14.11.2019

Trods videnskabens advarsler og politikernes løfter steg Danmarks CO₂-udslip sidste år.

Af Peter Bjerregaard

Der er en overhængende risiko for, at vi stille og roligt vænner os til klimaforandringerne. Af de 19 varmeste år, vi har målt, finder vi 18 af dem efter 2000. De seneste fem år har været de varmeste i 100 år, men sandsynligheden taler for, at de også bliver de koldeste år det kommende århundrede.

Hvad er situationen? Vi ved, at CO₂-niveauet er steget fra det præindustrielle niveau på 280 partikler per million (ppm) til 410 ppm i dag – nok det højeste niveau de seneste tre millioner år. Uden akutte og drastiske reduktioner runder vi med al sandsynlighed en fordobling af CO₂-indholdet omkring 2060 og dermed givetvis en global opvarmning på 2,5-3 grader. Muligvis højere – det afhænger af, hvor alvorlige de selvforstærkende mekanismer bliver, og om vi undgår at passere forskellige klimatiske vendepunkter. Et eksempel på dette er permafrosten: I takt med at det bliver varmere, smelter permafrosten, hvilket udleder flere drivhusgasser og dermed gør det endnu varmere, hvilket får endnu mere permafrost til at smelte.

Der er dog en overhængende risiko for, at vi allerede i dag befinder os i usikkert territorium. I løbet af denne sommer har der været flere end hundrede større arktiske skovbrande, der i sig selv har udledt, hvad der svarer til Belgiens årlige CO₂-udledning. Derudover blev den første islandske gletsjer, Okjökull, erklæret død som følge af global opvarmning. Eller se på Grønland: Siden 2003 er 3.500 milliarder tons is smeltet, og i dag smelter isen fire gange hurtigere end i 2003.

Faren for, at klimaforandringerne skulle løbe løbsk, kunne dæmpes af det faktum, at verdens statsledere er blevet enige om at undgå temperaturstigninger på mere end 2 grader og allerhelst 1,5 grad. Den enighed nåede verdenssamfundet ved Paris-aftalen i 2015. Skal vi have en rimelig chance for at nå 2-gradersmålsætningen, skal ambitionsniveauet for verdens samlede klimapolitikker dog tredobles (og femdobles, hvis vi vil nå 1,5). En sådan opjustering virker mildest talt usandsynlig.

 

Skal vi have en rimelig chance for at nå 2-gradersmålsætningen, skal ambitionsniveauet for verdens samlede klimapolitikker tredobles (og femdobles, hvis vi vil nå 1,5). En sådan opjustering virker mildest talt usandsynlig
_______

 

Krisen, der var virkelig
En af de artikler, der har gjort størst indtryk på mig, er en artikel, der slet ikke handler om klimaforandringer, men om vores menneskelige evne til at erkende. I artiklen „The Nightmare That Is a Reality‟ i New York Times fra 1944 forsøgte den ungarske forfatter Arthur Koestler at råbe offentligheden op om nazisternes forbrydelser. En opgave, som han endnu ikke havde haft den store succes med. På dette tidspunkt havde han, som han fortæller i artiklen, undervist amerikanske tropper i tre år: I over en time fortalte han soldaterne om koncentrationslejrenes eksistens, hvorefter det mentale selvforsvar slog til, og de affærdigede det som usandsynligt. Ni ud af ti amerikanere troede ikke på nazisternes forbrydelser på dette tidspunkt. De troede, at anklagerne var uvirkelige og opblæste.

Forklaringen på dette fænomen skal vi ifølge Koestler finde i vores psykologi. Det er en psykologisk kendsgerning, at vi har en begrænset mængde af opmærksomhed, og distance i tid og rum graduerer opmærksomhedens intensitet. Selvom jeg har set Mælkevejen og ved, at den eksisterer, så fremstår kaffekoppen på mit skrivebord bare mere virkelig for mig. Det samme med tal. Tallet 12 kender de fleste godt. Det er vi nogenlunde familiær med. Anderledes er det med tallet 37.100 millioner. Det er næsten kun en lyd. På samme måde er det lettere at relatere til en giraf ved navn Marius, der skal aflives i Københavns Zoo, frem for det faktum, at tusindvis af arter verden over er truede af udryddelse, eller at mere end 70 pct. af den danske biodiversitet er i tilbagegang. Statistikker bløder ikke på samme måde. Vi er grundlæggende ikke bygget til at have en dyb intuitiv forståelse af det abstrakte, og vi kan kun fokusere på få stumper af virkeligheden ad gangen.

Når vi bevæger os ud over det konkrete og afgrænsede, sker der noget. Stillet over for begreber som evighed i tid eller uendelighed i rum så fejler vores sanser fuldstændigt. For nemheds skyld opdeler Koestler vores bevidsthed i to niveauer; det trivielle og det absolutte. Vores modus operandi er det trivielle, hvor vi er døve og blinde for absolutte realiteter. Det er oftest, når vi bliver forelskede, får børn, ligger og kigger op på Mælkevejen eller bliver konfronteret med døden, at vi oplever et niveauskifte. For en kort stund bevæger vi os op på det absolutte niveau med det nærmest kosmiske perspektiv på tingene. Når vi vender tilbage til det trivielle niveau, virker de absolutte overvejelser oftest overgearede og sværmeriske. Omvendt får vores korte besøg på det absolutte niveau det trivielle niveau til at virke hult og middelmådigt.

I april 1968 besøgte Koestler København. Han var i byen for at få overrakt Sonningprisen for sit bidrag til europæisk kultur. I takketalen på Københavns Universitet præciserede han pointen og forklarede, at naturen ”har udstyret menneskearten med en hjerne, hvor vores følelsesbaserede tro er holdt adskilt og i evig konflikt med det fornuftsmæssige intellekt”.

Koestlers betragtninger er lige så relevante i dag som dengang. Begrænsningerne i vores opmærksomhed efterlader os med en af tilværelsens mest fundamentale opgaver, som hver person må løse med den største omhu, hvis man vil have et meningsfuldt liv med en form for overensstemmelse mellem indre værdier og ydre handlinger.

I New York Times-artiklen beskriver Koestler sig selv om en, der forsøger at råbe folk op – han følte, at hans viden forpligtede ham. I artiklen beskriver han en bekendt, som også tog rundt og holdt foredrag om nazisternes gerninger. Inden hvert foredrag lukkede han øjnene i 20 minutter og forestillede sig, hvordan det var at blive kvalt ved gasning, grave sin egen grav for derefter at blive skudt eller noget helt tredje. Det var det, han ville forsøge at undgå ved at råbe folk op. Han endte dog med at få et nervesammenbrud. Alligevel slutter Koestler artiklen med en anbefaling: Brug – efter morgenavisen – to minutter med lukkede øjne på at sætte dig ind i, hvordan disse forfærdeligheder føles for de mennesker, der er udsat for dem.

I modsætning til mere akutte udfordringer har klimaforandringerne det ekstra lag af kompleksitet, at de først rigtig udfolder sig ude i fremtiden. Og hvad betyder det egentlig, hvad vi gør i dag, hvis andre gør noget, der trækker i en anden retning? Der er en stor grad af usikkerhed om, hvor alvorlige klimaforandringerne bliver, hvor hurtigt de kommer, og hvor nemt vi kan tilpasse os. Alle disse usikkerhedsaspekter gør, at vi i vid udstrækning handler i mørket. Af samme årsag er der – stadig – mange, som argumenterer for at afvente situationen. Problemet er selvfølgelig, at hvis ingen bekymrer sig om klimaforandringerne, før de bliver åbenlyst synlige, så er det alt for sent.

Økonomen William Nordhaus har sagt: ”I diskussionen om Vestens fremtidige vækst er forskerne delt mellem en gruppe, der råber, ulven kommer, og en anden gruppe, der helt afviser artens eksistens. En gennemgående bekymring har været, at menneskelig aktivitet ville nå en størrelse, hvor det globale klima blev påvirket. Til forskel fra mange andre, der råber, ulven kommer, så er dette et opråb, vi bør tage meget alvorligt efter min mening”. Det skrev han i 1977! Sidste år modtog han Nobelprisen i økonomi for sit arbejde.

 

Fattige lande er dårligere end rige lande til at modstå og tilpasse sig klimaforandringer, og uheldigvis ligger de fleste tættere ved ækvator, hvor vejret bliver vildere
_______

 

En klimapolitik, der kan tjene som eksempel
Det bliver værst for de fattigste på kloden. Fattige lande er dårligere end rige lande til at modstå og tilpasse sig klimaforandringer, og uheldigvis ligger de fleste tættere ved ækvator, hvor vejret bliver vildere. I takt med at verden bliver varmere, vil særligt disse lande opleve de største omvæltninger.

Samtidig er der en risiko for, at konsekvenserne af klimaforandringerne vil skabe større problemer end klimaforandringerne selv. Efter en tørke i 2010 blev Ruslands hvedeproduktion kraftigt reduceret, og de valgte at forbyde hvedeeksport. Andre lande oplevede lignende tørker, hvilket fik verdensmarkedspriserne til at stige. I Mellemøsten, hvoraf de fleste lande er dybt afhængige af hvedeimport, steg priserne dramatisk, og det var årsagen til, at der ofte blev viftet med baguetter og brød i begyndelsen af Det Arabiske Forår. Folk var simpelthen sultne.

Klimakrisen stiller os over for en række etiske spørgsmål. Vi ved, at vi pålægger ufødte mennesker en omkostning ved at fortsætte drivhusgasudledningen. Vi ved også, at klimaforandringerne kommer til at ramme de fattigste lande hårdest. I den situation synes det rimeligt spørge, om vi i de rigeste lande ikke har en større forpligtelse til at reducere vores CO₂-udslip end de fattigste lande? Alternativt kan man også starte med et mere grundlæggende spørgsmål: Har nogle mennesker en medfødt ret til at forurene mere (og udlede flere drivhusgasser) end andre?

Hvis man svarer nej til det, kan konsekvenserne hurtigt blive uoverskuelige. Hvis vi i Danmark skulle give vores ligelige bidrag til Paris-aftalens mål om at bremse den globale opvarmning ved 1,5 grader, kan vi fortsætte med den nuværende CO₂-udledning frem til 2024. Herefter er CO₂-budgettet for resten af århundredet opbrugt, viser tal fra Klima- og Energiministeriet. Det giver et fingerpeg om opgavens omfang.

Udgangspunktet for enhver form for rational klimapolitik bør selvsagt være, at den skal være så effektiv og billig som muligt. Men det er kun den ene del af det. Klimapolitikken bør også være sådan indrettet, at vi ville ønske, at alle andre havde indrettet deres klimapolitik på samme måde. Vores personlige og nationale klimapolitik skulle gerne kunne ophæves til et generelt princip.

Hertil kunne man indvende, at Danmark jo blot er et lille land – at hvad vi gør, ingen betydning har i det store billede. Selv hvis den indvending skulle være rigtig, så er spørgsmål om ret og uret jo netop ikke betinget af, hvad andre gør. Og også i klimaspørgsmålet er man naturligvis ansvarlig både for det, man gør, og for det, man undlader.

 

Klimapolitikken bør også være sådan indrettet, at vi ville ønske, at alle andre havde indrettet deres klimapolitik på samme måde. Vores personlige og nationale klimapolitik skulle gerne kunne ophæves til et generelt princip
_______

 

Klimakampen flytter ind i retssalene
På trods af det politiske fokus de seneste 40 år er de globale CO₂-udledninger steget drastisk. Vedvarende energi har ikke i større grad fortrængt fossil energi og udgør i dag blot 2 pct. af det globale energimiks. I Danmark går det lidt bedre. Selvom størstedelen af vores energiforbrug stadig er fossilt, så producerer vindmøller næsten 10 pct. af energiforbruget.

Det er sandsynligvis på grund af frustration over denne langsommelighed, at klimaaktivister har flyttet kampen fra den politiske arena til retssalene. En af de første retssager tog sit udspring en tidlig efterårsmorgen i 2007. Her brød Greenpeace-aktivister ind på det britiske kulkraftværk Kingsnorth. En håndfuld af aktivisterne klatrede op ad den 200 meter høje skorsten for at skrive på den. Årsagen til protesten var, at den britiske regering, med premierminister Gordon Brown i spidsen, planlagde en udvidelse af kulkraftværket. Aktivisterne nåede dog ikke langt. De havde planlagt at skrive ’Gordon, bin it, men nåede kun ’Gordon’, inden de blev stoppet.

Prisen for at skrubbe ’Gordon’ af skorstenen lød på 250.000 kr. Men på trods af den ulovlige indtrængen og hærværk blev aktivisterne frikendt. De argumenterede for, at de havde en lovlig undskyldning for deres aktion, da de forsøgte at forebygge fremtidige klimaskader ved kortvarigt at lukke kulkraftværket og advare mod den planlagte udbygning. Retten købte argumenterne, og retssagen blev en af de første sager, hvor forebyggelse af klimaskader blev brugt som en lovlig undskyldning. Som en slags nødværge.

Retssagen er interessant af flere årsager. For det første fordi den fastslog, at man under britisk lovgivning kan bryde loven, hvis man forsøger at forhindre en endnu større katastrofe. Klimaforandringerne kan netop forventes at blive katastrofale.

I 2015 tabte den hollandske stat en retssag i Haag. En række hollandske borgere og Urgenda, en hollandsk miljøorganisation, havde anklaget staten for at misligholde ansvaret for sine borgere, da den hollandske klimapolitik på daværende tidspunkt kun indebar en CO₂-reduktion på 17 pct. i 2020 sammenlignet med 1990-niveau. Retten idømte den hollandske stat at hæve klimamålsætningen til mindst 25 pct. i 2020 sammenlignet med 1990-niveau. Den hollandske regering modsatte sig dommen, men i 2018 blev den stadfæstet af appeldomstolen, bl.a. med henvisning til retten til liv, forsigtighedsprincippet og bæredygtighedsprincippet. Alligevel har regeringen valgt at tage sagen til sidste instans, den hollandske højesteret, hvor appellen nu er under behandling (en endelig dom forventes i slutningen af 2019).

Der er en parallel på spørgsmålet om luftforurening. Størstedelen af de europæiske byboere indånder luft, der overskrider EU’s regler (også i Danmark), og især dieselbiler har vist sig at forurene betydeligt mere end tidligere antaget. Derfor gav en tysk domstol sidste år grønt lys til at forbyde dieselbiler i tyske byer. Domsafgørelsen affødte en vigtig debat i Tyskland om, hvorvidt forbuddet hæmmer eller styrker samfundsfriheden. På den ene side hævdes det, at et dieselforbud forhindrer borgerne i frit at køre rundt i deres biler, og på den anden side fremhæves individets ret til ikke at blive påført skade fra andre – heller ikke i form af luftforurening.

Og sidste år traf den svenske regering beslutningen om at give svenske byer mulighed for at indføre dieselforbud med argumentet om, at børns ret til at trække vejret uden luftforurening vejer tungere end bilisters ret til at køre i særligt forurenende biler.

Umiddelbart burde det jo ikke være svært at vurdere, hvilket argument der er det konsistente og logiske, og hvilket argument der er obskurt. Et forsvar for retten til at forurene og begrænse andres frihed er selvsagt udtryk for en forfejlet forståelse af frihedsbegrebet.

 

Et forsvar for retten til at forurene og begrænse andres frihed er selvsagt udtryk for en forfejlet forståelse af frihedsbegrebet
_______

 

Centralbankerne kommer på banen
Klimaforandringernes effekt på den finansielle stabilitet har oplevet en stigende opmærksomhed fra centralbankerne de seneste år. Det er der primært tre årsager til. For det første er der enorme risici forbundet med nedjusteringen af samfundets CO₂-intensive aktiver (fx aktier i gas- og olieselskaber), for det andet forventes klimaforandringerne at ødelægge betydelige dele af vores økonomi, og for det tredje vil disse klimaskader formodentlig kunne slå store huller i forsikringssystemet.

Skader fra oversvømmelser, skovbrande og vildere vejr er allerede til at føle på. Forsikrede tab er femdoblet de seneste tre årtier, og beløbet for uforsikrede tab er endnu større. Sidstnævnte er et særligt problem for udviklingslandene, men klimaskader betyder nu også noget herhjemme. Ifølge de økonomiske vismænd har klimaskader siden 1980 kostet ca. 3,2 pct. af det danske BNP, svarende til 65 mia. kr. alene i år. Det er dog stadig mindre, end hvad luftforurening koster samfundet.

For at undgå de værste klimarelaterede risici er flertallet af centralbankerne fra G20-landene gået sammen om et nyt netværk, Network for Greening the Financial System, der tidligere i år også fik selskab af Danmarks Nationalbank. ”Det er ikke centralbankers opgave at levere løsningerne på klimaudfordringer, men i kraft af vores formål om at sikre finansiel stabilitet i Danmark må vi også forholde os til de risici fra klimaforandringer, der kan få betydning for det finansielle system og økonomien som helhed”, forklarede nationalbankdirektør Lars Rohde, da banken meldte sig under fanerne.

Pengepolitik er sjældent et tema i diskussionen om den grønne omstilling, men det burde det være. Mellem 2015 og 2018 pumpede Den Europæiske Centralbank (ECB) mere end 19.000 mia. kr. ud i den europæiske økonomi. Størstedelen er endt i CO₂-intensive industrier, såsom petroleums-, gas- og energisektoren. Forskere fra London School of Economics har tidligere anslået, at olie- og gasselskaber udgør 8,4 pct. af ECB’s kapitalindsprøjtninger – mens virksomheder inden for vedvarende energi slet ikke indgår i ECB’s portefølje.

Denne skævvridning i kapitalstrømme har dog den naturlige forklaring, at fossilintensive virksomheder i dag spiller en betydelig større rolle i vores økonomi end de grønne virksomheder, hvilket også afspejler sig på kapitalmarkedet. Den utilsigtede konsekvens ved den aktuelle pengepolitik er dog, at CO₂-intensive virksomheder drager fordel af lavere låneomkostninger, hvilket igen kan være med til at prissætte de fossilintensive virksomhedsaktiviteter højere end ellers – og dermed favorisere status quo.

 

Sagt på en anden måde: Store dele af vores pensionsopsparinger er bundet op på at pålægge ufødte generationer enorme omkostninger som følge af klimaforandringerne
_______

 

Pensionsparadokset
Set i bakspejlet virkede det måske lige lovlig optimistisk at tro, at boligpriserne gennem 2000’erne kunne have fortsat meget længere. Forud for boligboblen var usikkerheden om boligprisernes fortsatte himmelflugt, de favorable låneordninger og en overophedet økonomi på en eller anden måde usynlige for mange investorer. Det var først i 2008-2009, da boligboblen bristede, at de større samfundsøkonomiske tendenser blev åbenlyse for enhver.

Sandsynligheden for, at vi inden for det næste årti vågner op til tabte pensionsformuer og en bristet fossilboble, er reel og konkret. Kort fortalt presses energiselskaber, der er afhængige af fossile brændsler, fra to sider: På den ene side udvikler de vedvarende teknologier sig så hurtigt, at de med deres prisfald allerede har overhalet de fossile alternativer indenom. På den anden side skal godt to tredjedele af de fossile reserver forblive ubrugt, hvis vi vil undgå temperaturstigninger på mere end 2 grader.

Sagt på en anden måde: Store dele af vores pensionsopsparinger er bundet op på at pålægge ufødte generationer enorme omkostninger som følge af klimaforandringerne. Det er to tredjedele af de pensionsformuer, der er investeret i fossile brændsler, som ikke realiseres, hvis vi skal efterleve vores egen målsætning om at undgå ødelæggende og irreversible klimaændringer.

Den erkendelse er flere større banker allerede nået til, og de seneste par år er af-investeringen i fossile energikilder for alvor accelereret. Både Den Europæiske Investeringsbank, Verdensbanken og flere større banker og pensionsselskaber har allerede besluttet helt eller delvist at stoppe deres engagement i fossile aktiver. Selv storbanker som HSBC, Citigroup og Goldman Sachs har advaret imod de risikable fossile investeringer og det, man kan kalde en ’CO₂-boble’.

Sidste udkald
Vi deltager i et kapløb mellem, hvor hurtigt klimaforandringerne udfolder sig, og hvor hurtigt de grønne teknologier udvikler sig. Derfor er det ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt vi gør noget. Det centrale spørgsmål er, om vi gør nok.

I modsætning til de fleste politiske spørgsmål burde miljø- og klimaspørgsmål give anledning til bred enighed. Det er trods alt de færreste mennesker, som ønsker at skade miljøet. Men problemet opstår, når klima- og energipolitiske tiltag ikke medtager almindelige borgeres bekymringer. Det kan man bl.a. se i de områder, hvor nye vindmøller og biogasanlæg er blevet udsat eller stoppet som følge af lokal modstand.

Den stedvise modstand mod vindmøller i baghaven udgør dog næppe den største forhindring for den grønne omstilling. Myten om Danmark som et grønt foregangsland har derimod udgjort en betydelig barriere. Med jævne mellemrum er det i løbet af det seneste årti blevet fremhævet, at vi var et tossegrønt foregangsland, og at man derfor roligt kunne lette foden fra speederen. Selvom der eksempelvis var betydelige samfundsøkonomiske gevinster ved at reducere CO₂-udledningen til 40 pct. i 2020 sammenlignet med 1990-niveau, så valgte den tidligere regering ikke at forfølge målsætningen. Vi var jo alligevel så langt foran alle andre, lød argumentet.

 

Holder påstanden om Danmark som grønt foregangsland til et faktatjek? Ikke hvis man sammenligner Danmark med de lande, vi normalt måler os op imod
_______

 

Holder påstanden om Danmark som grønt foregangsland til et faktatjek? Ikke hvis man sammenligner Danmark med de lande, vi normalt måler os op imod. Ser man på udviklingen siden 1990, peger tallene ikke på, at Danmark har ydet en større indsats end en række andre nordvesteuropæiske lande. Kigger vi på CO₂-udslippet per indbygger, ligger vi over EU-gennemsnittet. I øvrigt steg de danske CO₂-udledninger faktisk sidste år. Det kan således være svært at genkende billedet af Danmark som et ubestridt foregangsland.

En anden vigtig, og ofte overset, barriere for den grønne omstilling er statskassens afhængighed af fossile brændsler. Hver gang Folketinget skal behandle et grønt tiltag, vil det i udgangspunktet resultere i røde tal. Fossile biler bruger eksempelvis relativt meget brændstof, hvorimod elbiler er ca. tre gange så energieffektive. Fordi statskassen får penge ind, hver gang energi bruges, så taber statskassen penge, hver gang en fossil bil erstattes af en elbil. Faktisk sænkede den tidligere VLAK-regering helt eksplicit de grønne ambitioner med henvisning til den statslige fossilafhængighed. Selvom pengene i statskassen naturligvis skal passe, er det et godt eksempel på, hvad der sker, når bureaukratisk logik har forrang for filosofiske og politiske principper.

Faktisk står det så slemt til, at Danmark ifølge OECD det seneste årti har givet diesel 42 mia. kr. i fossil statsstøtte. Årsagen er, at vi har en meget lav energiafgift på diesel i forhold til benzin, hvilket gør, at udenlandske vognmænd tanker i Danmark i stedet for i Tyskland og Sverige. Denne fidus sikrer statskassen mere end 1 mia. kr. om året, og det er en af årsagerne til, at det går så langsomt med den grønne omstilling.

Der er mange områder, hvor statskassen er afhængig af indtægterne fra den fossile handel. Ofte hører man dog, at mange af disse indtægter netop går til udviklingen af den grønne energi. Skal vi finde de største investeringer i vedvarende energi, så skal vi dog hverken se til USA eller Europa, men til Kina. Kineserne har i en længere årrække investeret mere end Europa og USA tilsammen. I 2018 investerede USA ca. 63 mia. dollars i grøn energi – samme år som amerikanerne brugte ca. 33 mia. dollars på katte- og hundefoder.

Når man hører folk i klimadebatten mane til besindighed, så er det kun rimeligt at bede dem om at forklare, hvor alarmerende klimaprognoserne skal være, før vi skal være alarmerede? Hvilke betingelser skal opfyldes? Hvis det, vi har kurs mod nu, ikke er en klimakrise, hvad er det så?

I 2015 og 2016 modtog Europa mere end én million flygtninge, hvilket som bekendt udløste en politisk krise mange steder i EU. Prognoserne for klimaflygtninge varierer betydeligt, men ifølge et af de mest citerede studier fra FN kan vi forvente omkring 200 millioner klimaflygtninge inden 2050, hvis vi fortsætter med at udlede de 37.100 millioner tons CO₂, vi sidste år tilføjede atmosfæren. Det burde give anledning ikke blot til refleksion, men akut handling. ■

 

Ifølge et af de mest citerede studier fra FN kan vi forvente omkring 200 millioner klimaflygtninge inden 2050, hvis vi fortsætter med at udlede de 37.100 millioner tons CO₂, vi sidste år tilføjede atmosfæren
_______

Apropos denne artikel:

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen