26.07.2019

Efter mange års bestræbelser har Boris Johnson endelig fået nøglerne til 10 Downing Street. Men tiden som premierminister kan blive en kort fornøjelse. Med et spinkelt flertal og et dybt splittet parti må Johnson finde ud af, hvordan han vil løse Brexit-puslespillet og samtidig bekæmpe truslen fra Nigel Farage.

Analyse af Stuart Ward

I JANUAR 2013 afslørede daværende britiske premierminister David Cameron sin vision for et nyt forhold mellem Storbritannien og EU. Efter mange års dybe interne splittelser ville han samle sit konservative parti bag en tostrenget strategi: en genforhandling af landets EU-medlemskab efterfulgt af en landsdækkende in-or-out folkeafstemning. Vælgerflugten til det europafjendtlige UKIP med Nigel Farage i spidsen havde gennem længere tid sat Cameron under stigende pres. Folkeafstemningen var hans svar på denne trussel og derved et forsøg på at neutralisere et emne, der havde plaget de britiske konservative gennem årtier.

Seks år og to premierministre senere står det klart, at Camerons strategi var en kolossal fejlvurdering af egne evner og det britiske vælgerhav. Valget af Boris Johnson som ny partileder og dermed premierminister er kulminationen på en pinligt langtrukken proces, der har delt de konservative som aldrig før. Bunden blev nået i maj 2019 med partiets katastrofale femteplads til EU-parlamentsvalget – som fik Theresa May til endelig at kaste håndklædet i ringen. Endnu engang er det Nigel Farage, der fremstår som den store udfordrer, men denne gang med sit nyoprettede „Brexit-parti‟, som på blot tre måneder har halveret opbakningen til den konservative regering i meningsmålingerne til et kommende parlamentsvalg.

Boris Johnson kan således betragtes som Nigel Farages skabelse. Theresa May overlevede utallige nederlag i underhuset i løbet af sit mislykkede forsøg på at samle opbakning til sin omdiskuterede Brexit-aftale forhandlet med EU-toppen. Men hun kunne ikke modstå den tidligere UKIP-formands tilbagevenden til sin gamle rolle som det konservative partis bête noire. I løbet af den to måneder lange kampagne for at finde hendes efterfølger har det ikke været Labours Jeremy Corbyn, der har fyldt i vælgernes bevidsthed. For det afgørende spørgsmål har været: Hvem kan slå Nigel Farage?

 

I løbet af den to måneder lange kampagne for at finde hendes efterfølger har det ikke været Labours Jeremy Corbyn, der har fyldt i vælgernes bevidsthed. For det afgørende spørgsmål har været: Hvem kan slå Nigel Farage?
_______

 

DET ER LANDETS primitive valgsystem (med det forældede ”først over målstregen”-princip), som har gjort Farage til de britiske konservatives akilleshæl. Brexit-partiet vil med sine blot 20 procents opbakning i meningsmålingerne aldrig kunne komme i betragtning som egentlig regeringsmagt. Men partiets voksende evne til at opsluge konservative vælgere har givet Labour en betydelig taktisk fordel: Fx under sidste måneds tillægsmandatsvalg i Peterborough vandt Labours Lisa Forbes med historisk lave 30 procent af stemmerne – til trods for at halvdelen af stemmerne gik enten til Farage eller Theresa May. Mareridtsscenariet for de konservative er, at mønstret vil gentage sig på landsplan ved et kommende parlamentsvalg, hvis ikke man standser Farages voksende politiske momentum hurtigst muligt.

Johnson deler to kvaliteter med Brexit-partiets leder, som har gjort ham til det oplagte valg til opgaven: Hans EU-antipati er ubestridelig (i skarp kontrast til hans nærmeste interne rival i partiet, udenrigsminister Jeremy Hunt); og han er særdeles dygtig til at udnytte vælgernes dalende tillid til politikerne og det parlamentariske system. Ligesom Farage forstår Johnson kunsten at henlede opmærksomheden på sig selv, ofte ved at skabe politisk uro for uroens egen skyld. Hans mere traditionelle rival, Hunt, fik kælenavnet „Theresa in Trousers‟, hvilket understreger, at Johnsons uortodokse politiske persona har været den mest afgørende faktor i partimedlemmernes vurdering af de to kandidater.

At Johnson er Theresa Mays modsætning, kan der næppe være tvivl om – på godt og ondt. Hvor May var firkantet, kold og ufleksibel i sin politiske udstråling, er Johnson en spontan, charmerende og yderst smidig politisk operatør. Omvendt blev May højt respekteret – til trods for sine mange nederlag – som en seriøs, hårdarbejdende, pligtopfyldende og principfast politiker – ikke ligefrem kvaliteter, som man normalt forbinder med Johnson. Tværtimod har mange af hans tidligere kollegaer gennem årene pludselig haft travlt med at udtale sig om Johnsons principløshed, egoisme, dovenskab og ringe koncentrationsevne.

SPØRGSMÅLET ER, om Johnson kan indfri de mange forventninger, han selv har været med til at skabe. Gennem længere tid har han slået fast, at en bedre aftale med EU kan og bør forhandles igennem. Specifikt har han insisteret på, at det omtalte irske ”backstop” skal fjernes – et ultimativt krav fra EU’s side for at sikre, at der aldrig indføres en hård grænse til Nordirland, som vil kunne genantænde fortidens religiøse vold og uro. For Johnson vil det være en fornærmelse mod nationens integritet at tildele Nordirland en tvetydig status i forhandlingerne. Og han mener under alle omstændigheder, at det irske problem ikke bør være til hinder for en tilfredsstillende aftale for alle parter.

Dog har han aldrig afsløret, hvordan han har tænkt sig at forlade EU’s indre marked uden at indføre grænsekontrol mellem Nordirland og Den Irske Republik. Faktisk synes han ikke engang at anerkende modsætningsforholdet mellem rent faktisk at være medlem af en frihandelszone eller stå udenfor. Helt fra starten har de øvrige EU-medlemslande stået side om side med den irske regerings grundholdning: At Brexit ikke må ske på bekostning af den nordirske fredsaftale. Hvad det er, der får Johnson til at tro, at han kan overtale sine forhandlingspartnere til at revidere denne holdning, er aldrig blevet ekspliciteret.

 

Der skal således meget lidt til for, at Johnson mister kontrollen over underhuset og derved taber regeringsmagten – ikke mindst med så mange uforenelige holdninger til Brexit blandt hans egne partifælder
_______

 

Samtidig har Johnson lovet, at han vil forene sit parti og derved stabilisere det skrøbelige flertal i underhuset, som viste sig at skabe mange problemer for hans forgænger. Men her rammer han en anden politisk virkelighed: Det parlamentariske flertal forbliver uændret ved Mays fratræden, og det bliver ligeledes Johnsons skæbne at lede en mindretalsregering – støttet af det ærkekonservative nordirske DUP’s ti mandater – med blot tre mandater i overskud. Der skal således meget lidt til for, at Johnson mister kontrollen over underhuset og derved taber regeringsmagten – ikke mindst med så mange uforenelige holdninger til Brexit blandt hans egne partifælder.

På den ene fløj har han højreekstremisterne fra den såkaldte European Research Group, som vil holde nøje øje med Johnsons løfte om at forlade EU inden 31. oktober – med eller uden en aftale. For at tilfredsstille denne gruppe har Johnson flere gange nægtet at udelukke, at han vil være nødt til at gennemføre et ”no deal” Brexit helt udenom parlamentet. Et scenarie, der vil skabe yderligere intern uro i det konservative parti og en alvorlig konstitutionel krise. På den anden side står den moderate fløj, som stemte remain i 2016, og som gennem længere tid har modsat sig en ”hard Brexit” med det formål at minimere skaderne på erhvervslivet. Der er ikke mange, der vil trodse deres eget parti for at blokere et ”no deal” Brexit, men der skal heller ikke mange til for at umuliggøre Johnsons implicitte trussel om at omgå underhuset.

Det er således lagt op til, at Johnson kommer til at skuffe den ene af de to fløje – enten ved at gå på kompromis med EU’s Brexit-forhandler, Michel Barnier, og acceptere Theresa Mays aftale med et par overfladiske ændringer; eller ved at rive landet ud af Den Europæiske Union uden beskyttelsesforanstaltninger for handelsforbindelser, forretningslivet, arbejdspladser eller sikkerhedspolitik. Begge scenarier kan hurtigt gå hen og koste ham det spinkle flertal, som i sidste ende væltede Theresa May. Der er således tale om et vanskeligt jongleringsarbejde, som vil kræve en mere nuanceret tilgang til Brexit-forhandlingerne, end Johnson hidtil har udvist.

INDTIL VIDERE HAR Johnsons svar på disse udfordringer været forbløffende simple: Energi, håb og en ukuelig optimisme vil bringe sejren hjem, mener han. Under sin første tale foran 10 Downing Street langede han ud efter ”the doubters, the doomsters and the gloomsters”, som har stået i vejen for en bedre Brexit-aftale gennem de sidste tre år. Budskabet er klart: Manglende tro på Storbritanniens ”can-do spirit” har undermineret regeringens forhandlingsposition fra starten. Kilden til Johnsons urokkelige selvtillid ligger i landets lysere imperiale fortid, som han tit henviser til for at illustrere det grænseløse fremtidige potentiale. “Like some slumbering giant”, erklærer han, er Storbritannien nu ved at rejse sig igen og besejre den indre tvivl og mistro, der har belastet den britiske befolkning i årtier.

Problemet med Johnsons vision om et Global Britain – en slags genopdagelsesrejse til et land ”that used to run the biggest empire the world has ever seen” – er, at det politiske, økonomiske og militære fundament for den tidligere stormagtstatus for længst er forsvundet under bølgerne. Johnson betragter det som den værste ’defeatism’ at indrette sig efter landets egentlige forhandlingsstyrke. Han ser i stedet frem til en bred vifte af nye handelsaftaler med verdenens økonomiske stormagter, med langt bedre vilkår end EU nogensinde kunne opnå med sit marked på 500 millioner forbrugere. Det er her, Johnsons kritik af den udbredte undervurdering af Storbritanniens potentiale begynder at ligne en overvurdering af sig selv.

 

Det er [Johnsons] unikke kapacitet til at skille vandene – der, hvor han ligner Trump mest – som rejser alvorlig tvivl om hans evne til at samle den britiske befolkning
_______

 

Det er svært ikke at bemærke genklangen fra Donald Trumps Make America Great Again i Johnsons idealisering af en tabt fortid, og der foretages ofte sammenligninger mellem de to (ikke mindst af den amerikanske præsident selv, som hyldede den nye premierminister ved at navngive ham ”Britain Trump”). Begge er arketypiske elitefigurer, der på en eller anden måde har formået at mobilisere en anti-elitære vrede blandt deres respektive bagland. Det bliver tit sagt blandt Johnsons tilhængere, at han ”fortæller tingene, som de er”, og at han ”ikke er bange for, hvem han fornærmer”. Tværtimod, fornærmelsen synes ofte at være Johnsons modus operandi, netop som Trump har omskrevet regelsættet for den tilladelige politiske retorik.

Det er et bemærkelsesværdigt fænomen – fornærmelsen som et politisk aktiv – som egner sig perfekt til nutidens kulturkamp mod politisk korrekthed. Det forklarer ligeledes, hvorfor både Trump og Johnson synes at slippe uskadt fra udsagn og handlinger, der for længst ville have sunket en mere konventionel politikers karriere. Hvis ikke man fremstår som en moralsk autoritet, bliver man næppe dømt ud for at fremvise sine grovere sider. Alene under valgkampen til partilederposten slap Johnson forholdsvis billigt fra skandaler om bl.a.: sit tidligere kokainbrug; et midnatsskænderi med kæresten, der fik naboerne til at kalde politiet; og sin manglende opbakning til den britiske ambassadør i Washington, som var nødt til at trække sig, efter at hans fortrolige kritik af USA’s præsident landede på forsiden af The Sunday Times.

Det siger sig selv, at Johnson og Trump langt fra er identiske. Johnson er uddannet i klassisk filologi og har en naturlig affinitet med det skrevne ord – i skarp modsætning til Trumps dårligt formulerede tweets. Johnson har også en del mere politisk og administrativ erfaring, både som Theresa Mays udenrigsminister og borgmester i London mellem 2008-15. Men det er hans unikke kapacitet til at skille vandene – der, hvor han ligner Trump mest – som rejser alvorlig tvivl om hans evne til at samle den britiske befolkning (eller hans eget parti for den sags skyld) bag en bæredygtig, langsigtet og sammenhængende Brexit-strategi.

Ved udnævnelsen af sit ministerhold ser det endnu mere usandsynligt ud, at Johnson har til hensigt at arbejde med eller gennem parlamentet. Ved at udskifte over halvdelen af Theresa Mays kabinet (inklusive Jeremy Hunt) og erstatte dem med sine gamle kollegaer fra Leave-kampagnen i 2016 har Johnson sendt et klart signal. Man kan næppe forestille sig et hold, der er mindre egnet til rollen som fredsmæglere – hverken i partiet, parlamentet eller i forhandlingerne med EU. Men hvis hovedmålet er at tilintetgøre Nigel Farage i et forventet parlamentsvalg, kunne Johnson ikke have spillet sin hånd bedre. ■

 

Ved at udskifte over halvdelen af Theresa Mays kabinet (inklusive Jeremy Hunt) og erstatte dem med sine gamle kollegaer fra Leave-kampagnen i 2016 har Johnson sendt et klart signal
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden