26.12.2019

Ofte er der mange myter, der trives eller skabes på ny – særligt når der foretages sammenligninger med danske forhold. Så hvis man gerne vil forstå det amerikanske valg og gardere sig imod over- og fejlfortolkninger, er der en række huskeregler, der kan være gode at have in mente.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d. og professor i statskundskab

De danske mediers dækning af præsidentvalget i USA har i mange år været eskalerende, og der er intet, der tyder på, at den vil blive mindre i 2020. Det er ikke blevet mindre de seneste 20 år – oven på terrorangrebene den 11. september 2001, Irak-krigen, valget af den første sorte præsident, opstillingen af den første kvindelige kandidat for et større parti og to præsidentvalg, hvor det ikke var den med flest stemmer, der løb med sejren (ved valget i 2000 og valget i 2016). For slet ikke at nævne den nuværende præsident, der synes ligeglad med, hvordan man plejer at gøre tingene.

Men ofte er der også mange myter, der trives eller skabes på ny – særligt når der foretages sammenligninger med danske forhold. Så hvis man gerne vil forstå det amerikanske valg og gardere sig imod over- og fejlfortolkninger, er der en række huskeregler, der kan være gode at have in mente.

 

Den samfundsøkonomiske udvikling lægger både et gulv under, hvor skidt det kan gå for det regerende partis kandidat i gode tider, og et loft for, hvor godt det kan gå for kandidater i dårlige tider
_______

 

1. De økonomiske konjunkturer betyder meget. Går det godt med samfundsøkonomien, hjælper det den siddende præsidents parti – meget. Klassiske eksempler er Lyndon B. Johnson i 1964, Ronald Reagan i 1984, George Bush Sr. i 1988 og Bill Clinton i 1996. Går det derimod skidt, rammer det tilsvarende kandidaten for præsidentens parti – meget hårdt. De mest synlige illustrationer er Jimmy Carter i 1980 og Bush Sr. i 1992.

Det er ikke det samme som, at økonomien er det eneste, der betyder noget: Demokraterne tabte givetvis stemmer i 1952 og 1968 på grund af upopulære krige i udlandet (hhv. Korea og Vietnam), og det samme skete formodentlig for Republikanerne ved midtvejsvalget i 2006, der fandt sted under Irak- og Afghanistan-krigene. Den samfundsøkonomiske udvikling lægger både et gulv under, hvor skidt det kan gå for det regerende partis kandidat i gode tider, og et loft for, hvor godt det kan gå for kandidater i dårlige tider.

Men ikke al økonomi er lige vigtig. Forskningen peger måske ikke så overraskende på, at det formentlig særligt er udviklingen i disponible realindkomster, der betyder noget. I hvert fald mere end udviklingen i bruttonationalprodukt, beskæftigelse eller aktiemarkeder.

2. Genopstillende præsidenter vinder som regel. Den holder næsten altid i nyere tid: Carter i 1980 og Bush Sr. i 1992 er de eneste undtagelser i nyere tid – og begge gange gik det skidt med samfundsøkonomien. Logikken er klar: Selve det at besidde præsidentembedet giver enorme fordele: Man kan ’manipulere’ genvalgschancerne, fx ved at tilrettelægge indgreb til de mest fordelagtige tidspunkter. Man kan ved brug af det ene eller andet instrument i større eller mindre grad bortlede opmærksomheden fra uheldige ting. Man kan i det hele taget sætte dagsordenen på en helt anden måde, end en udfordrer er i stand til.

 

Hvis ikke der en akut krig, der enten kræver national samling eller medfører et stort antal dræbte amerikanske soldater, så er international politik af langt mindre betydning for amerikanske valg, end mange ville tro. Det store flertal af de amerikanske vælgere er mere fokuserede på det indenrigspolitiske
_______

 

3. … men magten slider. Betydningen af de to foregående pointer udhules en del af, hvor længe et parti har haft præsidentembedet. Et parti vinder sjældent tre eller flere gange i træk. De klare undtagelser er Truman i 1948 og Bush Sr. i 1988 – og så kan man naturligvis diskutere (afhængig af definitionen af ’vinder’) 2000 og 2016. Årsagen er naturligvis, at jo længere et parti har haft magten, desto flere dårlige sager akkumuleres. Kernevælgerne bliver trætte af uindfriede løfter. Vælgerne ønsker simpelthen ’noget andet’.

4. Et sikkert svaghedstegn: udfordrere. Siddende præsidenter, der bliver udfordret af partifæller ved egne primærvalg og ikke vinder knusende ved de første af slagsen, er i problemer. Ikke nødvendigvis fordi de taber nomineringen – det sker i praksis aldrig – men fordi synlig modstand mod en siddende præsident signalerer dyb latent utilfredshed med denne. Gode eksempler er Johnson i 1968 (der endte med slet ikke at genopstille), Ford i 1976 (hvor Reagan kom tæt på at snuppe nomineringen) og Bush Sr. i 1992 (hvor en ikkepolitiker, Pat Buchanan, fik 38 pct. af stemmerne ved primærvalget i New Hampshire og endte med at vinde 23 pct. af alle primærvalgsstemmer for Republikanerne). Modpolen er fx Obama i 2012, hvor der reelt ikke var nogen modkandidat.

5. Hold øje med den negative approval rating. Når man ser på de approval ratings for præsidentens embedsførelse, der laves næsten dagligt, er det vigtigt at se på andelen af ’positive’ og ’negative’ tal – og forskellen imellem disse. Ingen siddende præsident er blevet genvalgt med positive approval ratings på under 49 pct. eller med en netto-negativ approval.

6. Krige og kriser er uforudsigelige størrelser. Når der indtræffer store katastrofer, kan det nogle gange få vælgerne til at flokkes om præsidenten som nationalt samlingspunkt. Det kan på den måde til tider hjælpe nogle: Bush Sr. oven på første Irak-krig, George Bush Jr. ved midtvejsvalg i 2002 og præsidentvalg i 2004 oven på 11/9 er eksempler. Udenrigspolitiske engagementer giver ofte et kort lille nøk op i præsidentens popularitet. Men andre gange skader kriser – de gange hvor præsidenten eller hans parti kan anses for havende reageret dårligt eller endog være ansvarlige for krisen.

7. … men generelt betyder udenrigspolitikken betyder (stort set) intet. Hvis ikke der en akut krig, der enten kræver national samling eller medfører et stort antal dræbte amerikanske soldater, så er international politik af langt mindre betydning for amerikanske valg, end mange ville tro. Det store flertal af de amerikanske vælgere er mere fokuserede på det indenrigspolitiske.

 

Kostede det Obama stemmer, at han i den ene TV-debat med Romney i 2012 virkede meget træt og defensiv? Den slags er farverige og pædagogiske fortællinger – men der er meget lidt belæg for, at det er personlighederne eller deres små fejl eller succeser, der afgør valget – det er snarere ’de store ting’
_______

 

8. Pengene afgør ikke valget. Valgkampe er dyre i USA – og bliver stadig dyrere. Så man kan let tro, at det er den kandidat eller det parti med de dybeste lommer, der vinder. Sådan er kausaliteten bare ikke altid. For det første er der efterhånden en lang liste over milliardærer, der har formøblet store dele af deres egne formuer på meget lidt succesrige kandidaturer. For det andet er der til gengæld en omvendt logik i spil, som let kan forveksles med, at den rigeste vinder: Den kandidat, der tegner til at vinde, vil langt lettere kunne samle penge ind fra donorer end en, der ser ud til at tabe. Så når fx Obama vandt både valgene og pengekapløbene i 2008 og 2012, var det ikke nødvendigvis, fordi pengene afgjorde valgene, men fordi donorerne helst ville spille på en vinder.

9. Personalia betyder mindre. Medierne er ofte ekstremt fokuserede på små detaljer under en valgkamp og tillægger dem stor betydning for udfaldet. Gav det Hillary Clinton ekstra stemmer, at hun under primærvalget i 2008 syntes at fælde en tåre? Kostede det Obama stemmer, at han i den ene TV-debat med Romney i 2012 virkede meget træt og defensiv? Den slags er farverige og pædagogiske fortællinger – men der er meget lidt belæg for, at det er personlighederne eller deres små fejl eller succeser, der afgør valget – det er snarere ’de store ting’.

Det gælder i vidt omfang også kandidaternes specifikke politiske orientering. Var Romney ’for konservativ’ til at blive valgt i 2012? Var McGovern ’for venstreorienteret’ til at kunne vinde i 1972? Der er eksempler på, at det kan være med til at skabe en stemning af ikkevalgbarhed omkring en kandidat – som Barry Goldwaters kandidatur i 1964. Kandidaternes ideologiske placering betyder givetvis meget under primærvalgene. Men megen forskning peger på, at i sidste ende afgøres præsidentvalgene mest af de ’fundamentale’ ting samt ikke mindst partiloyalitet: Er man kernevælger-Republikaner eller -Demokrat, så stemmer man formodentlig på partiet, selv hvis kandidaten ikke er fra ens egen fløj i partiet – fordi alternativet vil være værre.

 

Langt mere betydningsfuldt end hvem der bliver præsident isoleret, er det formodentlig generelt, hvorvidt det er en præsident, der har flertal i begge Kongressens kamre med sig eller mod sig. Det er der, de politiske forandringer i sidste ende skal finde sted
_______

 

10. Det er (igen) næppe ’det vigtigste præsidentvalg nogensinde’. Medier – danske som amerikanske – ynder at fortælle, at netop det førstkommende eller igangværende præsidentvalg er helt exceptionelt vigtigt, fordi usædvanlig meget står på spil. Det er næppe sandt – heller ikke næste gang det siges. Fx var valget af Obama i 2008, og i særdeleshed hans genvalg i 2012, meget tænkeligt, når alt kommer til alt, af ret begrænset betydning – ikke mindst fordi Kongressen fra 2010 havde Republikansk flertal i begge kamre. Måske de var vigtige symbolsk, men bortset fra Obamas allerførste år fik han meget lille realpolitisk betydning.

Det er ikke det samme som, at ingen præsidentvalg nogensinde har været vigtige. Valget af Reagan i 1980 og 1984 fik givetvis betydning for Den Kolde Krig. Bush Jr.s sejr over Gore i 2000 fik uden tvivl konsekvenser for, hvordan man håndterede efterdønningerne af 11/9 – i hvert fald hvad angik beslutningen om Irak-krigen. Men pointen er, at meget af denne vigtighed som regel først ses i bakspejlet, når man medtager andre faktorer, herunder begivenheder, som få forudså, da valget fandt sted.

Langt mere betydningsfuldt end hvem der bliver præsident isoleret, er det formodentlig generelt, hvorvidt det er en præsident, der har flertal i begge Kongressens kamre med sig eller mod sig. Det er der, de politiske forandringer i sidste ende skal finde sted.

 

Holder de nuværende tal, hvor Trumps netto-approval rating er på ca. 10 procentpoint, vil han næsten med garanti tabe the popular vote igen (som i 2016), og så vil han skulle satse på (igen) at kunne trække en sejr hjem gennem valgmandskollegiet
_______

 

Til disse ti punkter kunne man tilføje en del andre tommelfingerregler – nogle, der har været mere eller mindre aktuelle ved tidligere valg, og som måske vil være relevante ved andre valg end lige 2020. Frem for alt er det svært at sige på nuværende tidspunkt, præcis hvor impeachment-processen imod Trump, der blev iværksat i september 2019, vil ende henne, og hvilken effekt den eventuelt vil have på præsidentvalget næste år. Men de foregående punkter giver i hvert fald en indikation af, hvad man måske særligt skal holde øje med fra nu af og frem til november 2020.

For det første: Hvor godt klarer Trumps udfordrere sig under primærvalget i Det Republikanske Parti? Det vil p.t. sige fhv. guvernør Bill Weld, fhv. kongresmedlem Joe Walsh og fhv. guvernør og kongresmedlem Mark Sanford. De kommer næppe til at fravriste Trump nomineringen i det parti, som han er kommet til at sidde relativt solidt på, og hvor partiledelsen allerede har besluttet at bruge partiets egne midler til at støtte Trump, og hvor enkelte primærvalg slet ikke afholdes. Men hvis ikke Trump får mindst 65-75 pct. af stemmerne ved primærvalget i New Hampshire i februar, vil det være et meget klart faresignal for ham om, at han har problemer med kernevælgerne.

Det andet vigtige pejlemærke bliver, hvorvidt den relativt gode økonomi, der har været under Trump, holder frem til november 2020. I så fald burde den lægge en bund under ham. Det vil i særdeleshed være vigtigt at se på de kvartalsvise tal for udviklingen i disponible realindkomster: Ligger de på 3 pct. eller derover, vil Trump have gode muligheder for, at tvivlerne og midtervælgerne breaker til hans fordel – eller i hvert fald ikke går til Demokraternes kandidat. Skulle de gå hen og komme tæt på eller under nul, så er det ganske alvorligt for Republikanerne.

En tredje vigtig ting at holde øje med er, hvorvidt Trumps approval ratings kommer op fra de nuværende ca. 42-44 pct. positive (hvor han har ligget meget længe) til 49 pct. eller derover. Hvis ikke, så er han i problemer: Holder de nuværende tal, hvor Trumps netto-approval rating er på ca. 10 procentpoint, vil han næsten med garanti tabe the popular vote igen (som i 2016), og så vil han skulle satse på (igen) at kunne trække en sejr hjem gennem valgmandskollegiet. En sejr der er jo også en sejr – men han vil uden tvivl foretrække en klar og stærk sejr i folkedybet.

Til gengæld er der god grund til at lægge mindre vægt på små udsving hos statistikere som fx Nate Silvers dag-til-dag-opdateringer af sandsynligheder på FiveThirtyEight.com eller for den sags skyld bookmakernes odds. Den slags giver vigtige og solide fingerpeg om tendenser, men som mange lærte bitterligt i 2016, så betyder 75 pct. chance for, at den ene vinder, også, at den anden har 25 pct. chance for at vinde. Sidstnævnte er odds, der er langt bedre end ved de fleste spil. ■

 

Selve det at besidde præsidentembedet giver enorme fordele: Man kan ’manipulere’ genvalgschancerne, fx ved at tilrettelægge indgreb til de mest fordelagtige tidspunkter
_______

Apropos denne artikel:

Helen Thompson: Vi kan ikke udelukke, at Donald Trump aktivt forsøger at skabe en recession

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne