15.10.2019

.

Spørgsmålet er, om der nogensinde vil komme et belejligt tidspunkt for Vesten at trække sig fra Mellemøsten. For hvis ikke svaret er en fastsat dato, så ER vores krige i Mellemøsten de facto evighedskrige – og så er det ikke et spørgsmål om timing, men om politisk vilje.

Kommentar af Raurel Adams

SIDEN GOLFKRIGEN i starten af 1990’erne har den amerikanske venstrefløjs helt store ønske været at sætte en stopper for de krige i Mellemøsten, som USA enten har indledt eller sørget for aldrig er blevet afsluttet. Den eneste præsident, som både ønsker at trække de amerikanske tropper ud af Mellemøsten, og som på visse punkter faktisk handler derefter, senest i det nordlige Syrien, er præsident Trump.

De to seneste demokratiske præsidenter prøvede begge at stoppe yderligere amerikansk krigsdeltagelse. Bill Clinton har stolt fremhævet, at han var imod Irakkrigen fra begyndelsen, og sagde i sin tid i sin egen valgkamp, at det var en tåbelig luksus at bruge penge på fremmede krige, når hjemmefronten trængte til økonomiske saltvandsindsprøjtninger. Alligevel godkendte han som præsident missilangreb på irakiske mål, og hans egen udenrigsminister, Madeleine Albright, var blandt de første til at sprede rygtet om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Bush Junior kunne henvise til selvsamme rygte som hjemmel for sin invasion af Irak i 2003.

Obama gik til valg på at trække sig fra ”evighedskrigene” i Afghanistan og Irak. Han endte med at vende tilbage til begge lande og deltage i to nye krige i Libyen og Syrien. Ingen af de to præsidenter indfriede altså målsætningen om at reducere amerikansk krigsdeltagelse i regionen.

DET HØRER DOG med til historien, at det aldrig har været populært at handle på ambitionen om at trække sine tropper ud af Mellemøsten. Det har altid været populært at sige, men man kan dårligt fastholde Vestens selvbillede som moralsk politi, hvis man samtidig forlader en blodig krig, man delvist er ansvarlig for at have startet. Det er ikke den slags billeder, der vinder valgkampe.

Af samme årsag kunne Hillary Clinton og andre topembedsfolk i 2009 overtale Obama til at sende 30.000 flere tropper til Afghanistan, stik imod det han selv var gået til valg på. Det samme gælder hans beslutning om deltagelse i Libyens borgerkrig i 2011. Obamas tøven efter at have tegnet en “rød linje” over for Assad i 2012 tydeliggjorde, at det ikke ser godt ud, når verdens største militærnation løber fra konflikter med halen mellem benene. Så hellere demonstrere vestlige værdier gennem militær styrke.

 

I et typisk ’trumpsk’ træk har præsidentens beslutning formået at gøre stort set alle lag af amerikansk politik frustrerede og vrede på samme tid
_______

 

NYHEDEN OM TRUMPS tilbagetrækning af amerikanske tropper fra det nordøstlige Syrien blev derfor ikke mødt med begejstring, hverken hos venstrefløjen, højrefløjen eller Washingtons politiske establishment. I et typisk ’trumpsk’ træk har præsidentens beslutning formået at gøre stort set alle lag af amerikansk politik frustrerede og vrede på samme tid.

Demokraterne er sure, fordi beslutningen er i tråd med det, præsidentkandidaterne Elizabeth Warren og Bernie Sanders går til valg på: at trække sig fra Mellemøsten. Republikanerne er sure, fordi de har brugt de sidste ti år på at forsvare krigene i Mellemøsten, som Trump åbent kalder den største fejltagelse i amerikansk udenrigspolitik nogensinde. Mediereaktionen var isoleret til, at Trump blæser på amerikanske værdier ved at vende på en tallerken og svigte kurderne i ellevte time, også selvom det er præcis er, hvad amerikanerne altid har gjort imod kurderne. Det tydeligste og mest groteske eksempel er fra Golfkrigen, hvor H.W. Bush lod Husseins tropper begå en massakre mod shiitiske og kurdiske befolkningsgrupper i Irak, som amerikanerne kort forinden støttede.

Daværende forsvarsminister Jim Mattis meldte sin fratrædelse, allerede dagen efter Trump første gang besluttede at trække de amerikanske tropper ud af de kurdiske områder i Syrien. Det var i december 2018, og dengang blev udmeldingen ikke realiseret. Mattis sagde efter sin afsked, at det står fuldstændig klart, at IS vil vende tilbage, hvis USA forlader Syrien. Selv hvis det er tilfældet, er det ikke åbenlyst, hvordan USA kan berettige sin tilstedeværelse i Syrien, hvor de satsede på den forkerte hest, da Assad stadigvæk er på magten med stærke tilknytninger til både Rusland og Iran. Det har lige siden 2016 været dem, inklusive Tyrkiet, som har forhandlet om freden i Syrien, helt udenom FN’s møder i Schweiz og amerikanske tilnærmelser.

At kurderne nu har lavet en aftale med Assad, kan meget vel være en bedre aftale for dem, end noget de nogensinde havde fået med amerikanerne. For ja, Trump kunne fortsat have støttet kurderne lidt endnu, men hvor længe ville han kunne det, når Tyrkiet, et fuldblodsmedlem af NATO, hele tiden stod på spring til at angribe kurderne over grænsen? I det dilemma vil amerikanerne altid vælge Tyrkiet.

Spørgsmålet, som ingen kender svaret på, er, om der nogensinde vil komme et belejligt tidspunkt for den vestlige koalition at trække sig fra Mellemøsten. For hvis ikke svaret er en fastsat dato, så ER vores krige i Mellemøsten de facto evighedskrige – og så er det ikke længere et spørgsmål om timing, men om politisk vilje.

 

I virkeligheden er der en meget mere åbenlys læsning af beslutningen, som er fuldstændig i tråd med Trumps økonomiske politik og tænkning
_______

 

DEN DOMINERENDE læsning af Trumps beslutning er i den forbindelse ikke, at det handler om en decideret vilje eller overordnet strategi. I stedet betones det administrative kaos, som Trump har skabt for sig selv ved at fyre samtlige rådgivere, hvilket har gjort ham blind for konsekvenserne af sine handlinger. I virkeligheden er der en meget mere åbenlys læsning af beslutningen, som er fuldstændig i tråd med Trumps økonomiske politik og tænkning:

Trump er i gang med at trække USA fra sine alliancer så hurtigt som overhovedet muligt, fordi de efter hans mening gavner alliancepartnerne meget mere, end de gavner USA. Han har til sit seneste pressemøde fremhævet en række punkter: Langt de fleste af de terrorister, som kurderne kontrollerer i deres fængsler, er europæiske statsborgere, som både Macron og Merkel gerne ser, at USA overtager. Størstedelen af flygtningestrømmen, som kommer fra Mellemøsten, vil ramme Europa, ikke USA. Samtidig betaler ingen af de europæiske lande de to procent af BNP til NATO, som vi ellers har erklæret at ville leve op til.

For Trump er økonomi og magt et nulsumsspil, som han ligeså godt kan vinde ved at lade alle os andre tabe mere, end amerikanerne gør. Hvis Trump får sin vilje, kan vi derfor forvente mere af den samme isolationistiske ”America First”-politik, som tilbagetrækningen af amerikanske tropper er udtryk for.

 

For Trump er økonomi og magt et nulsumsspil, som han ligeså godt kan vinde ved at lade alle os andre tabe mere, end amerikanerne gør
_______

 

DET HELT STORE spørgsmål, som europæerne og EU bør stille sig selv, er, om vi sammen er stærke nok til at overbevise Erdogan til at holde på de flygtninge, som han selv har hovedpine over, hvis ikke vi har amerikanerne til at tale vores sag. Det er velkendt, at hver gang USA i løbet af de sidste mange årtier har sagt hop, så har (dele af) Europa spurgt hvor højt. Hvis vi hopper denne gang, så er det stik imod EU’s egne interesser.

Vi kan ikke forlade vores samarbejde med Erdogan, som i praksis har overtaget Gaddafis rolle som Europas portvagt. EU’s ledere kan håbe på, at Erdogan bukker under for de økonomiske sanktioner og en embargo på våbensalg, men det tvivler jeg på, at han vil. Da Europa tog imod så mange flygtninge, som vi gjorde i 2015, skabte det en kæmpe højredrejning af europæisk politik, som truer hele EU’s eksistensgrundlag og endda selve det demokratiske fundament i visse lande. Hvis der kommer et nyt ryk af 3,6 mio. flygtninge, vil situationen kun forværres yderligere, for vi vil ikke være i stand til at stoppe dem.

Som jeg ser det, kan vi derfor kun håbe, at tyrkerne fortsat ønsker nemmere adgang til de europæiske markeder og rejsedestinationer, for det er det eneste, vi kan tilbyde Erdogan, oveni den store pose penge vi allerede giver ham for at holde porten lukket. ■

 

Vi [kan] derfor kun håbe, at tyrkerne fortsat ønsker nemmere adgang til de europæiske markeder og rejsedestinationer, for det er det eneste, vi kan tilbyde Erdogan, oveni den store pose penge vi allerede giver ham for at holde porten lukket
_______

 

Raurel Adams (f. 1996) er stud.scient.pol. ved Københavns Universitet og freelance journalist for RÆSON. ILLUSTRATION: Den afgående præsident Obama og den tiltrædende præsident Trump ved den præsidentielle tiltrædelsesceremoni i Washington DC, 20. januar 2017 [foto: Yin Bogu/Xinhua/Ritzau Scanpix]