13.02.2019

„Dette er ikke bare en indenrigspolitisk krise for Venezuela, som vi med ro i sindet kan ignorere. Den har regionale implikationer, fordi den destabiliserer nabolandene. Den har endda globale implikationer på grund af Venezuelas afgørende rolle i den sorte økonomi og den måde, Venezuela er blevet udnyttet som transitland af kriminelle grupper.‟

Interview af Jonas Stengaard Jensen

RÆSON: Hvor stor er den nuværende økonomiske krise i Venezuela?
IDLER: Den er utrolig stor. Krisen relaterer sig i høj grad til det nuværende problem med hyperinflation. Ifølge Nationalforsamlingen, som oppositionen kontrollerer, er Venezuelas årlige inflationsrate på 1 mio. pct. i de tolv måneder frem til november 2018. IMF har endda sagt, at den skulle have nået op imod 1,37 millioner pct. ved slutningen af 2018. Det betyder, at folk ikke har adgang til mad, medicin, basale tjenesteydelser eller hygiejneprodukter. Der mangler basale varer overalt i landet, der er sult, og børn dør af underernæring, hvilket er grunden til, at vi ser så mange mennesker, der vælger at forlade Venezuela.

Ikke desto mindre afhænger graden af underernæring af, hvor i landet du befinder dig. Der hersker dog en spiral af sociale, økonomiske og politiske kriser, som vi ikke ser nogen forbedring af lige nu. Højst sandsynligt vil situationen kun blive forværret af USA’s sanktioner imod Venezuela. Ifølge præsident Maduro selv, kostede disse sanktioner i 2018 Venezuela 20 milliarder dollars. De seneste amerikanske sanktioner imod Venezuelas statsejede olieselskab PDVSA vil ifølge Venezuelas regering medføre et tab på 11 milliarder dollars i tabt eksportoverskud i 2019.

RÆSON: Hvorfor har USA indført sanktionerne imod Venezuela?
IDLER: Det er hovedsageligt på grund af den politiske situation. Det Hvide Hus argumenterer for, at sanktionerne vil være med til at presse Maduro til at genoprette landets demokratiske institutioner. Sidste maj blev præsident Maduro genvalgt, men flere venezuelanske regional-stater har hævdet, at valget ikke var legitimt. Eksempelvis var store oppositionspartier forhindret i at deltage i valget, og adskillige oppositionsledere var i eksil. Den 10. januar blev Maduro svoret ind som præsident for endnu en 6-årig embedsperiode, men hans regering anerkendes ikke af en stor skare af lande, inklusive USA, de fleste lande i Limagruppen [en gruppering af nord- og sydamerikanske lande, red.] og EU. Valgprocessen blev ligeledes dømt illegitim af OAS [Organisationen af Amerikanske Stater, red.]. Det skyldes, at Maduro allerede i 2017 krænkede Chavista-forfatningen fra 1999 ved at skabe en ny parallel nationalforsamling uden retmæssigt at konsultere det venezuelanske folk først. Det var basalt set en måde, hvorpå Maduro kunne indsætte sit eget valgorgan, hvis medlemmer var håndplukket af ham selv. Så da han blev svoret ind som præsident 10. januar, var det ikke foran Nationalforsamlingen, som stipuleret i forfatningen fra 1999, men foran højesteret, der også er blevet anklaget for at være underlagt regeringens kontrol.

RÆSON: Under Hugo Chavez’ administration var Venezuela af nogle regnet for at være en af Sydamerikas mest succesfulde lande. Hvad er der gået galt siden da?
IDLER: Det er delvist relateret til vanrøgtning af oliereserverne. Venezuela har verdens største oliereserver, men der var et massivt fald i olieproduktionen i starten af 2016, hvilket nogle hævder, var den primære årsag til Venezuelas økonomiske krise. Da oliepriserne faldt drastisk i 2014, blev landet sårbart. Import og forbrug faldt, og inflationen begyndte at vokse. Det var ganske nyttigt at forlade sig på olie i starten, men siden er økonomien ikke blevet diversificeret, og derfor er den yderst sårbar overfor forandringer i oliemarkedet.

Det skal også nævnes, at Chávez blev anset som succesfuld indenrigspolitisk på grund af hans karismatiske lederskab. På tværs af de interview, som jeg gennemførte i Venezuela i kølvandet på Chávez’ valgsejr i 2012, mødte jeg fra alle sider beundring af hans karismatiske lederskab. Ikke desto mindre var han også yderst god til at manipulere befolkningen. Det lederskab, vi ser under Maduro, er meget anderledes. Chávez var selvfølgelig enormt heldig med de store oliefortjenester, som han nød godt af i begyndelsen af sin regeringstid, men det ændrede sig i 2014. Så efter flere års vanrøgtning af økonomien klynger Maduro sig nu til magten gennem illegitime midler.

 

Maduro har gentagne gange beskyldt eksterne fjender – især USA, men også naboen Colombia – for at stå bag Venezuelas problemer
_______

 

RÆSON: Hvad har Maduro-administrationen gjort for at håndtere faldet i olieindkomst siden 2014?
IDLER: Svaret har været en masse anklager rettet imod eksterne aktører. Maduro har gentagne gange beskyldt eksterne fjender – især USA, men også naboen Colombia – for at stå bag Venezuelas problemer. Han har forsøgt at nedtone Venezuelas krise og har argumenteret for, at der ikke er grundlag for ekstern intervention. Han har mere eller mindre sagt, at han intet direkte ansvar har for situationen.

RÆSON: Er det rimeligt at sige, at Venezuela er blevet et fuldtonet diktatur?
IDLER: Både folk og stater har kaldt Maduro for en diktator, og selv OAS har accepteret en resolution, der erklærer hans anden embedsperiode for illegitim. Limagruppen har også anklaget Maduro for sammenbruddet af Venezuelas demokratiske orden og har ikke anerkendt den nye parallelle nationalforsamling, som Maduro har skabt. De har i stedet opfordret til en rekonstruering af demokratiet.

RÆSON: Er det sandsynligt, at Maduro vil blive fældet af enten et internt kup, eksternt pres eller direkte snigmord som forsøgt i 2018?
IDLER: I april 2017 så vi massive og voldelige demonstrationer rettet mod regeringen. Hundredvis af demonstranter blev arresteret og nogle af dem skudt. Den slags demonstrationer er blevet mindre fremtrædende, men indenfor de sidste få uger har vi set dem vinde frem igen. Søndag 2. februar samlede Juan Guaido – der er blevet anerkendt som foreløbig præsident i Venezuela af USA, mange latinamerikanske lande og de fleste EU lande – demonstranter på gaderne imod regeringen. Men Maduro har gjort det samme for at signalere støtte til sin regering og forblive ved magten. Så der er en igangværende magtkamp i landet.

Problemet er, at opposition har været yderst splittet, og ofte har man set, at vigtige ledere, når de har trådt frem, enten er blevet arresteret eller presset til at gå i eksil i udlandet. Denne gang kunne tingene dog se anderledes ud, da vi ser en mere sammenhængende opposition, der måske kan vise sig effektiv nok til at ændre situationen. Militæret er stadig yderst loyalt overfor regeringen, da store dele er blevet indoktrineret, og de, der er blevet anklaget for oprør, er blevet fængslet. På en måde har vi set flere individuelle og splittede handlinger end én organiseret indsats. Ikke desto mindre har nogle officerer allerede deserteret, inklusive militærattachéen til USA og en højtrangerende general i luftvåbnet.

Endvidere er det eksterne pres også steget i form af den førnævnte deklaration fra Limagruppen. Vi har set vigtige organisationer såsom OAS opfordre til genoprettelsen af demokrati. Vi har hørt lignende udtryk fra individuelle lande såsom USA’s vicepræsident Mike Pence, der har tweetet, at han støtter de igangværende demonstrationer imod regeringen. Ydermere har Limagruppen besluttet at inkludere Guaido og hans midlertidige regering som gruppens nyeste medlem. Dermed er der både et internt og et eksternt pres. Spørgsmålet er blot, hvornår vendepunktet kommer.

RÆSON: Kunne en kombination af indenrigspolitisk og internationalt pres udløse et oprør i Venezuelas militær?
IDLER: Det kan godt vise sig vanskeligt, fordi vi endnu ikke ser det niveau af sammenhængskraft, men tingene er allerede under forandring. Det vigtige er, at opposition bliver mere forenet. Indtil videre er nationalforsamlingen stadig splittet, men Guaido kan i rollen som midlertidig præsident tilvejebringe en mere forenet opposition.

 

Militæret bliver dog også holdt i ave med magt. Mellem 2013 og 2018 er mere end 150 militærofficerer blevet arresteret, fordi de er blevet anklaget for oprørsforsøg
_______

 

RÆSON: Er det indoktrineringen i hæren, der har tilladt Maduro at forblive ved magten?
IDLER: Han har sikret sig militærets loyalitet og er afhængig af den. Desuden har han givet meget høje stillinger i regeringen til militærofficerer, hvilket sikrer deres støtte. Endnu en vigtig faktor er den sorte økonomi. Der har været mange korruptionsskandaler i Venezuelas regering, hvor højtrangerende militærofficerer har været involveret. Det bliver set som bevis for, at officerer bliver ved med at støtte Maduro for at berige dem selv. Militæret bliver dog også holdt i ave med magt. Mellem 2013 og 2018 er mere end 150 militærofficerer blevet arresteret, fordi de er blevet anklaget for oprørsforsøg. På den måde er det en blanding af magthåndhævelse, indoktrinering og økonomisk bestikkelse af officerklassen, både vha. den sorte økonomi og vigtige regeringsposter.

RÆSON: Kan Juan Guaido – som bredt anerkendt og støttet leder af Venezuelas opposition – være en seriøs udfordrer til Maduro?
IDLER: Det er der klart håb for. Han overtog præsidentskabet af den gamle nationalforsamling 5. januar, men siden da har han opfordret venezuelanere til at gå på gaden og demonstrere. Han har helt sikkert en chance for at fælde Maduro. Der har dog været episoder – såsom den time lange fængsling af Guaido 13 januar, hvor regeringens efterretningsagenter arresterede ham nord for Caracas, hvorefter han promote blev sluppet fri igen – så vi kan stadig blive vidner til en gentagelse af, hvad der er sket med tidligere oppositionsledere, der blev presset til at forlade landet. Guaido har fulgt forfatningsprocedurerne for en midlertidig præsident, som han selv mener, at han retmæssigt er ifølge forfatningen, fordi valget hverken var frit eller fair: Har han opfordret til nye, mere transparente valg. Så indtil videre er spørgsmålet først og fremmest, hvorvidt Guaido vil opnå tilstrækkelig støtte fra den splittede nationalforsamling, og hvad der vil ske med hensyn til hans personlige sikkerhed, som ikke nødvendigvis er garanteret, så længe han forbliver i Venezuela.
Jeg ser dog ingen, der er nær så stærk som Guaido, men selvfølgelig har tingene ændret sig meget hurtigt tidligere, så det kan vise sig at være en mulighed i fremtiden.

RÆSON: Hyperinflationen og faldet i levestandarder har medført masseudvandring af millioner af venezuelanere. Hvad har fremtiden i vente for dem?
IDLER: Det er et meget vigtigt spørgsmål. Omkring 3 mio. venezuelanere har allerede forladt landet, og hvis vi sammenligner det med andre flygtningekriser såsom den i Europa, er disse tal stadig betydelige. Ydermere har Venezuelas nabolande ikke samme infrastruktur som Europa. 1 mio. venezuelanere er ankommet til Colombia, 500.000 til Peru, 200.000 til Ecuador og andre rykker videre til andre lande, men problemet er den måde, migranterne ankommer på. Der er ikke ordentlig infrastruktur som fx flygtningelejre. Der er nogle migrantcentre, der dog kun tager midlertidigt imod dem, så det meste af tiden bliver migranterne absorberet af lokalsamfundet. Det skal ses i kontekst af den yderst ustabile situation, som især Colombia allerede befinder sig i. En fredsaftale blev underskrevet med FARC [en revolutionær kommunistisk oprørsgruppe, red.] i 2016, men der er stadig konflikter med den anden oprørsgruppe ELN, der bombede politiakademiet i hovedstaden Bogotá 21. januar. og dræbte 20 mennesker.

Der er en risiko for, at migrantbølgen kan destabilisere regionen yderligere ved at underminere implementeringen af fredsaftalen med FARC. For at gøre slemt værre har venezuelanerne brug for at finde jobs, og i mange tilfælde vil det være faglært arbejdskraft, der engagerer sig i ufaglært arbejde såsom gadesælgeri eller endda kriminalitet. Især unge venezuelanske mænd er allerede blevet rekrutteret af forskellige væbnede grupper. Herved mister Venezuela sin arbejdsstyrke, mens situationen samtidig skaber problemer for nabolandene. Det fremavler had og diskrimination imod venezuelanere, en stigning i kriminalitet og stigende pres på basale tjenesteydelser såsom uddannelse, der i forvejen er pressede. Der er også problemer med migranternes juridiske status, fordi mange af de mennesker, der drager fra Venezuela til Colombia oprindeligt, er colombianske flygtninge, der nu vender tilbage. Det skaber en masse udfordringer for disse mennesker, der er rykket frem og tilbage imellem de to lande.

Dette er ikke bare en indenrigspolitisk krise for Venezuela, som vi med ro i sindet kan ignorere. Den har regionale implikationer, fordi den destabiliserer nabolandene. Den har endda globale implikationer på grund af Venezuelas afgørende rolle i den sorte økonomi og den måde, Venezuela er blevet udnyttet som transitland af kriminelle grupper, der får mere og mere magt i landet og er blevet bedre til at eksportere våben og narkotika til Vestafrika, USA og Europa. De er ikke så synlige, som de kunne være, og for et europæiske synes de måske ikke så presserende, som de er, men de vil have en vidtrækkende effekt, hvis vi ikke forbedrer situationen i Venezuela.

 

Krisen tiltrækker sig meget mindre opmærksomhed fra det internationale samfund og bliver ikke anerkendt som den alvorlige krise, det er, fordi der ikke er nogen flygtningelejre lig dem, vi ser i andre dele af verden
_______

 

RÆSON: Vil udvandringen fra Venezuela tage til?
IDLER: Ja, det er, hvad vi ser. Der har været en jævn stigning, og uheldigvis har vi ikke set nogen bedring. Det er derfor, organisationer som Human Rights Watch taler om en humanitær krise, og FN’s højkommissariat for flygtninge åbner flere kontorer i grænseområdet. Det er en humanitær krise, der skal adresseres internationalt. Problemet er, at krisen tiltrækker sig meget mindre opmærksomhed fra det internationale samfund og ikke bliver anerkendt som den alvorlige krise, det er, fordi der ikke er nogen flygtningelejre lig dem, vi ser i andre dele af verden, herunder Afrika.

RÆSON: Er der nogen fare for, at Venezuelas naboer befæster deres grænser eller tvinger migranterne tilbage til Venezuela?
IDLER: I 2015-16 lukkede Maduro den colombiansk-venezuelanske grænse for at holde colombianerne ude, da han påstod, at de stjal basale goder fra Venezuela og smuglede kontrabande over grænsen. Det var delvist rigtigt, men selvfølgelig gjaldt det begge sider. Det forårsagede også en enorm humanitær krise, fordi det stoppede al den legale handel, alt imens den illegale handel såsom narko- og våbensmugling fortsatte ved de uformelle grænseovergange. Lige nu er jeg ikke sikker på, at det er en mulighed for Maduro at lukke grænserne, fordi Venezuelas grænser er så porøse og ekstremt vanskelige at kontrollere. Hvis han forsøgte det igen, ville det have samme kontraproduktive effekt som i 2015: Folk ville krydse over ved de uformelle grænseovergange, mens den formelle økonomi ville gå i forfald.

RÆSON: Bortset fra Mexicos præsident, Andrés Obrador, har Limagruppens andre medlemmer fordømt Maduro og opfordret ham til at træde tilbage. Kan Limagruppen løse krisen selv?
IDLER: Jeg tror ikke, at det bliver dem, der løser denne krise, og jeg tror ikke, at det er gruppens intention. Deres rolle er at øge det internationale pres; at vise at verden ser med, og at man ikke kan agere, som Maduro gør, uden at det bliver opdaget. Det er sandt, at Mexico i nogen grad har en anden position, men jeg ville ikke kalde Limagruppen splittet, for alle de andre er blevet enige om den venezuelanske regerings udemokratiske natur. Det er vigtigt at vedligeholde presset og bringe andre lande med om bord.

RÆSON: Hvorfor har Obrador valgt ikke at støtte Limagruppens indsats?
IDLER: Han hævder, at Mexico foretrækker ikke at intervenere i andre landes interne affærer. Man skal huske, at han er meget ny som regeringschef, og at han stadig har en masse følsomme problemer i hans egen regering, bl.a. Trumps grænseplan og migrant-karavanen, der krydser Mexico fra Centralamerika.

 

Hvis Trump reagerer eller udtaler sig, så kan det meget vel udnyttes af Maduro som bevis på USA’s intentioner om at fjerne ham med magt
_______

 

RÆSON: Trump er kendt for sin manglende interesse i Sydamerika, mens Mike Pence har støttet op om Venezuelas opposition. Kommer USA til at spille nogen afgørende rolle i Venezuelas fremtid?
IDLER: De kommer sandsynligvis til at spille en rolle, men det er endnu uklart hvilken slags rolle. Som sagt har USA allerede indført sanktioner imod Venezuelas olieeksport, og Mike Pence har støttet Guaido. Ikke desto mindre har vi også set, hvordan Maduro indtil videre enten har ignoreret USA eller endda brugt dem til sin fordel ved at anklage dem for at være imperialister og drivkraften bag den eksterne intervention. Han har endda beskyldt USA for at bruge Colombia til at påbegynde en intervention i Venezuela. Det betyder også, at hvis Trump reagerer eller udtaler sig, så kan det meget vel udnyttes af Maduro som bevis på USA’s intentioner om at fjerne ham med magt. Maduro har endda hævdet, at USA og Colombia står bag et snigmordsforsøg, hvor to droner med eksplosiver blev fløjet imod ham. For nylig har Trump dog opfordret andre til at tale imod Maduro og han har hævdet, at sanktionerne imod Venezuelas regime ikke vil gøre nogen skade på befolkningen men kun svække Maduros regime.

RÆSON: Så Maduro bruger den samme taktik som Iran ved at italesætte USA’s økonomiske krigsførelse imod dem som den direkte årsag til de hårde tider i Venezuela?
IDLER: Netop, og det er derfor de fleste analytikere siger, at forandringerne må komme indefra og fra en mere sammenhængende opposition. Der skal være et eksternt pres, men ikke bare fra USA – det internationale samfund, Limagruppen og EU skal også være med om bord.

RÆSON: Er der nogle aktører på den internationale scene – fx Kina eller Rusland – der vil kunne holde hånden over Maduro?
IDLER: Vi har set russiske bombefly ankomme til Caracas’ lufthavn, hvilket blev set som en yderst anspændt situation af det internationale samfund – især af USA. Spørgsmålet er, hvorfor Maduro skulle gøre det? Under alle omstændigheder var det en klar provokation af USA. Vi har også set et tæt forhold imellem Kina og Venezuela, som ligeledes betragtes med skepsis af det internationale samfund og Trump især, idet Kina har givet Venezuela 80 milliarder dollars for olie.

Så der er spændinger, og fordi det netop er Rusland og Kina, som USA bestemt ikke har nogen interesseret i at se blive vigtige spillere på den vestlige halvkugle, er det så meget desto mere en provokation. Samtidig tænker Maduro, at Rusland og Kina er lande, der respekterer mere velbalancerede internationale relationer, og som han anser for at være tætte allierede, som han gerne vil arbejde tættere sammen med.

Men det er en yderst vanskelig situation, også fordi den geopolitiske konstellation er en hel anden. Mellemøsten har geopolitisk værdi for Rusland og USA; mens Latinamerika, på trods af dets koldkrigseftermæle, stadig regnes for USA’s baghave. Jeg tror ikke, at Rusland og Kina vil intervenere på samme måde som i Mellemøsten.

RÆSON: Så du tror ikke, at Maduro holder yderligere fem år?
IDLER: Jeg tvivler stærkt. ■

 

Samtidig tænker Maduro, at Rusland og Kina er lande, der respekterer mere velbalancerede internationale relationer, og som han anser for at være tætte allierede, som han gerne vil arbejde tættere sammen med
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt