28.01.2019

Theresa Mays Storbritannien er fanget i den virkelighed, at der ikke findes en gylden mellemvej imellem at være med eller ikke med i fællesskabet. Problemet for May er nu, at hun er nu fanget i et krydspres, hvor de to store grupper af politikere foretrækker at stemme for hard Brexit fremfor den dårlige mellemvare, hun kom hjem med.

Af Derek Beach, professor i statskundskab, Aarhus Universitet

Der var altid kun tre veje, efter briterne stemte ‘leave’ ved Brexit-afstemningen i juni 2016: hard Brexit, soft Brexit, og en meget løsere tilknytning. Man kan meningsfuldt sammenligne disse muligheder med beslutningen om at blive i et bofællesskab. Hard Brexit svarer til at flytte ud af huset. Men det er i en situation, hvor det tager lang tid at finde et nyt sted at bo (handelsaftaler – selv på de mest basale WTO-vilkår – tager meget langt tid at forhandle på plads). Resultatet vil blive, at man kommer til at bo på gaden et stykke tid – med katastrofale konsekvenser.

Soft Brexit vil svare til at blive i fællesskabet, måske med lidt nedsat husleje til gengæld for, at man ikke har så mange rettigheder (fx et mindre værelse). Det svarer til Norge-løsningen, hvor man de facto stadig er med i kernen af fællesskabet (medlemskab af gavn, men ikke af navn). Ligesom i et bofællesskab vil de andre beboere ikke acceptere, at man er med i fællesskabet uden at betale husleje eller tage opvasken, når det er ens tur. Ergo vil Storbritannien stadig skulle betale til EU’s ordninger ved et blødt Brexit og acceptere fri bevægelse af arbejdskraft som en integreret del af det indre marked (ligesom Norge).

Den løsere tilknytning, som May-regeringen forhandlede sig frem til, kan sammenlignes med, at Storbritannien får lov til at sove på sofaen, mens de leder efter et nyt sted at bo (det vil sige, indtil man fik forhandlet en frihandelsaftale med EU, hvilket vil tage en del år). Som forhandlingerne har vist de sidste 18 måneder, er der ingen mulighed for en aftale, der lander imellem at blive i fællesskabet og sofaen. I Storbritannien vil man høre mange tale om, at der findes en sådan løsning – men det er britisk ønsketænkning, som ser bort fra det grundlæggende faktum, at EU er et fællesskab, hvis store skel er, om man er indenfor eller udenfor.

For at forstå hvorfor May-regeringen satsede på en aftale om en løsere tilknytning, som ingen ønskede, er det nødvendigt at se denne fejlkalkulation som en del af en lang række strategiske fejl i britisk EU-politik.

 

Mens Mays protester ingen effekt havde overfor EU-partnerne, hældte de benzin på bålet, hvad angår indvandringsdiskussionen hjemme i Storbritannien
_______

 

De strategiske fejltagelser
Da det stigende antal østeuropæere, der tog arbejde i Storbritannien, begyndte at skabe overskrifter i 2013-14, brokkede daværende indenrigsminister Theresa May sig til sine EU-kollegaer i EU’s retsråd over, at EU-reglerne skulle ændres for at muliggøre, at Storbritannien (og andre) fik mulighed for at begrænse tilstrømningen. Kommissionen svarede, at de eksisterende(!) EU-regler rent faktisk giver medlemsstaterne en lang række muligheder for at bremse tilstrømning og forhindre snyd med reglerne. Så længe Storbritannien ikke brugte disse eksisterende muligheder for stramninger, var svaret, at de skulle vente med at kræve, at systemet blev ændret. Mens Mays protester ingen effekt havde overfor EU-partnerne, hældte de benzin på bålet, hvad angår indvandringsdiskussionen hjemme i Storbritannien – med fatale følger for folkeafstemningen: Forskningen om Brexit-afstemningen fortæller os, at den vigtigste grund til, at briterne stemte ‘leave’, var skepsis over for indvandring.

Da Cameron-regeringen i maj 2015 spurgte om en genforhandling af betingelserne for britisk medlemskab – som efterfølgende skulle godkendes ved en folkeafstemning – vidste den ikke, hvad den ønskede ud over nogle få og vage overskrifter: beskyttelse af britiske interesser i forhold til eurozonen, vandrende arbejdskraft og indvandring). En strategisk velovervejet regering ville have indledt en proces – både internt på tværs af ministerierne og sammen med væsentlige politiske aktører i Storbritannien – for at fastlægge, hvilke ændringer der ville være til gavn for Storbritannien og gøre, at man kunne vinde en folkeafstemning. Én af konsekvenserne af Camerons manglende forberedelse var, at EU-embedsmænd var nødt til at nærlæse Camerons politiske taler for at finde ud af, hvad Storbritannien ønskede. Men endnu vigtigere betød den manglende proces, at den hjemlige elite ikke blev hørt i forbindelse med aftalens udformning, og dermed følte de intet medejerskab over den. Resultatet af den manglende inklusion var, at genforhandlingsaftalen stort set ingen rolle spillede i folkeafstemningen – på trods af, at EU havde strakt sig ganske langt (særligt ved at Kommissionen lovede at stille lovforslag, som ville styrke Storbritanniens muligheder for at bremse vandrende arbejdskraft fra Østeuropa).

 

At føre EU-politik med hovedet under armen er derfor ikke noget nyt i Storbritannien. Men det forsatte, da May-regeringen gik i gang med at forhandle med EU i juni 2017
_______

 

At føre EU-politik med hovedet under armen er derfor ikke noget nyt i Storbritannien. Men det forsatte, da May-regeringen gik i gang med at forhandle med EU i juni 2017. Her forsøgte May at tale for muligheden for, at Storbritannien sagtens kunne flytte uden at have et nyt sted at bo (hard Brexit). Men det var en selvskadende strategi. Bruxelles troede aldrig på det som et troværdigt alternativ – men det styrkede Brexit-fløjens tro på, at et hårdt Brexit var en attraktiv løsning.

Hvis May-regeringen efter nej’et i juni 2016 havde lavet en strategisk analyse af sine muligheder for at forhandle en aftale med EU, som også kunne godkendes hjemme i Storbritannien, havde den indset, at den løsere tilknytning mellem et hårdt og et blødt Brexit ikke var et muligt kompromis mellem de to yderpositioner og deres respektive tilhængere. Det store problem for May var, at begge fløje foretrak at forkaste mellemløsningen og hendes aftale (dvs. sofaen i ovenstående metafor) for at opnå deres ønskede resultat. For hard Brexit-fløjen var kalkulen indlysende: Førsteprioriteten var at flytte fra EU’s bofællesskab, og hvis man forkastede Mays sofa-aftale, ville det stå tilbage som den eneste mulighed, der ‘respekterede’ folkets nej i 2016. For soft Brexit-fløjen var forkastelse også at foretrække af strategiske grunde, da man dermed ville forsøge at tvinge May-regeringen ind i en situation, hvor den skulle vælge mellem en form for at blive eller flytte uden en aftale. Håbet var, at May-regeringen derfor ville vælge rationelt, dvs. vælge at udsætte tidsfristen for at finde en anden type aftale tættere på at blive i EU (ligesom Norge), eller hvor man afholdt en ny folkeafstemning og muligvis undgik Brexit fuldstændigt.

Hvem bliver kyllingen?
I spilteori hedder denne type situation ”kylling-spillet” og beskrives ved, at to parter kører mod hinanden og dermed det sikre selvmord, hvis ingen af dem drejer af. Den part, som vælger at dreje af først, er ‘kyllingen’. I spillet er der forskellige måder, hvorpå man kan styrke sine chancer for at vinde – den bedste er ved at smide rattet ud ad vinduet (og håbe, at ens modstander har set rattet flyve ud ad vinduet!).

Vi står derfor nu i en situation, hvor May-regeringen og blive-fløjen står stejlt overfor hinanden, og begge håber på, at den anden drejer først – ligesom i kylling-spillet. May håber på, at udsigten til hard Brexit vil gøre, at blive-fløjen accepterer hendes sofa-aftale – og blive-fløjen håber på, at May drejer af og udsætter Brexit.

 

Problemet for May er, at hard Brexit ikke er troværdigt, da det er det sikre økonomiske selvmord
_______

 

Problemet for May er, at hard Brexit ikke er troværdigt, da det er det sikre økonomiske selvmord. Det er langt nemmere for hende at dreje af og udsætte Brexit. Særligt da EU-parterne klart har sagt, at briterne kan vælge at udsætte tidsfristen på trods af, at dette rejser en række problemer ift. bl.a. EU-parlamentsvalget i maj.

Dette betyder, at Mays sofa-aftale er formentlig død, da det ikke er troværdigt, at hun vil fastholde den fremfor at dreje af til sidst. Men det betyder også, at der kun er et endnu blødere Brexit og hard Brexit tilbage i spillet. Og i den situation burde man forvente, hvis parterne i spillet er rationelle, at May-regeringen ender med at bøje af og udsætte Brexit. Derefter vil man forvente, at en strategisk regering vil forsøge at finde et flertal for enten en ny folkeafstemning eller en form for et blødt Brexit i form af en Norge-lignende løsning (hvor man er med i kernen af fællesskabet), da det eneste andet alternativ er økonomisk selvmord.

Men problemet er, at strategisk tænkning i britisk EU-politik har glimret ved sit fravær. Forhistorien viser desværre også, at der er en alt for stor risiko for, at May-regeringen fumler, fordi den styres af ønsketænkning og begivenhedernes gang. Rigtigt politisk lederskab er at indrømme, at man har taget fejl, og så skifte kurs. At fortsætte mod den sikre afgrund er ikke lederskab – snarere galskab. ■

 

Rigtigt politisk lederskab er at indrømme, at man har taget fejl, og så skifte kurs. At fortsætte mod den sikre afgrund er ikke lederskab – snarere galskab
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland