24.11.2019

”Nøglen til europæisk suverænitet er en suveræn udnyttelse af Tyskland magt. Men det skal være med et formål, der er foreneligt med europæernes interesser. EU-landenes opfattelser af de vigtigste trusler varierer dramatisk. Det ville højst sandsynligt kræve en krise for at få aktørerne i EU til at indse, at de deler ét strategisk område. Og der er vi ikke endnu.”

Interview med Josef Janning, seniorforsker ved ECFR

Interview af Kirstine Eklund

Den 7. november udtalte den franske præsident Macron i et interview med The Economist, at NATO er ”hjernedødt”, og at EU selv bør varetage egen sikkerhed. Samme dag meddelte den tyske forsvarsminister, CDU-formand Annegret Kramp-Karrenbauer, at Tyskland planlægger at bruge 2 pct. af BNP på forsvarsbudgettet i 2031 for at løfte sit ansvar for Europas sikkerhed. Hvad betyder disse meldinger for EU’s fremtidige sikkerhedspolitik? Det har RÆSON talt om med seniorforsker hos European Council on Foreign Relations Josef Janning.

RÆSON: Frankrigs præsident Macron medvirkede for nyligt i et interview med The Economist, hvor han malede et meget dystert billede af Europa – og særligt NATO – i krise. Hvad synes du om hans analyse?
JANNING: Macron har ret og tager fejl på samme tid. Han har ret i at påpege, at stikket rives ud af NATO, når Europas sikkerhed stopper med at være i USA’s interesse, og deres sikkerhedsgarantier dermed bliver en handelsvare. Som Macron ser det, består NATO i sin essens i at dele forpligtelsen om at garantere Europas sikkerhed. Han er meget bekymret over, at europæerne og særligt tyskerne ikke reagerer på den fundamentale forandring i det sikkerhedspolitiske landskab til trods for, at de forstår den.

I Macrons øjne er forandringen en grundlæggende forandring i en af hjørnestenene i europapolitikkens arkitektur. Derfor antog han, at modreaktionen blandt europæerne ville være proportionel med graden af forandring. Men det er den ikke. Han oplever, at Angela Merkel, siger: ”Vi kan ikke altid stole på USA; vi er nødt til at tage skæbnen i vore egne hænder”, uden at hun sætter handling bag disse ord. Hun anerkender forandringen, men anfægter modreaktionen, hvilket frustrerer en person med Emmanuel Macrons karakter og mentalitet. De skarpe ord, han brugte i Economist-interviewet, reflekterede den frustration og vrede, han føler på grund af Europas manglende reaktion på den usikre situation.

I Tyskland og mange andre steder i Europa vil man omstille sig, så man i sidste ende gør mere og måske endda kan tage ejerskab over egen skæbne – men uden et knæk i relationen til USA. Hvor tyskerne m.fl. ikke vil erklære fuldbyrdet sikkerhedspolitisk selvstændighed fra USA, ønsker Macron derimod en europæisk uafhængighedserklæring for derefter at opbygge en europæisk forsvarsstruktur med fransk lederskab.

 

Ifølge Macron er det, der sker i verden lige nu, en intellektuel udfordring, som han selv mener at beherske. Derfor reagerer han, som han gør
_______

 

RÆSON: Presser Macron for hårdt på – især over for Tyskland?
JANNING: Ifølge Macron er det, der sker i verden lige nu, en intellektuel udfordring, som han selv mener at beherske. Derfor reagerer han, som han gør. Han besvarer spørgsmålene i interviewet med The Economist, som om han var en offentlig kendt akademiker og ikke en politiker. Som politiker burde han vide, at de politiske svar højst sandsynligt ikke bliver store afvigelser og brud; man kalder ikke NATO ’hjernedød’. I stedet lover man NATO sin støtte, mens man sideløbende påbegynder noget nyt – det er det politiske svar, som han burde have givet.

Folk, som har været i selskab med ham, beskriver ham som værende drevet af det enorme pres, han udsættes for i fransk indenrigspolitik. Han er en præsident, der er kommet ud af det franske partisystems ødelæggelse. Desuden har han en omfattende indenrigspolitisk dagsorden, der skaber behov for at vække international forandring. Nationalt kan han så argumentere for, at disse nye tider er meget anderledes, og tingene derfor også skal gøres anderledes. Det er meget kompliceret for ham at sælge kontinuitet internationalt og opløsning nationalt, hvilket han tvinges til, når der ikke sker stor forandring på europæisk plan. Han ønsker at kunne forklare sine indenrigspolitiske initiativer som en del af en paneuropæisk forandringsproces, som han er nødt til at reagere på – både internt og eksternt. Dette er imidlertid også Macrons aktuelle problem: Hvis han ønsker at rykke Berlin, burde han være meget mere diskret i sin strategi. Hans voldsomme tilgang vil Berlin aldrig gå med til. Og det burde han vide.

RÆSON: Tænker de to centrale aktører, Frankrig og Tyskland, overhovedet i de samme baner i forhold til europæisk sikkerhedspolitik?
JANNING: Macron er overbevist om, at Europa har behov for fundamental forandring. Det skal ikke nødvendigvis ske i EU’s beslutningsproces eller i de eksisterende europæiske institutioner. Der skal ske noget nyt. Hvis det traditionelle partisystem er forsvundet i Frankrig, hvorfor skal det så fortsætte på europæisk niveau? Hvis det kræver initiativ fra få ledere at skabe virkelig forandring, hvorfor skal Bruxelles så styres af Europa-Kommissionen i stedet for lederskabets impuls? Det er hjertet af Macrons tanker om Europa.

I Berlin tænker man meget anderledes. Her er det ingen udtalt målsætning at øge den europæiske integration. Merkels tilgang er derimod at arbejde for at forhindre disintegration i EU i stedet for at risikere det ved at kæmpe for øget integration. Traditionelt har Tyskland og Frankrig altid været enige om, at cykelmetaforen passer på EU: Man er nødt til at holde sig i bevægelse for ikke at vælte. Men nu er de fundamentalt uenige på det område. Macron tror på, at EU skal nytænkes og genopbygges, og Merkel tror på, at ambitionen om at bevæge os udover det, som vi allerede har, kun vil bringe projektet i fare, fordi der ikke er konsensus om det blandt medlemslandene.

RÆSON: Vi har over det seneste årti været vidne til stilstand i den tyske udenrigspolitik, så det var meget overraskende at se Annegret Kramp-Karrenbauer annoncere en så markant stigning i Tysklands militærudgifter. Hvad tror du, målet med det er?
JANNING: Kramp-Karrenbauer gav den udmelding, fordi hun nu har forstået, at hun ikke vil overleve politisk, hvis hun bare administrerer sit ministerium. Hun er nødt til at være krævende og blive set som en, der aktivt driver politik. Desværre er det ministerembede, hun sidder på, både kompliceret og upopulært. Den tyske befolkning er ikke overbevist om, at Tyskland er truet, eller at der skal bruges så mange penge på forsvar. Så længe man siger 2031, som er 12 år ude i fremtiden, er det lang nok tid til, at enten kravet fra NATO er forsvundet, eller hele situationen har ændret sig, så det ikke er relevant længere.

RÆSON: Så den tyske forsvarsminister kommer ikke til at gennemføre det selv?
JANNING: Folk tror måske, at det vil blive tysk regeringspolitik, så snart hun tager over fra Merkel og bliver kansler. Realiteten er dog, at når det først sker, vil det ikke længere være let at give sådanne løfter. Da vil hun skulle balancere alles interesser og bekymringer nationalt, og hun vil højst sandsynligt have en koalitionspartner, som har en anden holdning til forsvarsbudgettet. Der er så meget indenrigspolitik, partipolitik og individuel positionering i den her problemstilling, at det er svært at se, hvad den virkelige politiske kurs er.

 

Jeg er lidt skeptisk omkring de ensidige påstande om, at Europa under ingen omstændigheder kan forsvare sig selv. Udsigten til at gøre det afhænger meget af, hvilken slags modstand man møder
_______

 

RÆSON: Hvad med den bredere europæiske vilje til at investere i militær? I de seneste år har der været tale om at øge militærsamarbejdet i EU som en reaktion på NATO’s svækkede sikkerhedsgaranti. Er det overhovedet realistisk for Europa at opbygge nok militær magt til at blive en betydelig sikkerhedspolitisk aktør?
JANNING: EU kan uden tvivl opnå det. Jeg er lidt skeptisk omkring de ensidige påstande om, at Europa under ingen omstændigheder kan forsvare sig selv. Udsigten til at gøre det afhænger meget af, hvilken slags modstand man møder. Selvfølgelig vil vi i meget lang tid ikke være i stand til at beskytte os selv mod et atomangreb fra Rusland. Det er heller ikke pointen. Det faktum, at intet kan afskrække Ruslands atommagt bedre end den amerikanske atommagt, betyder ikke, at EU ikke kan gøre noget.

I Europa hersker den gamle, strategiske forståelse endnu: For at holde den amerikanske atomgaranti troværdig skal Europa kunne forsvare sig selv succesfuldt imod angreb på alle niveauer. Det er det strategiske rationale i NATO: Hvis du ikke er i stand til at forsvare dig imod et begrænset, konventionelt angreb, vil den amerikanske, nukleare paraply ikke kunne beskytte dig. Det ville være disproportionalt at bruge atomvåben som forsvar mod et begrænset, konventionelt angreb. Efter min mening er en stærkere europæisk rolle i koordineringen af de territoriale forsvarsstyrker faktisk et forstærkende element i båndet til USA. Det her er en meget vigtig mission for europæerne at udføre – og de kan godt udføre den. At der er en så svag fælles organisering af de europæiske forsvarsressourcer, er muligt for europæerne at ændre, hvis de har viljen til det.

RÆSON: Hvad skal der til for, at EU agerer mere som en samlet sikkerhedspolitisk aktør?
JANNING: De europæiske lande skal arbejde meget tættere sammen. NATO kræver et højt niveau af samarbejde og interoperabilitet [evnen til militært at samarbejde og koordinere effektivt, red.], men det forventes ikke, at NATO-medlemmer slår sig sammen. NATO er en mellemstatslig alliance, som er bygget på suveræne stater, der frivilligt forsyner alliancen med militære aktiver. Den fungerer, fordi den har medlemmer som USA og et par andre omfattende militærleverandører.

EU’s fremgangsmåde ville være anderledes, men den er kompleks at gennemføre, da der er behov for en klar og omfattende politisk udmelding for at muliggøre opbygningen af et samlet forsvar. Den udmelding ligger ikke i kortene. Derfor må man fortsætte ad alternative veje. En alternativ vej, som man kunne praktisere, er bilateral integration af de europæiske styrker. I NATO er der nu et par eksempler på bilateralt samlede forsvarskapabiliteter, fx den samlede kommando, som danskerne, tyskerne og polakkerne leder i Szczecin i Polen.

Hvis vi tager Danmark som eksempel, ligger det danske militære territorialforsvar meget i flåden og i luften, mens hæren er meget marginal. Det er den, fordi man forstår, at Danmark kun kan forsvares, hvis der er et slags for-forsvar, som stopper angrebet, før det når dansk territorium. Danmark har meget lidt strategisk dybde [udtryk for geografiske områder mellem mulige fjender og ens eget kerneland, red.], hvorfor man ikke vil kæmpe på dansk jord. Så Danmark vil med fordel kunne forene sine landstyrker i samlede strukturer med det tyske Bundeswehr.

Hvis forsvarsintegrationen skal øges, vil det højst sandsynligt skulle øges gennem initiativer, som medlemslande frivilligt indleder ved at sammensætte deres militærstrukturer eller dele af dem. Det fungerer dog kun, hvis tyskerne vil drive den proces og lave respektive forslag, der både er politisk acceptable og militært levedygtige.

RÆSON: Bør de europæiske lande gå udenom EU ved ikke at opsøge militært samarbejde igennem initiativer som PESCO, men derimod opsøge det igennem projekter som EI2 (European Intervention Iniative), som Frankrig har lanceret under Macron, eller gennem ad hoc-koalitioner?
JANNING: Jeg vil ikke opfordre til at gå udenom EU generelt, men det er en mulighed, når det kommer til potentiel forberedelse af territorialt forsvar af Europa eller det europæiske NATO-territorium. Eftersom et stort politisk gennembrud virker urealistisk, er vejen frem en bottom up-tilgang. Jeg vil ikke argumentere imod PESCO, men jeg vil råde den tyske regering til at være mere åben om, hvad Berlin mener, PESCO’s strategiske rolle bør være. Det ville være ideelt, hvis Berlin ville erklære, at PESCO’s betydning for Tyskland er at udstyre EU med flere våbenteknologiske aktiver for at styrke den europæiske sikkerhed. Det ville ændre PESCO’s status fra den aktuelle: Et meget inkluderende projekt, der forsøger at lægge rammer for nok projekter til, at alle – inklusive Irland og Østrig, som ellers ikke vil deltage i militær integration – kan deltage i det. Det er fint, men det er ikke en reel løsning. Det får os ikke tættere på at tage ”skæbnen i vores egne hænder”, som den tyske kansler har sagt.

Macrons EI2 er et lidt anderledes koncept. Det er i realiteten en stående koalition af villige lande, som ledes af Frankrig. Ifølge det franske synspunkt er Frankrig det eneste kontinentaleuropæiske land, som er villigt til at fastholde en ’first strike’-kapabilitet i tilfælde af en atomkonflikt. Intet andet kontinentaleuropæisk land ønsker sig sådan en kapacitet, som medfører, at man er den første til at træde ind i konfliktzone udenfor Europa med sine egne militære midler. Franskmændene ønsker det, og i praksis ønsker Macron – med sit initiativ – en europæisk konstruktion for denne franske ambition og kapacitet. Det virker til, at en håndfuld af de andre medlemslande indtil videre finder det acceptabelt, når det kommer til missioner uden for det europæiske kontinent.

 

Macron er virkelig overbevist om, at NATO er i en dyb krise. Derfor presser han på for mere europæisk handling. Og jeg forstår godt hans ræsonnement. Til gengæld mener jeg, at det er politisk kontraproduktivt at presse de andre europæiske lande på den måde, som han gør
_______

 

RÆSON: Det lyder til, at du mener, at EU bør opbygge egne militærressourcer, men stadig regne med NATO som den primære sikkerhedsgarant. Vi har hørt præsident Trump kalde NATO ”forældet”, så er det stadig muligt at regne med NATO?
JANNING: Macron er virkelig overbevist om, at NATO er i en dyb krise. Derfor presser han på for mere europæisk handling. Og jeg forstår godt hans ræsonnement. Til gengæld mener jeg, at det er politisk kontraproduktivt at presse de andre europæiske lande på den måde, som han gør. Analytisk har han en meget god pointe. NATO er Europas bindeled til Nordamerika. Det er NATO’s specifikke kvalitet, og det bindeled bliver svagere, hvis europæerne ikke lykkes med at tage mere ansvar for den europæiske sikkerhed. En investering i den europæiske forsvarskapacitet forstærker det transatlantiske bindeled – og dermed: NATO.

Problemet i EU-NATO-debatten er, at amerikanerne og briterne ønsker, at europæerne investerer mere i forsvaret. Men det giver kun mening for mindre europæiske lande, hvis deres forsvarsinitiativer er del af en større indsats. I NATO er den større indsats de store medlemslandes engagement, som mindre medlemslande tilslutter sig. Hvis den slags struktur ikke er til stede, og hvis den struktur skal skabes af europæerne, har man brug for mere end bare at tilslutte sig større medlemslandes magt og kapacitet. Jeg har argumenteret for, at man skal praktisere den tilslutning i en anderledes form, når det kommer til territorialt forsvar. EU skal anskaffe sig midler med reel militær relevans. Det vil styrke – ikke svække – NATO. Uanset om europæerne udvikler bedre midler eller kapabiliteter til at forsvare sig selv, kan det kun gavne det transatlantiske bindeled.

RÆSON: Det virker ikke til, at præsident Trump mener det?
JANNING: Nej, det gør han ikke, og det sætter spørgsmålstegn ved magtstrukturen i NATO. Lige nu er NATO en amerikanskledet alliance, men i praksis er alliancen mellemstatslig. Alle sidder med omkring bordet, men selvfølgelig vejer de centrale spilleres ord tungest. Hvis EU pludselig har militærressourcer af betydning, vil magtstrukturen ændre sig. Det er, hvad amerikanske strateger er stærkt imod. De ville pludselig skulle vente på beslutninger fra EU. Denne form for dannelse af en samlet europæisk gruppe, som skal medregnes i NATO’s beslutningsproces, er årsagen til al det postyr. Amerikanerne ønsker samlet forum for USA’s strategiske debat med europæerne og ikke en situation, hvor amerikanerne er nødt til at vente på europæerne og så ende med europæiske beslutninger, som ikke kan omgøres, fordi de er resultat af en europæisk forhandlingsproces. Det er et grufuldt scenarie for USA.

RÆSON: Men er det ikke meget svært at balancere, mens man udvikler sikkerhedsinitiativer?
JANNING: Jo, det er det. Derudover er der et antal meget specifikke interesser og bekymringer involveret i det her. I Polen er der fx en stor mistillid til, hvad Tyskland og Frankrig gør for Europa. Polakkerne er overbeviste om, at de skal sætte deres lid til eksterne aktører for at sikre deres egen sikkerhed, og som konsekvens af det har de sat deres lid til amerikanerne. Jeg tror ikke, at polakkerne stoler blindt på Washington, men eftersom de skal stole på nogen, har de besluttet sig for at stole på amerikanerne. Det vil sige, at de ikke stoler på det europæiske sikkerhedssamarbejde.

Danmark er et andet interessant eksempel: Danmark er et meget engageret NATO-medlem og mener, at hele denne EU-forsvarsdebat afleder opmærksomheden fra NATO. NATO’s mellemstatslige struktur tjener Danmarks interesse i at blive anerkendt og være på niveau med sine større nabolande, fordi Tyskland også er en lille aktør sammenlignet med USA. Så længe man har en amerikanskledet mellemstatslig alliance, føler Danmark sig mere komfortabel end sammen med Tyskland og Frankrig i et EU, som domineres af disse to – og måske udnyttes til at tjene deres interesser mere end den generelle interesse. NATO’s tilstedeværelse og betydning i Europa holder de tyske og franske ambitioner på et niveau, der er håndterbart. Som man kan se fra bare de to eksempler, er der mange interesser på spil. Disse forskellige interesser betyder, at nogle medlemslande ikke nødvendigvis ønsker at opbygge en stærk EU-baseret eller supranational militærstuktur, som ville konkurrere med ideen om NATO’s mellemstatslige konstruktion.

 

Tyskerne kan ikke lade være med at tænke, at hvis de brugte 2 pct. på forsvaret, ville de bruge flere penge på militær, end Rusland gør. Der er ingen vej udenom – men tyskerne er simpelthen bange for at blive for stærke
_______

 

RÆSON: Hvis vi ser på de forskellige trusler, er der ikke enighed om, hvad EU skal fokusere på. I øst er fokus på Rusland som trussel, i syd er fokus på immigration fra Mellemøsten og Afrika, i vest er der fokus på terror, og i nord er fokus på Arktis, fordi det får stigende sikkerhedspolitisk betydning. Er det overhovedet realistisk, at EU-landene går sammen om at skabe en fælles, strategisk forsvarspolitik?
JANNING: Jeg mener, at det er meget usandsynligt. Som du siger, varierer medlemslandenes opfattelser af de vigtigste trusler dramatisk. Jeg tror, at vi har brug for at opleve en stor, markant trussel for at samle disse forskellige opfattelser. Det ville højst sandsynligt kræve en stor, omvæltende begivenhed for at få aktørerne i EU til at indse, at de deler ét strategisk område. Truslerne mod det områdes integritet kan komme fra mange kilder eller retninger, men effekten som truslerne kan have, vil svække, forstyrre og nedbryde hele regionens sammensætning og struktur. Den erkendelse er der behov for. Og der er vi ikke endnu.

En af de forsinkende faktorer er, at en af Europas største lande, Tyskland, er så komfortabelt placeret i EU’s geografiske centrum uden nogen eksterne grænser. Intellektuelt ved tyskerne godt, at deres sydlige grænse er Middelhavet, at deres nordlige grænse er Arktis, og at deres østlige grænse er grænsen til Rusland og Ukraine. Men når man går i Berlins gader, kan man ikke mærke det. Der er ingen bevidsthed om, at når tyskerne forsvarer norden, syden eller østen, så forsvarer de faktisk sig selv. Så længe det er tilfældet, er tyske politikeres incitament til at gøre Tyskland til den afgørende aktør i EU’s sikkerhedspolitik meget lavt.

Vi har en situation, hvor folk uden for Tyskland forventer, at tyskerne bruger 2 pct. af BNP på forsvarsbudgettet. Tyskerne kan ikke lade være med at tænke, at hvis de brugte 2 pct. på forsvaret, ville de bruge flere penge på militær, end Rusland gør. Der er ingen vej udenom – men tyskerne er simpelthen bange for at blive for stærke. Eftersom Europa er og bliver ufuldkomment, er det dog tyskernes ansvar ikke at underkende sig selv, men faktisk bruge de magtressourcer, de kan generere; ikke for deres egen skyld, men for Europas skyld.

RÆSON: Er Tyskland nøglen til europæisk suverænitet?
JANNING: Ja. Nøglen til europæisk suverænitet er en suveræn udnyttelse af Tyskland magt – af tyskerne selv. Men det skal være i en kontekst og med et formål, der er forenelig med europæernes interesser. Vi er ikke i en situation, hvor det tyske spørgsmål – der altid er spørgsmålet om de uforholdsmæssige ressourcer, som Tyskland har i sammenligning med sine naboer – forsvinder gennem en fremkomst af én føderal europæisk stat. Det ville være den nemme vej ud for tyskerne. Hvis der var et Europas Forenede Stater, kunne tyskerne være en uproblematisk del af det. Men det er der ikke. Og eftersom der ikke er det, har Tyskland intet andet valg end at acceptere sin størrelse, sit ansvar og konsekvenserne ved at bruge sine ressourcer. Det skal ske på en måde, der er forståelig, læsbar og gennemskuelig for andre europæere – det er det store problem. Der opfatter jeg de tyske politikere og den tyske elite som værende fuldstændig i vildrede. Den tyske konklusion er at vente og se. Det er at indikere, at de er villige til at gøre noget og deltage i lidt inkluderende PESCO-arbejde uden at være for specifikke omkring det. De foretrækker at være tilbageholdende og forsigtige.

 

Franskmændene har svært ved at forstå, hvorfor Tyskland ikke bare agerer, som Frankrig gør. Hvorfor opbygger Tyskland ikke en stærk national forsvarsstyrke, som kan bruges til magtprojicering og udstationering af styrker?
_______

 

RÆSON: Hvis Tyskland er så bange for at tage lederskabet, er det så ikke muligt for dem at følge det franske initiativ og lade præsident Macron være leder i beskyttelsen af Europa? Han virker klar til at indtage den rolle.
JANNING: Præsident Macron er klar til at tage den rolle. Franskmændene har svært ved at forstå, hvorfor Tyskland ikke bare agerer, som Frankrig gør. Hvorfor opbygger Tyskland ikke en stærk national forsvarsstyrke, som kan bruges til magtprojicering og udstationering af styrker? Det forstår franskmændene ikke, fordi de ikke strategisk prioriterer det territorialforsvar af Centraleuropa. For Frankrig handler forsvar om udstationering af styrker. For Tyskland handler forsvar om det klassiske scenarie på det europæiske kontinent, hvor man har et angreb på jorden, fordi nogen forsøger at tage kontrol over dit territorium. Det forholder sig sådan, at de fleste af Tysklands naboer – polakkerne, slovakkerne og ungarerne – har den samme grundlæggende opfattelse. Det er noget, som enhver tysk forsvarsstrategi er nødt til at adressere.

Det ville være for nemt, hvis tyskerne bare gik den franske vej og lod sine naboer håndtere det territoriale forsvar af EU mod øst. Den tyske konklusion er, at franskmændene måske er i stand til at se det som en andenrangsprioritet, fordi Tyskland er geografisk øst for Frankrig. Øst for Tyskland er aktørerne derimod ikke stærke nok til at være en betydelig beskyttelse for Tyskland, og de er heller ikke integrerede nok til at kunne samle de begrænsede ressourcer, de har. For Tyskland forbliver problemet: Hvordan beskytter vi os imod et angreb på vores områdes territoriale integritet, når vi ikke kan stole på, at vores naboer vil gøre det, og de ikke stoler på, at vi vil lede og vise vejen? Det er dilemmaet, og det er grunden til, at tyskerne ikke bare kan agere som franskmændene eller briterne.

RÆSON: Hvordan vil europæisk suverænitet blive beskyttet i fremtiden, når der er så mange komplekse udfordringer?
JANNING: Vi vil fortsat overkomme udfordringerne. Jo længere tid PESCO eksisterer, des flere deltagende lande vil konkludere, at resultatet ikke bare kan indgå i medlemslandes nationale arsenaler. Det vil give mere mening at have et europæisk system. Eftersom NATO højst sandsynligt ikke vil blive betragtet som det passende organ, ville det blive EU.

Selvom man holder spørgsmålet om PESCO’s strategiske formål åbent, kan man antage, at det spørgsmål på et tidspunkt i processen besvarer sig selv. Desuden forventer jeg, at forsøgene på at opbygge bilaterale relationer vil fortsætte på en eller anden måde. Det ville være et lille trin i processen mod at nærme sig en de facto integration af Europas forsvarsstyrker, men uden en stor plan om at sammensætte alle hære i én stor europæisk hær. Det er, hvad jeg kan se ske, medmindre der opstår en dyb krise. En sådan krise kunne være, at Trump beslutter sig for, at USA skal forlade NATO, men det anser jeg for usandsynligt. Min pointe er, at der skal opstå en stor, forenende krise, som tvinger europæerne til at erkende, at deres trusselsopfattelse faktisk ikke er baseret på beliggenhed, men at en trussel mod EU påvirker alle.

RÆSON: Så USA vil forblive Europas primære sikkerhedsgarant?
JANNING: USA plejede at være den primære sikkerhedsgarant i en meget større skala. Vi er en smule ahistoriske, når vi i de nuværende debatter påstår, at der aldrig har været så mange amerikanske tropper i Europa som nu. I Vesttyskland alene var der 330.000 amerikanske tropper indtil 1980’erne. Hvad vi sidenhen har set, er en massiv reduktion af amerikansk tilstedeværelse i Europa. Der er en fortsættelse af USA’s generelle engagement i Europas sikkerhed, som de resterende tropper sikrer ved at være tilstede og funktionelle, hvis en omstrukturering af tropper i Europa skulle blive nødvendig. Men i strategiske termer er det intet andet end en snubletrådsfunktion. Skulle noget ske, er der en høj risiko for, at amerikanske tropper bliver involveret – og dermed vil det også involvere USA politisk. ■

 

Min pointe er, at der skal opstå en stor, forenende krise, som tvinger europæerne til at erkende, at deres trusselsopfattelse faktisk ikke er baseret på beliggenhed, men at en trussel mod EU påvirker alle
_______

Apropos denne artikel:

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Kan Europa overhovedet købe amerikanske våben længere?

Peter Lautrup-Larsen: Trump er fanget af sin egen retorik. Derfor er det op til Mette Frederiksen og landsstyrets nye formand at vise vejen frem for Grønland

Ulrik Pram Gad: Valget viser, at utilfredsheden i Grønland er skredet i to retninger

Alexander With: Selvstændighed, Rigsfællesskabet eller USA? Fremtiden byder på både muligheder og farer for Grønland

Jens Worning om våbenhvileaftalen med Ukraine: Kreml er tavs for nu, men spørgsmålet presser sig på: Hvem styrer USA’s udenrigspolitik?

Stephen Wertheim: Selvom europæerne tror, at USA har været Europas sikkerhedsgarant i otte årtier, er det ikke helt sandt