14.04.2019

.

Det vil have ekstreme konsekvenser for pressefriheden, hvis en journalist eller publicist kan udleveres til et fremmed land til retsforfølgelse for sit journalistiske virke. Alligevel virker det desværre til, at en del medier er mere optagede af Assanges personlige karakter end af betingelserne for pressefriheden.

Kommentar af Peter Kofod

Torsdag formiddag blev WikiLeaks-stifteren Julian Assange arresteret af engelsk politi og slæbt ud fra den ecuadorianske ambassade iført håndjern. Her har han siddet i limbo siden 2012, hvor det sydamerikanske land tildelte ham politisk asyl på baggrund af amerikanske myndigheders aggressive efterforskning af WikiLeaks.

Det er værd at stoppe op allerede her: For på trods af meget stærke indicier på, at USA længe villet have kløerne i Assange på grund af hans journalistiske arbejde, har en del politikere, meningsdannere og – mest bizart – journalister totalt ignoreret denne trussel mod pressefriheden. I stedet har de gjort nar af henholdsvis Assange (for at ”gemme sig”), Ecuador (for at give ham asyl), FN (hvis arbejdsgruppe for arbitrære tilbageholdelser i 2016 formelt fandt, at Assanges situation er at betragte som ulovligt tilbageholdt) og af WikiLeaks-støtter, som advarede mod implikationer for pressefriheden.

Det har ellers været tydeligt, hvad der foregik. Personer med tilknytning til WikiLeaks blev afhørt, overvåget og fik deres kommunikation udleveret til amerikanske myndigheder. I dokumenterne offentliggjort af Edward Snowden kan man læse om en ”Assange Manhunting Timeline”, som er en “international effort to focus the legal element of national power upon non-state actor Assange, and the human network that supports WikiLeaks“. Det har siden 2011 været kendt, at der er nedsat en undersøgelseskommission med det formål at få spærret Assange inde (jury-nummeret er endda offentligt kendt: 10GJ3793), og at der er en massiv tilhørende FBI-efterforskning med samme formål.

Det burde være rigeligt dokumentation for, at truslen om udlevering til USA er reel. Hvis ikke, burde de sidste have forstået det, da Trumps (nu tidligere) justitsminister Jeff Sessions i 2017 offentligt fastslog, at det nu er en ”prioritet” for de amerikanske myndigheder at arrestere Julian Assange, eller da hans (nu tidligere) CIA-chef Mike Pompeo som noget af det første i sin embedsperiode indkaldte til pressemøde og erklærede, at man ikke længere vil tillade Assange og hans kollegaer at bruge værdier som ytringsfrihed imod USA. ”At give dem plads til at knuse os med uretmæssigt erhvervede hemmeligheder, er en pervertering af, hvad vores gode forfatning står for. Det stopper her.”

 

Nu er situationen så den, at der ikke længere er noget af rafle om: USA har indgivet en udleveringsbegæring mod Assange på baggrund af en sigtelse under CFAA
_______

 

Nu er situationen så den, at der ikke længere er noget af rafle om: USA har indgivet en udleveringsbegæring mod Assange på baggrund af en sigtelse under CFAA (Computer Fraud and Abuse Act).

Det, sigtelsen går på, har ikke noget med 2016-valget, samarbejde med udenlandske efterretningstjenester eller mistanke om seksuelle overgreb – som Assange ellers også er blevet sat i forbindelse med at gøre. I stedet rækker de – som ventet – helt tilbage til 2010, hvor WikiLeaks med ét blev verdenskendt, da netværket udgav den ikoniske ”Collateral Murder”-video, som viser en amerikansk kamphelikopter over Bagdad, der nedskyder en flok civile, herunder to journalister fra nyhedsbureauet Reuters, og derefter giver samme behandling til en familie, der standser bilen og forsøger at hjælpe de sårede.

Efter udgivelse af videoen fulgte hundredtusindvis af hemmeligstemplede dokumenter om Afghanistan-krigen og Irak-krigen samt telegrammer fra amerikanske ambassader rundt om i verden. Disse dokumenter udgav WikiLeaks i partnerskab med internationale medieorganisationer som The Guardian, Der Spiegel og New York Times – herhjemme bl.a. sammen med Dagbladet Information – og afslørede derved krigsforbrydelser, tortur, korruption, svindel og meget andet af samme skuffe.

Kilden til dokumenterne, den amerikanske soldat Chelsea Manning, der ifølge FN’s rapportør for menneskerettigheder blev udsat for behandling, der svarer til tortur, af de amerikanske myndigheder op til sin retssag, blev idømt 25 års fængsel. Som noget af det sidste i sin embedsperiode valgte præsident Obama dog at sætte hende fri før tid. Hendes frihed varede indtil for omkring fem uger siden, da hun igen blev arresteret i et forsøg på at tvinge hende til at vidne mod Assange.

Ingen kan være i tvivl om, at det materiale, Wikileaks udgav i 2010, var både nyhedsværdigt og i offentlighedens interesse. Journalisterne på de deltagende medier rundt om i verden har da som konsekvens også høstet anerkendelse, priser og hæder.

 

Ingen kan være i tvivl om, at det materiale, Wikileaks udgav i 2010, var både nyhedsværdigt og i offentlighedens interesse
_______

 

Ligeledes kan ingen være i tvivl om, at amerikanske myndigheder og efterretningstjenester har været mere end almindeligt knotne og lige siden – altså i snart ti år – gerne har villet have fingre i WikiLeaks’ offentlige ansigt. Og det kom de så ét skridt nærmere på at få i torsdags, da Assange blev kørt til arresten i London. Her kan han nu se frem til et meget langt juridisk slagsmål om, hvorvidt han kan udleveres til USA.

Set fra myndighedernes synspunkt er hovedproblemet det, som Obamas justitsministerium kaldte for ”vores New York Times-problem”, nemlig at det er meget, meget svært at skelne, hvad WikiLeaks gør, fra, hvad samtlige medier og journalister gør: At offentliggøre oplysninger, som magthaverne helst vil have skjult. Det er ulovligt at lække hemmelige dokumenter, ja – men det er ikke ulovligt at udgive dem. Hvis man først har fået præcedens for, at det er acceptabelt at retsforfølge Assange, hvorfor er det så ikke også acceptabelt at retsforfølge The New York Times, The Guardian, Der Spiegel og Dagbladet Information, som i samarbejde med WikiLeaks offentliggjorde mange af de samme dokumenter?

Man behøver vel ikke understrege, hvor ekstreme konsekvenser det vil have for pressefriheden, hvis en journalist eller publicist kan udleveres til et fremmed land til retsforfølgelse for sit journalistiske virke. Eller gør man? Det virker desværre til, at en del medier i den vestlige verden er mere optagede af Assanges personlige karakter end af, hvilken præcedens dette vil skabe: autokratiske ledere rundt om i verden vil stå i kø for at få udleveret journalister, udgivere af oppositionsmedier og andre, der behandler magthavere kritisk. Heldigvis har internationale menneskerettigheds- og pressefrihedsorganisationer advaret højlydt siden i arrestationen af Assange. Forhåbentlig vil de trænge igennem i medierne.

I hvert fald er situationen nu: En journalist i håndjern siddende i hjertet af det liberale Europa med truslen om udlevering til Donald Trump hængende over hovedet. Man kan næsten ikke forestille sig noget mere dystopisk. Det skulle da lige være: Pæne, progressive mennesker, der klapper i hænderne over en journalist i håndjern siddende i hjertet af det liberale Europa med truslen om udlevering til Donald Trump hængende over hovedet. Lad os håbe, at det går op for dem, hvad der foregår. ■

 

En journalist i håndjern siddende i hjertet af det liberale Europa med truslen om udlevering til Donald Trump hængende over hovedet. Man kan næsten ikke forestille sig noget mere dystopisk
_______

 

Peter Kofod (f. 1979) er skribent og foredragsholder. Han var en af de første i verden, der interviewede NSA-whistlebloweren Edward Snowden. Hans hjemmeside er: www.peterkofod.dk. ILLUSTRATION: Julian Assange taler til pressen fra Ecuadors ambassade i London, hvor han indtil for nylig opholdt sig [foto: Euan Cherry/Scanpix]