11.11.2019

Otte år efter Det Arabiske Forår er der – med undtagelse af Tunesien – ikke meget, der tyder på, at landene i Mellemøsten vil sætte reelle, dybe politiske og økonomiske reformprocesser i gang. Men i sidste ende er det økonomisk udvikling og en bred bevægelse af folk fra fattigdom til middelklasse, der skal bringe regionen ud af ustabilitet og religiøs ekstremisme.

Af Rolf Holmboe

Det er længe siden, at Mellemøsten har været i en værre og mere usikker situation end nu. Når vi tænker på denne del af verden, ser vi ofte korruption og autokrater, radikalisme og terrorister, krig og flygtninge for os. En region med enorme forskelle mellem superrige oliestater og fattige ikkeoliestater, der er fanget i en ond spiral af konflikt, økonomisk og social stilstand og stigende radikalisering. Hvorfor skal det være sådan? Hvorfor er den brede folkemasse blevet så religiøst konservativ og i visse tilfælde radikaliseret? Sådan var det ikke førhen. Hvorfor vinder korrupte autokrater, selv når store folkegrupper rejser sig mod dem og kræver reformer som under Det Arabiske Forår? Og hvorfor er Mellemøsten en region, der har så svært ved at komme ud af denne onde spiral?

Regionens problemer kan virke uoverskuelige, men de er ikke bare et resultat af autokraters tilfældige grådighed og i visse tilfælde kyniske grusomhed, selvom det nemt kan se sådan ud. Under overfladen vikles forskellige mere grundlæggende dynamikker sammen. I et voksende spænd mellem status quo-orienterede samfundssystemer og dynamiske udviklingsprocesser er der noget, der må give efter. Disse dybe processer er kaotiske og skaber enorme udfordringer – men de skaber også muligheder.

Den politiske instrumentalisering af religion
Religion har altid spillet en rolle i politik i Mellemøsten, men efter skæbneåret 1979 voksede religionens politiske instrumentalisering eksponentielt. Tre hændelser udgør et samlet centralt brudpunkt: revolutionen i Iran i februar 1979, besættelsen af Den Store Moské i Mekka i november/december 1979 og den sovjetiske invasion af Afghanistan i december 1979.

Revolutionen i Iran skabte det første præstestyre i regionen, og med det tog shiaislam pludselig et moralsk førerskab i at være den mest rettroende forsvarer for islam. Det skabte en fornemmelse af religiøst underskud i sunnireligiøse kredse, hvilket styrkede en modreaktion – ikke mindst i Saudi-Arabien. I november 1979 besatte saudiske sunniterrorister Den Store Moské i Mekka med krav om indførelse af et fundamentalistisk shariasamfund. Den Store Moské omgiver islams største helligdom, Kabaen – som i øvrigt var ved at blive renoveret af Binladin-familiens byggeselskab. Det satte det saudiske kongehus under et dobbelt pres – dels for at formilde landets magtfulde præsteskab, ulema, dels for at indføre et mere strikt religiøst samfund. Ulema blev styrket og fik massiv finansiel støtte til at udbrede den stærkt fundamentalistiske wahhabi-salafistiske udlægning af islam som modvægt til Irans konkurrerende shiamission.

 

Religion har altid spillet en rolle i politik i Mellemøsten, men efter skæbneåret 1979 voksede religionens politiske instrumentalisering eksponentielt
_______

 

Da Sovjetunionen invaderede Afghanistan hen over nytår 1979, skabte det fare for en sovjetisk magtekspansion fra Centralasien til Indien. Modsvaret blev at ride på den religiøse bølge, og de afghanske modstandsgrupper mod besættelsen blev mobiliseret med pakistansk og vestlig hjælp på baggrund af en religiøs legitimitet. Mujahidin blev skabt, og ordet ’jihad’ kom for alvor ind i moderne sprogbrug. Det skabte over få år en bred international kadre af militært trænede religiøse fundamentalister og lagde dermed grundlaget for ekstremistiske bevægelser som Taleban og al-Qaeda. Da de sovjetiske tropper forlod Afghanistan ni år senere, flød tusindvis af veltrænede ekstremister videre til en række andre lande. De kom til at udgøre grundlaget for en hel generation af ekstremister og terrorgrupper.

Enorme summer af saudiske oliepenge blev stillet til rådighed for udbredelsen af wahhabi-salafisme som modpol til Sovjetunionens voksende indflydelse i regionen. Ifølge flere kilder har Saudi-Arabien over de seneste 20 år brugt mere end 100 mia. USD på at sprede ultrakonservativ politisk islam. De er blevet brugt til at opbygge et ultrakonservativt religiøst system af moskéer, religiøse skoler (madrasaer) og religiøs velgørenhed over hele regionen. Et land som Pakistan har fortsat over 50.000 madrasaer og hundredvis af islamiske velgørenhedsorganisationer – de fleste finansieret fra Golfen. Over få årtier har det etableret religiøs ultrakonservatisme blandt det brede flertal og skabt et enormt pres på sekularisme og demokratisk tænkning i bl.a. Pakistan.

For regionens magthavere blev et religiøst slør et nyttigt figenblad: Salafisme kræver ikke demokrati og reformer, men alene at man er rettroende og arbejder for en islamisk stat. De nye religiøse grupper var en bekvemmelig modpol til de sekulære og demokratisk-orienterede politiske oppositionsgrupper, der netop ønskede regimerne afsat. Regimerne tolererede ikke blot de religiøse grupper, men begyndte at tale deres sprog.

Alt det ændrede sig efter Sovjetunionens fald i det andet skæbneår, 1991.

For regionens venstreorienterede oppositionsgrupper medførte kommunismens fald et tab af både legitimitet og finansiel støtte. I stedet mente mange, at den gradvise styrkelse af konservativ religion blandt de brede befolkningsgrupper viste vejen frem. Bevægelsen Det Muslimske Broderskab var langtfra ny – den blev skabt i 1928 i Egypten af Hassan al-Banna og er siden vokset og har spillet en rolle i politisk opposition igennem regionens moderne historie. Men det var netop i årene omkring Sovjetunionens fald, at mange fra særligt de kommunistiske oppositionsgrupper flød over til de muslimske brødre, der fra midten af 1990’erne kom til at udgøre den centrale politiske opposition mod regimerne i mange af regionens lande.

I modsætning til salafisme, der blot kræver indførelse af et islamisk emirat baseret på sharia, har Det Muslimske Broderskab et konservativt religiøst grundlag, men en fremadskuende social dagsorden. De ønsker ikke alene reformer, men et egentligt regimeskift og udgør derfor en helt anden fare for de siddende regimer. Meget hurtigt fik de stor indflydelse i lokalsamfundene og opbyggede et samfundsmæssigt parallelsystem baseret på kontrol med moskéerne og lokalskolerne og med islamisk velgørenhed. Det var særligt tydeligt i lande som Egypten, Palæstina og Jordan. I lande med dårlige uddannelsessystemer og manglende sociale sikringsordninger var effekten af disse parallelsystemer klar: De muslimske brødre var en mere relevant informationskilde og serviceyder for den enkelte fattige borger end den sekulære stat.

Bevægelsens styrke blev tydelig nogle år senere, da Hamas, Det Muslimske Broderskabs pendant i Palæstina, vandt absolut flertal ved parlamentsvalget i 2006. Og i 2011/12, da Broderskabet vandt flertallet ved parlaments- og præsidentvalgene i Egypten, Ennahda, Broderskabets pendant i Tunesien, vandt regeringsmagten i Tunesien, og de syriske muslimske brødre kom til at udgøre rygraden i Den Frie Syriske Hærs opstand mod det brutale Assad-regime.

Endnu i dag kæmper disse to politiserede religiøse strømninger – ultrakonservativ salafisme og de social-islamistiske muslimske brødre – om de arabiske befolkningers gunst. Saudi-Arabien er fortsat den store sponsor for de salafistiske grupper, der skal være saudiernes løftestang for indflydelse i og uden for regionen. Qatar derimod er den primære sponsor for de muslimske brødre og har givet dem finansiel støtte og en vægtig megafon, tv-kanalen al-Jazeera. Iran har støttet visse grupper af muslimske brødre, ikke mindst Hamas i Palæstina, mest for at øge sin egen indflydelse i regionen og lægge pres på sine ærkefjender, Israel og Saudi-Arabien.

Den politiske kamp mellem de to strømninger kom op til overfladen i 2017, da Qatar blev isoleret af de øvrige Golfstater på grund af sin støtte til Broderskabet. De så Broderskabet som en slet skjult løftestang for Iran til at udfordre Golfregimernes legitimitet og havde støttet Broderskabet som en måde at lægge pres på Golfstaterne. De hæftede sig ved Irans finansielle og militære støtte til bl.a. Hamas i Gaza og ved den rolle, som al-Jazeera spillede i spredningen af de folkelige opstande under Det Arabiske Forår i 2011.

 

Mellemøsten er én af de mindst demokratiske og mest korrupte regioner i verden. De fleste lande styres enten af monarker, som i Golfen, Jordan og Marokko, eller af mere eller mindre diktatoriske autokrater
_______

 

Statiske feudalsamfund
Mellemøsten er én af de mindst demokratiske og mest korrupte regioner i verden. De fleste lande styres enten af monarker, som i Golfen, Jordan og Marokko, eller af mere eller mindre diktatoriske autokrater, ikke mindst i tilfældene Syrien og Egypten.

Det er ikke tilfældigt, at Mellemøstens monarkier og autokratier deler mange af de samme karakteristika. Staterne kan i større eller mindre grad karakteriseres som rentier-stater, der henter en væsentlig del af deres indtægter udefra, hvad enten det er ved salg af olie eller ved tilskud fra Golfstaterne til ikkeolieregimer i regionen. De væsentligste indtægter bliver altså ikke genereret ved befolkningens engagement i den produktive sektor, men kommer udefra. Det forklarer, hvorfor Mellemøsten har et af de laveste skattetryk i verden: Regimerne er kun i mindre grad afhængig af skatteindtægter og har derfor kun i begrænset omfang brug for borgerne.

Oliestaterne har nemmest ved at fastholde deres autokratiske styreform, fordi de ikke har noget problem med at sikre økonomisk fremgang for størstedelen af deres borgere. Og de har en klar interesse i at fastholde den samme styreform andre steder i regionen. De ønsker at binde klientstater til sig gennem personlige forbindelser til regimernes ledere, også fordi et demokratiseringspres hurtigt kunne vende sig mod dem.

Ofte kanaliseres oliestaternes overførsler til andre stater på en måde, der sikrer lukrative returkommissioner til centrale ledere, og det skaber et nyttigt netværk af klientstater for Saudi-Arabien.

Det, vi i Vesten ser som korruption, er derfor i virkeligheden et udviklet system af økonomisk kompensation, som vi for længst har lagt bag os, men som stadig er en realitet i Mellemøsten. De fleste lande i regionen er fortsat fastholdt i, hvad der kan karakteriseres som klientelistiske feudalsamfund, hvor autokraten bygger sin magt på eliterne umiddelbart omkring sig snarere end på den brede befolkning. De autokratiske ledere binder eliterne til sig i netværk gennem adgang til høje lønninger eller adgang til økonomisk kompensation til gengæld for loyalitet.

Dette forklarer, hvorfor Mellemøsten har nogle af de største bureaukratier i verden: Centrale regimestøtter tilbydes ansættelse til høje lønninger i en oppustet stat, hvor forfremmelseskriterierne er forbindelser og alder snarere end formåen og resultater. Egypten, et af de fattigste lande i regionen, har fx den 13.-største hær i verden og over 6.000 meget højtbetalte generaler med anslåede lønninger fra 16.000 til 83.000 USD om måneden (den højeste lønning anslås til over 16 mio. USD per år). Det står i skærende kontrast til en mindsteløn for en egyptisk arbejder på blot 116 USD om måneden. Og for at holde hæren loyal mod regimet blev lønningerne på alle niveauer i hæren mere end fordoblet i årene efter Det Arabiske Forår.

Den institutionaliserede korruption er ikke primært til gavn for den enkelte i toppen af elitehierarkierne. En eliteleder – en patron – er kun så stærk som sit netværk, og et netværk skal plejes. En patron bruger derfor mange midler på at vise sine klienter, at de har hans gunst – i topniveauet med direkte betalinger, forfremmelser eller lukrative kontrakter; på bunden ved at hjælpe sine klienter, når de løber ind i vanskeligheder. En patron har ofte ugentlige mødedage, hvor klienter kan komme for at klage deres nød og få hjælp af patronen.

Feudalsamfundets funktion ses måske mest tydeligt i den måde, offentlige udgifter godkendes i statssystemet på. Alle bevillinger, selv de helt små, skal underskrives på ministerniveau, og for hver type bevilling er der et helt system af underskrifter, der skal samles sammen, før bevillingen får gyldighed. Formålet med dette er ikke så meget at sikre koordination på tværs af systemerne som at sikre mulighed for, at hvert involveret led kan kræve sin del af kagen.

De mellemøstlige staters stabilitet bygger derfor på et flow af økonomiske ydelser, der primært fastholdes i samfundets top og i mindre grad til regimestøttende grupper: Eliterne skal have deres store bid af kagen for at fastholde deres loyalitet mod regimet og deres engagement i at sikre regimet mod anslag. Den sociale kontrakt består af muligheden for offentlig ansættelse, ikke mindst i servicefunktioner, i hæren eller politiet, og subsidierede priser på brød, grøntsager og benzin, så priserne er overkommelige for selv de fattigste. Andre elementer er tilvejebringelse af sikkerhed, lov og orden, billig omend meget basal hospitalsadgang og en vis adgang til uddannelse, der kan give fattige familier en antydning af social mobilitet.

Hvis den sociale kontrakt ikke holder, er sikkerhedstjenesterne det primære bolværk mod oprør. Syrien har fx 12 separate sikkerhedstjenester, der ikke alene skal afholde befolkningen, men også andre dele af eliterne og de væbnede styrker fra oprør – også indbyrdes blandt sikkerhedstjenesterne. De fleste militærkup kommer traditionelt fra eliter i de væbnede styrker og ofte fra niveauet lige under de regerende generaler (’oberst-kup’).

Regimerne og feudalsystemet er en væsentlig hæmsko for økonomisk udvikling. Regimerne har ingen interesse i udvikling af privatsektoren, for det skaber andre eliter, der på et tidspunkt kan udfordre de eksisterende. De centrale økonomiske sektorer monopoliseres derfor ofte af regimets eliter, og det er svært for andre at komme ind på markedet. Resten af befolkningen fastholdes i landbrug, småproduktion eller småhandel. Et godt eksempel er, hvad der skete, da borgerkrigen i 2013 skabte en ny økonomisk sektor i Syrien, nemlig sikkerhedssektoren. Før opstanden var sikkerhed ikke et problem, og landets sikkerhedsfirmaer var små. Med opstanden blev det pludselig til et lukrativt marked, og sikkerhedsfirmaerne begyndte at strømme til og vokse. Regimet fik derefter vedtaget en lov med en række tekniske og finansielle kriterier, der gjorde det vanskeligt – om ikke umuligt – for mange af de nye sikkerhedsfirmaer at få de nødvendige tilladelser, så de kunne eksistere på markedet. Lovens udformning tilgodeså tilfældigvis særligt to firmaer: ét under kontrol af Assads fætter Rami Makhlouf og ét kontrolleret af højtstående officerer i en sikkerhedstjeneste.

De mellemøstlige samfund er derfor grundlæggende status quo-orienterede og modvirker i varierende grad – gennem subtil topstyring af alle samfundsprocesser og monopolisering af de moderne økonomiske sektorer – mulighederne for økonomisk udvikling og reelle socioøkonomiske forbedringer. Det skaber en social trykkoger.

 

Så det pres for demokratisering udefra og for medindflydelse indefra, som Mellemøsten er udsat for, harmonerer ikke med det traditionelle elitebaserede samfund, fordi det i essensen handler om et opgør med eliternes privilegier
_______

 

Skindemokrati
Så det pres for demokratisering udefra og for medindflydelse indefra, som Mellemøsten er udsat for, harmonerer ikke med det traditionelle elitebaserede samfund, fordi det i essensen handler om et opgør med eliternes privilegier.

Når FN, EU og Verdensbanken eller andre donorer yder finansiel støtte til de fattigste mellemøstlande, er der ofte knyttet betingelser eller forventninger til en demokratiseringsproces. Dette pres kommer også fra den uddannede lavere middelklasse i byerne, der ikke er en del af eliterne og derfor ikke har del i de økonomiske fordele. Det er de familier, der har kunnet kæmpe sig ud af fattigdom, og som gennem uddannelse forsøger at sikre deres børn en bedre plads i statsapparatet og økonomien.

For regimerne er demokrati derfor blevet et spørgsmål om management og om at få noget til at se bedre ud, end det er. Strategien er todelt: Først lader man valgprocessen se korrekt ud for at undgå kritik udefra, mens valgene i virkeligheden er kontrolleret af eliterne allerede inden den formelle valghandling. Dernæst adskiller man de egentlige magthavere i regimet fra en formel regering med teknokrater, der er acceptable for befolkningen, og som kan udgøre troværdige samarbejdspartnere for de internationale institutioner og donorer.

Valgsystemerne er ofte skruet sammen til at favorisere de grupper, som regimet baserer sin magt på, og de minoriteter, som er mest udsatte, og som skuer mod regimet for beskyttelse. I Jordan er der valgkredse for et parlamentsmandat på 20-50.000 vælgere i beduin-områder, mens der er valgkredse på mange hundredtusinder vælgere i byområderne, hvor det palæstinensiske flertal lever. Det skaber en strukturel overrepræsentation i parlamentet af beduiner, som er den gruppe, der traditionelt har støttet det jordanske monarki. Regimerne vil på samme måde ofte søge at favorisere minoriteter, som fx de kristne, i et forsøg på at skabe en magtbalance over for en mere samlet opposition baseret på det brede flertal. Da Assad-regimet i Syrien, som stammer fra det alawitiske mindretal, kom under pres i 2011, var modsvaret en mobilisering af de alawitiske såkaldte ’Shabiha’-militser, hvis opgave var at begå spektakulære overgreb og massakrer på sunniflertallet. Formålet var ikke at intimidere sunnierne i sig selv. Formålet var at skabe en sunni-hævngerrighed mod alawitter og andre minoriteter for at tvinge disse minoriteter til at bakke op om regimet som deres redningsplanke. Strategien lykkedes til fulde, og krigen i Syrien blev på få måneder sekterisk.

Denne del-og-hersk-politik er et forsøg på at underminere den moderate opposition, som udgør den største trussel imod regimerne. Regimerne tolererer eller fremmer til gengæld den mere radikale opposition, som kun er attraktiv for et mindretal, og som skaber frygt i andre grupper og derved øger opbakningen til regimet. På den måde splittes oppositionen, og regimets partier står stærkere. De mest indflydelsesrige og populære politiske udfordrere bliver tilbudt en plads i de ledende kredse.

Styringen af medierne, der dog portrætteres som objektive, er også en central dimension. De fleste lande har statsmedier med et klart regimebevarende fokus. Der er også privatejede medier, som på overfladen fremstår som et alternativ til statsmedierne, men de kontrolleres oftest af eliterne, og de udfordrer derfor heller ikke regimerne. De medier, der ønsker at føre en reelt kritisk linje, kender til regimernes ’røde linje’ for, hvad der kan accepteres. Den generelle linje er, at det er acceptabelt at diskutere og – måske – endda kritisere regeringen, mens dækningen af regimet – altså de reelle magthavere – og dets funktioner alene må have karakter af tonløs rapportering. Medier, der overskrider denne linje, oplever varierende grader af chikane som fx pludselige krav om skattebetalinger eller andre bureaukratiske regler, der er lovmæssig hjemmel for, men som kun håndhæves over for kritikere.

Regimernes største succes er den sindrige adskillelse af regeringen fra det egentlige regime – regimet er ’den dybe stat’. Regimet er at finde i de centrale, men mindre eksponerede poster: forsvarsministeren, indenrigsministeren, cheferne for de væbnede styrker og sikkerhedstjenesterne og på centrale rådgiverposter bag offentlighedens søgelys. Det er de egentlige magtkanaler, og premierministeren har den ofte upopulære opgave at balancere regeringens politik over for regimets egentlige ønsker. For regimerne er det belejligt at holde sig over den daglige politiske dagsorden, for det skaber en ventil, hvis der af den ene eller anden grund opstår utilfredshed i befolkningen. Regeringerne bliver gjort til syndebuk i stedet for regimerne og udskiftes med jævne mellemrum for at give et indtryk af demokratisk proces. Det er helt almindeligt, at regeringer i fx Jordan kun holder et par år ad gangen.

På denne måde har regimerne lært at styre de demokratiske processer og overleve på trods af vedholdende krav om demokratisering og medindflydelse. Demokrati er blevet til det nyttige skalkeskjul for regimerne – alle taler om det, men ingen efterlever det. Konsekvensen er alvorlig: Den folkelige tiltro til demokrati som et alternativ til autokrati er faldende i Mellemøsten. For den almindelige araber er demokrati noget, som regimer bruger til at holde fast på magten. Det er ikke en kanal for almindelige mennesker til at få større politisk indflydelse og sikre reformer. Skindemokratiet får i stadig stigende grad de fattige have-nots i Mellemøsten til at søge andre løsninger, og støtten til salafi-ekstremisme er således i fremvækst.

 

Presset på dette skrøbelige status quo i Mellemøsten er konstant stigende, og den globale finanskrise i 2008 bragte presset til et bristepunkt. Globaliseringen sætter regimerne under pres
_______

 

Dynamiske udviklingsprocesser
Presset på dette skrøbelige status quo i Mellemøsten er konstant stigende, og den globale finanskrise i 2008 bragte presset til et bristepunkt. Globaliseringen sætter regimerne under pres, fordi den skaber stadig mere åbne samfund, accelererer værdimoderniseringen og skaber flere aktørgrupper og flere informationskanaler uden om regimets kontrol. I Mellemøsten lod folk sig inspirere af den hastige økonomiske vækst og levevilkårsforbedringer hos de asiatiske tigerøkonomier – Sydkorea, Taiwan, Singapore og Hongkong – og spurgte: hvorfor ikke her? De så farverevolutionerne i de tidligere sovjetrepublikker og spurgte: hvorfor ikke her? Det Arabiske Forår viste tydeligt, hvor svært det var for regimerne at kontrollere informationsstrømmen både ind og ud, når alle har en smartphone og på få sekunder kan uploade en video til globale platforme som YouTube. Når man ser billeder fra demonstrationer i regionen i dag, dominerer tre ting billedet: demonstranter, politi og smartphones. En folkelig protest finder derfor ikke sted alene på én fysisk lokalitet; den finder sted – virtuelt – over det hele, og det kan inspirere til protester over et helt land eller en region på få timer.

Den demografiske udvikling sætter også regimerne under pres. Mellemøsten er med 411 millioner én af de to regioner i verden, der har haft den højeste befolkningstilvækst – næsten en firdobling i perioden fra 1950 til 2000. Verdensbanken har anslået, at regionen skal sikre mindst 44 millioner nye jobs frem mod 2050 for blot at holde trit med befolkningstilvæksten. Og det falder sammen med en massiv vandring fra land til by, som ikke modsvares af en industrialisering i byerne, som det fx var tilfældet i Danmark. De arabiske bybefolkninger voksede med 400 pct. i perioden 1970-2010 og forventes at vokse med yderligere 200 pct. over den næste 40 år – ikke mindst fordi ansættelsesmulighederne i landbruget er mættet. Ungdomsarbejdsløsheden er blandt de højeste i verden, særligt blandt unge i byerne. De unge har fire bekymringer: beskæftigelse, uddannelse, ægteskab og bolig. En far, der arbejder med landbrug, småhandel eller småproduktion, kan nedarve sit erhverv til en, måske to af sine sønner. De øvrige børn står ofte uden muligheder.

Regimerne har stadig sværere ved at absorbere befolkningspresset gennem ansættelse i den offentlige sektor. For unge mænd er det et særligt problem: Hvis man ikke har job og indkomst, har man intet at tilbyde i et giftermål. Mange unge mænd kan derfor ikke gifte sig (kun 50 pct. af unge mænd i alderen 25-29 år er gift) og har ikke legal adgang til sex, hvilket skaber frustrationer. Udsigtsløsheden har gjort mange unge til en nem rekrutteringspulje for ekstremistiske grupper, der lokker med gode lønninger og prestige. Det gør også rekrutteringen af selvmordsbombere nemmere: Pensionen, der tilfalder familien for en shahid [martyr, red.], der ofrer sig selv i kampen, er større end den løn, en militant kan tjene i live. Budskabet til rekrutten er simpelt: Du er mere værd for din familie død end levende.

Den begrænsede økonomiske udvikling i Mellemøsten (uden for Golfen) sætter regimerne under pres, fordi det mindsker regimernes mulighed for at fastholde den sociale kontrakt, der på grund af befolkningstilvæksten og prisstigninger bliver stadig dyrere for regimerne. Den kræver stadig flere ansatte i den offentlige sektor og stadig højere prissubsidier på benzin og brød til stadig flere mennesker. I de kommende år forventer Verdensbanken økonomiske vækstrater i regionen på kun 1,5-3,5 pct., hvilket ikke engang er nok til at kompensere for befolkningstilvæksten. Det afspejler, at der kun finder en begrænset økonomisk udvikling og modernisering sted. Egypten har fx en af de største forventede vækstrater på 5,5 pct., men væksten vil primært skyldes øget naturgasudvinding og tilbagevendende turister, ikke en egentlig udvikling i økonomien. Mellemøstens fattigere lande er samtidig dybt afhængige af olie- og hvedepriser (verdens ni største hvedeimportører er fra Mellemøsten). 35 pct. af befolkningerne er beskæftiget i landbruget, og det bidrager med hele 13 pct. til regionens bruttonationalprodukt. Men meget af produktionen finder sted i områder med lave nedbørsmængder, som vanskeliggør landbrugsproduktion. Landbruget bruger ca. 85 pct. af regionens vandressourcer, men Mellemøsten er også en af de regioner i verden, hvor vandressourcer er mest ulige fordelt og forsvinder hurtigst. Tigris-Eufrat-bassinet i Irak er det område i verden, der taber mest vand, og Sana’a i Yemen vil ifølge eksperter være den første hovedstad i verden, der vil have opbrugt sine vandressourcer. Det betyder, at der kun skal ske små klimatiske udsving, før en høst kommer i fare, og priserne forøges væsentligt. Priserne for hvede på verdensmarkedet fluktuerer afhængig af høstudbytter, men er generelt forøget med 60-70 pct. siden årtusindeskiftet.

Disse og andre stressparametre viser, hvor skrøbelige de mellemøstlige regimer er i mangel på økonomisk udvikling og socioøkonomiske forbedringer. Små udsving kan udgøre forskellen på, om den feudale model holder eller ej. Det Arabiske Forår i 2011 viste denne skrøbelighed meget tydeligt.

 

Mange kriseparametre faldt sammen i en kritisk masse for at skabe grundlaget for Det Arabiske Forår i 2011, men grundlæggende bristede boblen, fordi regimerne ikke længere kunne leve op til de brede befolkningers forventninger
_______

 

Revolution
Mange kriseparametre faldt sammen i en kritisk masse for at skabe grundlaget for Det Arabiske Forår i 2011, men grundlæggende bristede boblen, fordi regimerne ikke længere kunne leve op til de brede befolkningers forventninger eller modsvare fremvæksten af globaliseringens nye værdier.

Det var ikke mindst den globale finansielle krise i 2008, der var med til at udhule regimernes evne til at leve op til den sociale kontrakt. Samtidig krævede Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF), som stiller store støttepakker til rådighed for de fattigere mellemøstlande, en afvikling af landenes subsidiesystemer, fordi de bidrog til at udhule de offentlige finanser. Stigende olie- og hvedepriser på verdensmarkederne i årene inden 2011 gjorde samtidig den sociale kontrakt meget dyrere at finansiere, og dårlige høstudbytter bragte priserne yderligere i vejret. Millioner blev kastet ud i fødevareusikkerhed og sank ned i absolut fattigdom – i Egypten gik millioner af fattige fra to til ét måltid om dagen. Situationen blev forværret af befolkningsvæksten og den lave økonomiske vækst.

Det Arabiske Forår kan fremstå som ét samlet oprør, men der er i virkeligheden tale om to separate. Protesterne startede i byerne og var organiseret af unge i den lavere middelklasse, hvor arbejdsløsheden er høj. De gik på gaderne med grundlæggende sekulære krav om reformer i regimet og indførelse af reelt demokrati. Men de store masser gik på gaden med helt andre krav om levevilkårsforbedringer og med helt andre politiske forventninger til et egentligt regimeskift end de unge i byerne. I disse meget større protester spillede Det Muslimske Broderskab en afgørende rolle.

De fleste lande i regionen har redet stormen af, og tendensen har været at søge nye måder at fortsætte, snarere end at ændre, det eksisterende system. Kun ét land – Tunesien – er gået ind i en usikker overgangsproces til demokrati og økonomisk liberalisering. En anden gruppe af lande, fx Marokko, Jordan og Egypten, forsøger sig med gradvise reformprocesser, der ikke for alvor truer eliterne. I Egypten forsøger præsident Sisi at kopiere de asiatiske vækstøkonomier ved at tillade en vis økonomisk liberalisering samtidig med fastholde et autokratisk jerngreb om den politiske magt. Libyen, Syrien, Irak og Yemen blev kastet ud i egentlige krige, der i dag fortsætter som lavintensitetskonflikter. De rigere Golflande købte sig ud af krisen med hurtige velstandsforbedringer, og endelig er der lande, herunder Libanon og Palæstina, der af andre grunde kun blev mindre berørt af omvæltningerne.

 

De fleste lande i regionen har redet stormen af, og tendensen har været at søge nye måder at fortsætte, snarere end at ændre, det eksisterende system. Kun ét land – Tunesien – er gået ind i en usikker overgangsproces
_______

 

Mere radikalisering, populisme og værdikløft
Efter Det Arabiske Forår er tre centrale træk blevet tydelige, hvad angår politik og religion i Mellemøsten.

Det første centrale træk er, at tiltroen til demokrati som styreform er faldende, samtidig med at den politiske opposition bevæger sig i en mere radikaliseret retning. Otte år efter omvæltningerne i 2011 er presset for demokratiske reformer stort set væk, mens ønsket om en stærk leder, der kan skabe stabilitet, er steget, og opbakningen til ultrakonservative salafistiske udlægninger af islam er vokset betragteligt.

Det centrale for denne udvikling var ikke, at Det Muslimske Broderskab kom til magten i Egypten og Tunesien. Det centrale var, at de fejlede. Valgsejrene skabte store forventninger, men Det Muslimske Broderskabs regering i Kairo kom hurtigt i krise, og i juli 2013 blev præsident Morsi afsat af hærchefen general Sisi. Samtidig måtte en regering ledet af Ennahda [Det Muslimske Broderskabs pendant i Tunesien, red.] gå af i januar 2014 efter stærk kritik, og Ennahda søger nu efter sin første fiasko helt at fralægge sig sit religiøse grundlag. De to hændelser skal ses sammen med de blokeringer, der blev lagt for Hamas efter valgsejren i 2006, og som gjorde det umuligt for dem at regere. Det skal også ses i lyset af den generelle tilbagegang efter 2014 for Den Frie Syriske Hær i Syrien, hvis største militser havde udspring i de syriske muslimske brødre. Sammen fik disse udviklinger flere og flere til at tvivle på, om de muslimske brødre overhovedet kunne få lov til at regere noget sted i regionen. Den langsigtede effekt af regimernes underminering af de demokratisk valgte regeringer har derfor været en yderligere erodering af tiltroen til demokrati. En undersøgelse i Egypten fra 2014 viser, at tiltroen til demokrati i 2011 tog et stort hop op til 71 pct., men faldt til 59 pct. i 2014, samtidig med at opbakningen til ikkedemokratiske styreformer steg til 25 pct.

De salafistiske grupper stillede op til valgene i både Egypten og Tunesien og opnåede i Egypten hele 25 pct. af stemmerne. Men generelt afviser de – i modsætning til Broderskabet – demokrati som styreform og arbejder for indførelsen af et sharia-baseret islamisk emirat. At være salafist er ikke nødvendigvis det samme som at være terrorist, men som en jordansk analytiker bemærker, er det kun ét skridt derfra. Det er i denne mere radikaliserede kontekst, at Islamisk Stat i 2013 på rekordtid kunne vokse frem og opnå en forbavsende støtte over hele regionen. Der var byer i Jordan, hvor Islamisk Stats flag kunne vaje frit, uden at myndighederne greb ind, og rekrutter i tusindtal flokkedes til terrorgruppen fra hele regionen. Islamisk Stat er i dag stort set bekæmpet som kalifat i Irak og Syrien, men idéen om emiratet lever i den grad videre.

Det andet centrale træk er, at spændet mellem de sekulære middelklasser og de stadig mere religiøst konservative fattige flertal øges. Det er et almindelig kendt træk i Mellemøsten, at middelklassen er sekulariseret. En undersøgelse foretaget af Arab Barometer fra april 2019 viser en bred og markant vækst i sekularisme fra 2013 til 2019. Dette skal ikke mindst ses som middelklassens og minoriteternes reaktion på den gradvise radikalisering af den politiske opposition.

Konsekvenserne af det stadig større spænd mellem de to poler i de mellemøstlige samfund er, at det med stor sandsynlighed vil blive et centralt parameter i eventuelle nye omvæltninger i Mellemøsten. Sekularisme bliver – ligesom demokrati – i stigende grad forbundet med regimernes repression, og befolkningerne ser det som instrumenter til at holde dem nede.

Det tredje centrale træk er, at de politiske eliter i stadig stigende grad føler sig nødsaget til at antage en populistisk religiøs diskurs. Den klare tendens i retning af en populistisk italesættelse af regeringernes politik i religiøse termer bunder selvfølgelig i, at politikerne har brug for at række ud til de stadig mere konservative vælgerskarer. Men det styrker også opbakningen til en islamisering af staternes politik. Hvis man spørger almindelige mennesker på landet om religionens rolle i politik, kan de overhovedet ikke forestille sig, at det kan være anderledes, for de hører ikke andet. I Pakistan er der dødsstraf for blasfemi mod profeten, og en række omfattende protester mod personer anklaget for blasfemi har lagt et stort pres på de seneste to pakistanske regeringer. Det samme øgede politiske pres mod sekularisme og sekulære værdier kan ses over meget af regionen.

Resultatet af disse tre tendenser er en politisk trykkoger.

 

Otte år efter Det Arabiske Forår er der – med undtagelse af Tunesien – ikke meget, der tyder på, at landene vil sætte reelle, dybe politiske og økonomiske reformprocesser i gang
_______

 

Hvor går Mellemøsten hen?
Som nævnt i starten af artiklen er de mellemøstlige samfundssystemer grundlæggende svækket. Også fremover vil regionen derfor være præget af regimer, der er fanget mellem massive udfordringer og begrænsede handlingsmuligheder.

Otte år efter Det Arabiske Forår er der – med undtagelse af Tunesien – ikke meget, der tyder på, at landene vil sætte reelle, dybe politiske og økonomiske reformprocesser i gang. Men i sidste ende er det økonomisk udvikling og en bred bevægelse af folk fra fattigdom til middelklasse, der skal bringe regionen ud af ustabilitet og religiøs ekstremisme.

Før sådanne processer overhovedet kan begynde, må de nuværende konflikter standses. Den regionale magtkamp mellem Iran og Saudi-Arabien, der i øjeblikket raser som proxy-krige i både Syrien, Irak og Yemen, skal bevæge sig ind i et politisk spor. For det andet må regimerne bringes til at acceptere en åbning af økonomien for alle og forbedre deres økonomiske regeringsførelse, så den kan udgøre grundlaget for egentlig økonomisk udvikling. For det tredje må regimerne finde andre måder at række ud til deres politiske støttegrupper på end gennem populistisk diskurs, der medvirker til at cementere og legitimere et ultrakonservativt og uforsonligt mindset i regionen.

I værste fald vil regionen fastholdes i politisk, økonomisk og social stilstand med ustabilitet og stigende spændinger til følge og med en klar mulighed for nye omvæltninger om en årrække, når socioøkonomiske kriseparametre igen opstår i et kritisk sammenfald i tid og sted som lige forud for Det Arabiske Forår.

I bedste fald kan Mellemøsten opleve en kvalitativ udvikling fra lukkede autokratier, der fordeler ressourcer til de få, til mere åbne autokratier, der giver større rum for adgang til de økonomiske sektorer, for økonomisk udvikling og for en bedre økonomisk fordeling.

Den reelle udvikling vil formentlig falde et sted imellem de to scenarier. Det lykkelige Arabien ligger ikke lige rundt om hjørnet! ■

 

I værste fald vil regionen fastholdes i politisk, økonomisk og social stilstand med ustabilitet og stigende spændinger til følge og med en klar mulighed for nye omvæltninger om en årrække
_______

Apropos denne artikel:

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen