13.01.2019

”Jeg vil ikke bryde nogle konventioner, men jeg vil prøve en masse konventioner af. Stort set alle konventioner starter med, at det enkelte land ikke behøver opfylde denne konvention, hvis det er til skade for landets sikkerhed. Så man kan altid starte med at sige fra til visse dele, fordi det er til skade for Danmarks sikkerhed.”

Dette er den fulde version af interviewet. Læs den komprimerede version her.

Du kan også høre hele interviewet her.

Interview af Asger Juhl

RÆSON: Velkommen til RÆSON. Jeg hedder Asger Juhl og skal interviewe ti toneangivende politikere inden folketingsvalget. Hvad mener de om de aktuelle sager i debatten, og hvordan har de tænkt sig at vinde valget? Alle tager selv et emne med, de vil snakke om – resten bestemmer jeg. Søren Espersen, velkommen til og tillykke med, at du er den første gæst. Du er næstformand i Dansk Folkeparti. Kan du præsentere dig selv som politiker?
ESPERSEN: Jeg er en gammel mand efterhånden. Jeg er fyldt 65, og jeg har været med i det her meget, meget længe – også før jeg kom i folketinget, var jeg pressechef for Dansk Folkeparti i 10 år. Jeg har været med siden partiets start, og jeg var inden da […] medlem af Fremskridtspartiet og var så med i den gruppe, der fulgte med Pia [Kjærsgaard, red.] over i det nye Dansk Folkeparti.

RÆSON: Hvad fik dig til at være med i Fremskridtspartiet?
ESPERSEN: Det var to ting – og det er stadigvæk de samme to ting, der er afgørende for mig: Danmarks frihed og selvstændighed, som jeg synes trues af EU, og så indvandringspolitikken, som også er en trussel mod Danmarks frihed og selvstændighed. De to ting er stadigvæk de helt overordnede årsager til, at jeg stadig er i politik.

RÆSON: Hvordan er din magt i Dansk Folkeparti i dag?
ESPERSEN: Jeg er med i ledelsen. Det der hedder K-udvalget, som består af Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Martin Henriksen, vores pressechef Søren Søndergaard og så mig. Det er der, de store linjer diskuteres. Vi har nogle ret lange og hyppige møder. Normalt har vi en årlig tredages tur, hvor vi får tingene drøftet godt igennem.

RÆSON: Er du nummer to i partiet?
ESPERSEN: Det ved jeg såmænd ikke. Peter Skaarup og jeg har jo fulgtes meget ad. Han er gruppeformand, og jeg er næstformand i partiet. Jeg ved ikke, hvad der rangerer højest. Det går vi heller ikke så meget op i. Vi var begge to med som personale i sin tid, da Dansk Folkeparti blev stiftet. Peter var personalechef, og jeg var pressechef. Det lød flot, for vi havde ikke nogen at være chefer for, så det var nogle rigtig gode chefmøder vi havde dér.

RÆSON: Har du formandsdrømme i Dansk Folkeparti?
ESPERSEN: Nej.

RÆSON. Helt sikkert nej?
ESPERSEN: Jeg synes ikke, det passer til min alder mere, og vi har en glimrende formand som garanteret sidder længe endnu. Han er jo ung, han fylder 50 til sommer.

RÆSON: Du siger helt sikkert siger nej til, at du bliver formand?
ESPERSEN: Jeg skal ikke være formand for DF. Der kommer én efter Kristen, men ikke før om lang tid, hans alder i betragtning. Det går jo også godt. Han har ført partiet frem fra 12 pct. af stemmerne til 21,9 pct. ved sidste valg. Det kan vist ikke gøres ret meget bedre.

RÆSON: Er der en kronprins?
ESPERSEN: Nej. Kristian var kronprins i mange år i forhold til Pia, men det har vi ikke. Måske af den grund, at han er så ung, og der er ingen, der tænker i de baner overhovedet. Det gør de måske om ti eller femten år, når han er lige så gammel som mig.

RÆSON: Snakker I helt ærligt aldrig om dét i partiet?
ESPERSEN: Nej. Det med alder er også underligt, vil jeg gerne lige tilføje. […] I København spørger man folk på min alder: ”Hvornår holder du egentlig op?”, men det har jeg ikke tænkt mig at gøre.

DF i regering med mindre end 16 pct.? ”Det bliver svært”

RÆSON: Skal Dansk Folkeparti i regering efter næste folketingsvalg?
ESPERSEN: Ja, det er planen. Hvis vi får et blåt flertal, det giver sig selv. Hvis det bliver et rødt flertal, skal vi ikke være med i nogen regering i den her omgang

RÆSON: Er der andre kriterier, der skal være opfyldt, før I vil indgå i en regering?
ESPERSEN: Vi har talt om, at det bør være sådan, at vi er på nogenlunde det niveau, som vi var, også før sidste valg. Der lå vi på et niveau omkring 17-18 pct. og fik 21,9 pct. af stemmerne. Vi ligger også omkring 17-18 pct. nu, nogle gange har vi 19 pct. Så vi ligger egentlig godt i svinget i forhold til det valg, der kommer, hvor vi forhåbentlig kommer op på nogenlunde samme niveau som sidst.

RÆSON: Hvad er smertegrænsen for, hvor små DF kan være, før I tænker: ”Det er for småt til at være med i en regering”?
ESPERSEN: Hvis det bliver så småt, så bliver der nok alligevel ikke blåt flertal, så det er nok en hypotetisk diskussion.

RÆSON: Det er jo dig selv, der nævner, at størrelsen af DF har indflydelse på, om I vil indgå i en regering.
ESPERSEN. Det ser dumt ud at indgå i en regering, hvis man har fået et sviende nederlag. Jeg siger bare, at niveauet skal være omkring der, hvor det er nu, hvor hver 4-5 dansker stemmer DF. Omkring 17-18 pct.

RÆSON: Hvad hvis det bliver under 16 pct.?
ESPERSEN: Så tror jeg, det bliver svært.

RÆSON: Betyder det, at så vil du ikke i regering?
ESPERSEN: I det tilfælde tror jeg ikke, at der bliver et blåt flertal.

RÆSON: Nu snakker vi om, at der er et blåt flertal. Der kan være mange muligheder. Det kan være, Nye Borgerlige kommer ind i Folketinget. Selvom I går tilbage, kan der godt komme et blåt flertal. Så hvis I kommer under 16 pct., vil I så være med i regeringen?
ESPERSEN: Jeg synes, det er en umulig diskussion. Vi bør have et rimeligt niveau, det er også det, vi har lagt fast. Det finder man dog først ud af, når man har set valgresultatet. Er der noget at bygge på? Fik vi bank i stor stil? Det ville være en underlig måde at gå i regering på.

RÆSON: I har ikke lavet en aftale om, hvad det rimelige niveau er endnu?
ESPERSEN: Jeg synes de der 17-18 pct., vi ligger på i meningsmålingerne lige nu, er rimeligt jævnt. Vi er begyndt at samle lidt op på de tab, vi led i forbindelse med det forløb med EU-fondene, som jo ikke er afsluttet endnu.

RÆSON: Er der andre kriterier, der skal være opfyldt, før I vil indgå i en Løkke-regering?
ESPERSEN: Det skal også ligge et stykke blankt papir foran os, når vi går i gang med regeringsforhandlingerne. Vi vil ikke have det som sidste gang. I 2015 kunne vi jo godt være kommet i regeringen, uden problemer hvis vi ville, men da var betingelsen fra Lars Løkke, at vi skulle anerkende det regeringsgrundlag, han havde lavet. Det ville vi ikke. På den måde var det en bunden opgave, og jeg tror heller ikke, at han ønskede, at vi sagde ja, men hvis vi havde insisteret og sagt ja til de betingelser, så havde vi siddet i regeringen i dag.

 

I 2015 kunne vi jo godt være kommet i regeringen, uden problemer hvis vi ville, men da var betingelsen fra Lars Løkke, at vi skulle anerkende det regeringsgrundlag, han havde lavet. Det ville vi ikke
_______

 

RÆSON: I skal være med til at lave regeringsgrundlaget?
ESPERSEN: Ja.

RÆSON: Er der noget i det regeringsgrundlag, som simpelthen vil være for hård kost for jer? At hvis det står i regeringsgrundlaget, så vil I ikke være med?
ESPERSEN: Det synes jeg, er svært at svare på. Jeg kan ikke vide, hvad der kommer. Når man laver sådan et regeringsgrundlag, må man tage og give. Jeg forstår godt, at hvis det er os, Venstre, Konservative og måske Liberal Alliance – selvom jeg ikke kan forestille mig, at de var med – så må man være villig til at give og tage. Det har vi altid været villige til, vi har altid gjort det. Når det kommer til stykket, er vi nok det mest pragmatiske parti i Folketinget. Vi er klar til at diskutere lige, hvad det skal være.

RÆSON: Du kan ikke nævne en eneste politik, som SKAL være opfyldt, før I vil indgå i en regering? Eller et stykke politik, som – hvis det er med – vil forhindre jer i at være med i en regering?
ESPERSEN: Jeg kan ikke komme i tanke om noget, som vi ikke umiddelbart kan diskutere. Sådan gør vi også til finanslovsforhandlingerne. Hvert eneste år sidder vi på samme måde og vurderer: Kan vi file lidt på det, kan vi gøre lidt ved det? Det har været vores kendetegn, og det tror jeg også, det vil været efter valget.

RÆSON: Det er ikke mange konkrete svar jeg får på, hvor store I skal være, og hvilken politik I kan acceptere og ikke acceptere?
ESPERSEN: Det er svært at komme med konkrete detaljer, når vi ikke har diskuteret i partiet, om der er en nedre grænse rent vælgermæssigt. Det har vi altså ikke snakket om, og jeg synes, det virker for konkret til, at jeg kan svare på det. Jeg vil hellere have en fornemmelse af, at vi ligger meget godt i svinget, sådan som vi gør nu.

RÆSON: Vil I være med i en Løkke-regering, hvor Liberal Alliance også er med?
ESPERSEN: Det har vi svært ved at forestille os. Igen så er det noget, som Kristian Thulesen Dahl…

RÆSON: Hvad tænker du?
ESPERSEN: Jeg tænker det samme som ham, er det ikke heldigt? Når det drejer sig om regeringsdannelse, er det altså hans bord, ligesom det var Pias bord, inden han kom til. Jeg vil sige, at det, som han har sagt, er svært at forestille sig. For vi har jo skændtes og haft nogle underlige forløb – også efter, at de er kommet i regering, hvor de ikke altid har kunnet mønstre flertal i gruppen for regeringens egen politik, hvilket vi synes er parlamentarisk uhyrligt. Det har gjort det vanskeligt, men man skal aldrig sige aldrig. Vi kan sagtens tale med de folk. Vi har gode kammerarter, også i Liberal Alliance. Det er slet ikke det.

RÆSON: Hvem?
ESPERSEN: Jeg kan næsten ikke nævne nogen på Christiansborg, som jeg ikke har et godt forhold til, og som jeg kan sidde og tale med.

RÆSON: Hvem i Liberal Alliance har du et godt forhold til?
ESPERSEN: Det har jeg specielt til udenrigsministeren, som i gåseøjne er ”min mand”, da jeg sidder som formand for Udenrigspolitisk Nævn og har bunker af møder med ham. Vi er altid kommet godt ud af det med hinanden, selvom vi bestemt ikke er enige om ret mange ting, når det drejer sig om den almindelige politik, men i udenrigspolitikken er vi meget tætte i vores samarbejde. Det er helt naturligt.

RÆSON: Er det nogen fra Liberal Alliance, som du har et anstrengt personligt forhold til?
ESPERSEN: Nej, det har jeg ikke til nogen på Christiansborg. Jeg kan godt se, at det er lidt underligt, men jeg har det fortrinligt med alle, som jeg taler med og kommer til at snakke med. Det er altså en fordel i politik. Sådan foregår det også på Christiansborg, det er jo ikke kun mig. Hele miljøet er et hus med konsensusvilje. Den tradition vi har for at snakke på tværs af blokke. Der er bunker af love, som vi har lavet sammen på tværs. I Danmark ser man det som en luksus og en fordel, når der er et bredt flertal bag en lov. I England, hvor jeg har boet i mange år, ser man det som et svaghedstegn, at regeringen ikke har kunnet finde ud af det selv, men har haft brug for hjælp. Herhjemme vil man gerne, når man laver et forlig – uanset om man er blå eller rød minister – prale af et bredt flertal på tværs af blokkene. Det er en stor ting i Danmark, men et udtryk for svaghed i de fleste andre parlamentariske systemer.

 

Herhjemme vil man gerne, når man laver et forlig – uanset om man er blå eller rød minister – prale af et bredt flertal på tværs af blokkene. Det er en stor ting i Danmark, men et udtryk for svaghed i de fleste andre parlamentariske systemer
_______

 

RÆSON: Forholdet mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har ofte været anstrengt. Jeg husker fx kontroverser mellem transportminister Ole Birk Olesen og DF’s Kim Christiansen. Kan du bekræfte, at det har været et anstrengt forhold?
ESPERSEN: Selvfølgelig, men de har også fundet ud af det.

RÆSON. Hvorfor bliver det personlige forhold anstrengt, når I er uenige?
ESPERSEN: Det tror jeg ikke, at det har været. Jeg tror ikke, der har været noget personligt had eller dårlig karma, man har bare ikke kunnet finde ud af det sammen politisk.

RÆSON: Har det altid bare været politiske uenigheder?
ESPERSEN: Der er da nogle, der svinger bedre sammen end andre, men jeg tror ikke, forløbet har været på den måde. Kim Christiansen, som du nævner, har haft det stofområde i billioner af år og kender det ud og ind; så kommer der en ny én, som han måske har svært ved at kommunikere med. Sådan er det. Så finder man ud af det på en eller anden måde. Der er bunker af eksempler. Ole Birk Olesen har jeg jo kendt, siden han var praktikelev på Christiansborg. Han er en snurrig fætter og ikke altid lige til at finde ud af, men vi har da altid haft det udmærket sammen.

RÆSON: Okay, så I kan i virkeligheden godt gå i regering med Liberal Alliance, du kan bare ikke se det for dig, men vil ikke udelukke det.
ESPERSEN: Jeg kan ikke udelukke noget, men det ville være specielt for os, da vi siden 2015 har haft en historie med meget vanskelige forhold, men så har vi fundet ud af det sammen. Vi ender jo med at lave finanslove sammen.

RÆSON: Er det så, fordi I har fået jeres vilje for det meste?
ESPERSEN: Det kan da godt ske, men sådan er det nu engang, når vi er det største parti i blå blok, så er vi jo også med til at sætte dagsordnen.

RÆSON: Er det den økonomiske politik, der skiller jer mest? Hvorvidt den offentlige sektor skal vokse, og om skatten skal sættes ned for de rigeste?
ESPERSEN: Det, der har været problemet, er ultimatummer. Eksempelvis i spørgsmålet topskatten, hvor der har været et nærmest helligt procenttal [for LA, red.], der hed 5. […] Hvis man kommer med den indstilling, der har kendetegnet Liberal Alliance, så kommer man ingen vegne i politik. […] Vi går ikke med til sådan noget, og derfor lyder vi lidt vallende, men vi vil prøve at finde ud af det med hvem som helst, selv Socialdemokraterne.

RÆSON: Har I et eneste ultimativt krav til nogen som helst?
ESPERSEN: Næh, det kan jeg ikke komme i tanke om. Er det ikke en meget god måde at gå til en forhandling på?

RÆSON: Det er svært at fange jer på noget som helst, når det eneste, I lover, er, at I vil kæmpe for noget. Det kan man aldrig beskylde jer for ikke at gøre.
ESPERSEN: Det var jo faktisk Erhard Jakobsen fra CD, der i sin tid fandt på det med, at ’vi lover ingenting, men til gengæld holder vi, hvad vi lover’. Det synes vi faktisk, var meget sjovt sagt.

RÆSON: Men også lidt fjollet sagt?
ESPERSEN: Ja, men jeg forstår godt, hvorfor han sagde det. Der er ikke noget mere latterligt, end når man sidder så højt oppe i et træ og ikke ved, hvordan man skal komme ned. Det duer ikke i den konsensussøgende politik, vi har på Christiansborg.

Ingen aftale som Marrakech med DF i regering

RÆSON: Hvis I kommer i regering efter valget, hvilken anden slags politik vil så blive ført, hvis der er nogle ministre fra Dansk Folkeparti?
ESPERSEN: Lad os tage et eksempel med Marrakech-traktaten, som Lars Løkke lige har været i Marokko for at underskrive. Sådan noget vil vi ikke gøre, hvis vi sidder i regeringen. Det var aldrig kommet så langt. Man har bakset med den her traktat i 4-5 år – vi har ikke anet noget om det i Udenrigspolitisk Nævn. I det hypotetiske tilfælde at jeg havde været udenrigsminister, ville det aldrig være kommet så langt. Vi ville have holdt os helt ude af forhandlingerne ligesom en række andre vesteuropæiske lande og USA.

RÆSON: Hvis I havde siddet i regeringen, og Lars Løkke havde insisteret på at tage ned og underskrive den aftale, hvad ville I så have gjort?
ESPERSEN: Jeg tror, Lars Løkke først fandt ud af, hvad den traktat reelt var, efter han havde sagt ja til at skrive under på den. Hvis man har bundet sig til en aftale, så skal man også skrive under. Jeg ville aldrig have ladet det komme så langt. Jeg ville have spurgt mine folk, hvorfor vi er med på ja-fløjen, når der er bunker af europæiske lande, der siger nej, men jeg kan ikke blive forarget over, at statsministeren holder noget, han har lovet.

RÆSON: Så du ville også været taget ned og underskrevet en aftale, som du ikke gik ind for, bare fordi du havde lovet det?
ESPERSEN: Ja, hvis vi havde været med i hele forløbet og lovet at skrive under, så ville jeg ikke springe fra. Hvis man har indgået en skriftlig aftale, kan man ikke bare springe fra, så må man forsøge at ændre det bagefter.

RÆSON: Vil du ikke bryde nogen konvention?
ESPERSEN: Nej, det vil jeg ikke, men jeg vil prøve en masse konventioner af. Stort set alle konventioner starter med, at det enkelte land ikke behøver opfylde denne konvention, hvis det er til skade for landets sikkerhed. Så man kan altid starte med at sige fra til visse dele, fordi det er til skade for Danmarks sikkerhed. Det er sådan nogle greb, man ikke har udnyttet endnu.

RÆSON: Hvis den vurdering så bliver underkendt ved en domstol, mener du så, man skal følge konventionerne alligevel?
ESPERSEN: Det synes jeg bestemt, men det tager jo lang tid.

RÆSON: Mener Dansk Folkeparti, at man ikke skal bryde en eneste konvention?
ESPERSEN: Man skal ikke bryde konventionerne, man skal bare følge konventionerne, som man skal. Man skriver under, men siger fra til visse dele, fordi det er til skade for landets sikkerhed. Der er lange processer såsom udvisningen af [Sam, red.] Mansour, der kunne gå langt hurtigere på den måde.

RÆSON: Hvis man havde gjort det med Sam Mansour, da han fik sin første dom i 2007, havde det været i strid med domstolenes kendelse, der sagde, at det var i strid med konventionerne.
ESPERSEN: Nej, for vi er fuldstændigt enige om, at konventionerne skal følges, men vi kan tage enkelte ting ud, som vi ikke agter at følge, og så meddele det. Hvem er det så, der kommer efter os? Kommer der en belgisk hær?

RÆSON: Vil du rette dig efter de afgørelser, der i så fald kommer fra de internationale domstole, hvis den går imod jer?
ESPERSEN: Jeg tror, det er et hypotetisk spørgsmål, for jeg tror ikke, det kommer til at ske. Vi har ikke tænkt os at begå konventionsbrud, men vi har tænkt os måske at melde os ud af noget af det.

 

Vi har ikke tænkt os at begå konventionsbrud, men vi har tænkt os måske at melde os ud af noget af det
_______

 

RÆSON: Synes du, man skal rette sig efter de afgørelser, der kommer fra internationale domstole?
ESPERSEN: EU’s Menneskerettighedsdomstol er jeg ikke meget for at følge. Den fører jo politik i stor stil. De nøjes ikke med jura, men lægger selv nogle politiske vurderinger. […]

RÆSON: Skal man altid følge de afgørelser, der kommer fra internationale domstole?
ESPERSEN: Ikke hvis det truer landets sikkerhed. Hvis det truer Danmarks sikkerhed, skal man i Folketingets flertal afgøre, hvilke dele man skal følge.

RÆSON: Så en regering kan godt vælge ikke at følge en afgørelse ved en international domstol?
ESPERSEN: Det kan man også i dag. Man kan bare henvise til, at det truer landets sikkerhed.

RÆSON: Hvilke afgørelser skal man ikke følge?
ESPERSEN: Man skal ikke følge de afgørelser, som har til formål at skade landets sikkerhed. Eksempelvis de afgørelser, der i årevis har forhindret os i at vifte folk som Mansour ud. Som Pia [Kjærsgaard, red.] sagde, burde man sætte dem på det første fly ud og så tage konsekvenserne bagefter. Det afgørende her har været forholdet til Marokko, der ikke har villet modtage manden. Det kan man så nu.

RÆSON: En konkret sag, hvor Dansk Folkeparti er uenige med Den Europæiske Menneskehedsrettighedskonvention handler om færgen fra Lindholm, hvor de udviste kriminelle udlændinge sidder. Der er i dag udarbejdet et notat fra Justitsministeriet, hvori det står, at det ville være i strid med Den Europæiske Menneskehedsrettighedskonvention, hvis færgen ikke går regelmæssigt, og man ikke får tilskud til billetten, hvis man ikke har råd til den. Hvis domstolen vedtager, at færgen skal gå oftere, end du synes, og at man skal have tilskud til billetten, skal man så rette sig efter den afgørelse, eller bør regeringen ignorere det?
ESPERSEN: Man bør ignorere det.

RÆSON: Hvordan truer det Danmarks sikkerhed?
ESPERSEN: Det truer landets sikkerhed at have disse voldsdømte, der er på tålt ophold og udvist af landet, løbende frit omkring. […] Det notat er ikke det papir værd, det er skrevet på. […] Er der lavet konventioner om antallet af færgeafgange mellem Kalvehalve og Lindholm? Det vil jeg gerne se, hvor står det?

 

Er der lavet konventioner om antallet af færgeafgange mellem Kalvehalve og Lindholm? Det vil jeg gerne se, hvor står det?
_______

 

RÆSON: Hvordan truet det rigets sikkerhed, at en potentiel kriminel får en færgebillet til Stege af staten?
ESPERSEN: Det vurderer regeringen jo. Hvis vi sad i regeringen, ville vi definere, om det truede landets sikkerhed.

RÆSON: Hvordan definerer du landets sikkerhed?
ESPERSEN: Landets sikkerhed er mange ting. Vi vurderer det i hvert enkelt tilfælde, ligesom vi vurderer, at Mansour er til fare for landet sikkerhed. Han sidder og basker med alle mulige terrorplaner og har gjort det i mange år. Der gør vi, som vi skal. Det notat kan vi godt glemme. Hvad en eller anden embedsmand sidder og basker sammen om antal færger, og hvad det skal koste at sejle mellem Kalvehave og Lindholm, det er til at grine sig selv ihjel af. Hvem kan tage det alvorligt, at to gange strider mod konventionen, men at tre ikke gør? Hold dog op, det giver jo ingen mening.

RÆSON: Hvilken ministerpost kunne du godt tænke dig?
ESPERSEN: Forsvarsminister.

RÆSON: Hvilken ministerpost kunne du godt tænke dig?
ESPERSEN: Forsvarsminister.

RÆSON: Hvorfor?
ESPERSEN: Jeg synes, det kunne være spændende. Nu sidder jeg som den politisk udpegede leder af hjemmeværnet og har været med til at lave tre forsvarsforlig. Jeg føler mig rigtig godt inde i det område. Jeg kunne ikke tænke mig at få et ministerium, som jeg ikke vidste et klap om. Boligminister tror jeg ikke lige er mig.

RÆSON: Hvilke ministerier kunne I godt tænke jer?
ESPERSEN: Jeg tror, Kultur- og Undervisningsministeriet er væsentligt for os. Alle værdiministerier såsom forskning og videregående uddannelser såvel som uddannelse af de små elever ville være væsentlige for os. Derudover de ministerier, der har at gøre med lov og orden, grænsekontrol og kontrol med immigration. Der er masser af de værdiministerier, der ville være relevante for os. Hvis vi fik en regering med Venstre, ville Kristian Thulesen Dahl også blive en rigtig dygtig finansminister.

RÆSON: Hvad med udviklingsminister for at hjælpe problemerne i Afrika, så der ikke kommer så mange flygtninge?
ESPERSEN: Tror du, det har noget med det at gøre? Jeg hørte i Radio24syv i morges, at det ikke nødvendigvis er de svageste, men de stærkeste, der rejser til Europa. Jeg er enig med Ulla Tørnæs i, at vi ikke skal bevare fattigdommen for at undgå, at folk kommer til Europa.

RÆSON: Har I været for sløve med jeres kulturpolitik, før Alex Ahrendtsen kom til?
ESPERSEN: Alex Ahrendtsen har været fænomenal, og han har jo været der i mange år. Der er ligefrem nogle, der siger, at det reelt kun er os, der har en kulturpolitik, hvilket nogle kunstnere jo er lidt mopsede over. Nogen har grint lidt af de petitesser, som vi har fået med i finansloven, såsom et nyt dæk til fregatten Jylland, men det er ufatteligt væsentligt. Det er det, som er med til at holde fast i den danske kultur og historie, som vi holder så meget af.

Tyskerne ville stemme sig tilbage til D-marken

RÆSON: Lad os vende det, som du gerne vil snakke om. Hvad er det?
ESPERSEN: Det er det fænomen, at en hel masse lande i Europa, typisk dem som er med i EU, oplever, at det smuldrer omkring dem i forhold til tilslutning til EU. Flere og flere vender sig mod systemet, briterne melder sig givetvis ud. Systemet besvarer altid de her dramatiske svækkelser af EU, såsom Storbritanniens udmeldelse, med mere føderalisme. Det gør de i stedet for at gribe i egen barm og spørge: ”Hvad fanden har vi gjort forkert, når folk er ved være trætte af os selv i kernelandende som Tyskland og Italien?” Det sker aldrig, at man siger: ”Puha, Storbritannien forlader unionen, Italien og Frankrig er i totalt kaos, hvad har vi gjort forkert?” Det savner jeg i høj grad hos EU-systemet. Derfor synes jeg, at det er så væsentligt at tage det op. Hvad foregår der oppe i hovederne på nogen, der har haft så mange fiaskoer i løbet af det sidste årti? Euroen er en stor del af det.

RÆSON: Hvad bygger du det på, at der er flere og flere, der er trætte af EU? Der har netop været en meningsmåling herhjemme, der viser, at der er flere, der bakker op om EU end tidligere. Du nævner Brexit – kunne det være, fordi de fik lov til at stemme om det, at de røg ud, selvom utilfredsheden ikke er større end for ti år siden. Har du data på dit udsagn om større utilfredshed blandt befolkningerne?
ESPERSEN: Ja, det mener jeg, at man ser b.la. i den italienske regering, der er direkte EU-fjendtlig. Macron kom egentlig kun til magten, fordi man fravalgte Marine Le Pen, som selv en blind skildpadde ville have kunnet slå. Angela Merkel bliver truet af sit eget søsterparti i Bayern og Alternative Für Deutschland er på vej frem. Briterne er på vej ud, og hele den centraleuropæiske akse, Visegrad-landene, er i den grad ude af systemet. Grækenland hænger i med det yderste af neglene. Det går ikke skide godt, især ikke i de lande, der har fået euroen. Det er det gået ad Pommern til.

RÆSON: Hvad ser du så EU gøre?
ESPERSEN: De siger ”mere føderalisme” og ”lad os lave en fælles finanslov for hele systemet. Lad os køre, som om euroen er noget, man skal have”. Prøv at lave en folkeafstemning i Tyskland om, hvorvidt de vil have Deutsche Mark tilbage, så ved jeg godt, hvad resultatet bliver.

RÆSON: Hvad bygger du det på?
ESPERSEN: Jeg bygger det på min egen fornemmelse. Den holder som regel stik. Jeg tror bare ikke, man kan forestille sig andet, end at tyskerne siger: ”Ja tak, lad os endelig få Deutsche Mark tilbage”.

RÆSON: Du bygger en politisk analyse på din egen mavefornemmelse?
ESPERSEN: Det er lidt friskt, det ved jeg godt, men vi kan godt tage en tur til Tyskland og lave en lille vox-pop. Det synes jeg, man skulle overveje.

RÆSON: Lad os sige, du har ret. Hvorfor tænker EU så, når kritikken er større: ”Lad os give dem endnu mere af det samme”? Hvad er det for en mekanisme, der går i gang?
ESPERSEN: Det er et forsøg på at holde sammen på stumperne. Når Storbritannien melder sig ud med den begrundelse, at arbejdskraftens fri bevægelighed er en pestilens for landet, så skulle man have set på, om det var en god ide, eller om det skulle laves om. Det ser man ikke. Man siger, at nu skal vi have endnu mere – og flere skal med. Grænsekontrollen er et andet fantastisk eksempel på noget, der bare er ideologisk stillet op, selvom ingen har nogen glæde af det. Derfor er staterne ved at vende sig imod det.

RÆSON: Danmark har været med i EU i 46 år, siden 1. januar 1973. Bør Danmark træde ud af EU?
ESPERSEN: På længere sigt, ja. Jeg tror dog, at EU smuldrer af sig selv. Derfor vil det ske under alle omstændigheder. Projektet har en fundamental fejl fra starten. Romtraktatens ord om en stadigt snævrere union; den sætning har virkelig været til skade. I stedet for at få et ordentligt handelssamarbejde, sådan som man havde det i EFTA-landene [europæisk frihandelsorganisation dannet i 1960, red.].

 

Vi skal trække os ud af samarbejdet, men ikke nu, ikke i morgen og heller ikke i overmorgen. Vi skal vente og se, hvad der sker med Storbritannien
_______

 

RÆSON: Hvis EU ikke smuldrer, skal vi også melde os ud af samarbejdet?
ESPERSEN: Vi skal trække os ud af samarbejdet, men ikke nu, ikke i morgen og heller ikke i overmorgen. Vi skal vente og se, hvad der sker med Storbritannien. Lad os se, om ikke det går meget godt med det land efter et par år udenfor EU. Det tror jeg, det vil.

RÆSON: Hvad betyder på langt sigt?
ESPERSEN: Det ved jeg da ikke, det er svært at vurdere. Jeg vil bare gerne se, hvor Storbritannien står om nogle år. Det der totalt mørke billede, der tegner sig, det tror jeg ikke på. Dertil kender jeg det britiske folk for godt. Det er Europas næststørste økonomi med Europas største hær, luftvåben og flåde. De er fantastiske i alting. Hvorfor skulle det pludseligt gå galt, bare fordi de ikke kan eksportere uden lidt toldsatser. Selvfølgelig går det.

RÆSON: Skal vi ud af EU om 10 år?
ESPERSEN: Det er nok et godt pejlemål. Om 10-15 år begynder man langsomt at trække sig ud af de samarbejder, som har været til grin: Schengen-samarbejdet og arbejdskraftens fri bevægelighed. Vi trækker os væk fra de fundamentale ting, der er i søjlerne, og får et ordentligt bredt fornuftigt samarbejde med fædrelandenes Europa. Alt afhænger af, hvordan det går med Storbritannien. Hvis Storbritannien kommer ud af det her på den rigtige måde og begynder at samle nogle lande omkring sig, som de har talt om, så synes jeg i høj grad, vi skal stige på den vogn i stedet for at blive i Bruxelles føderalisme. Jeg vil dog ikke nævne nogle præcise årstal.

RÆSON: Hvad hvis Brexit går dårligt?
ESPERSEN: Så skal vi ikke ud, men arbejde indefra for at fjerne de fundamentale ting og genindføre permanent grænsekontrol, udtrædelse af Schengen og begrænsning af arbejdskraftens fri bevægelighed. Jeg vil se, hvordan det går med Storbritannien. Hvis de har en sammenslutning omkring sig, vil jeg hellere være med i den britiske båd end Bruxelles-båden.

RÆSON: Hvornår har du set nok?
ESPERSEN: Jeg synes, der skal gå et par år. Hvis de for alvor har fået gang i hjulene, som jeg tror, de får, så skal vi også spørge om den danske befolkning, om de vil have en udtrædelse på samme betingelser som briterne.

RÆSON: Hvad mener du egentlig om den nuværende status på Brexit? Den engelske regering er ved at forhandle præmisserne for udgangen. Premiereminister Theresa May havde forhandlet en ”soft Brexit”, der ville holde Storbritannien indenfor toldunionen og EU-direktiverne. Det ville Parlamentet ikke være med til, og May tør nu ikke sætte aftalen til afstemning. Hvad er din analyse af situationen i Storbritannien lige nu?
ESPERSEN: Hvis det danske folk havde stemt for udmeldelse indenfor to år, så kan jeg forsikre dig for, at den til enhver tid sidende statsminister ville samle hele fløjen af de store partier på tværs af blokkene og sige: ”Nu arbejder vi sammen om det her projekt”. I Storbritannien er det anderledes, Labour vil per definition ikke gøre noget for at hjælpe De Konservative og omvendt. Man vil ikke hjælpe hinanden, og derfor kommer det her forplumrede billede. Det ville aldrig ske i Danmark. Edinburgh-aftalen er et godt eksempel, hvor man fik hele Folketinget med, selv SF. Man blev enige om en national konsensus og fik de fire undtagelser. I Danmark arbejder man sammen, og det ville man også gøre, hvis det danske folk en dag beslutter sig for at træde ud af EU.

RÆSON: Hvem er spidskandidat for Dansk Folkeparti til EU-Parlamentsvalget?
ESPERSEN: Det ved vi først ved udgangen af januar, vil jeg antage.

RÆSON: Er det ikke lige lovligt sent?
ESPERSEN: Det ved jeg snart ikke. Alle ved, vi har haft problemer på EU-feltet. Vi håber, det ender på en helt anden måde med en ”happy ending”, som jeg forudser, at vi får. De der fondsdiskussioner har været skøre – vi har ikke foretaget os noget ulovligt. Jeg tror, at det har været en gal diskussion, og jeg tror, den ender godt. OLAF [EU’s anti-svindelmyndighed, red.] har arbejdet på det i tre-fire år, så de har haft tid nok til det. Vi frygter, at de først finder ud af noget lige inden valget – det kunne man godt mistænke dem for – men jeg tror ikke, de har noget. Der er ingenting. Vi har sat penge til side til det, hvis vi har sjusset forkert, ift. hvilken kasse bestemte ting skulle betales af, men jeg tror ikke, vi kommer af med dem, for vi har handlet efter bogen. Så er alt jo godt igen.

RÆSON: I har jo også været ude og undskylde for sjusk.
ESPERSEN: Ja, men det er ikke det samme som at have gjort noget ulovligt.

RÆSON: Hvorfor har I ikke nogen spidskandidat? Hvorfor har I ikke fundet en ny til erstatning for Morten Messerschmidt?
ESPERSEN: Det er mange grunde. Det er ikke for bevidst at trække det ud. Vores liste, som normalt er på ti mand, er normalt først ude omkring marts, når der er valg i juni. Det er spidskandidaten, som vi ikke helt har besluttet os for endnu, men næsten. Derfor tror jeg, det kommer her til januar.

RÆSON: Har I prøvet at overtale Pia Kjærsgaard til at blive spidskandidat?
ESPERSEN: Ikke mig bekendt.

RÆSON: Hvem har I ellers haft i kikkerten?
ESPERSEN: Vi har ikke som sådan været på jobsøgning. Vi vil se, hvad der slutteligt tjener partiet bedst.

RÆSON: Er du selv inde i overvejelserne?
ESPERSEN: Det bliver ikke mig. Jeg kan ikke lide at være i Bruxelles. Jeg får det fysisk dårligt, når jeg går ind i Berlaymont-bygningen. Det gider jeg ikke; det ville være en stor selvopofrelse at være der i fem år. Jeg er så glad for at være på Christiansborg.

”Hvis Nye Borgerlige kommer ind – og det tror jeg muligvis, de gør – så bliver de et rigtigt godt støtteparti for Dansk Folkeparti”

 

Jeg hører, hvad Pernille Vermund og Mette Thiesen siger, og det lyder da meget fornuftigt. Vi skal nok finde ud af det sammen
_______

 

RÆSON: Er Dansk Folkeparti lige så hårde i flygtningepolitikken som Nye Borgerlige?
ESPERSEN: Det mener jeg bestemt, vi er. Det, der kendetegner Nye Borgerlige, er, at de har tre faste krav, og hvis ikke en statsminister eller en kongelige undersøger vil tilbyde dem det, så vil de ikke støtte ham. På samme måde som Liberal Alliance så er det en dårlig måde at starte en forhandling på. Jeg kan sagtens forstå deres politik, selvom de har en ultra-liberalistisk væremåde, som jeg slet ikke kan holde ud at være med til. De kommer jo med Glistrup som deres liberale idol tilsat noget udenrigspolitik, som vi bedre kan blive enige om, selvom vi ligger langt fra hinanden partimæssigt. Hvis Nye Borgerlige kommer ind – og det tror jeg muligvis, de gør – så bliver de et rigtigt godt støtteparti for Dansk Folkeparti.

RÆSON: Så du mener ikke, at de rent politisk er hårdere end jer?
ESPERSEN: Der er blevet sagt mange mærkelige ting om deres kandidater. Man behøver ikke altid have sådan en væmmelig retorik. Der er nok en grad forskel til nogle ting, som jeg ikke ville sige.

RÆSON: Jeg tænker på den officielle politik. I har jo også, hvad man kunne kalde nogle landsbytosser, der kommer med nogle sindssyge udtalelser nogle gange. Er der nogle officielle politiske sager, hvor du kan påpege, at de er hårdere end jer?
ESPERSEN: Jeg vil ikke høres i deres partiprogram, for det kender jeg ikke godt nok. Jeg hører, hvad Pernille Vermund og Mette Thiesen siger, og det lyder da meget fornuftigt. Vi skal nok finde ud af det sammen – forudsat at de ikke kommer med noget ultimativt, for så finder man ikke ud af noget. Så vil de møde den samme mur som andre.

RÆSON: Pernille Vermund har formuleret tre såkaldte ultimative krav. Der skal for det første indføres et totalt asylstop.
ESPERSEN: Det synes jeg, lyder meget fornuftigt.

RÆSON: For det andet: Udlændinge skal forsørge sig selv, hvis de ikke har et arbejde.
ESPERSEN: Vi vil egentlig hellere have, at de skal rejse hjem, end de skal forsørge sig selv. Hvis først de begynder at løbe rundt på arbejdspladserne, og deres børn kommer i skole, så bliver det umådeligt svært at smide dem ud. Jeg synes, det er en dårlig løsning. Jeg synes, vi skal forberede dem på at tage hjem, og det er også det, vi har gjort med vores nye paradigmeskift.

RÆSON: For det tredje: Kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent efter første dom.
ESPERSEN: Ja, det er glimrende. Selvfølgelig ikke ved et cykeltyveri – så skal det være en meget dyr cykel.

RÆSON: Pernille Vermund mener, at en cykeltyv skal udvises.
ESPERSEN: Det mener jeg ikke. Det skal være en voldelig overtrædelse af en eller anden art – så er det ud efter første ombæring, og det er domstolene også allerede begyndt på.

RÆSON: Hvad med andre former for tyveri, fx fra et supermarked?
ESPERSEN: Jeg synes, voldsdomme er det helt essentielle. Hvad det andet angår, kunne man lade sig inspirere af det amerikanske ”three stikes and you’re out”: Hvis man havde tre mindre domme, blev man udvist. Det kunne være måden i forhold til udlændinge.

RÆSON: Skal udlændinge med tre tyveridomme udvises?
ESPERSEN: Ja, bestemt. Hvis man stjæler tre cykler, synes jeg, det er en god ide at smide udlændinge ud.

 

Vold og voldtægt; ud første gang. Man kunne sagtens forestille sig, at man også bliver udvist efter tre mindre domme
_______

 

RÆSON: Er det Dansk Folkepartis politik?
ESPERSEN: Det ved jeg ikke, men jeg synes, det lyder rimeligt. Vold og voldtægt; ud første gang. Man kunne sagtens forestille sig, at man også bliver udvist efter tre mindre domme.

RÆSON: Der er Pernille Vermund hårdere end dig. Er Nye Borgerlige så hårdere end Dansk Folkeparti?
ESPERSEN: Som sagt kender jeg ikke hele deres store partiprogram. Jeg kender vores eget og ved, at det er, som det skal være. Jeg ved, at når de kommer ind som støtteparti for Danske Folkeparti, så skal vi snart finde ud af det sammen.

Vi er Danmarks kedeligste parti

RÆSON: Der kommer et folketingsvalg her i 2019. Hvad er Dansk Folkepartis strategi til det valg?
ESPERSEN: Det lyder lidt kedeligt, men vi har et slogan lige nu, der hedder: ”Du ved, hvad vi står for”. Det er ikke noget, der rykker noget. Vi kommer ikke med en masse nye løfter – vi siger, at vi ved præcis, hvad vi vil. Vi har ikke ændret holdning. Det har de andre derimod: Socialdemokratiet kommer nu løbende efter os, det samme gør Venstre og Konservative. Det er glimrende, men vi kører den samme solide facon som tidligere. Vi kommer ikke med et kæmpestort nyt slogan, det skal du ikke forvente.

RÆSON: Er der ikke andet strategi end det?
ESPERSEN: Nej, det ved folk. Hvis du tager ud og vækker nogen midt om natten og spørger, hvad Dansk Folkeparti står for, så får du svar. Hvis du gør det samme med Venstre eller Socialdemokratiet, så vil ingen ane det. Befolkningen ved, at det er nogen med en stærk, stram udlændingepolitik, grænsekontrol, lov, orden og et stærkt sundhedsvæsen. Folk ved præcis, hvad det er, vi vil.

RÆSON: Hvordan vil I udføre den strategi?
ESPERSEN: Som vi har gjort hidtil: gennem benhårdt forhandlingsarbejde. Ved hver eneste finanslov, vi har været med til at forhandle, er der blevet strammet yderligere på udlændingeområdet, og ældre har fået bedre vilkår. Vi gør det konsekvent; vi bruger de midler, vi har parlamentarisk og håber, at folk bliver ved med at støtte os i det. Det kommer ikke nye voldsomme slogans.

RÆSON: I har vel udviklet et par politikker, som I har liggende i skuffen, som I kan hive op under valgkampen?
ESPERSEN: Der kommer ikke noget dramatisk nyt. Vi er Danmarks kedeligste parti. Vi ved, at asylpolitikken hele tiden skal strammes, grænsekontrollen skal være permanent, ældre skal have bedre forhold. Folk ved det jo. Det er den måde, vi arbejder på, og vi håber, folk bakker op om det, som de plejer. Gør de ikke det, så må de finde et andet parti.

RÆSON: Hvorfor har du sådan en stor selvtillid?
ESPERSEN: Den er oparbejdet gennem mange år. Jeg synes, vi har gjort det så godt i Dansk Folkeparti i de år, der er gået. Bare de sidste tre år, hvor vi har strammet udlændingepolitikken 130 gange. Hvis man ser på 00’erne, hvor vi var med fra første færd, fik vi lagt udlændingepolitikken dramatisk om, så Danmark i dag ikke står i samme ulykkelig situation som Sverige. Det er vores fortjeneste, og derfor er jeg glad og føler mig ret godt tilpas.

RÆSON: Hvad bliver de to store emner til folketingsvalget?
ESPERSEN: Det bliver udlændinge, ældre og sundhed, tror jeg. ■

 

Der kommer ikke noget dramatisk nyt. Vi er Danmarks kedeligste parti
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden