01.02.2019

Det meste af den arabiske verden er i gang med at normalisere de diplomatiske forbindelser til Damaskus. Det er kun et spørgsmål om (kort) tid, før det meste af Vesten følger trop, så den syriske regering får genetableret det meste af sin tidligere internationale status og går fra paria til yndling.

Analyse af Rasmus Jacobsen

Den arabiske verden er i disse måneder i gang med at række hånden ud til den syriske regering med ønsker om at normalisere de diplomatiske forbindelser og hive præsident Bashar al-Assad ind fra kulden. I oktober genåbnede Jordan Nassib-grænseovergangen med Syriens Deraa-provins, og samhandlen mellem de to trængte økonomier blev genoptaget. Et lignende skridt forhandles netop nu mellem regeringerne i Damaskus og Bagdad vedrørende grænseovergangen mellem al-Bukamal i det østlige Syrien og al-Qaim på den anden side af grænsen i det vestlige Iraks Anbar-provins. I midten af december havde præsident Assad sit første møde siden 2011 med en anden arabisk statsleder, da Sudans præsident Omar al-Bashir kom på visit til Damaskus. Bashirs besøg kunne ikke være sket uden forudgående godkendelse og tilskyndelse fra hans venner i De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien, som han støtter i deres langtrukne krig i Yemen. I skrivende stund forventes Mauretaniens præsident Mohamed Ouald Abdel Aziz at følge i Bashirs som det andet arabiske statsoverhoved, der besøger Damaskus på kun få måneder, efter Assad har ligget på diplomatisk is i den arabiske verden siden 2011, og Syriens medlemskab af Den Arabiske Liga blev suspenderet i efteråret 2011 som konsekvens af konflikten mellem regeringen og oppositionen.

Et par dage efter Bashirs besøg i Damaskus tog chefen for Syriens Nationale Sikkerhedsbureau (der i teorien administrerer de mange individuelle syriske efterretningstjenester), Ali Mamlouk, på officielt besøg hos den egyptiske regering. Mamlouk tilhører den syriske præsidents inderkreds og er under heftige internationale sanktioner fra alle sider. Derfor har hans tidligere møder med den saudi-arabiske, den amerikanske og den italienske efterretningstjeneste været hemmeligholdte, og netop derfor er det bemærkelsesværdigt, at hans besøg til Egypten var aldeles officielt i et land med mindre journalistisk frihed end Syrien selv. Den egyptiske regering ønskede mødet offentligt. Den 27. december genåbnede De Forenede Arabiske Emirater sin ambassade i Damaskus og dagen efter fulgte Bahrain trop – to af Saudi-Arabiens nærmeste allierede i regionen. Der går nu rygter om, at Kuwait og Jordan er på trapperne med lignende skridt inden for de kommende uger, og at selveste Saudi-Arabien kunne følge trop derefter engang inden sommeren.

I multilateralt regi har Algeriet sammen med sin traditionelle rival i Nordafrika Egypten og deres fælles ven Rusland presset hårdt på for, at Syrien får genaktiveret sit medlemskab af Den Arabiske Liga ved ligaens næste topmøde i Tunis [Tunesiens hovedstad, red.] den 31. marts. Tunesien, der med overdrivelse og uberettiget optimisme ses som en enkeltstående demokratisk succes i det arabiske forår, er også selv paradoksalt nok på god fod med Syrien, der anses som den absolutte modsætning til den tunesiske ’succes’. I august 2018 besøgte en tunesisk parlamentarisk delegation Damaskus til meget venskabelige møder med den syriske regering, og i december 2018 genåbnede Tunesien som det første arabiske land udover Libanon og Irak kommercielle flyvninger til Damaskus’ internationale lufthavn. Tunesiens præsident Beji Caid Essebsi, en gammel regime-mand fra tiden før 2011-revolutionen, har sluttet sig til Algeriet, Egypten, libanesisk Hizbollah og andre fortalere for Syriens diplomatiske tilbagevenden i det gode arabiske selskab.

 

Hvorfor er hele den arabiske verden vendt på en tallerken siden september og nu begyndt at arbejde på at normalisere de diplomatiske forbindelser med Syrien?
_______

 

Syrien har vundet krigen
Hvorfor er hele den arabiske verden vendt på en tallerken siden september og nu begyndt at arbejde på at normalisere de diplomatiske forbindelser med Syrien? Den første grund er, at de arabiske stater har indset det åbenlyse, som mange i Vesten endnu ikke kan/vil: Den syriske regering har – med hjælp fra sine allierede – definitivt vundet krigen. Mange af de stædige og repressive arabiske autokrater, der står i spidsen for anakronistiske regimer med minimal inddragelse af befolkningerne, har trods alt indset før vores ledere her i Vesten, at det er meningsløst at trække det uundgåelige i langdrag. ”Assad bliver siddende, uanset om vi vil det eller ej, og derfor kan man lige så godt normalisere forbindelserne med det samme, så man kan høste gevinsterne”, er det enstemmige ræsonnement. Det står endnu uklart, om de vestlige udenrigsministerier kan være mere omstillingsparate over for de geopolitiske realiteter end et golfmonarki, der bruger sin udenrigstjeneste til at partere regime-kritikere ved højlys dag.

Den anden grund til ønsket om at normalisere de arabiske forbindelser til Damaskus er, at Syriens regering tilbyder tre meget tiltalende ting: profit, flygtningehjemsendelser og anti-terrorsamarbejde. Fordi regningen for Syriens genopbygning er vurderet til omkring 400-500 milliarder dollars, og fordi Damaskus har vedtaget ekstremt favorabel lovgivning for investorer, er der enorme profitter at hente for potentielle investorer, der snildt kan sammenlignes med efterkrigs-investeringsmulighederne i Libanon i 90’erne og Irak i 00’erne. Især lederne i Abu Dhabi og Dubai har set sig om efter nye vækstmarkeder, i takt med at Emiraternes egen økonomi og især investorers profitrater har stagneret siden 2014, efter de globale oliepriser begyndte af falde. Derudover er Syrien tiltrækkende som et sted, hvor regionale værtslande for syriske flygtninge med endnu færre moralske og juridiske skrupler end ellers kan sende syriske flygtninge til, netop fordi det er deres hjemland. I 2018 er mere end 250.000 syriske flygtninge hjemvendt eller -sendt fra nabolandene Libanon, Jordan og Tyrkiet alene – ofte med rigelig “opmuntring” fra sikkerhedsstyrkerne i disse lande. For enhver med sin daglige gang i regionen er det ingen hemmelighed, at alle Syriens naboer helst ser, at flygtningene tager hjem hurtigst muligt.

Dertil kommer, at den syriske regering ligger inde med enorme mængder af information om alle de jihadistiske fremmedkrigere fra Mellemøsten og Vesten, som har ført hellig krig i Syrien. Fremmedkrigernes hjemlande vil ikke have dem tilbage, fordi de udgør en terrortrussel, hvis de ikke bliver fanget ved hjemkomst, og fordi de udgør en enorm administrativ, juridisk og moralsk udfordring for retssystemet og samfundet, hvis de bliver taget. Netop derfor er det tiltrækkende for mange stater i Mellemøsten og Vesten at normalisere forholdet til Syrien, så man kan få Assads hjælp til at beholde, bekæmpe eller likvidere de tusinder af ikke-syriske militante islamister, som NATO og Golfmonarkierne selv tidligere støttede i håbet om at vælte Assad.

 

Den tredje og vigtigste grund til den arabiske verdens tiltag mod at normalisere Syriens diplomatiske relationer er Tyrkiets mere og mere aggressive udenrigspolitik
_______

 

Det gamle sultanat breder sig
Den tredje og vigtigste grund til den arabiske verdens tiltag mod at normalisere Syriens diplomatiske relationer er Tyrkiets mere og mere aggressive udenrigspolitik. Siden det fejlslagne kup mod præsident Erdogan i sommeren 2016 har Tyrkiet ført en ekstremt aggressiv udenrigspolitik, som blandt andet har inkluderet to store militære offensiver ind i Nordsyrien (’Euphrates Shield’ i august 2016 og ’Olive Branch’ atten måneder senere i januar 2018) for at inddæmme de syriske kurdere allieret med Vesten i kampen mod Islamisk Stat, operationer rettet mod PKK langt ind i irakisk territorium og en fornyet indblanding i den endeløse konflikt i Libyen i form af støtte til islamistiske grupper i Tripoli og Misrata. I skrivende stund forbereder og truer Tyrkiet med en ny landoffensiv i de kurdisk-kontrollerede områder i det nordøstlige Syrien. Netop her har USA annonceret en meget omdiskuteret militær tilbagetrækning, der ser ud til at efterlade samarbejdspartnerne fra de kurdiske militser og koalitionsmedlemmerne fra Europa og den arabiske verden i et usikkert limbo mellem tyrkisk, russisk, iransk, syrisk og jihadistisk pres. Især de arabiske ledere frygter, at Tyrkiet (ikke Iran!) vil udnytte USA’s exit fra Syrien til at styrke sit militære fodfæste i hjertet af den arabiske verden.

Udover den militære aggression koncentreret i Syrien og Irak har Tyrkiet også ført en tilsvarende ideologisk offensiv i den bredere region, som blot gør den førstnævnte mere faretruende i arabiske lederes øjne. De fleste vigtige medlemmer af det Muslimske Broderskab fra regionens arabiske lande sidder nu i Tyrkiet eller har gode forbindelser til landets regering. Det afspejler blandt andet, at Broderskabet i det arabiske forår stod som den stærkeste opposition til de siddende regimer og enten tog magten eller blev sendt i eksil efter kontrarevolution. Tunesiens Ennahda-parti (der er Broderskabets tunesiske afdelings politiske organ) har tætte forbindelser til Tyrkiet. Libyens Broderskab og flere islamistiske militser har ekstremt stærke bånd til Ankara, og mange har endda slået sig ned der. Efter militærets kontrarevolution i Egypten har næsten alle de ledende egyptiske Muslimske Brødre, der ikke er i graven eller i fængsel, fundet asyl i Tyrkiet. Det samme gælder for de fremtrædende medlemmer af broderskabets netværk i Saudi-Arabien, Emiraterne, Syrien og Irak: De har overvejende fået husly i Ankara til stor irritation for de stort set alle de siddende arabiske statsoverhoveder.

 

Hvorfor huser Erdogan Det Muslimske Broderskab fra hele regionen til så stor åbenlys gene for de andre despoter? Fordi den tyrkiske præsident nærer forhåbninger om at genetablere sit lands historiske rolle som leder af den muslimske verden
_______

 

Hvorfor huser Erdogan Det Muslimske Broderskab fra hele regionen til så stor åbenlys gene for de andre despoter? Fordi den tyrkiske præsident nærer forhåbninger om at genetablere sit lands historiske rolle som leder af den muslimske verden, ligesom det var i cirka 400 år under det osmanniske imperium. Præcis derfor har Tyrkiet især udfordret Saudi-Arabien som leder af den muslimske verden – en titel Riyadh tog fra Ankara efter Første Verdenskrig, hvor al-Saud-familien oprettede sit kongerige og erklærede lederskab over Mekka, Medina og alverdens (sunni)muslimer, mens det osmanniske imperium gik til grunde. Som eksempel på Erdogans aktivisme har Tyrkiet forsvaret Qatar over for den belejring, som Saudi-Arabien og Emiraterne siden 2017 har stået i spidsen for med opbakning fra Egypten. Tyrkerne har endda udstationeret militære styrker i Qatar, og de to statsstøtter af Det Muslimske Broderskab overalt i regionen har indgået en formel forsvarsalliance, hvilket cementerer en Tyrkisk militærtilstedeværelse på dørtrinnet til Saudi-Arabiens grænser. Derudover brugte Tyrkiet Khashoggi-mordet meget taktisk til at underminere Saudi-Arabiens – og især kronprins Muhammed bin Salmans – generelle renommé og forhold til USA især ved at frigive detaljer om det bestialske drab med gisninger om, at prins Muhammed selv havde givet ordrerne. Skadeseffekten var dog størst i Kongressen, hvor flere fremtrædende medlemmer som Lindsey Graham begyndte at kritisere Muhammed Bin Salman i skarpe toner, hvorimod præsident Trump ikke ville lade Khashoggi-mordet skade hans og hans svigersøn Jared Kushners forhold til den saudiske kronprins.

Tyrkiets aggressive udenrigspolitisk – militært i Syrien og Irak samt ideologisk i størstedelen af regionen – ses som en akut trussel af nærmest hele den arabiske verden bortset fra Qatar, der er allieret med Tyrkiet i kraft af deres delte had til Saudi-Arabien og fælles kærlighed til særligt Det Muslimske Broderskab og andre, mere ekstreme islamistiske grupperinger i regionen. Den tyrkiske trussel, som i nogle kredse – med en vis berettigelse – betegnes som ‘neo-osmanisme’, er endda anset i flere regionale kredse, inklusive israelske, som en større trussel mod regionens stabilitet og magtbalance end selv Iran, der ellers oftest og ufortjent får skurkerollen. Netop derfor har de mange arabiske diplomatiske håndsrækninger til Assad blot henvist til truslen om ‘indblanding i arabiske anliggender’ uden det vanlige ‘iranske’-tillægsord foran. Det skyldes også, at de arabiske ledere er beroliget af, at Iran for nylig er underlagt nye amerikanske sanktioner og trusler, efter præsident Trump hev USA ud af den multilaterale atomaftale JCPOA og sammen med de nyligt udpegede Iran-høge Mike Pompeo og John Bolton skruede op for presset på Teheran.

 

At Tyrkiets aggressive udenrigspolitisk ses som en større trussel mod den arabiske verden end Iran, har gjort det endnu mere nødvendigt og akut for de fleste arabiske ledere at genetablere forbindelserne til [Syrien]
_______

 

Syrien: Bolværk mod Tyrkiet
At Tyrkiets aggressive udenrigspolitisk ses som en større trussel mod den arabiske verden end Iran, har gjort det endnu mere nødvendigt og akut for de fleste arabiske ledere at genetablere forbindelserne til den arabiske stat, der står forrest i forsvarslinjen over for Tyrkiet: Syrien. Denne udvikling modbeviser også den forsimplede forestilling (for nylig gentaget af Helle Malmvig i RÆSON) om, at en slags ”kold krig” mellem Iran og Saudi-Arabien er den vigtigste akse, mellemøstlige begivenheder drejer sig om. Sammen med de andre nævnte faktorer kan lederskabet i Damaskus derfor se frem til flere diplomatiske håndtrækninger fra de andre arabiske lande i de kommende måneder, formentlig kulminerende i at Syrien den 31. marts genoptages som fuldgyldigt medlem af Den Arabiske Liga.

Hvis (når) den arabiske verden på dette punkt opnår en sjælden konsensus og beslutningskraft, bliver det meget svært for Vesten at mene noget andet og forfølge en anden politik over for ét medlem af den arabiske familie. Så når Den Arabiske Liga normaliserer Syriens diplomatiske forhold, bliver det kun et spørgsmål om få måneder, førend de store EU-stater følger trop. I skrivende stund siges det, at Tyskland og Italien står forrest i køen til (igen) at blive venner med Assad, mens Frankrig og Storbritannien lurer i anden række. Ligesom de arabiske stater er de europæiske stormagter også interesserede i investeringspotentialet i Syrien, samarbejdet med Assad i bekæmpelsen af militante islamister (i særdeleshed de tusinder med europæisk statsborgerskab) og især muligheden for hjemsendelse af syriske flygtninge på et tidspunkt, hvor flygtninge og migration truer hele EU-projektet. De europæiske stater er heller ikke tilfredse med Tyrkiets angreb på de syriske kurdere, der har spillet en afgørende rolle i bekæmpelsen af Islamisk Stat med støtte fra Vesten.

Den største barriere for normaliseringen af Syriens diplomatiske forbindelser er USA, der stadig betragter landet som en uadskillelig del af Irans alliancenetværk. Netop derfor turnerede udenrigsminister Mike Pompeo, national sikkerhedsrådgiver John Bolton og viceudenrigsminister David Hale rundt i regionen i første halvdel af januar for blandt andet at overtale (eller måske nærmere true) de arabiske stater til ikke at genetablere forbindelserne til Assad. De tre amerikanere lykkedes med at sabotere et økonomisk topmøde for Den Arabiske Liga i Beirut 19-20. januar ved at overbevise de fleste arabiske statsoverhoveder til ikke at deltage i, hvad dele af den libanesiske regering håbede ville kickstarte normaliseringen af Syriens forhold til den arabiske verden. Men USA’s succes heri ser ud til at være midlertidig. Washington har reelt ikke kunnet overbevise Emiraterne, Irak, Egypten, Algeriet og andre om det uhensigtsmæssige i at bringe Assad ind fra kulden. Det skyldes især, at USA stadig ikke har nogle gode svar på, hvordan Tyrkiet kan inddæmmes, når nu USA har annonceret en gradvis militær tilbagetrækning fra netop Syrien. Derfor kan 2019 meget vel blive året, hvor Syriens status går fra international paria til darling. ■

 

Washington har reelt ikke kunnet overbevise Emiraterne, Irak, Egypten, Algeriet og andre om det uhensigtsmæssige i at bringe Assad ind fra kulden
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne