09.08.2019

”Enten kan vi få lov at være med i en amerikansk indsats og have indflydelse på, hvad der sker i Hormuzstrædet – og alternativt kan vi kun insistere på en europæisk operation, som aldrig får ben at stå på, og som i militær forstand ikke kan løfte opgaven hverken økonomisk eller politisk. Den danske regering bør kun forholde sig til at beskytte danske interesser.”

Interview af Jeppe Damberg

RÆSON: Hormuzstrædet er et knudepunkt i verdenshandlen. 90 pct. af den olie, der eksporteres fra Golfen, og ca. 20 pct. af verdens handelsvarer, passerer gennem Hormuzstrædet. Helt grundlæggende: Hvorfor er Iran nu begyndt at kapre tankskibe i strædet og destabilisere handelsruten?
PVJ: Iran saboterer handelen i strædet, fordi det er et af de få redskaber, de har, til at få det til at gøre ondt på USA og resten af verden. Landets kapring af tankskibe er en reaktion på Trumps beslutning i 2018 om at trække sig ud af atomaftalen, som Obama indgik med Iran. Aftalen banede vej for, at Iran igen kunne begynde at handle med omverdenen og dermed få gang i økonomien, hvilket de desperat havde brug for. Den aftale er nu brudt sammen, eftersom amerikanerne – i overensstemmelse med deres strategi om ’maksimalt pres’ på Teheran – har trukket sig fra atomaftalen, indført unilaterale sanktioner og nu truer andre lande, der handler med Iran.

Iran står med ryggen mod muren økonomisk og politisk, og de prøver derfor at svare igen og påføre amerikanerne noget af den smerte, de selv føler. Det er et forsøg på at få en bedre forhandlingsposition til evt. at få ophævet sanktionerne igen.

RÆSON: Kan den iranske chikane af tankskibe i strædet betragtes som en desperation?
PVJ: Det er en kombination af krigslist og desperation. Iranerne er så hårdt pressede lige nu, at de er villige til at begynde at bevæge sig hen på kanten af en væbnet konfrontation med verdens suverænt stærkeste militærmagt i håb om at få en bedre forhandlingsposition. Samtidig vil de gerne undgå, at det skal udvikle sig til krig.

Det er dette, som kendetegner spillet om Hormuzstrædet: Ingen af parterne ønsker krig, men de prøver samtidig at bruge truslen om krig til at presse nogle indrømmelser ud af modparten. Derfor handler spillet om, hvem der kan komme tættest på kanten til krig uden at ryge ud over den. Det er taktikken, som amerikanerne kaldte ’brinkmanship’ under Den Kolde Krig. Hvis det absolut skal komme til militære slagudvekslinger, så håber man, at det bliver modparten, som skyder først og dermed bærer ansvaret og bliver fordømt af verden.

 

Det er jo efterhånden et fast element, at tyskerne siger nej, hvis man spørger, om de vil bidrage militært et sted, hvor man kan blive skudt på
_______

 

RÆSON: Tyskland har afvist at deltage i en amerikansk-britisk flådemission i Hormuzstrædet. Franskmændene har ligeledes meldt ud, at de ikke vil deltage i en amerikansk-ledet mission, og de har ikke præsenteret et alternativ. Den tyske udenrigsminister har desuden sagt, at det at ”overbevise europæiske lande om en europæisk mission i strædet ville tage noget tid”. Det har altså ikke været muligt at etablere en europæisk mission, selvom Storbritannien forsøgte at stable det på benene. Hvorfor har det ikke været muligt?
PVJ: Tyskerne ville ikke deltage i en operation i Golfen, for tyskerne vil aldrig deltage i militære operationer. Det er jo efterhånden et fast element, at tyskerne siger nej, hvis man spørger, om de vil bidrage militært et sted, hvor man kan blive skudt på. Tyskernes erfaringer fra Afghanistan var meget dårlige, og de mener, at de gjorde ret i ikke at bidrage i Irakkrigen i 2003, og at det var en god diplomatisk beslutning, at de ikke var en del af interventionen i Libyen i 2011. Derfor var den tyske udmelding meget forudsigelig.

Ligeså forudsigeligt var det, at de britiske bestræbelser på at stable en europæisk militæroperation i Golfen på benene ikke lykkedes. Franskmændene og tyskerne er begge imod Trumps strategi om ’maksimalt pres’ på Iran og tror stadig, at atomaftalen kan reddes – hvilket er meget urealistisk i mine øjne. De ønsker derfor ikke at deltage i en mission, som indirekte støtter et amerikansk mål om regimeskifte i Teheran. Desuden er der et kapacitetsmæssigt aspekt i det; det kræver en stor militær infrastruktur at udføre disse missioner. Hver gang europæerne har deltaget i en større militæraktion, har det været amerikanerne, der leverede hele pakken, hvad enten det var satellitovervågning, forsyninger eller strategisk overblik. Danmark kan fx levere ét krigsskib, men vi kan ikke levere hele pakken udenom. Vi så det tydeligt, da amerikanerne trak sig ud af Libyen. Efter amerikanerne trak sig, faldt operationens aktivitetsniveau med et brag, primært fordi europæerne i NATO ikke havde kapaciteten til det og var lysår fra at kunne det, amerikanerne kunne. Politisk vil man altså ikke støtte en amerikansk-ledet mission af historiske grunde, og operativt kan Europa slet ikke gennemføre en større mission uden amerikansk støtte.

Når det er sagt, kan man godt forestille sig, at franskmændene alligevel deltager i en international koalition med Storbritannien og USA for at vise, at de er en stormagt, som tager ansvar for verdens sikkerhed – og hvor Holland, Norge og Danmark følger trop.

RÆSON: Med et tysk nej og en fransk tøven er en europæiske mission kuldsejlet. Hvor stiller det så Danmark?
PVJ: Uden en europæisk koalition er vi i den situation, at der kun er én operation, og den er amerikansk-britisk ledet. Mit gæt er, at der ikke går ret lang tid, før Danmark vil melde ud, at de vil deltage i denne amerikansk-britiske koalition. Man skal huske på, at vi har at gøre med en konflikt, som kun kan løses mellem Iran og USA, selv hvis en europæisk koalition blev sendt derned. Amerikanerne vil stadig være den dominerende magt, og europæerne vil stadig være blinde passagerer. Derfor giver det rent operativt kun mening, at denne flådemission er amerikansk ledet. Selvom Europa havde stablet en mission på benene, som de selv ville kunne lede, så ville de stadig være strategisk afhængige og domineret af amerikanerne.

Man må selvfølgelig erkende, at amerikanerne historisk har gjort, hvad der passer dem i disse operationer. I Afghanistan så vi, at amerikanerne kørte en operation uden meget kommunikation med NATO-operationen, som ønskede at stable et samfund på benene. Sådan er det at operere med amerikanerne. Men vi opnår intet uden deres kapacitet.

RÆSON: For to uger siden foreslog den britiske udenrigsminister Jeremy Hunt et europæisk initiativ til beskyttelse af skibsfarten gennem Hormuzstrædet, men understregede, at Storbritannien ikke ville deltage i en amerikansk strategi om maksimalt pres på Iran – men at amerikansk støtte i en europæisk mission er nødvendigt. 5. august annoncerede Storbritannien så, at de vil deltage i en amerikansk mission i strædet. Er kursskiftet et resultat af, at europæerne ikke kunne enes om en europæisk ledet mission hurtigt nok?
PVJ: Ja, briterne er tvunget til at tage den eneste løsning, de kan på den korte bane, og det er nu en amerikansk-ledet operation. Briterne opretholder stadigvæk at de indgår i en operation, som udelukkende har til formål at beskytte skibsfarten, uden at de behøver at være en del af en amerikansk mission om maksimalt pres på Teheran. Briterne vil ikke gå ind i nogen offensiv operation – de vil prøve at finde en balancegang for at undgå at gøre europæerne alt for sure.

 

[Briterne] har vurderet, at hvis der skal gøres noget militært nu, så er den eneste mulighed en amerikansk-britisk koalition. For mig at se er det en rigtig vurdering
_______

 

RÆSON: Men kan man ikke forestille sig, at kursskiftet er noget, som Boris Johnson har sat i værk for at styrke de amerikansk-britiske relationer før Brexit?
PVJ: Briterne siger selv, at det ikke er tilfældet. Ifølge briterne er kursen, som den hele tiden har været: De er modstandere af amerikanernes udtræden af atomaftalen, men samtidig har de et pressende behov for at beskytte skibsfarten. De prøver i hvert fald at signalere, at der ikke er tale om et skifte. Det skyldes, at briterne er afhængige af deres europæiske partnere, hvorfor de er nødt til at finde en balancegang mellem at beskytte skibstrafikken og undgå at gøre europæerne sure. De har vurderet, at hvis der skal gøres noget militært nu, så er den eneste mulighed en amerikansk-britisk koalition. For mig at se er det en rigtig vurdering.

RÆSON: Udenrigsminister Jeppe Kofod har meldt ud, at regeringen ser positivt på at deltage i en international koalition, og at man ikke kommer uden om amerikansk støtte. Skal dette tolkes sådan, at vi endnu en gang følger et amerikansk initiativ i Mellemøsten uden at se kritisk på det? Hvad siger det i så fald om vores udenrigspolitik?
PVJ: Jeg synes, at situationen denne gang er mere nuanceret end som så. I starten var der to muligheder: Der var en amerikansk-ledet operation, som vi blev bedt om at bidrage til, og så var der den britiske mission, hvor briterne sagde, at de som udgangspunkt ikke ville støtte amerikanerne, men hellere ville støtte op om et europæisk initiativ. Det europæiske initiativ meldte Danmark, Frankrig og Holland positivt ud om, men nu viser det sig, at det europæiske spor ender blindt.

Nu er situationen sådan, at hvis Danmark vil bidrage militært, så er der kun én mulighed: at støtte den amerikanske mission. Og jeg vil blive overrasket, hvis danskerne ikke også snart indgår i den amerikansk-britiske koalition.

RÆSON: Hvis Danmark deltager uden bredere europæisk støtte, vil vi så ikke være med til at eskalere spændingerne og i så fald undergrave EU-holdningen om, at atomaftalen kan reddes?
PVJ: Det kan man godt argumentere for, men man er også nødt til at kigge på denne situation således: Man har en akut trussel mod skibsfarten og handelen, og det rammer især Danmark som en stærk søfarende nation. Derfor har vi en national interesse i at beskytte skibene fra at blive angrebet. Ifølge Danske Rederier udgør skibstrafikken i Hormuzstrædet 5-6 pct. af den totale danske omsætning på shippingområdet. Dengang vi sendte skibe til Adenbugten for at bekæmpe pirater, var problemet det samme. Vi skal igen værne om vores nationale økonomiske interesser her. Denne gang er fjenden endnu mere farlig og bevæbnet, men det skal ikke være ensbetydende med, at vi ikke skal beskytte civile skibe.

Man kan også sige, at en effektiv operation vil fjerne det iranske trumfkort, som er Vestens afhængighed af Hormuzstrædet, ved at beskytte handelsskibene i sådan en grad, at iranerne er nødt til at presse USA på en anden front. Fx er de allerede begyndt at teste missiler og berige uran igen.

Denne mission vil ikke løse konflikten mellem USA og Iran, men den kan være med til at fjerne skibsfarten som en spillebrik i armlægningen mellem de to parter. Går det galt, kan det føre til eskalation, men det er den risiko, der ligger i alle militære operationer. Men hvis det lykkes, kan det have en stabiliserende effekt.

 

Vi får selvfølgelig nogle plusser i bogen, når vi skal samarbejde med amerikanerne i Arktis og mod Rusland. Det er gevinsterne ved at bakke op om et amerikansk initiativ
_______

 

RÆSON: Hvis vi, som du siger, snart slutter os til en amerikansk-britisk mission, hvad vil de danske kriterier for succes så være? Er det kun at beskytte civilskibe, eller deltager vi indirekte i et amerikansk pres på den iranske regering?
PVJ: Den officielle begrundelse vil være, at vi har en interesse i at beskytte skibsfarten. Ved at fjerne et af Irans trumfkort, svækker man selvfølgelig også Irans forhandlingsposition ift. at kunne finde en løsning med amerikanerne. Dermed vil vi indirekte hjælpe amerikanerne, og det vil vi selvfølgelig få ros for, når Trump kommer til Danmark i september – og vi får selvfølgelig nogle plusser i bogen, når vi skal samarbejde med amerikanerne i Arktis og mod Rusland. Det er gevinsterne ved at bakke op om et amerikansk initiativ.

RÆSON: Men er det muligt, at iranerne ikke opgiver dette trumfkort så let, og at en amerikansk-britisk-dansk koalition i så fald eskalerer situationen? Vil vi ikke kunne komme til at fortryde det og kigge tilbage på dette som endnu et moment, hvor vi skulle have tænkt os om, før vi gik ind i Mellemøsten?
PVJ: Dette er langstrakt skyggeboksning. Amerikanerne ønsker ikke en konfrontation, og iranerne ønsker ikke en konfrontation. De vil påvirke hinanden, men de vil ikke starte en krig. Skulle det ske, at det ender galt, og et amerikansk og iransk skib skyder på hinanden, så vil begge parter have stor interesse i at stoppe sådan en konflikt med det samme. Derfor er risikoen for storkonflikt begrænset. Vi skal ikke opfatte Hormuzstrædet som en krudttønde.

RÆSON: Ville risikoen have været mindre med en europæisk-ledet mission?
PVJ: Det havde ikke ændret noget. Der er selvfølgelig det i det, at det signalpolitisk ville vise, at europæerne i højere grad kan varetage egen sikkerhedspolitik, men der ville næppe være nogen operativ forskel. Måske vil iranerne endda have større mod på at provokere en europæisk-ledet mission, end de vil have med en amerikansk – på grund af den historisk langsomme europæiske beslutningstagen og tyskernes frygt for konflikt. Hvis man skal deltage i en styrke dernede, så er det en klar fordel med en amerikansk-ledet mission.

Vi må erkende, at vi enten kan få lov at være med i en amerikansk indsats og have indflydelse på, hvad der sker – og alternativt kan vi kun insistere på en europæisk operation, som aldrig får ben at stå på, og som i militær forstand ikke kan løfte opgaven hverken økonomisk eller politisk. Den danske regering bør kun forholde sig til at beskytte de danske skibe, der sejler igennem strædet. Hvis vi vil have indflydelse på, hvordan en mission skal designes, så må vi arbejde sammen med amerikanerne – ellers kan vi kun håbe på, at amerikanerne også beskytter danske skibe. ■

 

Hvis vi vil have indflydelse på, hvordan en mission skal designes, så må vi arbejde sammen med amerikanerne – ellers kan vi kun håbe på, at amerikanerne også beskytter danske skibe
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden