27.06.2019

.

Man fornemmer, at det er S, der står for fodslæberiet i fattigdomsbekæmpelsen. Det gamle arbejderparti er fulgt med sine kernevælgere op i middelklassen, og man solidariserer sig derfor ikke længere med dem på bunden af indkomsthierarkiet. Det er et svigt, som der må gøres op med.

Kommentar af Rasmus Kongshøj

Den danske forfatter og filosof Villy Sørensen skrev engang, at det er godt, at vi har fået det bedre, men at det ville have været bedre, om vi havde fået det godt. Man sidder tilbage med samme fornemmelse efter at have læst den politiske forståelse mellem Socialdemokratiet og støttepartierne: Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre. Der er mange forbedringer i den nye aftale. En klimalov, der reducerer udledningen af drivhusgasser med 70 pct., minimumsnormeringer i daginstitutionerne, skrotning af symbolpolitiske perfiditeter på Lindholm og et løfte om ikke blot at tilføre velfærden midler nok til at følge med den demografiske udvikling, men også til reelle løft. Det er alt sammen forbedringer, der falder på et tørt sted efter lang tids borgerligt styre.

Men helt godt er det alligevel ikke. Den hårde udlændingepolitik består, der er ingen aftale om en løsning på problemet med stigende pensionsalder og nedslidning, ligesom der heller ikke er nogen forbedring af Løkke-årenes retspolitiske excesser med logning af danskernes digitale færden og fængselslignende straffe til børn ned i 10-årsalderen.

Mest iøjnefaldende er dog de deprimerende lave ambitioner for fattigdomsbekæmpelsen. Før valget talte Enhedslisten og De Radikale om at afskaffe fattigdomsydelserne, mens SF havde afskaffelse af kontanthjælpsloftet som såkaldt ultimativt krav.

Aftalen mellem regeringen og støttepartierne er langt fra dette mål. Den nye regering vil – indtil videre – bevare VLAK-DF’s fattigdomsbaserede socialpolitik. Det bliver kun til en midlertidig lappeløsning i form af et tilskud til loftsramte familier med børn på 14 år og nedefter. Der er ingen hjælp til børn over 14 eller til voksne, som fx de syge, der ikke har råd til medicin. De pensionister, der lever i fattigdom, bliver heller ikke nævnt med et ord.

 

Det er svært at se, hvordan man skal forsøge at bruge ydelserne til at bringe flere i arbejde, hvis ikke det skal ske gennem økonomisk pisk til de arbejdsløse efter borgerligt tilsnit
_______

 

En uambitiøs kommission
I forhandlingerne lykkedes det S at få sparket det politiske slagsmål om fattigdom til hjørne i form af en såkaldt ydelseskommission. Den skal om et års tid fremlægge et forslag til et nyt ydelsessystem. Dette forslag skal derefter danne basis for politiske forhandlinger, der så – måske – munder ud i ændrede ydelser.

I oplægget til, hvad kommissionen skal arbejde for, står der godt nok, at forslaget til et nyt ydelsessystem skal afhjælpe problemerne med børnefattigdom (altså: Der står ikke noget om fattigdom i almindelighed), men der står også, at det nye system skal understøtte, at flere kommer i beskæftigelse. Det er svært at se, hvordan man skal forsøge at bruge ydelserne til at bringe flere i arbejde, hvis ikke det skal ske gennem økonomisk pisk til de arbejdsløse efter borgerligt tilsnit. Det har vi fx set med 225-timersreglen, der straffer arbejdsløse for ikke at have nok lønarbejde.

Læser man videre, står der godt nok, at det nye ydelsessystem skal afskaffe kontanthjælpsloftet, men at afskaffelsen skal ske, “uden at det omvendt bliver muligt at modtage offentlige ydelser i ubegrænset omfang”. Denne formulering kan lige så vel læses som en opfordring til en rent kosmetisk rebranding af kontanthjælpsloftet, der bygger på det samme retoriske behændighedstrick, som VLAK-DF brugte til at indføre fattigdomsydelserne. Her fremmanede man billeder af de offentlige kasser som en buffet, arbejdsløse bare kunne tage for sig af.

Fakta er imidlertid, at man aldrig har kunnet “modtage offentlige ydelser i ubegrænset omfang”. Man har altid kun kunnet få i det omfang, man havde behov og opfyldte betingelserne. Det, kontanthjælpsloftet i virkeligheden gør, er at tage ydelser fra folk, de egentlig har ret til – og behov for – alene fordi de også har behov for andre ydelser. Dette princip agter den nye regering at videreføre i den ene eller anden form.

Og for at sætte trumf på den uambitiøse fattigdomsbekæmpelse har S tidligere meldt ud, at de ønsker, at et forlig om det nye ydelsessystem skal laves med de selvsamme borgerlige partier, der indførte fattigdomsydelserne. Det er svært at se, hvordan de borgerlige skal kunne overtales til at stemme for substantielle forbedringer for Underdanmark.

 

I og med at Socialdemokratiet har bundet sig op på at videreføre den hårde udlændingepolitik, er de bange for – hvis de accepterer en mere solidarisk politik – at miste opbakning fra højrenationalistiske vælgere
_______

 

S har forladt Underdanmark
Man fornemmer, at det er S, der står for fodslæberiet i fattigdomsbekæmpelsen. En af årsagerne er, at det gamle arbejderparti er fulgt med sine fastansatte faglærte kernevælgere op i den økonomiske middelklasse, og man solidariserer sig derfor ikke længere med dem på bunden af indkomsthierarkiet.

Ligeledes er en del af forklaringen, at det delvist er lykkedes for de borgerlige at få spørgsmålet om sociale ydelser rubriceret under udlændingepolitikken, ligesom det i sin tid lykkedes republikanerne i USA at benytte begrebet “welfare queens” – et begreb med klart racistiske undertoner – til at mobilisere hvide konservative imod sociale ydelser. I og med at Socialdemokratiet har bundet sig op på at videreføre den hårde udlændingepolitik, er de bange for – hvis de accepterer en mere solidarisk politik – at miste opbakning fra højrenationalistiske vælgere, der opfatter kontanthjælp som noget, “de fremmede” får.

Det er næppe en holdbar strategi for S at stikke hovedet i busken i frygt for højrenationalisternes vrede. For de bliver vrede uanset hvad. De vil udlægge selv den mindste forbedring af det sociale sikkerhedsnet, som om regeringen åbner en ladeport for “dovne udlændinge”, der får ubegrænsede offentlige midler uden modkrav.

Danmark er et rigt land med stor sammenhængskraft og bred opbakning til et trygt velfærdssamfund. Vi er måske det sted i verden, der har de bedste forudsætninger for at afskaffe fattigdom helt, hvis den politiske vilje er til stede. Så selvom Underdanmark ikke kom med i denne omgang, bør progressive kræfter fortsætte kampen, organisere en bred folkelig modstand mod fattigdom, oplyse om fattigdommens konsekvenser og igen og igen bringe visionen om et Danmark uden fattigdom frem i debatten. ■

 

Vi er måske det sted i verden, der har de bedste forudsætninger for at afskaffe fattigdom helt, hvis den politiske vilje er til stede. Så selvom Underdanmark ikke kom med i denne omgang, bør progressive kræfter fortsætte kampen
_______

 

Rasmus Kongshøj (f. 1984) arbejder med app-udvikling og er medlem af Enhedslisten. ILLUSTRATION: Ny statsminister Mette Frederiksen efter de afsluttede regeringsforhandlinger på Christiansborg, 25. juni 2019 (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)