15.10.2019

Den ekstremt lempelige pengepolitik skal erstattes af en aktiv finanspolitik, der kan skabe en stabil økonomisk udvikling baseret på en sund realøkonomi. Der er brug for en visionær rød-grøn offentlig investeringspolitik. Der skal investeres i grøn omstilling, hvor der er store penge at spare og mange jobs at skabe.

Kommentar af Rune Lund

De økonomiske prognoser peger på, at verdensøkonomien er på vej mod en snarlig recession.

Spørger man Nationalbanken, OECD og IMF, mener de, at der er risiko for et økonomisk tilbageslag inden for kort tid. Bedst som vi troede, at USA og Europa var kommet ud af krisens skygge, står vi altså med udsigten til endnu en krise.

Hvorfor? Svaret er kort og godt, at krisepolitikken har fejlet. Hvis spådommene om en snarlig krise får ret, skal svaret denne gang være et opgør med en ulighedsskabende økonomisk politik, som medvirker til at skabe finansielle bobler, øger gældsætningen overalt i samfundet og fremmer de finansielle markeder på bekostning af både lønmodtagerne og klimaet.

Hvad er det, der gået galt? I både USA og EU har krisepolitikken bestået af en farlig cocktail af stram finanspolitik og – ekstremt – lempelig pengepolitik. I stedet for at bruge den offentlige sektor som motor for at skabe beskæftigelse og bæredygtige investeringer i fremtiden er de offentlige finanser blevet rundbarberet. EU’s finanspagt – afspejlet i den danske budgetlov – udstiller, hvordan krisepolitikken systematisk har fået skabt en spændetrøje om de offentlige finanser. Til gengæld er der blevet skruet op for centralbankernes fiktive pengemaskine ved at sænke renterne og foretage massive opkøbsprogrammer, hvor centralbankerne har opkøbt bl.a. obligationer – også med det formål at sænke renterne. Denne kriseløsning har ikke blot været ekstremt usolidarisk, fordi den har forhøjet priserne på værdipapirer og derved givet store gaver til investorer på de finansielle markeder. Politikken har også skabt alvorlige aktie- og boligbobler.

 

Denne kriseløsning har ikke blot været ekstremt usolidarisk, fordi den har forhøjet priserne på værdipapirer og derved givet store gaver til investorer på de finansielle markeder. Politikken har også skabt alvorlige aktie- og boligbobler
_______

 

Den lempelige pengepolitik har ført til lavere finansieringsomkostninger for virksomheder og boligejere. Og det kan i sig selv have haft en positiv afsmittede effekt på realøkonomien i form af øget forbrug eller investeringer. Men kriseløsningen har ikke ført til et opsving, som kan vare ved uden fortsat lave renter. For både ikkefinansielle virksomheder og husholdninger har fortsat et meget højt gældsniveau, og højere refinansieringsomkostninger vil ramme både virksomhedernes investeringer og husholdningernes forbrug. Derfor har både Den Amerikanske og Den Europæiske Centralbank været nødt til at fastholde de lave renter trods intentionen om en normalisering.

Selv hvis man accepterer, at den ekstremt lempelige pengepolitik har bidraget positivt til væksten, er resultaterne ikke imponerende. Genopretningen efter finanskrisen har været langsommere end efter tidligere store kriser, hvilket man bl.a. kan læse i EU-Kommissionens publikationer. Ligeledes har væksten i produktion og investeringer i mange lande ifølge IMF ikke været i samme tempo som før finanskrisen. Med den nuværende nedgang i verdenshandlen pga. handelskrigen mellem Kina og USA, samt risikoen for et hårdt Brexit, er væksten i investeringerne aftaget.

Sammenholder man de sparsomme økonomiske gevinster ved den lempelige pengepolitik med de enorme økonomiske risici, som er resultatet af de oppustede bobler på aktie- og boligmarkederne, må man konkludere, at krisepolitikken har fejlet. For alt imens væksten i produktionen har været beskeden, så er udviklingen i priserne på aktier og boliger eksploderet.

Desværre er det, som om historien gentager sig. For den fejlagtige krisepolitik i form af ekstremt lempelig pengepolitik har forstærket de underliggende problemer i økonomierne. Man har nemlig forstærket den øgede gældsætning, som førte til krisen i 2008/09, og som oprindeligt blev muliggjort med liberaliseringen af finanssektoren i USA og Europa i 1980’erne og 1990’erne.

 

Hvor den store krise i 1930’erne førte til et paradigmeskifte i den økonomiske tænkning og politik med benhård regulering af finanssektoren, så har krisepolitikken efter 2008 i det store og hele fastholdt det uholdbare system
_______

 

Ved at sænke afkastet på obligationer er pengene søgt over i aktier, hvor afkastet traditionelt er højere. Priserne på aktier er steget eksplosivt, men meget tyder på, at de er ude af proportioner med den forventede fremtidige indtjening i virksomhederne. Tilsvarende har de lavere boligfinansieringsomkostninger ført til højere boligpriser og dermed givet boligejere formuegevinster, enten i form af friværdi, der kan konverteres til enormt billige forbrugslån, eller realiseres gennem salg af boligen. Men bolig- og aktiepriser, der falder fra et højt niveau, som vi pludselig kan opleve, vil bidrage negativt til en økonomisk nedtur. Præcis som det skete under den sidste store krise for ti år siden.

På den baggrund må man spørge sig selv: Hvad har vi lært af den sidste finanskrise? Svaret er: alt for lidt. Hvor den store krise i 1930’erne førte til et paradigmeskifte i den økonomiske tænkning og politik med benhård regulering af finanssektoren, så har krisepolitikken efter 2008 i det store og hele fastholdt det uholdbare system. Bankerne er stadig ’too big to fail’, koncentrationen af ejerskab er endda endnu mere udpræget end tidligere, hvorved risikoen for, at en bank, der går ned, trækker resten af samfundsøkonomien med, er vokset. Ja, faktisk er koncentrationen blevet endnu større. Staternes økonomiske rolle er blevet mindre. Og uligheden er vokset.

Den ekstremt lempelige pengepolitik skal erstattes af en aktiv finanspolitik, der kan skabe en stabil økonomisk udvikling baseret på en sund realøkonomi. Det kræver som minimum, at det offentlige ejer og driver vital infrastruktur, og at de offentlige investeringer vokser i volumen, og at de offentlige investeringer målrettes for at fremme jobs og investeringer i grønne jobs. Der er brug for en visionær rød-grøn offentlig investeringspolitik. Der skal investeres i grøn omstilling, hvor der er store penge at spare og mange jobs at skabe.

Det kræver også et opgør med uligheden. Fordelingspolitikken skal sigte mod at løfte både almindelige lønmodtageres og de laveste indkomsters forbrugsmuligheder. Både gennem øget beskæftigelse for dem, som kan, men også overførsler til dem, der ikke kan. Et vigtigt led i dette er at prioritere det offentlige forbrug. Velfærden skal være i orden – for den er fundamentet for fremtidens velstand. ■

 

Fordelingspolitikken skal sigte mod at løfte både almindelige lønmodtageres og de laveste indkomsters forbrugsmuligheder. […] Et vigtigt led i dette er at prioritere det offentlige forbrug
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland