02.02.2019

.

Hvorfor går Alternativet tilbage, mens klimaspørgsmålet går frem? Fordi partiet – og en del andre – ønsker at løse klimaproblemet ved at få danskerne til at give afkald på alt for meget, der er alt for sjovt. Det vil aldrig ske. Der skal andre løsninger på bordet.

Kommentar af Randahl Fink Isaksen

Det seneste år har budt på stadigt flere alarmerende nyheder om klimaets forværring, men samtidig har året også budt på mange positive nyheder om initiativer, der vil hjælpe med at bringe os ud af klimakrisen. Danske politikere ønsker at vise handlekraft, men hvilke tiltag vil reelt have størst effekt for klimaet?

Især i Danmark er det tydeligt, at debatten ikke længere handler om, hvorvidt vi har et klimaproblem, men om hvordan vi løser det klimaproblem, alle nu anerkender. Nå ja, næsten alle – ”Så længe der er pålidelige forskere, der siger det ene, og så nogle andre, der siger det andet, så føler jeg mig ikke fuldstændigt overbevist om, at den ene forklaring er mere rigtig end den anden,” sagde Dansk Folkepartis klimaordfører, Mikkel Dencker, i august.

36 procent af danskerne svarer i en undersøgelse, at klimapolitikken er på deres top tre over emner, der afgør deres stemme. Det er en stigning på 15 procentpoint på blot ét år. Her i valgkampen op til folketingsvalget 2019 er klimaet da også meget i fokus, og det på trods af at især de større partier i de seneste tre valgkampe har foretrukket at fokusere på den let kommunikérbare udlændingepolitik.

Måske netop på grund af dette mangeårige udlændinge-selvsving, er Alternativet lykkedes med nærmest at opnå hævd på klimaet som politisk dagsorden. Uanset læserens politiske ståsted vil de fleste nok medgive, at hvis man virkelig prioriterer klima over alt andet, så er det svært at overse Alternativet på stemmesedlen. Så hvorfor går partiet markant tilbage i meningsmålingerne, samtidig med at klimadagsordenen går frem? Siden Alternativets højdepunkt i august 2016, hvor partiet havde opbakning fra 6,8 procent af vælgerne, er vælgeropbakningen faldet måned efter måned, og den ligger i skrivende stund på beskedne 4,1 procent. Vi vælgere prioriterer altså klimapolitikken, vi gider bare ikke Alternativets klimapolitik.

 

Vi vælgere prioriterer altså klimapolitikken, vi gider bare ikke Alternativets klimapolitik
_______

 

Det er ikke, fordi partiet ikke markerer sig. Den ene dag skal vi spise mindre kød, den næste dag skal vi flyve mindre, dernæst skal vi køre mindre i bil, og som det seneste påhit viser partiets politiske leder, Uffe Elbæk, hvordan det klimabevidste menneske også forbruger mindre ved ikke at give gaver juleaften.

Problemet er, at alle disse dagsordener er negative du-må-ikke-dagsordener, der efterlader vælgerne med det indtryk, at klimakamp er en form for askese — et fromt munkeliv, hvor man med foldede hænder undgår at røre ved alt, der bringer morskab i livet. Det virker nærmest religiøst, og måske skulle klimapolitikere i alle partier ihukomme, hvordan det er gået befolkningens forhold til netop religion de seneste årtier.

Det er meget svært at sælge en film på, at den er kedelig; og det har også religiøse kredse måttet indse. For 100 år siden var religion i Danmark noget med at sove med hænderne over dynen, at undgå alkohol, spil, musik, dans, sex osv. Men skal man tro de mange artikler om folkekirkens fornyelse, kan man nu om dage nærmest ikke åbne en dør til en kirke uden at blive blæst bagover af et rockorkester – hvis man da ikke bliver budt på spaghetti – i et forsøg på at imødekomme danskernes efterspørgsel.

Det er sådan en reformation, som moderne klimapolitikere generelt og Alternativet i særdeleshed trænger til. Ligesom kirken må klimapolitikerne erkende, at selvom de selv er klimanørder, der føler en ophøjet glæde ved at gøre det rigtige, så rykker det asketiske munkeliv altså ikke rigtigt hos os andre. De må indse, at der er flere måder at løse klimaproblemet på, og det åbner mulighed for at vælge den populære løsning, som man kan inddrage hele befolkningen i og derved gøre en reel forskel med.

 

[Klimapolitikerne] må indse, at der er flere måder at løse klimaproblemet på, og det åbner mulighed for at vælge den populære løsning, som man kan inddrage hele befolkningen i og derved gøre en reel forskel med
_______

 

Vi burde egentlig have lært lektien. Helt frem til 1960’erne forsøgte man at forhindre ufrivillig graviditet ved at promovere seksuel afholdenhed. Ikke overraskende blev det aldrig rigtigt populært. Men da udbredelsen af prævention gjorde det muligt at undgå graviditet uden at undertrykke menneskets seksualdrift, fik befolkningen lyst til at være med.

Pointen er, at det er let at foreslå fravalg som en løsning på snart sagt ethvert problem, men man glemmer ofte, at fravalg har konsekvenser. Når Alternativet vil spise mindre kød, glemmer partiet, hvorfor vi spiser kød – at kød er en central del af dansk madkultur, som danskerne i stor udstrækning sætter pris på. Når Alternativet vil undgå flyvning, glemmer partiet, hvorfor vi flyver – at flyvning muliggør virksomheders samarbejde på tværs af landegrænser og privates kulturelt berigende ferieoplevelser under fjerne himmelstrøg. De ting, vi tilvælger, tilvælger vi ikke for at skade klimaet, men fordi de har værdi for os.

Det er muligt, at produktionen af julegaver forurener, men vi brugte næppe 29 milliarder kroner i julehandlen, hvis ikke det betød noget for os. Julehandlen slår rekord næsten hvert eneste år, så når Elbæk ikke køber julegaver, viser han naturligvis en symbolsk støtte til klimaet; men han skaber ikke en fælles dagsorden, som hele befolkningen naturligt lader sig inddrage i, så vi sammen kan gøre en reel forskel.

Tilsvarende har Verdensnaturfonden siden 2007 promoveret kampagnen Earth Hour, der skal få Jordens befolkning til at slukke lyset i én time hvert år i marts. Det skaber også opmærksomhed om klimaet, men den reelle klimaeffekt er ikke-eksisterende. Det styrker ikke sagen, at den energikilde, vi slukker for, i mange lande netop er den miljørigtige elektricitet, som vi forsøger at omlægge til af hensyn til klimaet.

Omvendt har opfindelsen af LED-pærerne og EU-politikernes kloge udfasning af glødetrådspærer betydet et markant fald i vores energiforbrug til netop belysning. Den 60 watt-glødetrådspære, mine forældre havde over deres spisebord, brugte otte gange mere strøm end den LED-pære, jeg selv benytter. Otte! Det er en forandring, alle borgere kan deltage i med maksimal effekt og minimal ulempe. Det er den slags løsninger, verdens klimapolitikere skal finde langt flere af, hvis de skal have befolkningerne med og skabe en reel forandring.

 

Det er [løsninger med maksimal effekt og minimal ulempe], verdens klimapolitikere skal finde langt flere af, hvis de skal have befolkningerne med og skabe en reel forandring
_______

 

I Danmark vil SF lægge 60 kroner i afgift på hver indenrigsflyvning. Der er næppe mange erhvervsfolk, der vil fravælge et møde i en anden by, fordi deres arbejdsgiver nu skal betale 60 kroner mere for transporten, så også dette du-må-ikke-tiltag bliver komplet virkningsløst. Til sammenligning har Norges statsejede flyselskab Avinor besluttet, at alle indenrigsflyvninger i landet skal ske med elfly fra år 2040. Dette er en væsentlig beslutning i et land, hvis elproduktion kommer 98 procent fra vedvarende energi; og det betyder, at Norge vil opnå en helt markant reduktion i sit CO2-regnskab. Hvis danske klimapolitikere arbejdede for en elektrificering af vores indenrigsflyvninger, kunne vi danskere også kæmpe for klimaet på denne front – igen med maksimal effekt og minimal ulempe.

Og mens danske klimapolitikere nærmest som en kulturelt betinget tradition modarbejder bilisme, har Norge succes med at omstille bilparken i sådan en grad, at 47,7 procent af alle solgte biler i november 2018 var elbiler. I 2018 købte vi i Danmark 218.559 biler i alt. Hvorfor? Selvfølgelig fordi biler gør en væsentlig forskel i hverdagen – især udenfor Hovedstaden i de mindre byer og landområder, hvor 77 procent af befolkningen bor. Hvis danske politikere havde vist rettidig omhu og indført klimafremmende initiativer, der havde sikret danske elbiler en høj markedsandel som i Norge, kunne 104.253 af bilerne have været elbiler. Men kun 0,7 procent af vores nye biler i 2018, 1.545 styk, var eldrevne.

Her er altså et klimaindsatsområde, hvor danske politikere virkelig kunne gøre en forskel, hvis de ville erkende, at individuel transport ikke er noget, man får folk til at afholde sig fra. Bilisme skaber værdi for de millioner af mennesker, der ejer eller bruger Danmarks 2.465.000 biler, og derfor skal bilismen gøres klimavenlig på en måde, hele befolkningen kan bakke op om. Jeg kender ikke den bilejer, der ikke gerne valgte en elbil, hvis økonomien i det kunne konkurrere med de stærkt forurenende dieselbiler, vi ellers vælger. Dét er en lavthængende frugt, politikerne bør plukke.

Vi må indse, at i frie demokratier kræver det populære klimaløsninger at opnå en reel forandring. Danmark er ikke et Kina, der bag et skrivebord kan beslutte at flytte 1,24 millioner mennesker for at gøre plads til verdens største dæmning og derved øge den vedvarende energiproduktion. Vi må fremme klimaløsninger, folk efterspørger. Jo før de danske politikere indser dette, jo før kan vi komme væk fra de virkningsløse, negative klimatiltag, der aldrig selv kommer ud at flyve. ■

 

Vi må fremme klimaløsninger, folk efterspørger. Jo før de danske politikere indser dette, jo før kan vi komme væk fra de virkningsløse, negative klimatiltag, der aldrig selv kommer ud at flyve
_______

 

Randahl Fink Isaksen (f. 1975) er selvstændig erhvervsdrivende siden 1999 og samfundsdebattør. ILLUSTRATION: Alternativets formand, Uffe Elbæk, på Christiansborg. [foto: Ulrik Hasemann/Scanpix]