15.06.2019

Undersøgelseskommissioner kæmper med modvillige embedsmænd, og politiske interesser gør dem så forsigtige, at de ikke evner at sætte skik på et embedsværk med et ’alvorligt systemproblem’: Embedsværket giver oftere og oftere køb på sin neutrale rolle og går med på en politisk dagsorden, siger professor Michael Gøtze.

Interview af Peter Bjørnbak Hansen

Siden 1999 har i alt ni kommissioner været på arbejde – fra Farum-kommissionens undersøgelse af den nordsjællandske kommunes tvivlsomme økonomi til den verserende Tibet-kommissions undersøgelse af brud på forsamlingsfriheden. De ni kommissioner har kostet i omegnen af 280 millioner kroner, men ingen af dem har givet anledning til store ændringer i lovgivning, forvaltningspraksis eller fået hoveder til at rulle. Alligevel kan det virke, som om ”kommissionskortet” sidder løsere hos de danske politikere, end det har gjort før i tiden.

Professor i forvaltningsret på Københavns Universitet Michael Gøtze mener, at det er på tide, vi både diskuterer, hvad vi får ud af kommissionerne, men også hvad den hyppige brug af dem er et generelt udtryk for.

RÆSON: Sammenlagt har der været ni kommissioner med en omkostning på omkring 280 millioner kroner. Hvad har det danske samfund fået for de penge?
GØTZE: Vi har fået meget tekst ud af det. Vi har fået en reol fyldt med lange beretninger med meget tætte beskrivelser af nogle lange forløb. Og så synes jeg, at man generelt må sige, at vi fra de syv kommissioner, som skulle placere et juridisk ansvar, har fået nogle relativt bløde landinger. Der er ikke nogen kommission i nyere tid, der er kommet frem til noget synderlig dramatisk – ud over at rette kritik mod de ansvarlige i visse tilfælde. Men kritikken er som regel indpakket i meget juridiske former, som kan være svære at afkode. Man kan godt få det indtryk, at jo større og mere politisk betændt sagen er, jo mere lander den i noget juridisk, detaljeorienteret kritik.

 

Det er problematisk, at kommissionerne ikke er særlig proaktive og vurderer, om der er noget at lære i sagerne, eller om der kan gives gode råd til at lave noget om i systemet. Det er Statsløsekommissionen et godt eksempel på
_______

 

RÆSON: Hvilke problemer ser du i brugen af undersøgelseskommissioner?
GØTZE: Jeg kan godt forstå kritikken af undersøgelseskommissioner, når man opgør det som et regnskab af, hvad det har kostet, og hvad vi har fået ud af det. Det er et stort og dyrt apparat at have kørende, og jo flere år, der skal tygges igennem, jo mere koster det. Og det, man så får ud af det, er meget forsigtigt. Derudover er det problematisk, at kommissionerne ikke er særlig proaktive og vurderer, om der er noget at lære i sagerne, eller om der kan gives gode råd til at lave noget om i systemet.

Det er Statsløsekommissionen et godt eksempel på, fordi der blev brugt adskillige sider på at gå sagen igennem og placere et ansvar for, hvordan det gennem en lang årrække og en lang række ministre kunne lade sig gøre ikke at overholde en international konvention, som de fleste ville sige var relativt klar. Men det fremadrettede blik fyldte kun lidt til sidst, og der blev ikke givet guidelines til, hvordan og hvornår en embedsmand kan eller skal sige fra over for en minister. Det kan jeg godt savne, og det vil ikke tage flere år for en kommission at gøre.

RÆSON: Så værdien af undersøgelseskommissioner kan godt diskuteres?
GØTZE: Selvfølgelig kan den det. Men de åbner trods alt nogle døre til et system, der normalt er lukket land. Statsløsekommissionen er igen et godt eksempel. Her fik vi virkelig at se, hvor galt det kan gå i det store embedsapparat, når juraen bøjer sig for en politisk dagsorden. En mere subtil pointe er, at kommissionernes konklusioner kan få systemerne til selv at rydde lidt op. En slags selvjustits internt i kulisserne.

RÆSON: Men sker den selvjustits overhovedet?
GØTZE: Det er svært at sige som udenforstående. Jeg tror, at embedsmændene, fordi de ofte er involveret i oprydningen, er trætte af kommissionerne. De ser det som en belastning og en langstrakt, opslidende proces, hvor man i mange år er under mistanke for noget. Hvis der samtidig også er negativ medieeksponering, er det endnu mere opslidende. Der vil nok også være embedsmænd, som mest ser det som et mediecirkus og et redskab, som politikerne bruger til at genere hinanden.

RÆSON: Under Tibetkommissionen arbejde har det indimellem virket, som om embedsapparatet ikke var så samarbejdsvilligt. Hvad var det et udtryk for?
GØTZE: Det siger noget om et fundamentalt problem for kommissionerne. De spørger efter beviser ude i myndigheder, som er ved at blive undersøgt og i en vis forstand selv er under anklage. De skal selv levere materialet, og det er en stor udfordring, som man har set i en meget ren form med Tibetkommissionen, hvor vigtige mails pludselig var forsvundet og senere dukkede op igen. Jeg synes, det kalder på en refleksion over, om der faktisk findes en modspilskultur i embedsværket over for undersøgelseskommissionerne, hvor man reelt forsøger at spænde ben for deres arbejde.

 

Jeg tror ikke, politikere ser [kommissioner] som noget, der for alvor kan true dem. Det er der heller ingen grund til, når man kan konstatere, at kommissionerne siden Tamil-sagen har været så tandløse
_______

 

RÆSON: Hvorfor skulle embedsværket arbejde imod kommissioner, som alligevel kommer med ’bløde landinger’ og ’indpakket kritik’?
GØTZE: Kommissioner kan gå langt tættere på embedsværket end på en minister, og en kommission kan nemt påvirke en embedsmands karriere negativt. Omvendt tror jeg ikke, politikere ser det som noget, der for alvor kan true dem. Det er der heller ingen grund til, når man kan konstatere, at kommissionerne siden Tamil-sagen har været så tandløse i forhold til ministre. Men det ligger også i selve lovkonstruktionen. Det er i virkeligheden en interessant forskel.

RÆSON: Hvorfor bliver kommissionernes konklusioner så indpakkede, når offentligheden savner klare svar?
GØTZE: Det gælder for juristerne om at holde afstand til alt det politiske. I hvert fald på overfladen. Og når det er så betændte sager, som det ofte er, så bliver kritikken så neddæmpet, at den næsten ikke er til at få øje på. Det er bestemt en berettiget kritik, at man ser en tendens til, at kommissionerne næsten ikke vil mene noget, efter man har arbejdet med en sag i tre år. Der er et paradoks mellem et grundigt arbejde, hvor alt bliver nøje dokumenteret, og der kommer fem bind ud af det, og på den anden side en ansvarsvurdering, der fylder 10 sider, og hvor det meste er forbehold. Det, mener jeg, er et problem, som vi kan se generelt ved alle undersøgelseskommissionerne.

Et godt eksempel er Helle Thorning Schmidts skattesag, som var så betændt, at kommissionens konklusioner blev så forsigtige, formelle og juridisk indpakkede, at det kan være svært at sige entydigt, hvad den konkluderede. Det er omvendt interessant – og kan virke ret paradoksalt – at kommissionen selv så det som en kvalitet, at dens konklusioner var så vage.

RÆSON: Kommissioner nedsættes, når der er politisk vilje til det. Er der problemer forbundet med det?
GØTZE: Uanset hvorfor man nedsætter en kommission, vil man altid kunne læse noget politik ind i det. Hvis rød blok ønsker en kommission, hvor der er ministre fra blå blok involveret, kan man selvfølgelig læse et politisk motiv ind i det. Eller omvendt. Det er jo ikke underligt, at man fx har tolket forløbet omkring Irak-kommissionen som politisk farvet. Rød blok ville have, at man skulle undersøge nogle af de blå ministres mulige ansvar for Irakkrigen og andre svære spørgsmål, og når blå blok så kom til magten i 2015, nedlagde de den.

 

Uanset hvorfor man nedsætter en kommission, vil man altid kunne læse noget politik ind i det
_______

 

RÆSON: Hvilken betydning har processen omkring udnævnelsen til kommissioner?
GØTZE: Det er et vigtigt element i evalueringen af kommissionerne. Hvordan har man udnævnt de her forskellige personer? Hvem har været i spil? Hvilke overvejelser har man gjort sig? Det er jo noget, som ligger suverænt i Justitsministeriets regi, og som ikke rigtig har været oppe i den offentlige debat, hvor man jo først og fremmest har diskuteret, hvad vi har fået ud af alle de her kommissioner og alle de millioner, vi har smidt efter dem. I mine øjne er det en af de mere tabubelagte sider af undersøgelseskommissioner, og det er et sted, hvor man godt kunne ønske sig mere grundige og objektive undersøgelser end de, der er kommet.

RÆSON: Hvad siger det om dansk politik, at vi har haft så mange kommissioner?
GØTZE: Det siger noget om, at ”kommissionskortet” er længere fremme i bevidstheden hos politikerne, end det har været tidligere. Man kan ikke sige, at der er sket en stigning i antallet af kommissioner, siden det blev muligt at nedsætte dem i 1999, men man hører ordet nævnt langt oftere nu end dengang. Men frem for alt siger det noget om, at der er sket en omfattende politisering af embedsværket. Vi kan i mange af sagerne, der enten er mundet ud i en kommissionsundersøgelse, eller hvor muligheden for en har været diskuteret, se, at de handler om, at embedsmænd – typisk i departementer tæt på en minister – har givet køb på deres faglighed og løbet en ministers ærinde. Altså, trådt ud af deres ideelt set neutrale rolle for at blive spændt for en politisk vogn.

RÆSON: Hvor har vi især kunnet se det?
GØTZE: I de senere år er især Eritrea-sagen et godt eksempel. Her har navngivne embedsmænd fortalt, hvordan de blev sendt til Afrika med klar instruks om at nå frem til en bestemt konklusion, der skulle gøre det muligt at sende folk hjem. De kaldte det selv bestilt arbejde. Vi så det også i den såkaldte ”gylle-gate”, hvor embedsmænd havde sminket tal, der skulle vise de negative følger af kvælstofudledning, så en landbrugspakke så bedre ud, end den egentlig var. Det endte som bekendt med, at Eva Kjer Hansen måtte gå af som miljø- og fødevareminister.

RÆSON: Er der så i virkeligheden brug for en kommission, der undersøger politiseringen af embedsværket?
GØTZE: Det er et alvorligt systemproblem, som kræver en seriøs undersøgelse. Om det er en kommission eller noget andet, der skal bringe det frem i lyset, kan jeg ikke sige. Men der er brug for, at vi ved mere, så vi også kan have en debat om det, for det er en skævvridning af, hvad der bør være det magtfulde embedsværks opgave. ■

 

[Politiseringen af embedsværket] er et alvorligt systemproblem, som kræver en seriøs undersøgelse. Der er brug for, at vi ved mere, så vi også kan have en debat om det, for det er en skævvridning af, hvad der bør være det magtfulde embedsværks opgave
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden