24.03.2019

May-regeringens Brexit-strategi blev reelt sat under administration af EU ved topmødet 21. marts. Mens Mays strategi med stor sandsynlighed ville føre mod Hard Brexit, har EU-lederne givet May en alternativ strategi, som vil føre mod enten Soft Brexit eller at trække udmeldelsen tilbage. Om hun vælger denne mere farbare vej, er desværre uvist.

Analyse af Derek Beach, professor i statskundskab, Aarhus Universitet

Hvis ikke de mulige konsekvenser af et hård Brexit var så katastrofale, er det ikke svært at se det komiske i May-regeringens fortsatte kamp for at få godkendt Mays aftale med EU i det britiske underhus. Mays strategi minder i stigende grad om den sorte ridder i filmen ’Monty Python og de skøre riddere’ (selv andre EU-statsledere – Hollands Mark Rutte – har lavet sammenligningen!). I filmen bliver helten Artur udfordret af en sort ridder. Efter at Artur slår armen af ridderen og spørger ham, om han vil fortsætte kampen, svarer ridderen ”det er kun en skramme”. Dette svarer til, hvad der skete ved aftalens første (og største) nederlag i Underhuset i det britiske parlament i januar. I filmen fortsætter ridderen kampen, men hurtigt mister han også sin anden arm til Arturs sværd. I virkelighedens verden er det stort set det samme, May gjorde, da hun sendte sin aftale til et dybt forudsigeligt nederlag i Underhuset i midten af marts (læs mere af Derek Beach i RÆSON her).

Filmen bliver virkelig komisk, når den nu armløse ridder alligevel forsøger at kæmpe videre. Resultatet bliver, at Artur er må skære begge ridderens ben af for at komme videre. Den dumstædige ridder bliver efterladt forsvarsløs uden arme og ben. Her er det ikke svært at se parallellen til Mays strategi, som lige nu ser ud til at være at sende sin aftale til afstemning i næste uge for tredje gang – her vil den blive stemt ned endnu en gang, og Storbritannien må forlade EU uden en aftale.

May var ellers gået med hatten i hånden til EU’s øverste organ – statslederne i Det Europæiske Råd – for at spørge om en godkendelse af hendes strategi. Hendes plan var, at med en udsættelse af udmeldelsesdatoen indtil slutningen af juni ville der være tid til, at alt papirarbejdet kunne falde på plads i tilfælde af et ja til hendes aftale i næste uge. I tilfælde af et nej ville der være lidt mere tid til ophobning af mad- og medicinreserver for at gøre klar til, at Storbritannien forlader EU uden en aftale.

Heldigvis kunne EU-lederne se, at May-regeringens strategi var lige så vanvittig og håbløs som den sorte ridders fortsatte kamp mod Artur. Derfor blev Mays regering reelt sat under administration af EU’s statsledere ved EU-topmødet 21. marts. Efter sigende var May ikke engang i stand til at forklare hendes kollegaer, hvordan hun vil forsøge at få Underhuset til at godkende den aftale, som allerede var stemt ned to gange! Derfor dikterede EU’s statsledere selv en ny plan for May for at forsøge at undgå, at Storbritannien ender som den sorte ridder: uden arme og ben i et økonomisk kaotisk og ødelæggende Hard Brexit.

 

Planen er et kraftigt signal fra EU om to ting: 1) De mener, at Mays aftale er død, men 2) de ser meget gerne, at Hard Brexit undgås
_______

 

Planen fra EU er, at May får lov til at sende aftalen til afstemning (hvis hun også får lov til det af Underhusets formand). Hvis (eller snarere når!) aftalen stemmes ned, har hun kun indtil 12. april til at formulere en ny plan: enten at trække udmeldelsen tilbage eller at finde en ny tættere tilknytning i stil med Norge. Hvis ikke hun er i stand til at formulere en ny plan, forlader Storbritannien EU uden en aftale 12. april.

Planen er et kraftigt signal fra EU om to ting: 1) De mener, at Mays aftale er død, men 2) de ser meget gerne, at Hard Brexit undgås. EU-lederne håber, at hun ændrer holdning og vælger enten at trække artikel 50 tilbage og derved stoppe udmeldelsesprocessen eller at satse på en længere udskydelse for enten at holde en ny folkeafstemning eller forhandle en tættere tilknytning á la Norge.

Hvorfor er aftalen dødsdømt?
Problemet med at sende Mays aftale med EU til afstemning en tredje gang er, at den strategiske situation siden sidst stort set er uændret. Før den anden afstemning skrev jeg, at det store problem for May var, at hendes aftale stort set ikke har nogen tilhængere. Det er forsat tilfældet.

Den strategiske situation er samtidig, at der er to store fløje i det britiske underhus, som placerer sig på hver sin side af Brexit-spørgsmålet: Det er henholdsvis Hard Brexit- og Soft Brexit/remain-fløjene. Problemet for May er, at begge fløje foretrak – og stadig foretrækker – andre muligheder fremfor Mays aftale. Lidt forenklet kan man opstille valgsituationen for de to fløje i et spilteoretisk spiltræ. For at regne ud hvilke valg de to fløje træffer, skal man analysere, hvordan parterne rangordner de forskellige udfald af ’spillet’.

For Hard Brexit-fløjen er kalkulen, at ved at stemme nej til Mays aftale er det muligt for dem at opnå deres førsteprioritet: Hard Brexit. Deres tro på, at de kan få deres førsteprioritet ved at stemme nej, styrkes af Mays egne udmeldinger om, at det bliver Hard Brexit, hvis hendes aftale stemmes ned. Set fra Hard Brexit-fløjen er valget derfor enkelt: Man kan stemme for Mays aftale og få andenprioriteten eller stemme imod og få førsteprioriteten. Givet at Mays aftale vil binde Storbritannien til EU i en længere men uvis tidsperiode – indtil den permanente ordning er forhandlet – er det svært at se, at en svag leder som May kan tilbyde disse parlamentarikere noget for at flytte væk fra Hard Brexit-løsningen.

Soft Brexit/remain-fløjen foretrækker ligeledes at forkaste Mays aftale, da de derved kan tvinge May ud i valget i den nederste gren af ‚stemme nej‛-stammen. Her vil May blive tvunget til at vælge mellem Hard Brexit (økonomisk ragnarok) og deres mulige førsteprioriteter (henholdsvis Norge-løsningen med en længere udskydelse og forhandling af en tættere tilknytning, trække udmeldelsen tilbage eller en ny folkeafstemning).



Situationen er derfor, at begge fløje foretrækker at stemme nej for derved stadig at have en chance for at opnå deres førsteprioritet. Derfor: Får May lov til at sende aftalen til endnu en afstemning i næste uge – hvilket endnu er usikkert – er det langt mest sandsynlige resultat, at det bliver endnu et nej til aftalen.

 

Ved at afvise Mays ‘sorte ridder’-strategi – hvor det kun stod mellem hendes aftale eller Hard Brexit – har EU-lederne peget May i retning af et mindre selvdestruktivt udfald
_______

 

EU har givet May en udvej
Heldigvis er der flere i EU-systemet, der er i stand til at læse dette strategiske spil i Storbritannien bedre end May. Ved at afvise Mays ‚sorte ridder‛-strategi – hvor det kun stod mellem hendes aftale eller Hard Brexit – har EU-lederne peget May i retning af et mindre selvdestruktivt udfald: at trække artikel 50 tilbage, holde en ny folkeafstemning eller lande på Soft Brexit. Det er netop, hvad en ansvarlig regering vil gøre, når Mays aftale formentlig bliver stemt ned for tredje gang i næste uge.

Problemet er blot, at ansvarlighed og rationalitet har glimret ved deres fravær i Storbritanniens EU-politik i mange år. Da Cameron-regeringen valgte at love en folkeafstemning i 2013, satte den Storbritanniens fremtid på spil for at løse en intern partistrid om EU. Under de forhandlinger om nye betingelser for britisk medlemskab i 2015 og starten af 2016, som gik forud for folkeafstemningen, var Cameron-regeringen end ikke i stand til at formulere, hvilke ændringer den rent faktisk mente, var ønskelige. Resultatet blev det groteske, at EU-systemet var tvunget til selv at finde ud af, hvad Storbritannien ønskede.

Da May-regeringen indledte forhandlingerne om udmeldelse, var den nye premierminister heller ikke i stand til at formulere, hvad Storbritannien ønskede, ud over at kongeriget skulle stå udenfor den frie bevægelighed af arbejdskraft. Under forhandlingerne blev May ved med at gentage, at ingen aftale var bedre end en dårlig aftale. Fordi de mest sandsynlige konsekvenser af ingen aftale er et økonomisk ragnarok, var der ingen på EU-siden, der troede på hendes udsagn. De eneste, der troede på det, var den britiske Hard Brexit-fløj, der blev styrket i sin fantasi om, at det var nemt at forlade EU uden en aftale.

Der er derfor stadig en overhængende fare for, at May-regeringen vælger den mindste rationelle løsning i næste uge: Hard Brexit fremfor de andre muligheder, som EU har skitseret. Man kan naturligvis indvende, at det britiske folk HAR stemt for udmeldelse af EU. Altså vil det gå imod, hvad et flertal af vælgerne ønskede, hvis man trækker artikel 50 tilbage. Men et kerneelement ved folkeafstemninger er, at det er op til politikerne efterfølgende at fortolke, hvad udfaldet rent faktisk betyder.

Det kan godt være, at valgforskning viser, at der er en sammenhæng mellem modstanden mod indvandring, og hvordan vælgerne har stemt. Men dette viser ikke, at årsagen til, at folk stemt nej, var modstanden mod lige præcis den frie bevægelighed af arbejdskraft fra Central- og Østeuropa. Modstanden kan lige så vel skyldes frygten for flygtningestrømme som dem, som fandt sted i efteråret 2015. Der er derfor ingen evidens for, at det britiske folk med deres nej ønskede Hard Brexit fremfor Norge-løsningen.

Hvad kan så forklare May-regeringens insisteren på ikke at vælge Norge-løsningen? Her skal vi tage Mays egne holdninger til EU i betragtning – særligt hendes modstand mod den frie bevægelighed af arbejdskraft. I Mays tid som indenrigsminister i 2014 og 2015 blev hun berygtet i EU’s Ministerråd for sine højlydte protester mod den store tilstrømning af central- og østeuropæisk arbejdskraft til Storbritannien og det snyderi med sociale programmer, hun påstod, fandt sted. Kan hendes modvilje mod at vælge en Soft Brexit-strategi skyldes, at denne løsning formentlig vil indebære, at Storbritannien – ligesom Norge – vil være tvunget til at acceptere den frie bevægeligheder af arbejdskraft? Det er ikke utænkeligt.

Nu er det op til May-regeringen selv at vælge enten den ansvarlige kurs, som EU har skitseret – eller at fortsætte kursen mod Hard Brexit. At fortsætte mod den sikre afgrund er ikke lederskab – snarere den sorte ridders galskab. ■

 

Nu er det op til May-regeringen selv at vælge enten den ansvarlige kurs, som EU har skitseret – eller at fortsætte kursen mod Hard Brexit. At fortsætte mod den sikre afgrund er ikke lederskab – snarere den sorte ridders galskab
_______

Apropos denne artikel:

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?