store vælgermobilisering var i nogle henseender til gavn for højrefløjen og i andre henseender til gavn for de pro-europæiske partier. Det er for mig at se det mest interessante, fordi det viser, at de partier, der klarede sig bedst i de respektive lande, var dem, der formåede at tale varmt om forandring. Valget fandt sted i en tid, hvor der er en del desillusion og en følelse af ikke at være knyttet til det politiske system. Før valget foretog vi nogle undersøgelser i udvalgte lande, hvor vi spurgte borgere, om de mente, at deres nationale systemer og EU fungerede godt eller ej. En forholdsvis stor andel svarede, at det nationale, det europæiske eller begge systemer var ødelagte. Derfor tror jeg, at disse forskellige idéer om forandring var så vigtige. Og det er også grunden til, at stemmefordelingen er så fragmenteret, som den er.

RÆSON: Så hvis vi kigger på valget helt overordnet, hvilke politiske og ideologiske tendenser skal man så hæfte sig ved?
DENNISON: Vi kigger på et ustabilt, omskifteligt og fragmenteret Europa. Folk stemmer efterhånden mere på baggrund af det, der bekymrer dem, end på baggrund af loyalitet over for et parti eller en ideologi. På den måde forekommer det mig svært at påpege generelle trends og tendenser og sige, at det fx var et grønt valg eller valget, der tæmmede det yderste højre, eller at det var en styrkelse af den politiske midte. For jeg mener faktisk, at det var alle de ting. Og det var det, fordi både det grønne, det stærkt højreorienterede og det midtsøgende repræsenterer de forskellige bekymringer, som de europæiske vælgere har. Så det er et virkelig interessant politisk miljø, vi nu har i Europa. Det er en kombination af pessimisme og optimisme, hvad angår det at knytte sig til det politiske system.

 

Umiddelbart er en øget pluralisme ikke en dårlig ting. Men det bliver sværere for de politiske partier at anvende den gamle logik til det nye politiske miljø
_______

 

RÆSON: Det er, som du selv siger, et mere fragmenteret parlament, som vi står med. Ser du det som noget positivt?
DENNISON: Det kommer helt an på, hvordan de politiske partier kommer til at håndtere situationen. Umiddelbart er en øget pluralisme ikke en dårlig ting. Men det bliver sværere for de politiske partier at anvende den gamle logik til det nye politiske miljø. Hvis man ser på de kandidater, der er, så ser det ud som om, at de stadigvæk arbejder i henhold til den logik, der knytter sig til at være en del af en politisk familie.

Hvis de bliver ved at tænke i gamle baner, så forekommer det mig mere eller mindre utænkeligt, at parlamentet vil få udrettet særlig meget. Partierne bliver nødt til at anerkende den øgede fragmentering. Men hvis de begynder at tænke i kortsigtede sammenslutninger, hvor de har fælles fodfæste på de spørgsmål, som vælgere bekymrer sig om, så tror jeg faktisk, at dette nye fragmenterede parlament er en positiv udvikling. Det vil kunne udløse EU’s potentiale til at levere aftaler, løsninger og mulige svar på tidens spørgsmål og udfordringer.

RÆSON: På Twitter skriver Harvard-professoren Yascha Mounk, at han tager tre ting med sig fra EP-valget: 1) den højre-populistiske bølge fortsætter, 2) venstrefløjen er blevet grøn, og 3) den yderste venstrefløj er imploderet. Er du enig med ham i det?
DENNISON: Jeg er meget enig med ham i det første. Jeg mener heller ikke, at populismen er aftagende, men på den anden side mener jeg heller ikke, at den fik så godt et valg, som nogle pro-europæere frygtede. Vi så dem vinde valgene i Frankrig, Italien og Ungarn, men de oplevede ikke en markant fremgang i forhold til resultatet i 2014. I 23 andre EU-lande var det ikke populismen, der vandt valgene og blev den store stemmesluger. Det var snarere en forankring af de politiske landskaber rundt omkring i Europa, end en stor fremgang til det yderste højre.

Hvad angår hans anden pointe, så mener jeg, at han har ret, men jeg vil tilføje, at alle er blevet grønnere. Det er det, som denne grønne bølge reelt er. Det er ikke bare det, at de grønne partier har fået markant flere sæder i parlamentet; det er også det, at de vælgere, der stemmer på mainstream-partier, er langt mere optaget af klimaforandringerne. Så det bliver interessant at se nu, hvordan de andre partier kommer til at samarbejde med de grønne partier; om den grønne bølges indflydelse vil komme til at ligne den, som det yderste højre har haft på migrationsområdet. På det område har mainstream-partier har jo adopteret deres holdninger og tilgang. Det bliver spændende at se, om det også kommer til at ske med det grønne område.

Jeg mener også, at han har ret i, at det yderste venstre mere eller mindre er kollapset. Nogle af de ringeste resultater blev leveret af venstrefløjen. Men meget afhænger af, hvordan det hele kommer til se ud, for man kan ende med en situation, hvor den italienske Femstjernebevægelse melder sig ind i venstrefløjens gruppe i parlamentet som et led i positioneringen efter valget. På den måde er venstrefløjen ikke forsvundet; men det var heller ikke en stor kraft i den netop overståede valgkamp. Årsagen til dette kan måske findes i, at fairness var et stort tema, som andre partier også kapitaliserede på. Det yderste venstre anskues som noget, der omhandler en fair deal for alle; men det var også tilgangen, som både de grønne og det yderste højre arbejdede ud fra denne gang. Altså idéen om økonomisk retfærdighed og inkluderende vækst. Det var ikke godt for det yderste venstre, at de ikke var ene om dette.

 

Jeg tror ikke, det er særlig sandsynligt, at vi kommer til at se længerevarende forbund og sammenslutninger. Det er mere sandsynligt, at vi kommer til at se politiske studehandler og korte forhold mellem forskellige partier
_______

 

RÆSON: Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt den traditionelle venstrefløj er ved at være død og begravet. Er den det, eller ser du det mere som en nedgang, der kan blive vendt?
DENNISON: Det er virkelig godt spørgsmål, som jeg ikke er helt sikker på, hvad er svaret er på. Det kommer meget an på, hvordan det yderste venstre reagerer på det, der er sket, og hvordan de kommer til at fordøje det. Som en uafhængig kraft er der mindre brug for dem, fordi denne fairness-dagsorden er blevet mainstream. Hvis de skal genvinde den tidligere popularitet, så skal de efter min mening kigge på, hvad hovedstrømningerne var ved dette valg. For de mangler en tydeligere position i forhold til nogle af de store udfordringer, såsom migration.

Blandt partierne på den yderste venstrefløj er der forskellige tilgange til migrationsspørgsmålet: Nogle har en international og andre har en national tilgang til det. Herudover er der det ambivalente forhold til Rusland og trumpismen versus det transatlantiske forhold, der splitter det yderste venstre. Jeg tror, det bliver vigtigt at levere nogle klare svar på disse spørgsmål for at appellere til de kernevælgere, som måske har stemt anderledes ved dette valg.

RÆSON: I forlængelse af det er det også bemærkelsesværdigt, at den konservative og den socialdemokratiske gruppe ikke længere kan mønstre et flertal i parlamentet. Hvad kommer det til at betyde?
DENNISON: Jeg tror ikke, det er særlig sandsynligt, at vi kommer til at se længerevarende forbund og sammenslutninger. Det er mere sandsynligt, at vi kommer til at se politiske studehandler og korte forhold mellem forskellige partier og grupperinger, for hvis man forsøger at opbygge et flertal, kræver det en lille smule fantasi. Hvis man fx forsøger at skabe et flertal mellem socialisterne, EPP, de grønne og ALDE-gruppen, så vil man se spændinger, hvad angår skattepolitik, og hvordan man skal håndtere de store virksomheder. Efter ALDE er trukket i en mere venstreorienteret retning ved at optage Macrons En Marche! og Ciudadanos som medlemmer, bliver det sværere at have et varigt samarbejde med EPP. I stedet for at tænke i varige forbund vil vi nok se, at de snarere tænker på, hvordan og hvornår de kan stemme sammen.

RÆSON: Lad os tale lidt om klimaspørgsmålet, der har været et af EP-valgets store temaer. Det grønne parti i Tyskland fik fx et rigtig godt valg. Hvordan vil denne debat om klimaforandringerne påvirke den politik, der vil blive i lavet i EU-regi i løbet af de næste fem år?
DENNISON: Det er en af de mest interessante udfordringer, og det bliver spændende at se, hvordan og hvornår de forskellige partier er villige til at indgå de nødvendige kompromiser, hvis vi skal bevæge os fremad i forhold til klimaforandringerne. Jeg tror, at en af de spændinger og en af de konflikter, der vil gennemsyre diskussionen, omhandler, hvorvidt man skal tage et individuelt ansvar, eller om det er virksomhederne, der skal tage et ansvar for klimaløsninger – og hvor balancen mellem disse to er.

Jeg tror, at vi i stigende grad vil se, at man giver udtryk for sine holdninger på klimaområdet. Og jeg tror, det vil følge det mønster, som vi har set med migration: Et splittet Europa og dermed problemer med at finde enighed. Så jeg tror, at vi vil se en diskussion om, hvad vi kan gøre ved klimaforandringerne gennem vores relation med de afrikanske lande og gennem vores relation til Kina. Det vil ske blandt andet for at tage fokus væk fra, hvordan vi faktisk kommer til at gøre det i Europa. For jeg tror, det bliver noget, der kommer til at skabe uenighed og splittelse.

 

Selv hvis samarbejdet kun varer i nogle måneder, så vil [Salvinis nye] gruppe og dette samarbejde være det, som folk husker fra dette valg
_______

 

RÆSON: I ugerne op til EP-valget lancerede italienske Salvini en ny gruppe, der blandt andet omfatter højrefløjspartierne Alternative für Deutschland, FPÖ (Østrig), Dansk Folkeparti og Rassemblement National (Frankrig). Hvilken betydning for den?
DENNISON: Jeg er meget skeptisk om denne grupperings levetid. Der er store forskelligheder mellem partierne i denne gruppe, og det omhandler nogle af de helt store udfordringer, som også vil blive diskuteret ret hurtigt i det nye parlament. Uenighederne omhandler fx det næste budget. Der er partier som AfD og Lega i Italien på ingen måde enige. De er også ret uenige om, hvordan EU skal håndtere migrationskrisen. I Italien efterspørger Salvini mere europæisk samarbejde, og at andre medlemsstater skal tage flere asylansøgere. Det gør AfD og DF ikke. De vil derimod se mindre europæisk samarbejde.

Disse uenigheder kommer til at gøre det svært for dem at samarbejde på lang sigt, men ikke desto mindre tror jeg, at de giver dette nye samarbejde et ærligt forsøg. For det første fordi de skal være med til at skabe det nye parlaments narrativ. Selv hvis samarbejdet kun varer i nogle måneder, så vil denne gruppe og dette samarbejde være det, som folk husker fra dette valg: At der var en højreorienteret og anti-europæisk gruppe. Og for det andet fordi der er nogle fordele ved at samarbejde som en gruppe. De vil modtage midler til at ansætte personale, og de vil formelt og teoretisk set være med i kampen om at komme til at bestride topposter og så videre.

RÆSON: Hvordan ser højre-nationalisterne på EU’s fremtid? Har de overhovedet en fælles vision?
DENNISON: Jeg synes, vi ser et stort skifte. I 2016 arbejdede jeg på en rapport om udenrigspolitik hos det yderste højre i Europa. På det tidspunkt talte jeg femten partier, der ønskede folkeafstemninger om medlemskab af EU i deres respektive lande. Men i dag er det noget, man hører meget lidt om. Og det tror jeg, til dels skyldes Brexit. Der er ingen, der gider at være Storbritannien lige nu.

Det kan ændre sig, hvis Brexit ikke viser sig at være en katastrofe. Men jeg tror også, at det skyldes, at de er blevet bekendt med det faktum, at vælgere er meget bekymrede, hvad angår skiftende identiteter på globalt og nationalt niveau. Så følelsen af at være en del af Europa i et turbulent internationalt miljø er meget vigtig. Så det, som de argumenterer for i stedet, er et ændret og forandret Europa, og så siger de, at det er dem, der kan levere disse ændringer og dermed få institutionerne til at fungere igen. Det, tror jeg, lige nu er deres vision for EU. ■

 

[I 2015] talte jeg femten partier, der ønskede folkeafstemninger om medlemskab af EU i deres respektive lande. Men i dag er det noget, man hører meget lidt om
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland