12.04.2019

.

Med stor dygtighed har Dansk Folkeparti over en årrække tilkæmpet sig en elitær position, hvor det sidder på den offentlige mening. Først var det de blå, så S, så fulgte SF med ind i folden. Også kommentatorerne mener det: At det må og skal være DF, der bestemmer, hvad der er er normalt, naturligt og nødvendigt i udlændingepolitikken.

Kronik af Peter Lauritsen

Det meste af den udlændingepolitiske debat i Danmark føres på den præmis, at politikken kun kan blive hårdere. Antallet af stramninger på Integrationsministeriets hjemmeside må kun blive højere – også selvom det medfører, at de værdier om humanisme og lighed, som Danmark er bygget på, skubbes til side og forsvinder.

Forestillingen om den uendelige stramning er så stærk, at enhver ambitiøs politiker skal vare sig for at sige den imod. Gør man det alligevel, er dommen hård. Ikke bare er man naiv, man er også strategisk ubehjælpsom, fordi man ikke indordner sig under det tankeregime, som det er lykkedes Dansk Folkeparti at installere – et regime, som har bredt sig ud over det meste af folketingssalen fra formandsstolen til de bagerste rækker, og som også har fået greb om både politiske analyser og den offentlige debat.

De fleste partier har for længst accepteret tingenes tilstand. Blå blok faldt først, fordi magt talte mere end politik. Af samme grund blev Socialdemokratiet en af regimets varmeste støtter, og snart strakte også SF våben.

Tilbage står en opposition bestående af tre små partier: Radikale, Alternativet og Enhedslisten. Blandt kommentatorer er det især førstnævnte, som tiltrækker sig opmærksomhed, hvilket måske er forståeligt, fordi partiet historisk har været kendt for at gribe ud efter magten, når det var muligt – for det meste i et tæt parløb med Socialdemokratiet. Og nu, da den nemme vej tilbage til regeringskontorerne ville være at følge i hælene på det store parti og træde ind i Dansk Folkepartis skygge, er det åbenbart helt uforståeligt for kommentatorer og analytikere, at Radikale Venstre fastholder en rolle i udlændingepolitisk opposition.

 

Tilsyneladende havde nogle politiske kommentatorer overset, at Morten Østergaard allerede for et år siden garanterede, at Radikale Venstre ville gøre alt, hvad det kunne, for at gøre op med Dansk Folkepartis politik
_______

 

En beskeden bombe
Et eksempel på denne undren viste sig, da Radikale Venstre for nylig udsendte det budskab, at partiets støtte til en socialdemokratisk regering ville være betinget af et delvist opgør med det såkaldte paradigmeskifte. Budskabet var, at integration selvfølgelig skal være et fokuspunkt i udlændingepolitikken, og at det således skulle betragtes som positivt, at en flygtning har taget uddannelse og job og dermed vist villighed til at klare sig selv og bidrage til fællesskabet.

For en nøgtern betragtning skulle man mene, at det er et ret beskedent krav. Det er kun få måneder siden, at det lykkedes Dansk Folkeparti at få de andre partier med på ideen om, at flygtninge, der kommer til Danmark, ikke skal integreres. De skal ikke have mulighed for at slå rod, ikke finde tryghed og ikke være en del af fællesskabet.

Alligevel blev udmeldingen beskrevet som en ”bombe” og en ”game-changer”. Tilsyneladende havde nogle politiske kommentatorer overset, at Morten Østergaard allerede for et år siden garanterede, at Radikale Venstre ville gøre alt, hvad det kunne, for at gøre op med Dansk Folkepartis politik. Holdningen er blevet gentaget igen og igen, men enten har ingen lyttet, eller også har de glemt det igen.

Det er værd at tænke over, hvorfor et ret beskedent krav, der end ikke er nyt, kan tiltrække sig så dramatiske ord. For der er jo ikke tale om, at kravet sletter den lange række af stramninger, som Integrationsministeriet nidkært tæller. Der er heller ikke tale om, at den udskældte humanisme nu rejser sig af asken og igen bliver dominerende. Og der er slet ikke tale om løsere kontrol med antallet af flygtninge eller om en tilbagevenden til 80’ernes liberale udlændingelov. Tværtimod fjernes kun det seneste skud på den udlændingepolitiske stamme.

Men måske er humlen, at udmeldingen kan ses som et ønske om at få en smule nøgternhed tilbage i politikken. Skridtet er ikke i sig selv revolutionært, men peger i en bestemt retning, hvor samarbejde ikke baseres på præmisser defineret af Dansk Folkeparti. Og det er jo netop det, der så nemt giver anledning til hovedrysten og hvasse ord.

At Mette Frederiksen udtrykte utilfredshed med de Radikales krav, var vel forventeligt. Frederiksen mente, at udmeldingen om en tilbagevenden til et fokus på integration var tegn på ungdommelighed, og hun gav udtryk for, at hun savnede Niels Helveg, fordi han jo havde forstået det samarbejdende folkestyre. Hun slap afsted med denne udmelding, selvom det ville have været rart at vide, hvorfor hun selv har skiftet mening og nu pludselig arbejder for at gøre op med integrationsperspektivet, der ellers har været centralt i dansk udlændingepolitik så længe, nogen kan huske – og helt indtil Dansk Folkepartis paradigmeskifte. Samtidig ville det være interessant at få uddybet, hvordan Frederiksens hyldest til det samarbejdende folkestyre harmonerer med et Socialdemokrati, der ikke vil lade andre flytte et komma i partiets politik. Ligesom de politiske analyser selvfølgelig kunne have valgt det perspektiv, at det i virkeligheden er Socialdemokratiets udlændingepolitiske u-vending, der har været den virkelige game-changer i dansk politik.

Men det var ikke den tråd, der blev taget op. For når udgangspunktet er, at det er Dansk Folkepartis standarder, der gælder, bliver Mette Frederiksens udtalelser ikke bemærkelsesværdige. Tværtimod betragtes de som normale og svært angribelige, og så blokeres den kritiske tanke. Anderledes med dem, der ikke vil underlægge sig disse standarder, og som derfor fremstår som afvigende. Dem undrer man sig over og gør til et oplagt mål for kritik.

 

De politiske analyser kunne have valgt det perspektiv, at det i virkeligheden er Socialdemokratiets udlændingepolitiske u-vending, der har været den virkelige game-changer i dansk politik
_______

 

Når principfastheden ses som sær
Og sådan skete det. Flere kommentatorer tog sig til hovedet. Hvordan kan det være, at Radikale Venstre selv bringer udlændinge ind i valgkampen, når man nu ved, at det er på dette område, Dansk Folkeparti vinder? Umiddelbart ikke noget skarpt spørgsmål, medmindre man virkelig tror på, at Venstre eller Dansk Folkeparti ikke selv kunne finde på at tage emnet op. Men spørgsmålet har selvfølgelig et videre perspektiv, som handler om, hvorfor Radikale Venstre netop ikke vælger at gøre som de fleste andre og blot falder til ro i tingenes tilstand.

I en variant lyder kritikken, at partiets standhaftighed ødelægger rød blok – en kritik, som også Alternativet har hørt i tide og utide. Men kritikken bygger på den tvivlsomme forestilling, at der faktisk findes en rød blok andre steder end i meningsmålingernes grafik, og hvad der er værre: At man overhovedet kan have en rød blok, som agerer på Dansk Folkepartis præmisser. Hvilket man selvfølgelig ikke kan. Skulle den alligevel forsøge, ville den øjeblikkeligt høre op med at være rød.

I en anden variant lyder det, at den manglende føjelighed er uhensigtsmæssig, når nu flertallet af vælgerne vil noget andet. Sådan kunne man for eksempel læse i Weekendavisen, hvor den ellers så forstandige Martin Krasnik faldt lige i Dansk Folkepartis fælde. Hvorfor ikke bare rette ind og være et midterparti, der modererer mellem højre og venstre i dansk politik? Ja, sådan spurgte Krasnik. Og man har hørt det før. Faktisk så mange gange, at man efterhånden synes, det lyder helt fornuftigt. Men samtidig er det tydeligt, at der er noget galt. I hvert fald hvis man har den opfattelse, at den journalistiske opgave er at udfordre hegemoniet og ikke blot ukritisk understøtte den.

Det, Krasnik og mange andre kommentatorer overser, er, at Radikale Venstre er bygget på værdier som menneskerettigheder, frihed, lighed og fornuft. Partiet har selvsagt ikke patent på disse værdier, men når de kommer under pres – og det kommer de, når Dansk Folkeparti svinger taktstokken – så er det, at partiet skal stå fast og vise, hvorfor det er født i et opgør med det moderate Venstre og faktisk er et Radikalt Venstre. At det forholder sig sådan, ved kommentatorerne forhåbentlig godt. Alligevel beder de partiet om at skrotte sit ophav.

Her drejer det sig om Radikale Venstre, men helt principielt burde der vel ikke være noget mærkeligt i, at et parti står fast på sine grundværdier. Faktisk burde det mærkværdige være, at store partier som Venstre og Socialdemokratiet uden videre kan kappe deres forbindelse til både liberale frihedsværdier og solidaritet. Men i de tilfælde har man ikke hørt andet end en let rømmen og en overbærende latter.

 

Det anses som det naturlige og nødvendige at slippe sine værdier og begive sig ind i folden hos Dansk Folkeparti, fordi vælgeranalyserne viser, at det er sådan, politikken skal designes
_______

 

DF er eliten nu
Så sådan er det blevet: Det anses som det naturlige og nødvendige at slippe sine værdier og begive sig ind i folden hos Dansk Folkeparti, fordi vælgeranalyserne viser, at det er sådan, politikken skal designes. At holde fast og ikke være villig til at opgive alt i bytte for magten, synes underligt. Hvis man vil noget i dansk politik, og hvis man vil tages seriøst, skal man være villig til at frasige sig arv og gæld og lydigt bukke nakken.

På denne præmis hviler kravet til Radikale Venstre om at genfinde rollen som medierende midterparti. Selvom synspunktet ofte fremføres, lider det af den tydelige skavank, at ingen vist længere ved, hvor denne midte befinder sig. Henviser man her til det næsten usynlige mellemrum mellem Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre? I så fald er det værd at huske, at de tre partier er enige om at gå til grænsen af internationale konventioner. Der er med andre ord tale om en midte defineret af Dansk Folkeparti, og det vil følgelig ikke være et sted, hvor man kan finde et parti som Radikale Venstre.

Når politiske analyser anbefaler ’konsensus’ og fremfører, at flertallets holdninger nødvendigvis må adlydes, kommer de til at løbe Dansk Folkepartis ærinde. Og uanset om det sker bevidst eller ubevidst, er omkostningerne store.

For ønsker vi virkelig en situation, hvor partierne opgiver deres grundværdier, hvis magten kræver det? Ønsker vi et opgør med det samarbejdende folkestyre, som jo netop er et samarbejde mellem forskellige synspunkter og ikke et krav om at underlægge sig en snæver, autoritær logik? Og ønsker vi, at udlændingepolitik holder op med at være politik, fordi der aldrig er for og i mod, men kun én vej: endnu et nøk på stramningsskruen?

Det er vel trods alt de færreste, der ønsker sig disse ting. Ikke desto mindre er det der, vi er på vej hen. Fordi politikere, kommentatorer og mange andre lader Dansk Folkepartis anskuelser være standarden for udlændingepolitikkens retning og fornuft.

Selvom Dansk Folkeparti aktuelt står svagt i meningsmålingerne, er dets politik stærkere end nogensinde før. Ikke blot føres politikken nu af en række partier, med Venstre og Socialdemokratiet som de tunge eksempler. Partiet har også med stor dygtighed tilkæmpet sig en elitær position, hvor det sidder på dannelsen og den offentlige mening og bestemmer, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. I den situation er det letteste for enhver politiker blot at underkaste sig. Ligesom den letteste politiske analyse er at bekræfte dominansen.

At gå i mod det herskende synspunkt er derimod altid det sværeste og sjældent populært. Det ville imidlertid være både befriende og demokratisk sundt med en politisk debat, der ikke tager for givet, at der kun er én vej at gå og ikke noget at vælge imellem. ■

 

Selvom Dansk Folkeparti aktuelt står svagt i meningsmålingerne, er dets politik stærkere end nogensinde før
_______

 

Peter Lauritsen (f. 1969) er professor i informationsvidenskab ved Aarhus Universitet og medforfatter til bogen RADIKAL. ILLUSTRATION: Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup på pressemødet efter partiets sommergruppemøde på Hotel Comwell i Sønderborg, onsdag den 8. august 2018 [foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix]