28.08.2019

Skal Italien til valg, eller kan der dannes et alternativt flertal til Lega og Femstjernebevægelsen? Det afgøres i disse timer og dage. Men under den umiddelbare regeringskrise ligger et større spørgsmål om det italienske demokratis levedygtighed.

Analyse af Gert Sørensen

Så brød den italienske regering under Giuseppe Conte sammen. At det sker før tid kommer ikke som nogen overraskelse. Matteo Salvinis Lega og Luigi Di Maios Femstjernebevægelse fik lidt over et år til at vise, hvad de kunne. Mange vil sige, at resultatet har været magert. Og mange vil spørge: Var det så historien om den første populistiske regering i et af de europæiske kernelande? Italienerne har siden Anden Verdenskrigs afslutning været vant til kortvarige regeringer. Men der er alligevel bred enighed om, at Contes regering, der blev indsat i juni 2018, uden sammenligning har været den mest dysfunktionelle af dem alle.

Der var fra begyndelsen en række indbyggede svagheder, der måtte svække regeringens evne til overhovedet at regere og finde holdbare løsninger på Italiens dybe sociale og økonomiske krise. Det blev tydeliggjort med det regeringsprogram, de to partier blev enige om. Det fremgik heraf, at man end ikke kunne blive enige om at prioritere politikområderne. Punkterne strittede i alle retninger, når man både ville have borgerløn, skattelettelser og en tilbagerulning af de skrappere pensionsregler, som en tidligere regering under Mario Monti indførte efter pres fra Den Europæiske Centralbank og Bruxelles. Listen var derfor ordnet alfabetisk, således at emnet acqua (vand) stod øverst, mens Unione Europea (EU) stod til sidst.

I praksis meldte der sig dog hurtigt en prioritering, som illustrerede det ulige forhold mellem de to regeringspartier. Selv om Femstjernebevægelsen ved valget i marts sidste år fik over 30 pct. – næsten dobbelt så mange stemmer som Lega – så havde de to partier vidt forskellige politiske erfaringer, når det gjaldt om at forvalte magt og indflydelse. Det blev udslagsgivende.

 

De to partier [havde] vidt forskellige politiske erfaringer, når det gjaldt om at forvalte magt og indflydelse. Det blev udslagsgivende
_______

 

Erfaring med magten
Femstjernebevægelsen blev i 2009 banket op af komikeren Beppe Grillo, hvis simple budskaber om at stikke hele det politiske etablissement ‘skråt op’ fik et stort publikum i tale. Ved det forrige valg i 2013 fik partiet omkring 25 pct. og gjorde store indhug – ikke bare blandt Det Demokratiske Parti og centrum-venstres vælgere, men også blandt Berlusconis vælgere på centrum-højre.

Til sammenligning havde Lega en noget længere historie bag sig. Det var efterhånden et af de ældste partier i det politiske system, i og med at det første gang dukkede op på scenen, da efterkrigstidens gamle partier – Det Kristelige Demokrati og Kommunistpartiet – kollapsede med de store korruptionsskandaler og Murens fald ved indgangen til 1990’erne. Dengang optrådte Lega som Lega Nord og havde sin forankring i de rige norditalienske regioner med de mange succesfulde små og mellemstore virksomheder. Retorikken var vendt mod det ødsle Rom, og partiet var ikke bange for at ytre sig med racistiske undertoner over for den syditalienske befolkning, der i stort tal var emigreret til Norditalien. Da Berlusconi dannede sin første regering i 1994 på ruinerne af de gamle partier, var Lega Nord med i regeringsdannelsen, i øvrigt sammen med et nyfascistisk parti, Den Italienske Sociale Bevægelse. Lega Nord var igen med i 2001 og 2008, da Berlusconi på ny stod i spidsen for en regering. I de samme perioder styrkede Lega Nord sin territoriale forankring ved at opnå borgmesterposter på det lokale plan og præsidentposter på det regionale plan, i det nordlige Lombardiet eksempelvis.

Lega, som partiet blev omdøbt op til valget i 2018 (med forbillede i Marine Le Pens franske Nationalfront), havde derfor en langt større politisk erfaring, end hvad Femstjernebevægelsen kunne mønstre. Di Maio og de ledende politikere omkring ham var ganske enkelt for uprøvede og manglede fuldstændig den machiavelliske kynisme, som Salvini og hans folk besad fra de mange år ved magten.

Da Salvini oveni fik sat sig på indenrigsministerposten, fik han en platform til de facto at fortsætte valgkampen og piske meningsmålingerne op til egen fordel. Derfra kunne han styre indvandrerproblematikken, som han gjorde til omdrejningspunktet mellem sig selv som il Capitano – Kaptajnen – og ‘folket’. Med de hundredtusinder af illegale indvandrere i Italien var det ikke svært at pirre til italienernes latente frygt for de fremmede. Det førte bl.a. til en hård linje over for de NGO’er, der besejlede Middelhavet og opsamlede skibbrudne for at sætte dem af i de italienske havne. Salvini fik lukket de italienske havne og skærpede lovgivningen på området, således at det blev kriminelt at hjælpe. Det bragte Salvini på kant med den italienske forfatning og de internationale konventioner, som Italien havde skrevet under på.

 

Den nu afgåede regerings interne stridigheder rejser spørgsmålet om retningen i italiensk politik i dag – nu hvor populisternes letkøbte valgsejre hurtigt er blevet afløst af åbenlys afmagt, så snart de er rykket ind i regeringskontorerne
_______

 

Fra pro-europæisk til anti-europæisk
Situationen tilspidsedes i august 2018, da et italiensk kystvagtskib ville sætte ca. 200 personer i land, men fik ordre fra indenrigsministeren om ikke at lægge til. Det var ganske usædvanligt, da skibet formelt set var på italiensk territorium. Det fik også en lokal domstol på Sicilien til at rejse en sag mod ministeren for uretmæssig tilbageholdelse af personer. Men for at retten kunne afgøre denne juridiske tvist, måtte den have autorisation fra parlamentet. Under afstemningen valgte et flertal at sikre Salvini immunitet over for videre retsforfølgelse. Femstjernebevægelsens underkastelse under Salvinis dagsorden stod lysende klart, da man stemte imod en ophævelse. Sagen viste, hvor langt de to partier var villige til at gå i forhold til den eksisterende forfatningsorden.

Men det lagde også op til et åbenlyst brud med den proeuropæiske linje, som den politiske klasse i Italien altid havde fulgt over for den europæiske integrationsproces tilbage fra 1950’erne. Tankegangen var dengang, at det italienske demokrati bedst ville blive befæstet, hvis det skete sideløbende i et tæt institutionelt samarbejde om en demokratisk udvikling i Europa. Bruxelles, der da heller ikke havde en fælles politik på migrationsområdet, blev nu opfattet nærmest som en fjende af den italienske regering.

Siden indtrædelsen i eurozonen og indførelsen af de strenge budgetkrav har Italien oplevet meget lav vækst og voksende statsgæld. Det har selvsagt peget på Italiens egne strukturelle problemer, men det afslørede også en række svagheder i selve euro-konstruktionen. Den nye konfrontatoriske kurs blev man i Bruxelles for alvor vidne til i efteråret 2018, da den italienske regering indsendte et ambitiøst finanslovsforslag for 2019, der først og fremmest skulle indfri de mange valgløfter. Det blev prompte afvist fra EU’s side. Regeringen satsede højt, men måtte lige inden årets udgang give sig og skære lidt ned på det forventede underskud for dermed at undgå sanktioner.

Den nu afgåede regerings interne stridigheder rejser spørgsmålet om retningen i italiensk politik i dag – nu hvor populisternes letkøbte valgsejre hurtigt er blevet afløst af åbenlys afmagt, så snart de er rykket ind i regeringskontorerne. Formelt set skal præsidenten, Sergio Mattarella, undersøge, om der er et alternativt flertal i parlamentet. Det skulle i givet fald være en hidtil uset alliance mellem Det Demokratiske Parti, hvis historie går til Det Italienske Kommunistparti og reformfløjen i Det Kristelige Demokrati, og Femstjernebevægelsen. Hvorvidt det er realistisk, må tiden vise.

Femstjernebevægelsen fremstår på mange måder utroværdig, men venstrefløjen i partiet – anført af formanden for Deputeretkammeret, Roberto Fico – har markeret sig stærkere på det sidste. Eksempelvis stemte Femstjernebevægelse for Ursula von der Leyen som ny kommissionsformand i Bruxelles, mens Lega stemte imod. Det har utvivlsomt svækket den fløj under Di Maio, der har stået for det fatale samarbejde med Salvini. Men også Det Demokratiske Parti er splittet mellem den nye leder Nicola Zingaretti og den tidligere leder Matteo Renzi. Men en ligeså dysfunktionel regering mod venstre vil give Salvini – nu som oppositionsleder – yderligere vind i sejlene, da det blot vil bekræfte populismens grundforestilling om en elitær politisk kaste, der tager magten fra folket.

 

De autoritære signaler, der her udsendes [af Salvini], matcher de visioner om et illiberalt demokrati, som Viktor Orbán allerede praktiserer i Ungarn
_______

 

En stærk mand ved magten?
Skulle præsidenten skønne, at der ikke er basis for dette perspektiv, er der kun nyvalg tilbage. Det skal i givet fald afholdes sidst i oktober. Det mest sandsynlige scenarie, som landet ligger lige nu, er Salvini som ny premierminister. Ifølge meningsmålingerne vil Salvini kunne hente 37-38 pct. på valgdagen. Det er mere end de 34 pct., Lega høstede ved valget til Europa-Parlamentet før sommerferien, hvor Femstjernebevægelsen blev halveret og udstillede sine vanskeligheder. Med opbakning fra Berlusconis Forza Italia – det før så mægtige parti, der i dag kan mønstre 6-7 pct. – og fra de tidligere nyfascister i Italiens Brødre er det parlamentariske flertal hjemme.

Salvini har forstået at trække på de fremmedfjendske og anti-europæiske strømninger i befolkningen. Der er ikke noget, der tyder på, at han ikke vil fortsætte med det i den kommende tid. Senest har han helt åbenlyst luftet sine tanker om demokratiet, da han på en række vælgermøder langs de italienske badebyer i sommerferien bad om at få absolut magt (it. pieni poteri) uden alle de hindringer, som de demokratiske spilleregler og besværlige regeringspartnere og ‘teknokraterne’ i Bruxelles stiller i vejen. De autoritære signaler, der her udsendes, matcher de visioner om et illiberalt demokrati, som Viktor Orbán allerede praktiserer i Ungarn.

Salvini lægger heller ikke skjul på sin fascination af en ledertype som Putin – og mange italienere deler den. Det er endda kommet frem, at Salvini og hans allernærmeste medarbejdere har haft tætte kontakter til den russiske magtelite og tilmed skal have haft forhandlinger i gang om pengeoverførsler til Legas aktiviteter. Det er nu blevet en sag om mulig ulovlig partifinansiering, der skal afgøres ved retten. Man skal heller ikke være blind for, at der i disse nationalpopulistiske tendenser ligger en understrøm af holdninger, som kan spores tilbage til det aldrig gennemførte retslige og kulturelle opgør med Italiens fascistiske fortid. Tidligere i år kom Antonio Tajani, den forrige formand for Europa-Parlamentet, eksempelvis galt af sted, da han udtalte, at Mussolini også havde gjort noget godt.

Man kan dog også forestille sig, at Salvini har forregnet sig og er bange for at blive isoleret. Nok ønsker han et nyvalg, men han har også været ude med følere til Di Maio om en fortsættelse af den hidtidige regeringskonstellation men med nye ansigter. En ting er nemlig, hvad meningsmålingerne siger. De kan hurtigt skifte og har allerede vist sig at gøre det. På kort sigt kan Salvini faktisk få et nyt parlamentarisk flertal imod sig, der mod alle odds holder valgperioden ud. Kommer der derimod et nyvalg, kan han ikke være sikker på, at alle dem, der slutter op om ham nu, fortsat vil gøre det.

Mange i befolkningen bakker op om Salvinis strenge, men ikke særligt gennemtænkte eller effektive indvandrerpolitik. Men vil det også gælde ved udsigterne til, at Salvini bliver premierminister og lægger op til en fuldbyrdet nationalpopulistisk linje med de konsekvenser, det vil få for det italienske demokrati og den europæiske integrationsproces? Det mangler vi endnu at se. Men her i hundredåret for Mussolinis grundlæggelse af den første fascistiske partienhed i 1919 kan der være god grund til at følge tæt med i, hvad et porøst politisk system som det italienske rummer af risici. ■

 

Her i hundredåret for Mussolinis grundlæggelse af den første fascistiske partienhed i 1919 kan der være god grund til at følge tæt med i, hvad et porøst politisk system som det italienske rummer af risici
_______

Apropos denne artikel:

Forårsnummeret ude nu: Hvad verden vil fortælle Trump

Peter Lautrup-Larsen: Er Troels Lund det eneste alternativ til Mette Frederiksen?

Kristian Sloth: Lars Løkke og Helle Thorning bærer hovedansvaret for de danske farvandes død

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte nummer: Udviklingen i USA og Kina placerer Europa i et dobbeltchok

Krisecast med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Påskekrisen i 1920 formede det moderne danske demokrati

Dennis Kristensen: Denne gang er afskeden med USA utvetydig