08.06.2019

.

De vælgerforskydninger, vi så ved valget, har potentiale til at præge dansk politik i mange år frem. Blå blok står med et historisk dårligt resultat og er dybt splittet. Dermed kan valget – som ved Foghs sejr i 2001 – indvarsle en ny epoke i dansk politik.

Kommentar af Rune Møller Stahl, Postdoc, Institut på Statskundskab, KU

Valget 5. juni kan komme til at stå som et historisk skel på linje med det såkaldte systemskifte i 2001. Den borgerlige blok har lidt et eklatant nederlag, som det kan tage mange valgperioder at komme sig over. Problemet er nemlig ikke blot den vælgermæssige tilbagegang, men også at den koalition mellem økonomisk liberalisme og nationalistisk udlændingepolitik, der har domineret dansk politik de sidste to årtier, er blevet sprængt i stykker. Derfor er de blå partier nødt til at gennemføre en dyb gentænkning af det grundlag, som denne alliance har baseret sig på.

Dette valg er dødsstødet til den koalition, som Anders Fogh Rasmussen tømrede sammen op til valget i 2001, bestående af en borgerlig blok, oprindeligt VK, flankeret af et stærkt DF. Denne koalition formåede i løbet af 00’erne at hive især mange tidligere socialdemokrater over midten og grundlagde dermed en ny borgerlig strategi: I modsætning til 1980’ernes borgerlige blok under Schlüter, som var afhængig af støtte fra en skiftende række af midterpartier til at supplere de borgerlige kernepartier i VK, kunne man nu nøjes med et enkelt trofast støtteparti i DF. Her udvikledes yderligere et symbiotisk forhold, hvor alliancen med DF blev brugt til at cementere Venstres sociale profil og dermed hjalp til at trække især socialdemokratiske arbejdervælgere over midten.

Det var den linje, der gjorde Venstre til et bredt folkeparti, og som gjorde dansk politik forudsigeligt, grænsende til det kedelige. De store linjer blev udlagt af Fogh og hans inderkreds, oftest ved hjælp kommissioner som Globaliseringsråd eller Velfærdskommissionen, snarere end Finansministeriet, som det var tilfældet under Nyrup i 90’erne og igen er det i dag. Når disse planer var lagt, blev de klappet af med DF, som hvert år fik en luns udlændingestramninger.

 

På trods af Løkkes evne til improvisationer […] lykkedes det aldrig at få denne Frankensteins monster til at fungere og etablere et bæredygtigt arbejdsforhold i blokken
_______

 

På lange stræk begyndte koalitionen allerede at knage i limningen efter blå bloks valgnederlag i 2011. Men i første omgang betød DF’s vækst, at sprækkerne kunne males over, og Løkke kunne genvinde regeringsmagten endnu engang i 2015. Men selvom der på overfladen var tale om en genformning af Fogh-tidens flertal, nu inklusive LA, var det ikke den samme velfungerende organisme, der var genfødt. Der var snarere tale om et Frankensteins monster – de enkelte dele var de velkendte kropsdele, men livskraften var væk, og konstruktionen kunne kun bevæge sig hakkende og klodset.

På trods af Løkkes evne til improvisationer – bl.a. med udvidelsen af V-regeringen til en VLAK-konstellation – lykkedes det aldrig at få denne Frankensteins monster til at fungere og etablere et bæredygtigt arbejdsforhold i blokken. Resultatet var, at reform efter reform led skibbrud eller måttes opgives undervejs i valgperioden. Mange af problemerne handlede om det meget åbenlyse fjendskab mellem LA og DF, hvor det store støtteparti gang på gang forhindrede liberale planer i at blive ført ud i livet.

Derfor virker det også passende, at det netop er disse partier, der har oplevet veritable nedsmeltninger og dermed har drevet det historiske dårlige resultat for blokken. De største vælgermæssige konsekvenser er DF’s tab på 21 mandater – den største absolutte vælgermæssige tilbagegang til noget parti i et århundrede. Partiets tab af den vælgermæssige teflon kommer potentielt til at få konsekvenser mange valg frem, da DF har været en af hovedmotorerne i at hive vælgere over midten. Der er nu kommet revner i denne teflon, og det kan potentielt tage lang tid for DF at genopbygge troværdigheden over for vælgerne. Dog ser det ud til, at DF under Thulesen Dahl kommer til at holde kursen, og ledelsen sidder stadig stabilt i sadlen.

Det samme kan man ikke sige om Liberal Alliance, som med et tab på 9 mandater led det forholdsmæssigt største nederlag. Med partistifter og altdominerende frontfigur Anders Samuelsen ude af Folketinget går partiet en usikker tid i møde. En usikkerhed der ikke er blevet mindre, efter Henrik Dahl, som nu udgør en fjerdedel af Folketingsgruppen, har erklæret åben krig mod såvel Samuelsen som den kronede efterfølger Simon Emil Ammitzbøll-Bille. I stedet peger han på nyvalgte Alex Vanopslagh. Med magtkampe i udsigt er der ikke langt ned til spærregrænsen for det relativt unge parti.

 

Det virker ikke svært at forestille sig, at en eventuel socialdemokratisk mindretalsregering, kan udnytte splittelsen imellem de borgerlige partier ved at sætte kiler ned med forskellige forlig
_______

 

Den største faktor i den totale fragmentering af blå blok er dog ikke tilbagegangen for DF og LA. Det er snarere at Lars Løkke i løbet af valgkampen af adskillige omgange undsagde sine egne allierede i blokken til gengæld for mere eller mindre luftige forslag om en SV-regering – eller andre endnu mere usandsynlige konstellationer. Dette sikrede ganske givet Venstre nogle stemmer fra midtervælgere i slutspurten, men har til gengæld forgiftet forholdet til resten af blå blok. De Konservative, der – nok mest som en mekanisk følge af andre partiers kollaps – står markant styrket og føler nu ikke, at de skylder storebror i Venstre noget. Det virker ikke svært at forestille sig, at en eventuel socialdemokratisk mindretalsregering, kan udnytte splittelsen imellem de borgerlige partier ved at sætte kiler ned med forskellige forlig, på samme måde som Løkke det sidste årti har brugt pension og tilbagetrækning til at splitte De Radikale fra resten af venstresiden.

På de indholdsmæssige spørgsmål er de borgerlige især presset på spørgsmål som klima og tilbagetrækning. Disse spørgsmål har vist sig centrale for vælgerne, men ingen af de borgerlige partier har formået at levere troværdige svar. Hverken den klimaskeptiske linje fra LA og DF eller V og K’s forsøg på en billigere og mindre udgave af venstrefløjens løsninger virker til at kunne erobre dagsordenen fra venstrefløjen. Hvis klimaspørgsmålet forbliver centralt for vælgerne, som man med en vis ret kan forvente, vil et troværdigt svar være nødvendig for en genrejsning.

Det er op til en fremtidig Venstreleder, hvis Løkke ellers trækker sig frivilligt eller bliver smidt på porten, at forsøge at samle en ny koalition. Men ingen af de andre partier, for slet ikke at snakke om den nyvalgte yderste højrefløj i Nye Borgerlige, kommer til at være lette at få til at gå i takt.

 

Hvis den røde blok formår at sætte en klar dagsorden og kan levere i forhold til klima og velfærd, som vælgerne forventer, kan dette valg komme til at stå som starten på en ny periode i dansk politik
_______

 

Skift på venstresiden
Det er svært at se meget håb for blå blok. Deres chance for genrejsning ligger i, at deres modstandere, som det var tilfældet under Thorning-regeringen, skuffer deres vælgerbase på et sådant niveau, at de borgerlige igen får chancen. Her kan man især forestille sig, at spørgsmålet om tilbagetrækning bliver centralt. Socialdemokratiets valgstrategi har i høj grad baseret sig på retten til tidlig pension for nedslidte arbejdere, mens De Radikale står meget hårdt på behovet for højere tilbagetrækning. Hvis man ikke kan levere her, vil det potentielt føre til stor utilfredshed blandt især traditionelle arbejdervælgere. Det er værd at huske, at grundlaget for Foghs storsejr i 2001 i høj grad baserede sig på, at mange vælgere mente, at Nyrup havde løbet fra sine løfter om at forsvare efterlønnen.

Hvis den røde blok formår at sætte en klar dagsorden og kan levere i forhold til klima og velfærd, som vælgerne forventer, kan dette valg komme til at stå som starten på en ny periode i dansk politik, der ligesom Foghs valgsejr i 2001 sætter den modsatte fløj skakmat.

Hvorvidt dette kan lade sig gøre, er dog langt fra afgjort endnu. På venstresiden er det – i modsætning til på højrefløjen – ikke valgresultatet i sig selv, der er det mest interessante. Blokken har som sådan fået et godt valg, og hvis vi tager Alternativet fra, har resultatet ikke forrykket meget i forhold til den historiske normal. Som valgforsker fra Århus Martin Vinæs har bemærket, så har dansk politik en cyklisk karakter. Hvis et parti fik et dårligt valg sidste gang, kan det typisk forvente et godt valg næste gang. På den måde er blokkens to store vindere – De Radikale og SF – også de store tabere fra sidste valg. Radikale har med 16 mandater et mandat mindre end 2011-valget. Og SF er tilbage på det niveau, de typisk lå på, før Villy Søvndal og Thor Möger igangsatte den store rutsjetur ved valgene 2007, 2011 og 2015.

Spørgsmålet om, hvorvidt den nye røde koalition formår at sætte en ny dagsorden, er stadig uafklaret og vil først gradvist stå klart i løbet af den kommende periode. Men hvis de formår at sætte en offensiv dagsorden på ikke mindst klimaområdet, kan de komme til at omforme det politiske landskab mange år frem. ■

 

Hvis [de røde partier] formår at sætte en offensiv dagsorden på ikke mindst klimaområdet, kan de komme til at omforme det politiske landskab mange år frem
_______

 

Rune Møller Stahl (f. 1982) er postdoc på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, hvor han forsker i politisk økonomi. ILLUSTRATION: Kristian Thulesen Dahl holder tale under valgfesten hos Dansk Folkeparti på Christiansborg, 5. juni 2019. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix