09.01.2019

Frem til Europa-Parlamentsvalget skal europæerne finde orienteringen i en ny, usikker verden mellem Trump og Putin.

Af Per Stig Møller

DEN POLITISKE OPTAKT til Første Verdenskrig er noget, man stadig kan lære af. Ikke mindst i Washington og Beijing. Krigen tumlede man ind i, fordi Tyskland ville slå Rusland ud, før end det i kraft af sin store økonomiske fremgang blev kontinentets stærkeste magt. Frankrig ville slå Tyskland ud, førend det blev meget stærkere end Frankrig. Østrig-Ungarn ville have kontrol over Balkan og derfor ikke finde sig i Serbiens magtambitioner. Mordet i Sarajevo udløste en række kalkuler, der var forkerte, og en række ’preemptive strikes’, der slog fejl.

KRIGEN blev begyndelsen til enden på Europas verdens-dominans. Med Versailles-freden opstod de baltiske republikker. Tjekkoslovakiet og Jugoslavien blev skabt, og Polen genopstod. De kaukasiske republikker tog deres frihed, men blev hurtigt banket på plads af den nyoprettede Sovjetunion. I 1939 og igen i 1944 tog Sovjetunionen også balterne tilbage. At disse så igen tog deres frihed i 1991, er ikke blevet tilgivet dem i Rusland, som i 2014 tog Krim tilbage fra Ukraine, hvis uafhængighed Moskva ikke ser med milde øjne på.

Med Versailles-freden pålagdes Tyskland så store krigsskadeserstatninger, at det aldrig skulle kunne rejse sig igen. Det fik den britiske økonom Keynes til at ryste opgivende på hovedet og forudse en ny krig. Tyskerne havde svært ved at se, at de havde tabt krigen, eftersom deres hære stod inde i Frankrig. Derved opstod dolkestødslegenden og højreekstremismen, der bragte Hitler
til magten og udløste Anden Verdenskrig.

 

Det liberale demokrati, som EU15 byggede på, underkendes i Polen og Ungarn
_______

 

I 1945 var nogle i de allieredes kreds fristede til – denne gang – at slå Tyskland ud for tid og evighed. Den amerikanske præsident-rådgiver Morgenthau foreslog således, at landet udelukkende skulle være et landbrugsland, og andre foreslog at genskabe de gamle, tyske fyrstedømmer, men erfaringen med revanchismen og lektierne af Versailles-freden lod fornuften råde og Tyskland genopstå. Ikke mindst fordi Churchill og siden Truman så en ny fare rejse sig mod øst i form af Sovjetunionen, hvis dominans nu strakte sig Stillehavet til Østersøen, fra Danzig til Trieste. Fra Vladivostok til Oder-Neisse.

Men dette Sovjet-imperium røg i 1991 i historiens papirkurv sammen med kommunismen. De europæiske riger, der blev skabt i Versailles, genopstod, om end Tjekkiet og Slovakiet gik fra hinanden, og Jugoslavien i opløsning. De nye og befriede lande meldte sig ind i NATO og EU. Dermed sikrede de sig mod en mulig revanchisme, hvilket nok var meget heldigt, eftersom Rusland i 2008 angreb Georgien og i 2014 Ukraine.

TIL GENGÆLD har denne udvidelse af EU nu skabt problemer inden for EU. I deres sidste fællesinterview i 2012 bemærkede den tidligere franske præsident Valéry Giscard d`’Estaing og den tidligere tyske kansler Helmut Schmidt, at udvidelsen ville ende med at skade EU, men skulle disse lande beskyttes, og en gråzone midt i Europa undgås, var den nødvendig.

Imidlertid tyder en del på, at de alligevel kan få ret.

Det liberale demokrati, som EU 15 byggede på, underkendes i Polen og Ungarn. Indvandringen af arbejdskraften fra de nye medlemslande fik Frankrig til at stemme nej til den nye Rom-traktat og briterne til at vedtage deres Brexit. Samtidig er solidariteten inden for eurozonen under pres, fordi det højre-ekstremistisk regerede Italien ikke vil følge de spilleregler, som de mener, Tyskland har trumfet igennem. Og Frankrig vil ikke være solidarisk med Italien, når det drejer sig om at tage imod bådflygtningene fra Afrika.

 

Ud fra devisen om at redde, hvad der kan reddes, vil præsident Macron nu sætte skub i en forvandling af EU
_______

 

UD FRA DEVISEN om at redde, hvad reddes kan, vil præsident Macron nu sætte skub i en forvandling af EU, så man får nogle kernelande, som integrerer deres økonomier. Uden om dem ligger de eurolande, der ikke vil gå helt så langt, og uden for denne kreds svæver Visegrad-landene (Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet) – og Danmark. Visegrad-landene vil stadig være medlem af EU, men ikke så meget, at det gør noget. Dér skulle vi nødig havne, men en sejr for de EU-fjendtlige partier ved Europaparlamentsvalget i maj vil fremskynde denne proces. Alternativet er et udhulet eller opløst EU, som Italiens ministerpræsident forudser vil opstå om seks måneder. Imens vokser forståelsen for Putin i flere lande, hvilket alt sammen vil fremme hans revanchistiske dagsorden og genskabe den europæiske usikkerhed, der kun er vokset med Trumps utrygge forhold til NATO.

”Ach, Europa”, udbrød den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger i 1987, hvorefter det alligevel gik over al forventning. Nu er der grund til at udbryde det igen – men stilfærdigt håbe på, at vi igen dementeres af fremtiden. ■

 

Imens vokser forståelsen for Putin i flere lande, hvilket alt sammen vil fremme hans revanchistiske dagsorden og genskabe den europæiske usikkerhed, der kun er vokset med Trumps utrygge forhold til NATO
_______

Apropos denne artikel:

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen