30.11.2019

”Hvis den kinesiske regering håndterer den aktuelle fase i konflikten på en måde, som er opfindsom, åbensindet og anerkender valgets resultat, vil protestbevægelsen muligvis udvikle sig til en fredelig borgerrettighedsbevægelse. Hvis Beijing derimod udpeger en regeringsleder, der ikke vil lytte til valgets budskab, kan det eskalere konfrontationen mellem de to sider.”

Interview med Rana Mitter, professor på Oxford Universitet

Interview af Kirstine Eklund

RÆSON: Hongkong var rolig og fredfyldt i dagene op til det lokale valg i søndags, fordi demonstranterne ikke ville risikere, at valget blev aflyst af regeringen. Valgets udfald var til demonstranternes fordel med en jordskredssejr til prodemokratiske partier. Distriktsrådene har imidlertid begrænset politisk magt, så hvad kommer de prodemokratiske kandidaters sejr faktisk til at betyde for konflikten i Hongkong?
MITTER: De råd har indtil nu ikke været særlig involveret i politisk forandring. Men på grund af de enestående valgresultater tror jeg, at de kommer til at være meget vigtige af en række forskellige årsager.

Den første årsag er direkte forbundet med rådenes politiske magt: Når der sammensættes et udvalg til at vælge den næste regeringsleder i Hongkong, er nogle af bidragene vægtet efter den andel af magt, de forskellige partier har på distriktsråd-niveau. Distriktsrådene udgør ikke majoriteten, men de får alligevel indflydelse på det valg. Derfor har de prodemokratiske partiers sejr en direkte, men begrænset, indflydelse på det udpegelsen af den næste regeringsleder.

Meget mere afgørende er valgets symbolske værdi. Op til valget var den almindelige forventning, at den prodemokratiske stemmeandel uden tvivl ville få en opgang, fordi protestbevægelsen tydeligvis trækker på dybe spor af utilfredshed i Hongkong. De fleste meningsmålinger inden valget havde også antydet, at der ville komme en stigning i prodemokraternes stemmeantal. Men ingen forudså denne absolutte jordskredssejr, hvor 90 pct. af pladserne gik til prodemokratiske og selvstændige kandidater. Hongkongs regeringsleder, Carrie Lam, har pointeret, at resultatet har ydmyget hende, og at hun er nødt til at tænke omhyggeligt over, hvad det her betyder. Valget vil altså have stor betydning for de kommende beslutninger.

Med hensyn til den kommende fase i Hongkongs aktuelle krise – især: spørgsmålene om politisk repræsentation og regionens identitet – vil dette valgresultat have afgørende betydning i de næste uger, måneder og år. Det måske vigtigste spørgsmål er: Hvem bliver den næste regeringsleder, og hvilken politik vil den person føre?

RÆSON: Valget fungerede i realiteten som en folkeafstemning om befolkningen i Hongkongs tilfredshed med deres regering, og 17 ud af 18 distrikter vil nu blive kontrolleret af prodemokratiske kandidater. Som du sagde, har Carrie Lam udtalt, at hun vil tage resultatet seriøst, og at hun er ydmyget af det. Hvad vil hun gøre nu?
MITTER: Vi bør ikke forvente, at der kommer en forandring i lederskabet med det samme. Carrie Lam har uformelt indikeret, at hun forstår, at hendes position er meget vanskelig. Der er også en fornemmelse af, at hun er villig til at gå af, når hendes efterfølger er udpeget. Den kinesiske regering vil ikke lade hende gå af, før hendes efterfølger er valgt. I øjeblikket tror jeg, at Carrie Lam bliver i embedet af pligt, selvom hun ikke rigtig har nogen væsentlig politisk magt, fordi der ikke længere er bred, offentlig konsensus bag hende. Hun er nu nødt til at være en midlertidig skikkelse, som vil gå af, når hendes erstatning er blevet arrangeret. Bag kulisserne er der uden tvivl en stor diskussion om, hvordan den overgang skal forløbe.

 

Valgresultatet var så overvældende imod det etablerede Beijingstyrede lederskab, at det ville være et slag i ansigtet på vælgerne, hvis en hårdfør pro-Beijing-kandidat blev udpeget som den nye regeringsleder
_______

 

RÆSON: Hvem vælger reelt den næste regeringsleder?
MITTER: Det er faktisk det absolut vigtigste spørgsmål. Spørgsmålet om, hvordan Beijing håndterer den specifikke opgave, vil sige meget om, hvad de planlægger for Hongkongs fremtid. Under de forfatningsmæssige betingelser for Hongkong sker udpegelsen af en ny regeringsleder gennem et begrænset udvalg på et par hundrede medlemmer, hvoraf næsten samtlige skal godkendes af Beijing. Det er meget svært for kandidater at blive medregnet i det nuværende system, hvis de ikke opfattes som forholdsvist tæt forbundne til den kinesiske regering.

Når det er sagt, er der kandidater selv indenfor det system, som muligvis kan fungere som et kompromis for ledelsen og befolkningen.

Nogle har peget på John Tsang, som var Carrie Lams modkandidat i det seneste valg, hvor de stod tæt i stemmetal. Det var ikke et frit, åbent valg, hvilket selvfølgelig var årsagen til Paraplyrevolutionen i 2014. I nogle dele af Hongkong er der en generel fornemmelse af, at Tsang er en mere vidtrækkende figur, der har en større evne til at tale til den bredere befolkning, end Carrie Lam har.

Jeg tror til gengæld, at det vil være en stor fejl af Beijing, hvis de ikke søger et kompromis. Valgresultatet var så overvældende imod det etablerede Beijingstyrede lederskab, at det ville være et slag i ansigtet på vælgerne, hvis en hårdfør pro-Beijing-kandidat blev udpeget som den nye regeringsleder. Min fornemmelse er, at der i den kommende periode vil være mindre vold fra demonstranter, som fx nedbrænding af metrostationer og ødelæggelse af bygninger. Det vil højst sandsynligt mindskes i den nærmeste fremtid. Folk har set valget, og de venter alle på at finde ud af, hvordan Beijing reagerer på det.

Hvis den kinesiske regering reagerer på en måde, som er opfindsom, åbensindet og anerkender valgets resultat, vil protestbevægelsen muligvis udvikle sig til en borgerrettighedsbevægelse, som vil være fuldstændig fredelig. Hvis Beijing derimod udpeger en regeringsleder, der ikke vil lytte til valgets tale, kan det eskalere konfrontationen mellem de to sider. Så beslutningerne, som tages på nuværende tidspunkt, er meget vigtige i forhold til, hvordan Hongkong genetablerer sig selv.

RÆSON: Det undrer mig en smule, hvorfor Beijing overhovedet tillod dette valg. Det var rimelig forudsigeligt, at det ville resultere i et udfald til fordel for de prodemokratiske kandidater. Det virker imidlertid til, at Hongkongregeringen og Beijing forventede flere stemmer til deres fordel fra en del af befolkningen, som de troede var stilfærdigt imod volden og demonstrationerne. Hvordan kunne Beijing misforstå folkets opbakning til demonstranterne og ikke forudse denne jordskredssejr?
MITTER: Tænk over, at der over hele verden de seneste 45 år har været regeringer, som har fejlvurderet folkeafstemninger. I Storbritannien forventede man ikke Brexit, og i USA forventede man ikke Trump, men afstemningerne endte sådan. Derfor bør vi ikke nødvendigvis forvente, at Beijingregeringen er mere kompetent.

En af årsagerne til, at de forventede flere pro-Beijing-stemmer, end de fik, er, at de fleste af distriktsrådene havde mange pro-Beijing-kandidater, som typisk er blevet genvalgt. De blev førhen opfattet som dygtige til at udføre dagligdagsjobbet. På den måde tror jeg, at Beijing håbede, at genvalgseffekten ville være nok til at holde i det mindste nogle af de folk på deres pladser.

I forhold til det bredere spørgsmål om, hvorfor den kinesiske regering tillod valget, er der noget, der skal gøres meget klart: Det er først og fremmest virkelig vigtigt at forstå betydningen af dette demokratiske øjeblik i Hongkong. Man bør bestemt ikke underkende det, for det er helt centralt. Men indtil videre har Beijingregeringen forsøgt at holde sig i baggrunden og undgå direkte handling. Beijing har benyttet en meget stærk retorik og især kritiseret demonstranternes vold og afbrænding af ejendomme og den slags. Der har imidlertid ikke være noget formelt forsøg fra Beijings side på at afbryde systemet i Hongkong.

En af årsagerne til det er, at Kina underskrev en fælles erklæring, som i 1984 medfulgte overdragelsen af Hongkong. Den inkluderer bl.a. Hongkongs miniforfatning: ”The Basic Law”. Hvis Beijing bryder The Basic Law, hvilket indblanding i distriktsvalget kunne gøre, ville det blive opfattet som et meget radikalt træk. Det korte svar er derfor, at Beijing ønsker at gøre det, der sker i Hongkong, til Hongkong-regeringens eget ansvar ved at forsøge ikke at efterlade for tydelige fingeraftryk på begivenhederne i Hongkong. Beijing vil gerne ses som om, de giver Hongkong det niveau af autonomi, som regionen er berettiget i The Basic Law.

 

Beijing ved, at det internationale samfund ville opfatte en militær aktion i Hongkong som et alvorligt brud på dets fortsatte autonomi. Det vil samtidig svække Kinas pålidelighed som samarbejds- og handelspartner. Derfor er det noget, de vil gøre som en absolut sidste udvej
_______

 

RÆSON: Hvad skal der til for at Beijing gennemfører en militær intervention?
MITTER: Jeg tror, at det er meget usandsynligt. Beijing ved, at det internationale samfund ville opfatte en militær aktion i Hongkong som et alvorligt brud på dets fortsatte autonomi. Det vil samtidig svække Kinas pålidelighed som samarbejds- og handelspartner. Derfor er det noget, de vil gøre som en absolut sidste udvej. Mit gæt er at et komplet sammenbrud af lov og orden i Hongkong, som politiet ikke kan styre, måske vil kunne fremtvinge en kinesisk indgriben. Trods den hårde retorik om konflikten er Hongkong ikke nærheden af det stadie endnu.

RÆSON: Hvad er det bedste og værste udfald af konflikten nu – afhængigt af hvordan Beijing og Hongkongregeringen håndterer valgresultatet?
MITTER: Den bedste realistiske mulighed er, at begge sider først og fremmest anerkender, at Hongkong er og bliver ved med at være en del af Kina. Derefter er de nødt til at anerkende og understrege, hvad der har gjort Hongkong til et særtilfælde i Kina; nemlig retssikkerhed, selvstændig statskasse, fri presse, akademisk frihed og så videre. Selvom der var bekymringer for, om frihederne i Hongkong ville fortsætte, tænkte mange mennesker indtil for 5-6 år siden, at byen i det store og hele havde kørt videre, som den plejede efter overdragelsen i 1997. Folk bemærkede på mange områder ikke den store forskel i de første 20 år efter overdragelsen. Jeg tror, at en masse mennesker bare gerne vil gå tilbage til den version af systemet. Muligvis til et system, hvor der er en stabil bevægelse mod mere demokratisk deltagelse blandt den bredere befolkning. Men som helhed søger befolkningen i Hongkong ikke en omvæltning af systemet. De ønsker økonomisk forandring, som de gerne vil kunne opnå gennem stemmeboksen. Folket vil også gerne gøre det klart, at de sætter pris på deres levestil, og at de ikke ønsker den forandret. Det er det centrale, som et kompromis skal kunne imødekomme.

Det værste scenarie vil være, hvis valgresultatet i bund og grund bare ignoreres. Hvis det faktum, at 90 pct. af befolkningen i Hongkong har stemt på prodemokratiske kandidater, fører til en meget hårdfør reaktion fra Beijing, som signalerer: ”Intet af det betyder noget. Hongkong skal hurtigt absorberes ind i en bredere kinesisk måde at måde leve på, så der er meget få forskelle mellem Hongkong og det kinesiske fastland”. Det ville bringe mange mennesker og demonstranter tilbage på gaderne, fordi de vil gøre det helt klart, at det ikke er en fremtid, de overhovedet kan overveje for Hongkong.

 

Det værste scenarie vil være, hvis valgresultatet i bund og grund bare ignoreres. Hvis det faktum, at 90 pct. af befolkningen i Hongkong har stemt på prodemokratiske kandidater, fører til en meget hårdfør reaktion fra Beijing
_______

 

RÆSON: Selv hvis alting bliver normalt i Hongkong igen, har folket stadig en fremtidsudsigt til at blive en fuldbyrdet del af Kina i 2047 uden ”et land, to systemer”-princippet. Vil de unge mennesker, som har været meget aktive i demonstrationerne, stille sig tilfredse med, at alt bare fortsætter, som det plejede – når de ved, at de snart er fuldstændig under kinesisk styre?
MITTER: I øjeblikket er det meget uklart, hvad folk ønsker, fordi vi befinder os efter et valgresultat, som var meget uventet. Derfor tror jeg, at enhver, der forsøger at lave klare forudsigelser om, hvad der vil ske om 20 år, spiller et meget farligt spil. Det er værd at bemærke, at demonstrationerne bestemt har skabt en meget stærkere følelse af politisk engagement og inddragelse i den bredere befolkning i Hongkong. Det inkluderer en stærk følelse af, at de løfter om demokrati, som indgår i The Basic Law, skal opfyldes. Jeg tror, at yngre mennesker er i et scenarie, hvor de gerne vil vide, at de har økonomiske fremtidsudsigter og muligheder for at få gode jobs samt mulighed for beholde de værdier, som kendetegner Hongkong: Værdierne om frihed og muligheden for at leve sit liv på en måde, som er meget tættere på, hvordan det ville være i et liberalt samfund, end det er muligt på Kinas fastland. Det er meget vigtigt for dem. Derfor er det afgørende for Hongkongregeringen at tænke over, hvordan de vil håndtere det.

Hvis man ser på, hvad der er sket over de seneste måneder, har problemet været, at hver gang lovforslag er blevet fremlagt, har Hongkongregeringen været meget langsom til både at opfatte befolkningens reaktion på dem og derefter reagere. De er altid to-tre skridt bagud. Udleveringsloven, som satte gang i alle demonstrationerne, blev trukket tilbage, men det skete så sent i forløbet, at folk på det tidspunkt var blevet meget mere vidtgående i deres krav. Hvis loven var blevet tilbagetrukket hurtigere, ville urolighederne højst sandsynligt have været døet ud ret tidligt. Det vil være tankeløst af myndighederne at begå den samme fejl igen, når de planlægger det næste træk.

De bør tænkte to, tre eller fire trin frem og finde ud af, hvad den overordnede konsensus kan bestå i. Hvordan ser det kompromis ud, som tager hensyn til, at Hongkong er og vil forblive en del af Kina, men at der gennem valget ikke desto mindre blev demonstreret et offentligt engagement og en demokratisk følelse i Hongkong, som ikke må ignoreres? Begge elementer skal tages i betragtning.

RÆSON: Da demonstrationerne begyndte i Hongkong i juni, forventede du da, at de ville fortsætte så længe og eskalere så meget?
MITTER: På den ene side forventede jeg ikke, at alting ville udvikle sig så meget. Men på den anden side var jeg heller ikke for alvor overrasket. En af de helt store klicheer, som folk tillægger Hongkong, er, at det er en by, som kun går op i business og i at tjene penge. Det har aldrig været sandt. Hvis man går tilbage til 1925, var Hongkong paralyseret af strejkende arbejdere, som boykottede britisk imperialisme. Går man 50 år tilbage, krydsede kontrarevolutionen fra Kina grænsen ind til Hongkong, og byen var plaget af oprør i et år. Hvis man så går tilbage til for cirka 15 år siden, 2003, et par år efter overdragelsen, var der en halv million mennesker på gaden. Myndighederne forsøgte at introducere en lov ved navn Artikel 23, som i virkeligheden var en anti-oppositionslov, der kunne have medført alvorlige nedslag på ytringsfriheden.

Hongkongs folk har om og om igen bevist, at når det kommer til konfrontationer med kræfter, som vil nedsætte friheden, står de sammen – og de står fast. Selvfølgelig tror befolkningen på værdien af forretning, men de har også en politisk bevidsthed, og de er ikke bange for at bruge den. Det er en historisk lektion, som er meget nyttig for de involverede i konflikten at huske: Hongkong er en business-by, men det har aldrig kun været en business-by. Det er også en by med et folk, der har et stærkt ønske om at tilkendegive deres politiske holdninger og kæmpe for at beholde dem. ■

 

Hongkong er en business-by, men det har aldrig kun været en business-by. Det er også en by med et folk, der har et stærkt ønske om at tilkendegive deres politiske holdninger og kæmpe for at beholde dem
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland