12.02.2019

”Russernes tankegang om at være i konflikt med Vesten begrænser, hvad vi kan gøre for at forbedre forholdet. Lige nu er der ikke nogen løsning, så vi bliver nødt til at ændre vores tilgang, i stedet for at antage at vi en dag alle sammen kan være venner, og at det hele bare var en forfærdelig misforståelse.”

Dette er første del af en miniserie om russisk propaganda og misinformation. Keir Giles er senior consultant fellow hos Chatham House.

Interview af Christiern Santos Rasmussen

RÆSON: Igennem de sidste 2 år har vi i Vesten set flere russiske forsøg på at påvirke vores demokratiske beslutningsprocesser og nationale politik. Rusland anklages bl.a. for at have udøvet pres gennem energiforsyninger, økonomisk kontrol af samfundsvigtige sektorer, afpresset embedsmænd og brugt både digitale og traditionelle medier til at blande sig i nationale valg og politiske beslutninger. Hvad er årsagen til, at Rusland fører disse påvirkningskampagner?
GILES: Det er afgørende at huske, at baggrunden for alle disse påvirkningskampagner er, at Rusland allerede ser sig selv være i konflikt med Vesten. Den opfattelse har været dominerende i Rusland langt længere, end Vesten overhovedet har bemærket. Det er vigtigt at have med, når vi skal forstå udviklingen i den russiske tænkning om national sikkerhed, og hvordan de prøver at sejre i den eksisterende konflikt.

Rusland har indset, at NATO har – såfremt NATO mobiliseres – en kæmpe fordel i en konventionel krig. Det fører til en søgen efter asymmetriske redskaber [magtredskaber, der uden brug af militære midler direkte eller indirekte påvirker en modstanders beslutninger, red.] og mere ukonventionelle styrker, som man kan bruge til at vinde over en konventionel overlegenhed modstander. Det er årsagen til, at Rusland er fortsat med at videreudvikle krigsteorier, imens vi i Vesten stort set har lagt dem på hylden, fordi vi troede, at alt var regnbuer, enhjørninger og fred.

RÆSON: De russiske påvirkningskampagner kaldes bl.a. for ”ny” eller ”næste generations krigsførelse”. Men er det nyt, og hvad har ændret sig?
GILES: Nej, det er ikke nyt. Man har set på det, der historisk har været Ruslands tilgang til at få indflydelse, og så har man forsøgt at opdatere denne fremgangsmåde til den moderne verden. Man glemmer ofte, at Rusland altid har brugt masser af tid, energi, penge og mennesker på at underminere andre lande, også selvom de lande ikke vidste, at de var i et fjendtligt forhold med Rusland. Det gjorde sig både gældende under Sovjet- og Tsar-æraen. At skabe interne uenigheder og utilfredshed for at svække en fjende indefra, er standard russisk procedure, fordi de mener, at de på den måde bliver relativt stærkere.

Gennem en proces af trial and error – med de tilhørende mange misforståelser af internettet, og hvilken rolle det spillede for både Rusland og dets fjender – har russerne udviklet en metode, der gør dem i stand til effektivt at udnytte det moderne informationsmiljø til at påvirke individer i andre lande. De er gået fra et par årtiers mislykkede forsøg på at forstå internettet, til nu at bruge det som deres primære redskab til at opnå det, de vil. Rusland har nået et stadie, hvor de finjusterer massekommunikation til almindelige mennesker i en fjendtlig stat i stedet for kun at gå efter denne stats beslutningstagere.

Hvis man skulle opnå samme indflydelse førhen, krævede det et utroligt besværligt og tidskrævende arbejde med profilering og målretning. Ville man fx have en højtrangerende militærofficer til at spionere for Rusland, eller hvis man ønskede at omvende en anden samfundsaktører til sin side, var det vigtigt, at det hele var anstrengelserne værd ift. rekruttering, bearbejdning og forplejning.

Det er blevet komplet unødvendigt, fordi man nu kan gøre det på en industriel skala. Nu kan man ramme epicentret for offentlig opinion ved at gå direkte efter individerne og ikke kun gennem samfundsaktører, selvom det stadig gøres i stor udstrækning. Det er den essentielle udvikling.

 

I stedet for at konvertere folk fra bunden er den største bedrift, som Rusland har opnået, at de kan nå de nyttige idioter
_______

 

RÆSON: Har disse redskaber, som blandt andet blev brugt ved det amerikanske valg, gjort det nemmere for propagandakampagner at gøre folk til nyttige idioter?
GILES: Hvorvidt propagandakampagnerne har været succesfulde i at konvertere folk, er et meget omdiskuteret emne, og selvom det ser ud til, at folk er blevet radikaliseret af både præsident Trump og russisk propaganda, så betyder det ikke nødvendigvis, at folk i massevis er blevet konverteret til den russiske sag. I stedet for at konvertere folk fra bunden er den største bedrift, som Rusland har opnået, at de kan nå de nyttige idioter. Takket være internettet og de sociale medier kan man nå og jævnligt snakke med dem, som allerede er prædisponeret til at være modtagelige over for ens materiale.

RÆSON: Hvordan gik Rusland fra at misforstå internettet til at bruge det som sit primære redskab i disse påvirkningskampagner?
GILES: Gennem 90’erne og i de tidlige 00’ere var der en serie af begivenheder, der fik Rusland til at indse, at man ikke længere havde de samme redskaber og evner til at påvirke den offentlige opinion, som man havde i Sovjet- og Tsar-tiden.

I den første tjetjenske krig (1994-1996), hvilket var før internettet for alvor var blevet udbredt, kontrollerede de russiske myndigheder ikke medierne godt nok. Derfor mislykkedes det Rusland at forme, hvordan krigen skulle dækkes, hvilket indebar, at begivenheden blev en kæmpe PR-katastrofe både inden- og udenrigspolitisk. Bagefter genindførte man de gamle medielove, der sikrede den nødvendige kontrol med medierne, men så kom den anden tjetjenske krig (1999-2001). Internettet var efterhånden blevet en konsolideret del af samfundet, og under krigen var tjetjenerne langt bedre til at bruge internettet og udnytte det online informationsmiljø, end den russiske stat var. Selvom russerne havde kontrol over sit indenrigspolitiske informationsmiljø, kunne tjetjenerne påvirke den globale opinion langt mere effektivt. hvilket forårsagede endnu en russisk PR-katastrofe i udlandet. Dermed lærte russerne, at informationsmiljøet havde ændret sig, og at de ikke fulgte godt nok med. I løbet af de efterfølgende 7-8 år forsøgte Rusland derfor at få styr på, hvad internettet betød for landets egen sikkerhed.

Det helt store boost kom under Georgienkrigen i 2008, hvor Rusland sammenlignede sin egen strategi, der forsøgte at få det russiske narrativ igennem. Det gik primært på at klandre den georgiske regering med, hvad Vesten og Georgien gjorde for at få deres narrativer igennem. Rusland indså, at alle deres forsøg var ineffektive, fordi uanset hvordan krigen startede, gav alle Rusland skylden, hvilket der også er gode grunde til. Ikke desto mindre var krigen ikke så ligetil, som man først troede, hvilket Vesten efterfølgende har indset. På trods af at det mislykkedes russerne at få sine budskaber igennem til et globalt publikum, markerede Georgienkrigen en udvikling af Ruslands påvirkningskampagner. Det var på det tidspunkt, at man satte speederen i bund for de programmer, der skulle udvikle Ruslands digitale kommunikative evner og kapaciteter. De ansatte lingvister, journalister og alle mulige andre, der var nødvendige for projektets succes.

Det er produktet af den proces, vi ser nu. De nye digitale redskaber blev massivt brugt i begyndelsen af valgdemonstrationerne i Moskva 2012, hvor de også fandt ud af, at automatiserede processer såsom sociale bots ikke fungerer alene, og at man har brug for rigtige mennesker til at sprede misinformation og kommunikere med andre individer – de såkaldte trolls. Mellem 2014-2016 så man en eksplosion af trolls og bots – eller i hvert fald Vestens anerkendelse af problemet. En anerkendelse, der særligt skyldes det amerikanske præsidentvalg.

 

Måden, hvorpå FSB og sikkerhedsdoktrinerne om information tænkte på og om internettet, befandt sig i lang tid i et vakuum uden nogen form for forbindelse til virkeligheden. FSB insisterede på at opretholde nationale grænser for information
_______

 

RÆSON: Hvad misforstod Rusland ved internettet?
GILES: Måden, hvorpå FSB og sikkerhedsdoktrinerne om information tænkte på og om internettet, befandt sig i lang tid i et vakuum uden nogen form for forbindelse til virkeligheden. FSB insisterede på at opretholde nationale grænser for information, imens dem, der arbejdede med internettet, sagde, at det ikke var muligt. Så der var spændinger mellem den opfattelse som dem, der arbejdede med Ruslands nationale sikkerhed havde om internettet, og den opfattelse internetudbydere havde. Det førte til en periode, hvor folk og udbydere stort set ignorerede, hvad sikkerhedstjenesterne sagde.

Det gik fint, indtil valgdemonstrationerne i 2012, hvorefter Putin slog sikkerhedstjenesten og internetudbydernes hoveder sammen og beordrede dem til at få styr på det. Episoden lader til at have fordret eksisterende fordomme og forståelser om den fjendtlige relation med Vesten. Man kan se på Putins udtalelser om episoden, at han anså det for at være umuligt, at disse demonstrationer skulle være spontane eller give udtryk for folkets vilje. Han mente derimod, at det måtte være planlagt udefra. Begivenheden gav også det nødvendige påskud til at begrænse internettet, da man mente, at internettet blev brugt til at indoktrinere demonstranterne.

Kontrol over det russiske digitale informationsmiljø er, hvad man har forsøgt at opnå lige siden og på måder, der ikke fungerer vanvittig godt givet den tekniske realitet, der er omkring internettet. For eksempel forbød man i 2018 Telegram [et socialt medie, der minder om Facebook, red.], hvilket resulterede i, at tusindvis af andre russiske hjemmesider brød sammen.

RÆSON: Er narrativet om at være i konflikt med Vesten legitim? Hvad har Vesten gjort for at fortjene det?
GILES: Nej, det er overhovedet ikke legitimt. En af årsagerne til, at Rusland har den opfattelse af Vesten, er at de til tider har haft ret. Antagelsen om, at Rusland kunne blive invaderet af stater, som opfører sig venligt, er blevet valideret gennem århundreder. Men det er et problem, når denne antagelse føres videre til perioder, hvor intet kunne være længere fra sandheden. Gennem 90’erne var den største frygt for bl.a. Ruslands naboer et ustabilt Rusland, og det sidste, nogen ønskede, var at destabilisere det. Selvom det her narrativ er forståeligt i lyset af Ruslands historie, er det noget, som Rusland burde kunne slippe af med, eftersom der er gået så lang tid, siden sidst antagelsen blev valideret.

RÆSON: Hvad med Vestens handlinger under Den Kolde Krig og støtten til demokratisering i de postsovjetiske lande efter Sovjetunionens kollaps? Selv ikke dem?
GILES: Ikke rigtig. Gennem hele den Kolde Krig forsøgte Vesten aldrig at undergrave det russiske regime eller opildne til oprør. I stedet forsøgte man at give det russiske folk et mere pålideligt og præcist billede af, hvad der skete både i Rusland og i verden, end de fik fra russiske medier. Problemet er, at de to ting grundlæggende set er det samme i russisk optik, fordi det er så vigtigt, at det er staten, som dikterer, hvilket billede befolkningen eksponeres for. Selvom det aldrig var Vestens hensigt, blev nogle af de uskyldige ting, man gjorde, fortolket som værende fjendtlige netop pga. det førnævnte narrativ.

Støtten til de nye demokratier blev fortolket i samme narrativ, men det er vigtigt at forstå, at der er en subtil forskel mellem det, USA gjorde rundt omkring i verden, og når USA sigtede efter Rusland. Når Rusland for det første beslutter sig for, at demokrati er en forfærdelig idé, baseret på deres egne erfaringer fra 90’erne, og for det andet beslutter sig for, at USA forsøger at ramme Rusland ved at promovere demokrati i verden, så bliver de to ting det samme i det russiske perspektiv.

 

Dem, der kan huske slutningen af Sovjetunionen, vil ikke tilbage til det, men de kan også huske, at 90’erne var endnu værre. Den yngre generation har ikke minder fra Sovjetunionen, og de tror på alle historierne om, hvor fantastisk livet var i Sovjet
_______

 

RÆSON: Noget, man ofte overser, er, at Ruslands møde med ”demokrati” var det kaos, som Jeltsins kleptokrati skabte i 90’erne. Har den erfaring ført til et narrativ om konflikt med Vesten og en opfattelse demokrati som noget dårligt, som den russiske elite deler, men som også giver genlyd hos det russiske folk?
GILES: Absolut. Men af forskellige årsager for forskellige generationer. Dem, der kan huske slutningen af Sovjetunionen, vil ikke tilbage til det, men de kan også huske, at 90’erne var endnu værre. Den yngre generation har ikke minder fra Sovjetunionen, og de tror på alle historierne om, hvor fantastisk livet var i Sovjet, fordi de ikke har noget at sammenligne de historier med. Men de vil jo samtidig ikke tilbage til 90’ernes kaos, som deres forældre har fortalt dem om.

RÆSON: I lyset af dette narrativ om konflikt, hvilket til tider kan være meget fremmed for vestlige beslutningstagere, hvordan bør Vesten så møde og forsøge at nedtrappe det anspændte forhold til Rusland?
GILES: Russernes tankegang om at være i konflikt begrænser, hvad vi kan gøre for at forbedre forholdet. Det bedste, vi kan gøre, er at erkende, at der er fundamentalt forskellige verdenssyn til stede på hver sin side af den her konflikt. Det skal vi bruge som basis for at styre forholdet og forhindre, at det bliver værre, i stedet for at finde urealistiske løsninger. Lige nu er der ikke nogen løsning, så vi bliver nødt til at ændre vores tilgang, i stedet for at antage at vi en dag alle sammen kan være venner, og at det hele bare var en forfærdelig misforståelse. Vi bliver nødt til at erkende, at Rusland er i gang med at falde tilbage til en norm, der altid har eksisteret, med korte pauser som undtagelse som eksempelvis de første 24 år efter Sovjetunionens kollaps.

RÆSON: Er Vesten klar til at ændre deres tilgang til Rusland og acceptere dele af Ruslands verdenssyn?
GILES: Nej, det er vi ikke, fordi vores politikere har en dårlig og tidsbegrænset koncentrationsevne, hvilket primært skyldes en valgcyklus. Det tager tid at få et venskabeligt forhold til Rusland, fordi det kræver, at man skal forstå uden at dømme Rusland, hvilket er svært at sælge til vælgerne. Vi i Vesten bliver nødt til at acceptere, at vores liberale, post-nationale verdenssyn, hvor alle er i dialog og godt kan arbejde sammen, ikke er repræsentativ for resten af verden.

RÆSON: Så samtidig med at russerne lever i en boble af paranoia, lever vi i vores egen liberale boble?
GILES: Det kan du godt sige. ■

 

Vi i Vesten bliver nødt til at acceptere, at vores liberale, post-nationale verdenssyn, hvor alle er i dialog og godt kan arbejde sammen, ikke er repræsentativ for resten af verden
_______

Apropos denne artikel:

Peter Danholt: Trump har brudt vores internationale system ned og indvarslet en ny æra. Den slags er faktisk helt naturligt – og måske endda håbefuldt

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Kan Europa overhovedet købe amerikanske våben længere?

Peter Lautrup-Larsen: Trump er fanget af sin egen retorik. Derfor er det op til Mette Frederiksen og landsstyrets nye formand at vise vejen frem for Grønland

Ulrik Pram Gad om 'Sneskredsvalget' i Grønland: Jeg vil være forbeholden med at kalde det en jordskredssejr. Et jordskred plejer at starte ét sted og slutte et andet. Det, man ser her, er en polarisering

Alexander With: Selvstændighed, Rigsfællesskabet eller USA? Fremtiden byder på både muligheder og farer for Grønland

Jens Worning om våbenhvileaftalen med Ukraine: Kreml er tavs for nu, men spørgsmålet presser sig på: Hvem styrer USA’s udenrigspolitik?