27.02.2019

Med USA’s ensidige opsigelse af INF-traktaten truer et nyt våbenkapløb mellem USA, Rusland og Kina. De nuværende spændinger skyldes primært USA’s førte atomvåbenpolitik de seneste 20 år – en politik, der ikke tilstrækkeligt anerkender andre landes sikkerhedsinteresser.

Analyse af Rens van Munster (DIIS)

Med opsigelsen af INF-traktaten og udløb af New Start-aftalen, der regulerer henholdsvis mellem- og langdistanceraketter, i 2021 risikerer vi for første gang siden 1972 atter at stå i en situation helt uden aftaler, der begrænser de amerikanske og russiske atomvåbenarsenaler. For en kort stund efter Den Kolde Krigs afslutning virkede visionen om en verden uden atomvåben ellers ikke længere som en fjern utopi, men som en realistisk mulighed. I dag er vi langt fra 1990’ernes optimistiske fremtidsbud. Der eksisterer stadig omkring 15.000 nukleare sprænghoveder i verden (hvoraf 92 pct. tilhører Rusland og USA), og de fleste store atommagter har igangsat omfattende moderniseringer af deres kernevåbenarsenal, bl.a. ved at investere i nye missiltyper, hvor de nukleare sprænghoveder kan monteres på. For eksempel har USA afsat hele 1,2 billioner dollars til at opgradere deres arsenal over de næste tre årtier.

Det er derfor grund til bekymring, når nedrustningsaftalerne mellem USA og Rusland er kommet under et stigende pres. Senest opsagde den amerikanske præsident Trump ensidigt INF-traktaten, som er en aftale, der forbyder Rusland og USA at opstille landbaserede mellemdistanceraketter – en betegnelse for missiler med en rækkevidde mellem 500 og 5.000 kilometer. Trump opsagde aftalen 2. februar, fordi USA mistænkte russerne for at overtræde den. Aftalen udløber automatisk seks måneder efter Trumps opsigelse. Det er fristende at se opsigelsen som et udtryk for Trumps ‘America First’-doktrin og som et opgør med tidligere administrationers politik. I virkeligheden ligger Trumps beslutning dog udmærket i forlængelse af USA’s førte atompolitik siden århundredeskiftet, da præsident George W. Bush ensidigt trak USA ud af ABM-aftalen fra 1972 – en traktat, der forbød opstilling af forsvarsanlæg mod langtrækkende missiler – for at kunne udvikle et globalt antimissilforsvarssystem.

Og netop den beslutning danner grundlaget for det nuværende kapløb mellem atommagterne, for et missilskjold gør, at lande som Rusland og Kina ikke længere vil kunne forsvare sig i en potentiel atomkrig. Som modreaktion udvikler de nu våbensystemer, såsom mellemdistanceraketter, der kan gå udenom forsvarssystemet. Der er derfor en overhængende fare for, at våbenkapløbet vil accelerere over de næste år.

 

Et missilskjold gør, at lande som Rusland og Kina ikke længere vil kunne forsvare sig i en potentiel atomkrig. Som modreaktion udvikler de nu våbensystemer […] der kan gå udenom forsvarssystemet
_______

 

INF-traktaten
Ratificeringen af INF-traktaten var et resultat af svære og årelange nedrustningsforhandlinger mellem Sovjetunionen og USA; et forløb, som begyndte i 1982 og som i 1986 udmundede i det historiske topmøde mellem den amerikanske præsident Reagan og hans sovjetiske modpart Gorbatjov. På topmødet i Reykjavik forsøgte lederne at nå til enighed om nedskæringer i antallet af atomvåben. De drøftede også Reagans nylige løfte til de amerikanske borgere om at udvikle et anti-ballistisk missilforsvar. Mødet førte ikke til nogen konkrete resultater (bl.a. fordi Reagan insisterede på at udvikle et missilforsvarssystem), men det banede vejen for INF-traktaten, som begge nationer underskrev i 1987. Dermed forpligtede supermagterne sig til at destruere deres landbaserede mellemdistanceraketter.

Mellemdistancemissiler havde medført store spændinger under Den Kolde Krig, hvor først Sovjetunionen og siden USA besluttede sig for at opstille missilerne på det europæiske kontinent. Situationen var sprængfarlig; da det nu kun ville tage et amerikansk missil 10 minutter at nå sit sovjetiske mål, frygtede russerne, at et muligt amerikansk overraskelsesangreb ikke ville give dem tid nok til at beordre et modangreb. Som modsvar udviklede russerne en slags “dommedagsmaskine” – en betegnelse instruktøren Stanley Kubrick brugte til at beskrive en mekanisk automatreaktion i filmen Dr. Strangelove (1964) – der var i stand til at udløse et nukleart modangreb maskinelt, bl.a. baseret på data fra seismiske sensorer og uden forudgående menneskelig indblanding.

Aftalen om at destruere de cirka 2.600 missiler afspændte forholdet mellem stormagterne og mindskede risikoen for den ultimative atomudslettelse – uanset om det skulle være som følge af en bevidst politisk handling, teknisk fejl eller misforståelse.

Rusland
Alligevel er det netop INF-aftalen, der nu ensidigt er blevet opsagt af præsident Trump. Hvorfor? Selv peger Trump på russiske overtrædelser af traktaten. Det er noget som også Trumps forgænger, Barack Obama, pegede på, bl.a. i et personligt brev til den russiske præsident Putin. Trump har sidenhen kritiseret Obamas dialogtilgang for at være svag, og i hans State of the Union-tale 5. februar understregede han endnu en gang, at USA ikke vil lade sig begrænse af en aftale, hvis ikke russerne spiller efter reglerne.

Det lyder måske rimeligt, men det er samtidig usikkert, om USA med opsigelsen opnår strategiske fordele i forhold til Rusland. Som den nylig afholdte sikkerhedskonference i München tydelig viste, står de europæiske allierede ikke just i kø for at lægge base til amerikanske raketter. Opsigelsen udfordrer dermed en i forvejen stærkt presset transatlantisk alliance. For selv om de europæiske NATO-allierede nu officielt bakker op om Trumps beslutning, er det ingen hemmelighed, at de europæiske ledere så traktaten som en vigtig hjørnesten for fred og stabilitet på deres kontinent. For Putin er det en ønskesituation: Russerne kan nu frit udvikle mellemdistanceraketter, alt imens byrden – i form af politisk goodwill og legitimitet – for traktatens sammenbrud hviler på Trumps skuldre alene.

 

Russerne kan nu frit udvikle mellemdistanceraketter, alt imens byrden – i form af politisk goodwill og legitimitet – for traktatens sammenbrud hviler på Trumps skuldre alene
_______

 

Kinas opstigen
Men måske handler opsigelsen af INF-traktaten – for USA – slet ikke om Rusland og Europa, men derimod om USA’s sikkerhedspolitiske reorientering mod Asien. Den nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton tordnede allerede i 2011 mod det faktum, at USA’s militære spillerum i Stillehavsområdet var begrænset af INF-traktaten. Især begrænsningerne ift. at modgå Kinas opstigen i regionen var ham en torn i øjet. Enten skulle aftalen opsiges, eller også skulle Kina tiltræde traktaten, konkluderede Bolton dengang.

Forslaget om at invitere Kina med i traktaten var dødfødt fra begyndelsen. Som Bolton udmærket vidste, ville et forbud på mellemdistanceraketter trække hele tæppet væk under Kinas forsvar. I modsætning til USA (6.550) og Rusland (6.850) har Kina nemlig kun et relativt lille antal nukleare sprænghoveder (under 300). I kombination med en erklæret ‘no first use’-kernevåbenpolitik gør det landet sårbart over for et eventuelt overraskelsesangreb (hverken Rusland eller USA har på lignende vis opgivet deres ret til at være den første til at bruge atomvåben i en krigssituation). Kina har rettet op på denne strategiske ubalance ved at investere heftigt i mellemdistanceraketter, som i dag udgør hele 95 pct. af Kinas missilarsenal. Raketterne har dels til formål at afskrække og besvare et eventuelt angreb fra regionale magter såsom Indien, der også gør hyppig brug af mellemdistanceraketter, og dels holder de USA i skak ved at kunne tage USA’s regionale allierede (Japan og Sydkorea) på kornet.

Boltons logik efterlader derfor kun én mulighed for USA: at opsige traktaten. Men ligesom i forholdet til Rusland er det usikkert, om løsningen faktisk vil styrke USA’s magtposition i Stillehavsregionen synderligt. For det første har USA allerede mulighed for at afskrække Kina regionalt. INF-traktaten forbyder godt nok opstillingen af landbaserede missiler (hvilket hypotetisk kunne være i Japan, Sydkorea eller på øen Guam), men missiler monteret på ubåde og fly er undtaget fra aftalen. På disse områder er USA allerede Kina overlegen. Og heller ikke i Asien er der oplagte nationer, hvor USA kan opstille landbaserede raketter – i hvert fald ikke uden at skabe nye problemer. For eksempel vil opstilling af mellemdistanceraketter i Sydkorea eller Japan utvivlsomt påvirke de igangværende forhandlinger mellem USA og Nordkorea negativt.

Så længe gevinsten er symbolsk – at tage suveræniteten tilbage! – betyder det måske heller ikke så meget for Trump, at de umiddelbare strategiske fordele ved opsigelsen er noget usikre. Efter credoet ‘America First’ udnytter Trump-regeringen enhver lejlighed til at undslippe internationale aftaler, der begrænser landets handlerum økonomisk eller militært.

USA’s missilskjold
Det spiller unægtelig en stor rolle, hvem der sidder i Det Hvide Hus, men ved at fokusere for ensidigt på Trumps beslutninger her og nu risikerer vi at overse den kontinuitet, der har kendetegnet USA’s revisionistiske atomvåbenpolitik i det 21. århundrede. Bushs opsigelse af ABM-traktaten kom få måneder efter 11. september 2001 og havde gennem etableringen af et missilforsvarssystem officielt til formål at beskytte USA mod mulige angreb fra, hvad præsidenten famøst kaldte ‘slyngelstater’ – navnlig Irak, Iran og Nordkorea. Obama fortsatte, om end noget modvilligt, udviklingen af systemet, og også for Trump er udviklingen et centralt element i USA’s håndtering af såkaldte slyngelstater.

 

Ved at fokusere for ensidigt på Trumps beslutninger her og nu risikerer vi at overse den kontinuitet, der har kendetegnet USA’s revisionistiske atomvåbenpolitik i det 21. århundrede
_______

 

Russerne frygter derimod, at forsvarssystemet også er – eller i hvert fald kan blive – rettet mod dem. Især frygter de, at skjoldet tilsidesætter MAD-princippet om gensidig forsikret udslettelse, som den prekære magtbalance mellem de to atommagter er bygget på. MAD, som er den engelske forkortelse for ’Mutually Assured Destruction’, har til formål at forhindre et atomgreb ved at sikre, at en atommagt ikke kan angribe en anden atommagt uden også selv at blive tilintetgjort ved et gengældelsesangreb.

Missilforsvaret undergraver den gensidige sårbarhed, fordi det – i hvert fald i teorien – gør det muligt for USA at iværksætte eller true med et ‘first-strike’ angreb uden at frygte gengældelse. På den baggrund spørger Rusland og Kina, hvorfor de skulle tage imod opfordringen om at reducere antallet af atomvåben og missiler alvorligt, når USA samtidig opbygger sin kapacitet til at skyde disse våben ned? Begge lande har derfor investeret markant i udviklingen af nye offensive våben, der kan slippe forbi forsvarssystemet – såsom mellemdistancemissiler, eller andre avancerede våben som hypersoniske missiler (ekstremt hastige raketter, der kan blive et problem for missilforsvaret). Disse våbentyper gør den strategiske situation mere uforudsigelig og dermed verden mere usikker.

Nedrustningens fremtid
Det er selvfølgelig meget bekvemt for Kina og Rusland at skyde skylden for deres oprustning helt og aldeles på USA, men deres bekymringer er også reelle: Det ér primært USA’s uindskrænkede unipolaritet [internationalt system med kun én supermagt, red.] i det 21. århundrede, der har dannet baggrund for øgede spændinger og sammenbruddet af nedrustningsaftaler såsom INF-traktaten. USA’s stræben efter dominans som forsøg at opnå maksimal beskyttelse og sikkerhed efterlader ikke meget plads til andres sikkerhedshensyn. Men gensidig anerkendelse er et nødvendigt udgangspunkt for nedrustning. Så længe USA ikke vil diskutere – endsige revidere – betingelserne for landets sikkerhedspolitik, er et intensiveret våbenkapløb det mest sandsynlige fremtidsscenarie.

Med INF-traktatens opsigelse er der nu kun én nuklear nedrustningsaftale tilbage mellem Rusland og USA: New Start-aftalen fra 2011, der begrænser brugen af strategiske våben, dvs. langdistanceraketter. Aftalen udløber i 2021 og forhandlingerne om forlængelse af New Start ville, som navnet antyder, byde på en ny chance for at genopbygge tilliden mellem verdens to største atommagter. Desværre er der ikke meget grund til at være optimistisk omkring forhandlingsforløbet. Allerede i februar 2017 meddelte Trump nemlig Putin, at han ikke var interesseret i at forny aftalen.

Den Kolde Krig er slut, men atomalderen er langt fra et overstået kapitel. Snævre geopolitiske interesser vejer igen tungere end den fælles interesse, vi alle har i at undgå en atomkrig. ■

 

Snævre geopolitiske interesser vejer igen tungere end den fælles interesse, vi alle har i at undgå en atomkrig
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?