15.03.2019

Israels statsanklager Avichai Mandeblit vil rejse sigtelse mod premierminister Netanyahu i tre massive korruptionssager. Timingen kunne umuligt være dårligere for premierministeren, der stiller op til genvalg i parlamentsvalget 9. april. Han står samtidig over for historisk stærk modstand fra tidligere allierede og pensionerede generaler, der alle ønsker at vælte den trængte Netanyahu.

Analyse af Rasmus Jacobsen

I 2012 udråbte Time Magazine Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, som ’Kong Bibi’, garvede politiker med taktisk snilde havde udraderet sin primære politiske modstander og sat sig tungt på tronen af israelsk politik. Han har været premierminister i Israel fra 1996-1999 og igen fra 2009 til i dag, og dermed er han den længst siddende regeringsleder i Israels historie næstefter statens legendariske grundlægger, David Ben Gurion. En rekord, ’Bibi’ vil slå, hvis han bliver genvalgt næste måned og igen udpeges som premierminister.

Men som bragt her i RÆSON for halvandet år siden har en bølge af korruptions-skandaler gjort det tvivlsomt, om Netanyahu – trods sit ry for at overkomme kriser og sikre sin politiske karriere – kan slå Ben Gurions rekord. Snarere ser det ud til, at han må følge sin forgængers spor. Ehud Olmert trak sig fra posten som premierminister under lignende anklager, og blev i 2015 dømt for korruption og har efterfølgende afsonet en fængselsdom.

Netanyahus betændte sager
Netanyahu har i en årrække været under efterforskning i fire store korruptionsskandaler. I den første sag, ’Case 1000’, har Netanyahu modtaget gaver af indflydelsesrige forretningsmænd, angiveligt i bytte for diverse vennetjenester med karakter af embedsmisbrug.

Den anden sag, ’Case 2000’, vedrører lyssky aftaler mellem Netanyahu og udgiveren af betalingsavisen Yedioth Ahronoth, Arnon Mozes. De to forhandlede om, at Netanyahu ville begrænse udgivelsen af den konkurrerende gratisavis Yisrael Hayom, der stærkt støtter premierministeren politisk, i bytte for at Mozes ville sikre en mere Netanyahu-venlig redaktionel linje i sin avis. Derved ville Netanyahu modtage mere venlig mediedækning, og Mozes ville kunne øge sin indtjening – en ordning, der skadede Yisrael Hayoms ejer, den amerikansk-jødiske rigmand, Sheldon Adelson. Forhandlingerne blev imidlertid afsløret af lækkede lydoptagelser, og Adelson har afgivet en skadende vidneforklaring af forsøget på politisk magtmisbrug og manipulation af medierne.

De to sager tog en overraskende og for Netanyahu katastrofal drejning den 4. august 2017, hvor premierministerens tidligere stabschef, Avi Harow, indgik en aftale med statsanklageren om at vidne mod Netanyahu i de to sager. Harow var fundraising-ansvarlig for Netanyahus valgkampagner, og han havde ansvar for at netværke med diverse rigmænd rundt om i verden på Netanyahus vegne – sommetider uden for lovens grænser. Som en af Netanyahus nærmeste allierede har Harow ikke kun indgående kendskab til premierministerens aktiviteter, men han har også på Netanyahus egen opfordring lavet lydoptagelser af flere af de lyssky forhandlinger, inklusive dem med Arnon Mozes, som senere blev lækket til medierne. Harow formodes derudover også at vidne mod Netanyahu i to andre sager, hvor han også er impliceret.

 

Som en af Netanyahus nærmeste allierede har Harow ikke kun indgående kendskab til premierministerens aktiviteter, men han har også på Netanyahus egen opfordring lavet lydoptagelser af flere af de lyssky forhandlinger
_______

 

’Case 3000’ er en langvarig kriminalefterforskning af israelsk militærs køb af tyske ubåde, der kan operere israelske atomvåben. I 2016 pressede Netanyahu på for hurtigt at få godkendt købet af tre ubåde med en stykpris på omkring 10 milliarder kroner. Senere er det kommet frem, at Israels militær har været modstander af købet fra begyndelsen, og at politiet har haft anholdt og afhørt flere vidner, da indkøbsprisen har været langt over markedsprisen, og man derfor mistænker dem for at være indblandet i korruption. De afhørte inkluderer Netanyahus personlige advokat og fætter, David Shimron, den tidligere kommandør for Israels flåde, Eliezer Marom, samt forretningsmanden, Miki Ganor, der blev udpeget af Netanyahus regering til at stå for købet af de tyske ubåde.

Trods sin åbenlyse inhabilitet komplementerede Shimron ofte eller afløste Ganor i forhandlingerne omkring det suspekte ubådskøb. Den 20. juli 2017 indvilgede Ganor i at vidne for statsanklageren i efterforskningen af korruption og bedrag i sagen, hvor store pengesummer er blevet overført til udenlandske bankkonti fra israelske konti tilhørende Eliezer Marom, der var med til at udpege Ganor som tovholder på ubådskøbet. Netanyahu er formelt set endnu ikke under mistanke i sagen, men involveringen af hans fætter og personlige rådgiver Shimron gør det utænkeligt, at premierministeren ikke i det mindste har kendt til den betændte sag. Ganors vidneudsagn kan derfor implicere Netanyahu direkte i sagen sammen og ligeledes med hans fætter og højtstående folk i det israelske militære lederskab.

Den fjerde og sidste sag relaterer sig til mulig korruption og inhabilitet i telekommunikationssektoren. Den hovedmistænkte i sagen er departementschefen i Israels kommunikationsministerium, Shlomo Filber. Han er mistænkt for at misbruge sin privilegerede adgang til politiske beslutninger til gavn for Bezeq, et stort telekommunikationsselskab med enorm kontrol over især internettet i Israel. Filber blev udpeget den dag, Netanyahu overtog posten som kommunikationsminister i efteråret 2014 (samtidig med at han var premierminister). Netanyahu, der fik sine koalitionspartnere til at skrive under på hans frie lejde i kommunikationssektoren, har tætte forbindelser til Bezeqs største aktionær, Shaul Elovitch – et forhold, Netanyahu tilbageholdt ved selvudnævnelsen som kommunikationsminister – hvilket i sig selv er en potentiel forbrydelse.

Det er endnu uklart, i hvilket omfang den arresterede Filber vil vidne mod Netanyahu og hans nære ven telekommunikationsmogulen, Elovitch. Derudover har Netanyahus fætter David Shimrons advokatfirma adskillige kunder i kommunikationsbranchen, der lige som Elovitch nemt har kunnet have haft gavn af Netanyahus adgang til beslutningerne i kommunikationsministeriet.

 

Netanyahu og resten af hans Likud-parti har hårdhændet kritiseret Mandelblit for at forsøge at påvirke udfaldet af parlamentsvalget næste måned
_______

 

Større politisk modstand end – måske – nogensinde
Netanyahus personlige advokat og fætter, David Shimron, er indblandet i kriminalefterforskningerne i alle de fire betændte sager, og i Israel spekuleres der i, om han vil vidne mod Netanyahu, hvilket nemt kan få premierministeren dømt i alle forhold, han eventuelt måtte blive sigtet for. Derudover vil det markant forøge den i forvejen høje sandsynlighed for, at Netanyahu må træde tilbage som premierminister og afslutte sin flere årtier lange politiske karriere.

Efter at efterforskningerne nu har stået på i årevis, annoncerede statsanklager Avichai Mandelblit efter års pres fra Netanyahus politiske modstandere og den bredere israelske offentlighed så 28. februar, at han vil rejse sigtelse mod Netanyahu i den første, den anden og den fjerde sag: modtagelsen af gaver i bytte for vennetjenester, konspiration om manipulation af israelsk presse, samt magtmisbrug i telekommunikationssektoren. Den tredje sag vedrørende ubådskøb undersøges stadig, og det er endnu uklart, om den vil lede til sigtelser mod Netanyahu. Netanyahu og resten af hans Likud-parti har hårdhændet kritiseret Mandelblit for at forsøge at påvirke udfaldet af parlamentsvalget næste måned ved at annoncere sigtelserne, før vælgerne går til stemmeurnerne, som del af en ’venstreorienteret heksejagt’ på premierministeren.

Kritikken af Mandelblit som en venstreorienteret konspirator står i skærende kontrast til hans karriere som jurist for det israelske militær, hvor han bl.a. har forsvaret Israels brug af klyngebomber i Sydlibanon i 2006 som værende inden for rammerne af international lov. Han tjente senere som regeringssekretær for Netanyahus regering mellem 2013 og 2016, hvorefter Netanyahu selv anbefalede ham til posten som statsanklager. At en langvarig Netanyahu-støtte som Mandelblit nu har vendt sig imod premierministeren vidner derfor ikke om en venstreorienteret konspiration men snarere om omfanget af beviserne mod Netanyahu.

Som om m de kommende sigtelser – der ikke formelt er rejst endnu – i sig selv ikke var (ekstremt) belastende nok for Netanyahu, så står premierministeren også over for en af sine stærkeste politiske udfordrere nogensinde. Tidligere stabschef for den israelske hær (Israel Defence Forces, IDF) Benny Gatz har som så mange andre pensionerede generaler udskiftet uniformen med et jakkesæt efter et skift til politik. Den populære eks-general dannede i december sit eget parti: ’Israel Resilience’ – meget lig hvordan en anden tidligere IDF-stabschef, Moshe Yaalon, i januar sidste år også dannede sit eget parti ’Telem’. Yaalon var tidligere medlem af Likud sammen med Netanyahu men forlod partiet i 2017 efter en række personlige og politiske uoverensstemmelser. Fælles for de to eks-generaler Gantz og Yaalon er, at de er imod Netanyahus politiske leflen for de ultraortodokse jøder og bosætterbevægelsen i de besatte palæstinensiske områder. Desuden er de markante modstandere af ’Bibis’ sikkerheds-, forsvars- og udenrigspolitik på flere punkter såsom forholdet til USA, håndtering af besættelsen af Palæstina samt kursen over for Iran.

 

Netanyahu står mod andre ord over for en fælles alliance af tre af de seneste ledere af den israelske hær samt den mest prominente politiker på den israelske midte
_______

 

Hver især ville Gantz og Yaalon måske udgøre en overkommelig politisk udfordring for Netanyahu. Men 21. februar annoncerede Gantz og Yaid Lapid – leder af midterparti ’Yesh Atid’ og en langvarig udfordrer til premierministerposten – at de to ville gå til valg sammen på en fælles liste. Den liste har modtaget støtte fra Yaalon samt endnu en tidligere IDF-stabschef, Gabi Askhenazi, som senere meldte sig ind i Gantz’ parti. Netanyahu står mod andre ord over for en fælles alliance af tre af de seneste ledere af den israelske hær samt den mest prominente politiker på den israelske midte, Yair Lapid. Aftalen er, at hvis de får væltet Netanyahu – Kong Bibi – af tronen, vil Gantz være premierminister de første 30 måneder af den næste regeringsperiode, hvorefter Lapid vil sidde resten af perioden, op til 18 måneder.

Omkring annonceringen af Gantz-Lapid-alliancen lå Likud stadig forrest i flere meningsmålinger med omkring 30 ud af 120 pladser i det israelske parlament, Knesset. Men i den følgende uge begyndte forspringet at svinde, og i slutningen af februar spåede flere separate meningsmålinger Gantz og Lapids liste til at vinde over Netanyahus Likud den 9. april. I de seneste meningsmålinger fra 11. marts ligger Gantz og Lapid stadig flere pladser foran Likud.

Gantz og Lapid har imidlertid det problem, at stillingen mellem de to blokke i israelsk politik stadig hælder til Netanyahus fordel, hvor meningsmålingerne 11. marts alle spår et flertal til centrum-højre. Dertil kommer, at centrum-venstre-blokken ledet at Gantz og Lapid i princippet inkluderer formodet støtte fra partierne for de israelske arabere (palæstinensere bosat i Israel med israelsk statsborgerskab) i Knesset. Det har været historisk politisk kontroversielt selv for Arbejderpartiet givet den racisme, der uomtvisteligt dominerer israelsk politik og samfund. Og det er endnu uklart, om de arabiske partier vil pege på Gantz og Lapid til at danne den næste regering. Derudover skal Gantz og Lapid nok ikke gøre sig endnu færre forhåbninger om at få støtte fra de ultraortodokse og bosætterbevægelsen, hvis positive særbehandling i Netanyahus regering de netop er imod, hvilket formentlig sikrer, at disse grupper vil forblive loyale over for Bibi.

Gantz og Lapid står med andre ord med det problem, at selvom deres alliance står stærkere end Netanyahus parti, kan de politiske realiteter i de bredere blokke i parlamentet stadig redde Bibi på målstregen. Formentlig derfor har Gantz, Lapid og Yaalon – paradoksalt – inviteret Likud med i en mulig kommende samlingsregering. Formålet med dette iøjefaldende skridt er at forsøge at overtale menige Likud-medlemmer til at slutte sig til anti-Netanyahu-koalitionen. Det er måske ikke så dumt endda, da mange Likud-medlemmer er lede af Netanyahus styring af partiet, hvor alle reelle og potentielle udfordrere er blevet kørt ud på et sidespor de sidste mange år. Det gælder bl.a. Yaalon selv, den nuværende leder af Kulanu partiet, Moshe Kahlon, nuværende FN-ambassadør, Dani Danon, og tidligere minister Gideon Saar.

 

Det er afgørende for Netanyahus ambitioner, at disse [højre-nationalistiske] partier bliver valgt ind, men han vil i så fald så kun kunne fortsætte som premierminister i endnu større ledtog med det yderste højre
_______

 

Tilbuddet går ud på, at menige Likud-medlemmer kan få mere indflydelse i en samlingsregering med Gantz og Lapid end under en ren højrefløjsregering med Netanyahu som premierminister, bakket op af de ultraortodokse partier, bosætterbevægelsen og diverse højre-ekstremister som eksempelvis det kontroversielle parti ’Jewish Power’. Dem indgik Netanyahu i valgforbund med i december, på trods af det faktum at det består af sympatisører med den afdøde dømte jødiske terrorleder Meir Kahane. På nuværende tidspunkt ligger flere højre-nationalistiske partier lige akkurat over spærregrænsen, som garanterer fire pladser i parlamentet. Det er afgørende for Netanyahus ambitioner, at disse partier bliver valgt ind, men han vil i så fald så kun kunne fortsætte som premierminister i endnu større ledtog med det yderste højre. I lyset af dette scenarie kan Gantz og Lapid måske få mere held med at tiltrække Likud-medlemmer, der hellere vil spille andenviolin under Gantz på den politiske midte end tredjeviolin under Netanyahu i kor med den yderste højrefløj.

Siden Time Magazine udråbte ham som ’King Bibi’ i 2012, har Netanyahu overlevet adskillige kriser. Men det vil kræve noget særligt, hvis premierministeren skal finde en mirakuløs udvej ud af dette morads. Selvom statsanklager Mandelblit først vil rejse formel sigtelse efter valget, kan skaden meget vel allerede være sket. Mange vælgere opfordrer Netanyahu til at træde tilbage alene på grund af sigtelserne, og hans nuværende og potentielle koalitionspartnere vil nok være varsomme med at pege på en premierminister, der vil blive formelt sigtet og muligvis dømt i en nær fremtid. Alle disse faktorer vil kun gøre det endnu mere fristende for menige Likud-medlemmer og Netanyahus interne rivaler i partiet at forlade Bibis synkende skude og skifte ’leve kongen’ ud med ’ned med kongen’ under Gantz og Lapids vinger. Og selv hvis Netanyahu skulle blive genvalgt som premierminister med afgørende støtte fra den yderste højrefløj, så lurer Mandelblits sigtelser lige rundt om hjørnet. ■

 

Selv hvis Netanyahu skulle blive genvalgt som premierminister med afgørende støtte fra den yderste højrefløj, så lurer Mandelblits sigtelser lige rundt om hjørnet
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland