04.07.2019

”Tyskland og Frankrig er stadig er en akse, man bør regne med. Muligvis er Tysklands stærke appetit på formandsposten i Kommissionen også en manifestation af, at landet er en slags Europas leder. Men i vidt omfang bliver det en videreføring af status quo i EU med alle de fordele og ulemper, det bringer med sig.”

Interview af Johannes Sartou

RÆSON: Til manges overraskelse er Ursula von der Leyen blevet nomineret til posten som EU’s nye kommissionsformand. Hvorfor faldt valget på hende, og hvilken formand bliver hun?
NEDERGAARD: Den kristendemokratiske gruppe mente, at de som største politiske gruppe havde retten til kommissionsposten. Det skulle i første omgang have været deres ”spitzenkandidat” Manfred Weber, men han mødte megen modstand fra Frankrig, som mente, at hans erfaringsgrundlag var for tyndt. Så var Ursula von der Leyen en mulighed: Hun er kristendemokrat, hun er en kvinde, hvilket yderligere har talt for hendes sag, og så er hun tysker. Tyskland mente et eller andet sted, at det var deres tur til at få kommissionsposten. De har ikke haft den siden Walter Hallstein, som var den første formand for Kommissionen fra 1958 til 1967. Men processen har været uprofessionelt håndteret af Tyskland, da man ikke stak fingeren i jorden med hensyn til Weber, og især at man ikke fik Macron med på idéen.

Ursula von der Leyen bliver næppe en stærk formand. Man taler traditionelt om to virkeligt stærke formænd: Den ene var Walter Hallstein, og den anden var Jacques Delors, der var formand fra 1985 til 1995. De to trådte til med klare mål og en klar plan for Kommissionens arbejde. Walter Hallstein skulle etablere EF fra grunden, og Jacques Delors kom til, da EU var i dyb krise, hvilket han håndterede gennem Den europæiske Fællesakt med revitaliseringen af det indre marked og med Maastricht-traktatens økonomiske og monetære union. Det er svært at sige, hvad Ursula von der Leyens projekt skal være. Hun skal bringe EU hinsides Brexit, håndtere migrantpresset, finde en modus for europæisk samarbejde i forhold til Kina og USA, men disse ting er langt mere diffuse.

RÆSON: Der har været meget larm om hendes person. Det gælder både nationalt, hvor hun i sin tid som forsvarsminister er gået imod CDU’s partilinje adskillige gange samt har haft et par skandalesager hængende over sig, og i EU-regi, hvor hun har udtalt sig i stærke vendinger om et mere føderalistisk EU. Angela Merkel, hendes partileder, afstod efter nogle uenigheder i den tyske regering fra at stemme på hendes nominering i Rådet, og der har allerede lydt en høj kritik fra flere medlemmer af Parlamentet. Hvordan vil denne uro omkring hendes person påvirke hendes virke som kommissionsformand?
NEDERGAARD: Hun bliver som sagt næppe en stærk kommissionsformand. Men mon ikke også det er hensigten fra stats- og regeringschefernes side at få netop sådan en type formand? Hun kommer fra en baggrund som sundheds- og forsvarsminister, hvilket jo ikke ligefrem er topposter. Hun var i tale som Angela Merkels arving til kanslerposten, men kom der en række uheldige sager frem under hendes tid som forsvarsminister, som umuliggjorde det. Omvendt er hun en habil administrator og taler flydende fransk. Europa står i en situation, hvor engelsk skal nedtones som fællessprog. Fransk og tysk skal have en tydeligere position som hovedsprog ved siden af engelsk efter Brexit. Von der Leyen mestrer alle tre sprog.

Kritikken fra Parlamentet er dobbelt. De kan selvfølgelig kritisere hende for de sager, der hænger over hende, og for, hvorvidt hun er for føderalistisk – om end det ikke plejer at være et problem for flertallet af Parlamentet – men jeg tror, at de vil godkende hende. Det skyldes primært, at alternativet til at godkende von der Leyen som kommissionsformand er kaos. I så fald skal stats- og regeringscheferne mødes til nye møder for at lægge et nyt puslespil om EU’s topposter – og så bliver det for alvor uskønt.

 

Det personlige forhold kommer til at være afgørende for, hvor indflydelsesrig Vestagers nye rolle bliver. Ursula von der Leyen har bukserne på i forholdet til sine næstformænd
_______

 

RÆSON: Margrete Vestager bliver Kommissionens næstformand sammen med hollandske Frans Timmermans. Hvordan bliver magtfordelingen mellem de to? Og hvor tung og indflydelsesrig er Vestagers nye post egentlig?
NEDERGAARD: Det er helt afhængigt af, hvilket tillidsforhold der er mellem von der Leyen og henholdsvis Vestager og Timmermans. Det er hende, der tildeler opgaver til dem, så de er dybt afhængige af at have et godt personligt forhold til hende.

Man kan sammenligne det med sidste gang, vi havde en dansk næstformandspost. Det var dengang, Henning Christophersen (V) var næstformand under Jacques Delors. De havde et vældigt godt forhold. De tænkte på samme måde, uagtet at de kom fra hver sin fløj: Henning Christophersen var liberal, og Jacques Delors var socialist. De havde en fælles vision om, at EU skulle revitaliseres, og at der skulle etableres en økonomisk og monetær union, hvilket var den arbejdsopgave, Jacques Delors tildelte Henning Christophersen. Det var det tillidsfulde personlige forhold de to havde, der gjorde, at han fik netop dén vigtige portefølje, og det er derfor også det personlige forhold, der kommer til at være afgørende for, hvor indflydelsesrig Vestagers nye rolle bliver. Ursula von der Leyen har bukserne på i forholdet til sine næstformænd.

RÆSON: Europa-Parlamentets Spitzenkandidaten er blevet skubbet til side til fordel for Det Europæiske Råds egne navne som blev Ursula von der Leyen, forsvarsminister i Tyskland, og Charles Michel, Belgiens fungerende premierminister. Er Spitzenkandidatprocessen allerede død igen?
NEDERGAARD: Ja, det mener jeg, at den er. Det, Europa-Parlamentet forsøgte sig med, var at etablere en procedure, der ikke er traktatmæssigt belæg for. Hvis den model havde fortsat endnu en gang, så havde det været svært at ændre den om fem år. Så hvis stats- og regeringscheferne ville underminere denne procedure – fordi man synes, at Kommissionens legitimitet skal komme fra netop stats- og regeringscheferne – så var det nu, det skulle ske. Det har været en indirekte magtkamp om, hvilket EU vi skal have. Et føderalt orienteret EU vil pege i retning af, at Spitzenkandidaten-systemet fortsatte, og at det var Parlamentet, der udnævnte kommissionsformanden, mens et EU baseret i medlemslandene vil pege i retning af det, vi ser nu, hvor legitimiteten bag Kommissionen kommer fra medlemslandene og deres repræsentanter i form af stats- og regeringscheferne.

RÆSON: Hvad kommer det til at betyde for forholdet mellem Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd de kommende år?
NEDERGAARD: Det Europæiske Råd har jo sat sig igennem. Det har været en kamp om, hvilket EU vi skal have, men også en institutionel kamp mellem Parlamentet og Det europæiske Råd – og den har Rådet vundet. Parlamentet skal godkende pakken, men alternativet er – som sagt – kaos. Så Parlamentet står over for valget om, hvorvidt de skal fortsætte kampen og nægte at give Ursula von der Leyen formandsposten, eller om man vil erkende nederlaget og acceptere udnævnelsen af hende. Jeg tror, at de accepterer Det Europæiske Råds sejr for nærværende.

RÆSON: Formanden for Den Internationale Valutafond (IMF), Christine Lagarde, er blevet kørt i stilling som ny formand for Den Europæiske Centralbank. Er valget af hende et udtryk for at bibeholde den franco-tyske magtdeling, der har været en rød tråd i samarbejdet siden EU’s fødsel?
NEDERGAARD: Ja. Tyskland har ikke noget imod, at der sidder en ikke-tysker som formand for ECB. Det vigtigste er, at der føres en ordoliberal [økonomisk tankegang, der er dominerende i bl.a. Tyskland, red.] økonomisk politik – og det kommer hun til at gøre. Det vil være en fuldstændig fortsættelse af Draghis kurs, for under Draghi [nu afgående ECB-formand, red.] har man også sagt, at man følger den ordoliberale tyske kurs. Det er på en måde blevet Europas særlige linje og den måde, man ser på økonomi på i EU. Det sikrer stabilitet på den økonomiske front, selv om vi ikke altid har det på den politiske front. Den vil Lagarde også fortsætte – det er jeg helt sikker på.

RÆSON: Lagarde er selv konservativ, men IMF har under hendes ledelse kritiseret centrale dele af EU’s økonomiske politik, herunder særligt den såkaldte sparepolitik. Bliver Lagarde mere som ECB, eller bliver ECB mere som IMF?
NEDERGAARD: Jeg kan ikke se, at sparepolitikken bliver ændret synderligt under Lagarde. Spørgsmålet er også, hvad hendes egen linje er. Hun har jo ført kritikken som formand for institutionen IMF. Hun får under alle omstændigheder vanskeligt ved at ændre kurs som chef for ECB, da den er mere eller mindre fastlagt og bundet op om de regler, man har for budgetunderskud, inflationsrater og akkumuleret gæld i Stabilitets- og Vækstpakken samt i finanspagten. Der er en række institutionelle og traktatretlige rammer for ECB, der gør, at man kun kan afvige minimalt fra den ordoliberale kurs. Derfor er hun er i betydeligt omfang bundet til den kurs, Draghi fulgte.

 

Der har efterhånden dannet sig en norm om, at formanden for Det Europæiske Råd skal være en medierende og kompromissøgende type. Det ligger også i institutionens funktion. Charles Michel kommer til at blive ligesådan
_______

 

RÆSON: Belgiens fungerende premierminister, Charles Michel, ventes at blive formand for Det europæiske Råd efter Donald Tusk. Hvordan vil han adskille sig fra det nu afgående Tusk?
NEDERGAARD: Det bliver sandsynligvis den samme linje, som Tusk har ført. Der har efterhånden dannet sig en norm om, at formanden for Det Europæiske Råd skal være en medierende og kompromissøgende type. Det ligger også i institutionens funktion. Charles Michel kommer til at blive ligesådan. Den, der skal være formand for Kommissionen, skal presse på for aktivt at få problemerne løst. Man skal holde maskinen i gang. Formanden for Det Europæiske Råd derimod er en medierende type, hvor det først og fremmest handler om at finde balancepunkter mellem de enkelte medlemslandes synspunkter med henblik på at finde løsninger og kompromiser i Rådet.

RÆSON: Charles Michel har tidligere sat spørgsmålstegn ved, om EU-lande, der ikke tager flygtninge eller hjælper med at løse migrationssituationen, bør være en del af Schengen-samarbejdet. Han mødte hård kritik fra Orbán og en række østeuropæiske ledere. Med et forstærket mandat til netop de EU-kritiske Visegrad-lande (Polen, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn, red.) ved EP-valget, kan valget af den nye præsident så risikere at svække et allerede fragmenteret EU?
NEDERGAARD: Nej, det tror jeg ikke. Men de østeuropæiske lande har tabt spillet om posterne. Formandsposten er fra Tyskland, Formanden for Rådet er fra Belgien, udenrigschefen er fra Spanien, og formanden for Den Europæiske Centralbank er fra Frankrig. Østeuropa fra Estland i nord og helt ned til og med Bulgarien glimrer ved deres fravær på EU’s topposter. De er ganske enkelt blevet kørt over i forhandlingerne. Der mangler en geografisk balance i forhold til Øst- og Centraleuropa – det er et vesteuropæisk EU, vi har fået. Det er yderligere et EU, hvor fire ud af de fem topposter besættes af personer fra de oprindelige seks EU-lande, der dannede organisationen i 1957.

RÆSON: Hvad er årsagen til det?
NEDERGAARD: Dels har der sandsynligvis været nogen animositet fra tysk og fransk side mod visse af regeringscheferne fra Østeuropa. Det har gjort det svært for de central- og østeuropæiske medlemslande at skabe alliancer. Dels har de har sat meget af – hvis ikke hele – deres politiske kapital ind på at forhindre Frans Timmermans i at blive kommissionsformand. Derfor har de ikke haft særligt meget krudt tilbage, da de skulle skyde nogle af deres egne kandidater i stilling.

 

Hvad angår USA, så mener [Fontelles] sikkert ligesom Mogherini, at USA er på vej ud ad en tangent angående eksempelvis handelskrigen med Kina og atomaftalen med Iran – og at EU skal være påpasselige med at gå med på den
_______

 

RÆSON: Hvilken linje kommer den nye udenrigschef for Unionen, Josep Borrell Fontelles, til at lægge for det udenrigspolitiske område i en tid, hvor EU står overfor et væld af udfordringer, herunder et hastigt voksende Kina, truslen fra Rusland og et tumultarisk forhold til Trump?
NEDERGAARD: Jeg tror, at han kommer til at ligge nogenlunde der, hvor Federica Mogherini [nu afgående udenrigschef, red.] også var. I den bløde ende angående spørgsmål om Rusland, Iran og Kina. Han er i hvert fald ikke en hardcore type i disse sager, og derfor tror jeg, at han vil videreføre Mogherinis linje. Det er ikke, fordi han ikke mener, at truslerne er der, men han er sandsynligvis overbevist om, at andre overdriver truslernes omfang. Det er derfor, han mener, at man ikke skal lange så hårdt ud efter disse aktører. Hvad angår USA, så mener han sikkert ligesom Mogherini, at USA er på vej ud ad en tangent angående eksempelvis handelskrigen med Kina og atomaftalen med Iran – og at EU skal være påpasselige med at gå med på den.

RÆSON: Forhandlinger trak i langdrag flere gange undervejs. Præsident Macron var meget utilfreds og mente, at man gav et billede af et useriøst EU. Hvad siger det om samarbejdet i EU de kommende år?
NEDERGAARD: Det er glemt i løbet af et par måneder. Det er altid et broget billede, som tegner sig i sådanne situationer, og det er sjældent, at disse slags forhandlinger går efter planen. Det er ikke mange årtier siden, man hele tiden talte om ’De lange knives nat’, hvilket var dengang, det ikke var kommissionsformanden, der bestemte porteføljerne for kommissærene, men de enkelte stats- og regeringschefer. Det var endnu mere blodigt – i overført forstand – end det er nu.

Hvis altså Parlamentet godkender Ursula von der Leyen, og det yderligere kaos udebliver, så er det hele glemt, inden den nye formand tiltræder 1. november.

RÆSON: Hvad siger fordelingen af topposterne om magtfordelingen i EU nu i forhold til for fem år siden?
NEDERGAARD: Det siger muligvis, at Vesteuropa stadig er førende i organisationen, at de gamle medlemslande stadig anser, at de har førstefødselsretten til organisationens poster, og at Tyskland og Frankrig stadig er en akse, man bør regne med. Muligvis er Tysklands stærke appetit på formandsposten i Kommissionen også en manifestation af, at landet er en slags Europas leder. Men i vidt omfang bliver det samtidig en videreføring af status quo i EU med alle de fordele og ulemper, det bringer med sig. ■

 

Det siger muligvis, at Vesteuropa stadig er førende i organisationen, at de gamle medlemslande stadig anser, at de har førstefødselsretten til organisationens poster
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland