29.11.2019

”Trump er ved at styrke de konservative hardlinere i Iran og svække Rouhanis pragmatiske regering, som bliver støttet af reformisterne. Jeg forventer, at hardlinerne vil vinde frem ved det næste parlamentsvalg.”

Interview med Kevjn Lim, ph.d. ved School of Political Science på Tel Aviv University

Interview af Eugen Shapiro

RÆSON: I sidste uge udbrød der massive protester i Iran, efter at den iranske regering traf en beslutning om at hæve priserne på benzin og indføre rationering af en række varer. Er de økonomiske problemer den primære drivkraft bag protesterne?
LIM: Den socioøkonomiske udvikling var uden tvivl gnisten, der udløste protesterne. Det er ikke første gang, det er sket: For to år siden blev protesterne også udløst af den økonomiske situation – voksende inflation, faldet i værdi af den iranske rial og så videre. Og det var før, USA havde genindført sanktionerne, så Iran kunne dengang stadig eksportere olie til omverdenen. På grund af sanktionerne forstærkes Irans problemer nu med dårlig politisk styring, korruption og en forværret af økonomien.

Protesterne i 1999 og 2009 drejede sig – modsat de nuværende protester – primært om politiske og civile rettigheder – især under første valgrunde op til valget af præsident Ahmadinejad i 2009. En anden iøjnefaldende forskel er, at denne gang deltager en langt større del af den iranske befolkning i protesterne. Benzinpriserne i Iran er nogle af de billigste i verden, men benzin er en af de få billige goder, der er tilbage i landet, især sammenlignet med de høje fødevarepriser. Så selvom regeringen forsiker, at den har hævet priserne for at slå ned på illegal smugling, og at den vil omfordele overskuddet fra prisstigningen til 60 millioner iranere, har beslutningen om at hæve priserne stadig negative effekter for hele den iranske befolkning, da priserne på andre goder som følge af dette også vil stige. Men prisstigningen var kun én udløsende faktor, og protesterne har nu delvist udviklet sig til politiske protester imod regimet.

 

Problemet er, at når vi ser disse bekymringer sprede sig til de større befolkningsgrupper, og når alle de iranere, der bekymrer sig om økonomien, tilslutter sig protesterne, smitter den politiske modstand af på dem. Det betyder, at en del af protesterne udvikler sig således, at de bliver rettet imod selve regimet og den øverste leder, Aytollah Khomeini
_______

 

RÆSON: Hvornår begyndte utilfredsheden med den økonomiske situation for alvor at sprede sig til et større segment af den iranske befolkning?
LIM: Der har altid været problemer med Irans økonomi som følge af dårlig regeringsførelse. I løbet af Ahmadinejads regeringsperiode i 2005-13 uddelte regeringen ofte økonomiske tilskud i kontanter til iranske borgere, hvilket var meget populært, men det forstærkede også regeringens strukturelle problemer. I 2012 nåede FN’s sanktioner deres maksimum, og landet oplevede sin værste økonomiske recession siden 1980’erne.

Da atomaftalen mellem Iran og USA blev underskrevet i 2015, fik mange iranere et håb om, at Iran igen ville begynde at integrere sig i omverdenen, og at deres liv ville blive bedre. For Hassan Rouhani, der blev valgt i 2013, lykkedes det at bremse inflationen markant og håndtere en række socioøkonomiske problemer. Men siden 2016-17 er iranerne igen begyndt at mærke manglen på de økonomiske forbedringer, de havde håbet på – og de så ingen tegn på forandringer. I 2017 udbrød protesterne igen, da præsident Trump kom til magten, og man forventede, at han ville trække USA ud af atomaftalen.

Så de økonomiske problemer har domineret landet i mange år, men de blev særlig akutte i 2012-2013 på grund af de internationale og amerikanske sanktioner.

RÆSON: Ville det tilfredsstille demonstranterne, hvis regeringen tilbagerullede beslutningen om at hæve benzinpriserne?
LIM: Iranerne stiller nogle meget forskellige krav til regeringen. I sidste uge så vi endda modprotester til støtte for regeringen i Teheran og adskillige andre byer. Det har regeringen udnyttet og brugt som bevis på, at der er massiv folkelig opbakning bag regeringen, og at de regeringskritiske protester er udløst af provokatører og ”hooligans”, som er støttet af Vesten.

Men det er vigtigt at skelne mellem demonstranterne. Det er ikke en homogen gruppe. Blandt demonstranterne er der et segment, som ønsker sig et helt andet regime. Der er også et andet segment, som har støttet op om en reformorienteret bevægelse, som vandt frem i 1990’erne, men som siden da har skuffet mange af sine tilhængere, fordi reformisterne ikke har formået at forandre Iran betydeligt inden for rammerne af det eksisterende system. Og så er der dem, der kun bekymrer sig om deres materielle leveforhold. Nogle af dem støtter regeringen mere helhjertet end andre.

RÆSON: Og den sidste gruppe, du nævner, er ikke interesseret i politiske reformer som sådan?
LIM: Problemet er, at når vi ser disse bekymringer sprede sig til de større befolkningsgrupper, og når alle de iranere, der bekymrer sig om økonomien, tilslutter sig protesterne, smitter den politiske modstand af på dem. Det betyder, at en del af protesterne udvikler sig således, at de bliver rettet imod selve regimet og den øverste leder, Aytollah Khomeini, mens andre demonstranter fokuserer på basale levevilkår frem for politiske reformer.

 

Regeringen bliver kritiseret for at være villig til at ofre velfærden i Iran til fordel for en kamp mod Israel og den USA-dominerede internationale orden
_______

 

RÆSON: Så den politiske utilfredshed udbreder sig delvist gennem denne smitteeffekt?
LIM: Ja. Flere af de slogans, som demonstranterne både råber i dag og råbte for to år siden, omhandler Irans prioriteter. I stedet for at investere i det iranske samfund har regeringen investeret milliarder i Gaza, Libanon og Syrien og givet økonomisk støtte til Hizbollah. Det er der nogle tydelige politiske og økonomiske aspekter i. For regeringen bliver her kritiseret for at være villig til at ofre velfærden i Iran til fordel for en kamp mod Israel og den USA-dominerede internationale orden.

Hvis regeringen gang på gang viser sig at være ude af stand til at opfylde folks basale behov, begynder det at gå op for folk, at det ikke kun handler om enkelte isolerede politiske tiltag, men at problemet ligger i de bredere politiske strukturer. Så ja, i takt med at protesterne udbredes, bliver demonstranterne i højere grad optagede af politiske problemer og i mindre grad af de økonomiske – simpelthen fordi det går op for dem, at deres problemer har rod i det politiske.

RÆSON: Kan man forvente, at den politiske modstand vil vokse i den nærmeste fremtid?
LIM: Der er en udvikling, der peger i den retning. Det er iøjnelfaldende, hvordan protesterne har skiftet karakter, når man sammenligner dem med de forrige masseprotester. I modsætning til tidligere er en del af demonstranterne begyndt at rette deres modstand mod hele det politiske etablissement. Tidligere har modstanden været specifikt rettet mod de hardlinere, der kontrollerer sikkerhedsstyrkerne, deriblandt den øverste leder. Men nu retter modstanden sig også mod de konservative hardlinere, reformisterne og Rouhanis regering, som er fra den mere pragmatisk-konservative fløj, men har reformisternes opbakning.

Det ser desuden ikke ud til, at den økonomiske situation vil blive forbedret i den nærmeste fremtid. Med de reviderede økonomiske prognoser er den forventede recession steget fra 6 til 9,5 pct. Det bliver ikke bedre med de nuværende amerikanske sanktioner og udsigten til, at europæerne ved at gøre brug af den konfliktløsningsmekanisme, som indgår i atomaftalen, kan appellere til FN’s Sikkerhedsråd, der så ligeledes vil kunne genindføre internationale sanktioner.

Hvis Iran ikke indgår en ny aftale med USA, og økonomien ikke bliver bedre, vil den politiske vrede i sidste ende blive rettet mod hele det politiske etablissement.

RÆSON: Rouhani har udtalt, at tre ud af fire iranere er økonomisk pressede. Derfor vil overskuddet fra prisstigningen på benzin blive omfordelt direkte til dem i form af kontante tilskud. Hvordan har demonstranterne reageret på det løfte?
LIM: Regeringen var bevidst om, at den med beslutningen om at hæve benzinpriserne risikerede massive protester. Den er allerede begyndt at uddele disse tilskud, og protesterne er nu stilnet af – muligvis til dels på grund af dette, men også fordi de bliver undertrykt af staten. Det kan tilfredsstille demonstranterne midlertidigt. Men problemet er, at priserne på andre offentlige goder allerede er begyndt at stige som en konsekvens af de højere benzinpriser. Det gælder først og fremmest priser på offentlig transport – og dernæst de goder, der afhænger af dette. Der er evidens for, at tilskuddene ikke vil kunne yde den tilsigtede hjælp for den enkelte iraner i de fattigste dele af befolkningen, fordi i sidste ende vil de tilskud, de får af staten, ikke kunne kompensere for prisstigningerne.

Stigningen i benzinpriserne er faktisk en del af regeringens forsøg på at implementere strukturelle reformer, som kan forbedre økonomien på længere sigt. Men det tilfredsstiller naturligvis ikke de iranere, der bliver påvirket af reformerne på kort sigt – økonomisk sparepolitik er aldrig populært. Risikoen for en ny massiv protestbølge i den nærmeste fremtid er meget høj. Det er desuden vigtigt at påpege, at der har været mindre protester på næsten daglig basis. Dem hører man bare ikke hører så meget om i de internationale medier.

 

Stigningen i benzinpriserne er faktisk en del af regeringens forsøg på at implementere strukturelle reformer, som kan forbedre økonomien på længere sigt. Men det tilfredsstiller naturligvis ikke de iranere, der bliver påvirket af reformerne på kort sigt – økonomisk sparepolitik er aldrig populært. Risikoen for en ny massiv protestbølge i den nærmeste fremtid er meget høj
_______

 

RÆSON: Du nævnte, at der også har været en del moddemonstrationer til støtte for regeringen. Er der noget troværdigt skøn for, hvor stor en opbakning der er til regeringen i den brede befolkning?
LIM: Det er svært at sige. Men her er der også en klar forskel mellem de nuværende protester og de protester, der fandt sted lige før revolutionen i 1979. Sammenlignet med dengang har betydeligt flere iranere i dag en interesse i, at regeringen består, fordi nogle bliver støttet direkte af regeringen, bl.a. gennem forskellige former for statslige velgørenhedsorganisationer.

RÆSON: Handler støtten til regeringen kun om økonomisk afhængighed?
LIM: Meget af det handler om økonomisk afhængighed, som medfører en ophobning af politisk kapital til regeringens fordel. Derfor er der væsentligt flere iranske borgere i dag, der støtter op om regeringen, sammenlignet med shahens regeringsperiode. Men hvis regeringen fortsat mislykkes med at opfylde det iranske befolkningsflertals basale behov – særligt hvad angår den del af underklassen, der får direkte økonomisk støtte af regeringen – vil opbakningen fortsat dale.

RÆSON: I en artikel til Atlantic Council har du påpeget, at vi i lyset af den voksende vrede i befolkningen kan forvente at se en styrkelse af en langt mere konfrontatorisk og kompromisløs kandidat end Rouhani til det næste præsidentvalg i 2021. Hvad er det for et alternativ, du tænker på her?
LIM: Siden krigen mellem Iran og Irak har der kun været én regering, der bestod af konservative hardliners – nemlig Ahmadinejads regering. De andre tre præsidentskaber har været reformistiske eller pragmatisk-konservative. De konservative hardlinere og deres støtter kritiserer Rouhanis regering for at have underskrevet atomaftalen, da man ifølge dem ikke kan regne med USA, for USA vil i sidste ende altid ”dolke Iran i ryggen”. Hvilket, påstår de, er det, vi ser ske nu. Hardlinerne og deres støtter kritiserer også Rouhani for at have åbnet op for diplomatiske forbindelser med USA. Og den kritik kan påvirke den offentlige meningsdannelse.

Da krigene i Afghanistan og Irak brød ud, foreslog den reformorienterede Khatami-administration at fremme en forhandlingsstrategi med USA angående alle de større problemer i regionen, men den blev afvist af Bush-administrationen. Det banede vejen for, at en radikal højreorienteret bevægelse kom til magten i form af Ahmadinejad-regeringen. Nu er Trumps administration ved at styrke de konservative hardlinere og svække Rouhanis pragmatiske centerregering, som bliver støttet af reformisterne i Iran. Jeg forventer, at hardlinerne vil vinde frem ved det næste parlamentsvalg, og det vil i høj grad udgøre en begrænsning for Rouhanis magtudøvelse. ■

 

Jeg forventer, at hardlinerne vil vinde frem ved det næste parlamentsvalg, og det vil i høj grad udgøre en begrænsning for Rouhanis magtudøvelse
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland