Rosa Lund: Regeringen tager inspiration fra totalitære overvågningsregimer med en logik, som jeg håbede, at DDR tog med sig i graven
19.12.2019
.
Masseovervågningen og regeringens forvrøvlede forsvar for den kræver en klar respons. I Enhedslisten siger vi entydigt nej til overvågningspolitik uden nogen effekt. Vi vil skabe reel tryghed for vores borgere i stedet for at tage friheden fra dem.
Kommentar af Rosa Lund, retsordfører for Enhedslisten
OVERVÅGNINGSDEBATTEN ER stukket helt af i Danmark. Den socialdemokratiske mindretalsregering fremturer med masseovervågningsinitiativer, som den højest sandsynligt vil gennemføre sammen med Venstre og Dansk Folkeparti. Samtidig motiverer socialdemokraterne deres forslag med en stadig mere vidtgående overvågningsretorik. Først var det Mette Frederiksen, som udtalte: ”Det, der driver mig som statsminister, er et ønske om at passe på Danmark. Skal jeg gøre det, er vi nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til”. Det er en skræmmende udtalelse, som blindt påstår, at der findes en uspecifik trussel, der konstant hænger over os – og som kan bruges til at retfærdiggøre en endeløs række af friheds- og retssikkerhedsindskrænkelser.
Og i sidste uge tog justitsminister Nick Hækkerup retorikken endnu et skridt ud på det yderliggående overdrev. Han satte direkte lighedstegn mellem øget overvågning af helt almindelige borgere og øget frihed. Det er en logik, der er så skræmmende og virkelighedsfornægtende, at den aldrig burde optræde uden for de antidemokratiske totalitære overvågningsregimer, og som jeg håbede, at DDR tog sig med i graven.
Årsagen til, at regeringen opfinder den ene bizarre argumentation efter den anden, er, at den vil forberede os på den overvågningspakke, som den forsøger at få vedtaget med det meste af højrefløjen. Heldigvis er medier og borgere dog naturligt skeptiske over for yderligere videoovervågning, udvanding af retssikkerheden og potentielt automatiseret ansigtsgenkendelse. Den kritik får så tilsyneladende regeringen til at producere det ene uhæmmede totalovervågningsforsvar efter det andet. Og det er ærgerligt, fordi debatten er vigtig.
Et videokamera kan ikke gribe ind, hvis du er truet, det kan ikke hjælpe dig, hvis du er utryg, og det kan ikke afværge en situation, som er ved at eskalere. Det kan mennesker
_______
SANDHEDEN ER, at masseovervågning indskrænker friheden og trygheden i vores samfund, og den underminerer vores tillid til hinanden, fordi vi kommer til at få et samfund, hvor vi går og holder øje med hinanden i stedet for at hjælpe hinanden. Det er ikke et vidundermiddel, som forhindrer al kriminalitet eller gør verden mindre skræmmende. Videoovervågning har ikke nogen dokumenterede præventive effekter i forhold til kriminalitet, og der er ikke engang evidens for, at øget videoovervågning får os til at føle os tryggere.
Det er egentlig heller ikke så overraskende. Et videokamera kan ikke gribe ind, hvis du er truet, det kan ikke hjælpe dig, hvis du er utryg, og det kan ikke afværge en situation, som er ved at eskalere. Det kan mennesker. Socialdemokraternes forbrydelse mod vores retsdebat er derfor ikke bare den unødige overvågning, som de forsøger at fylde os med; det er, at de sætter et falsk lighedstegn mellem overvågning og tryghed.
I Enhedslisten vil vi ikke kun have folk til at føle sig trygge. Vi vil have, at de rent faktisk ER trygge. Der findes virkelige og alvorlige trusler fra kriminalitet, terrorisme og radikalisering – og de skal håndteres med de rigtige virkemidler. Heldigvis kender vi opskriften på et sikkert og trygt samfund: Den handler om mennesker og velfærd og om tilstrækkelige ressourcer til myndighederne.
Det er sundhedspersonalet, politiet, skolelærerne, domstolene, psykiatrien, gadeplansarbejderne, socialrådgiverne, pædagogerne og alle mulige andre dygtige professionelle, som gør borgerne trygge. Desværre har langt de fleste af disse mennesker oplevet, at ressourcerne gennem de senere år er blevet færre, at de skal løbe hurtigere, og at de ikke kan løse deres vigtige opgaver tilfredsstillende. Og det rammer os alle.
Vi skal ikke lære af verdens skumle autoritære overvågningsregimer. Vi skal ikke kopiere deres vildledende retorik
_______
DA VI I SIDSTE UGE oplevede en omfattende aktion fra vores politi og efterretningstjenesters side, som bremsede det, der angiveligt var et planlagt terrorangreb, så er det naturligt, at vi rækker ud efter mere tryghed. Vi ønsker en sikker verden. Men det er direkte farligt, hvis det, vi præsenteres for, er politikere, som vil indskrænke vores frihed, øge overvågningen af os og mindske vores retssikkerhed, fordi det fjerner fokus fuldstændig fra løsninger, der rent faktisk kan forbygge kriminalitet, men vigtigst af alt fordi retssikkerheden er en hjørnesten i vores demokrati. Desværre er det socialdemokraternes kurs for tiden. Det er ærligt talt at spille fallit. Der findes inden snuptagsløsninger, når vi skal skabe tryghed og forebygge kriminalitet – det er det lange seje træk, der skal til.
I stedet bør vi tale om, at myndighedernes indsats faktisk virkede – uden ansigtsgenkendelse og øget videoovervågning. Vi bør diskutere, om politiet har ressourcer og mandskab nok til at varetage deres vigtige opgaver, og om vi prioriterer forebyggelse og socialpolitikken højt nok. Vi skal skabe trygge fællesskaber til borgerne i Danmark, så vi undgår, at mennesker bliver desperate og vælger at begå kriminalitet. Og vi skal have nærværende mandskab hos myndighederne til at forebygge og opklare den kriminalitet, der sker alligevel.
Det kræver politisk vilje. Det kræver et opgør med nedskæringspolitikken. Og det kræver en mere kvalificeret og virkelighedsnær debat på området.
I ENHEDSLISTEN har vi tænkt os at kæmpe utrætteligt for at gøre danskerne trygge. I samme åndedrag har vi tænkt os at kæmpe imod den totalovervågning, som Socialdemokratiet er begyndt at argumentere for. Vi skal med andre ord ikke lære af verdens skumle autoritære overvågningsregimer. Vi skal ikke kopiere deres vildledende retorik.
Vi skal give reelle og sikre løsninger på almindelige menneskers bekymringer ved at sørge for, at myndighederne har de ressourcer, som de skal bruge til at stoppe dem, som vil os det ondt. Vi skal prioritere social indsats og forebyggelse, og vi skal ikke mindst sørge for at holde fast i vores frihed.
Masseovervågningen og regeringens forvrøvlede forsvar for den kræver en klar respons. I Enhedslisten siger vi entydigt nej til overvågningspolitik uden nogen effekt. Vi vil skabe reel tryghed for vores borgere i stedet for at tage friheden fra dem. Vi vil hjælpe folk i stedet for at bilde dem ind, at masseovervågning hjælper dem. Det er dyrere end overvågningskameraer. Men det er den rigtige politik. ■
Masseovervågningen og regeringens forvrøvlede forsvar for den kræver en klar respons. I Enhedslisten siger vi entydigt nej til overvågningspolitik uden nogen effekt. Vi vil skabe reel tryghed for vores borgere i stedet for at tage friheden fra dem
_______
Rosa Lund (f. 1986) er medlem af Folketinget og bl.a. retsordfører for Enhedslisten. ILLUSTRATION: Nick Hækkerup (S) ved samråd på Christiansborg, 28. august 2019 [foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix]