23.04.2019

Velfærdsstaten står i løbet af de næste 30 år over for en række store udfordringer, der vil rykke på fundamentet for det danske samfund. Alligevel kommer det næste valg til at handle om nærmest alt andet end det. En af årsagerne er, at de ledende partier ikke længere har stærke holdninger til den grundlæggende udformning af den danske velfærdsmodel.

Af Ove K. Pedersen

Vi ved, hvad valgkampen vil dreje sig om: udlændingepolitik og velfærdspolitik, men især den finere prioritering af velfærdsindsatsen. Vi ved også, hvad den IKKE vil dreje sig om: nemlig de store globale forandringer, og hvordan de i fremtiden vil sætte Danmark over for strategiske valg og stille store krav til nye velfærdsprioriteringer.

På den baggrund er valget allerede gjort til en reaktion på de sidste 30 års reformpolitik. Det handler om status quo, ikke om Danmarks fremtid.

Politik som reparation
Status quo viser sig i de fire prioriteringer, partierne har lagt frem til vælgernes afgørelse.

Den første har med den demografiske udvikling at gøre. De næste fem-ti år vokser antallet af ældre betydeligt, samtidig med at der – heldigvis – i dag fødes flere børn pr. kvinde end i 1980’erne, men stadig ikke tilstrækkeligt til at reproducere befolkningen. Det sætter generationskampen i centrum: Hvad er der flest stemmer i – at investere i unge eller at støtte ældre?

Den anden har med de offentligt ansatte og deres arbejdsforhold at gøre. Mange års krav om effektiviseringer har skabt opmærksomhed på SOSU-medarbejdernes, lærernes, sygeplejerskernes og andres arbejdsbetingelser. Valget vil vise, hvorvidt der reelt er solidaritet med de offentligt ansatte, eller om den kun gælder når der føres arbejdskamp, og ikke når regningen skal betales.

Den tredje handler om udlændingepolitikken. Siden Integrationsloven 1998 er der skabt et særskilt socialt system for alle, der er indvandrere eller asylansøgere. Valget vil vise, om stramningerne skal fortsætte, og om symbolpolitiske stunts på dette felt stadig kan afgøre, hvilken politik regeringen kan føre.

Den fjerde drejer sig om de sociale forskelle. Integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet, fattigdomsydelsen, den voksende afstand mellem den generelle lønudvikling og overførselsindkomsterne skaber ikke bare fattigdom, men også indkomstmæssige forskelle, hvor det især er studerende på SU og indvandrere på integrationsydelse, der ’rammes’, mens indkomsterne i toppen stiger. Valget vil vise, hvorvidt der findes en solidaritet med dem, der ved politisk beslutning om niveau for overførsel og hjælp er stillet ’udenfor’, og vise, hvor mange stemmer der er i at korrigere for årtiers hårdhændet beskæftigelses-, uddannelses- og socialpolitik.

Der er andre emner – bl.a. regeringens foreslåede sundhedsreform (herunder regionernes fremtid), diskussionen om en differentieret pensionsalder og bedre lokal velfærdsservice. De handler dog alle om at reparere på 30 års reformpolitik.

Fx har forslaget til en sundhedsreform reelt til formål at lappe på den centralisering af sygehusvæsenet, der blev besluttet ved strukturreformen i 2005, blev stemt igennem af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti og førte til lukning af 18 lokalhospitaler. Det gælder også forslaget om differentieret pensionsalder, der handler om at reparere på velfærdsforliget fra 2006, også her stemt igennem af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, men tillige med stemmer fra Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Dvs. alle de partier, der nu er ivrige efter at reparere på, hvad de tidligere mente nødvendigt.

 

Valget er en reaktion på konkurrencestaten. Men på en særlig måde: Vælgerne får ikke mulighed for at stemme på konkurrencestaten som sådan, men om dens konsekvenser
_______

 

På den måde er valget en reaktion på konkurrencestaten. Men på en særlig måde: Vælgerne får ikke mulighed for at stemme på konkurrencestaten som sådan, men om dens konsekvenser. De kan ikke stemme på, om de vil fortsætte den reformlinje, der siden 1980’erne har koblet den danske krone til euroen, lagt dansk økonomi under EU’s konvergenskriterier, lagt lønudviklingen i den private sektor under styring af Dansk Industri og modparten på arbejdstagerside (CO-industri) for at sikre en dansk fordel i lønkonkurrencen med udlandet, centraliseret økonomistyringen af den offentlige sektor hos regeringen, effektiviseret udbuddet af velfærdsservice, målrettet velfærdsydelserne og gjort dansk konkurrenceevne afhængig af offentlig service og velfærd. Derimod kan de stemme om, hvordan de vil prioritere mellem, hvilke konsekvenser af konkurrencestaten der skal afbødes. Og det selvom Socialdemokratiet, SF og ikke mindst Enhedslisten og Alternativet har kaldt til kamp mod selve konkurrencestaten.

Man ser ikke frem, men bagud
Der er derfor ingen tvivl: Valgkampen drejer mere om politisk opportunisme end om politisk lederskab. Det er ikke ualmindeligt, men aldrig har det været så entydigt som nu.

Partierne har nemlig taget højde for kritikken af konkurrencestaten og tilrettelagt deres strategier i lyset af, at der nu er lidt over halvanden gang så mange stemmeberettigede over 60 år, som der er unge mellem 18 og 30. Og at der om 20 år er mere end to en halv gange så mange ældre som yngre.

De store midterpartier (S, V og for den sags skyld også K) bejler til de ældre og af samme grund til de offentligt ansatte i sundhedssystemet. De henvender sig mindre til børnefamilier og allermindst til dem ’udenfor’. Alle tre partier lægger (indtil videre) deres reformforslag til rette, så de kan finansieres inden for det såkaldte finansielle råderum, der sætter rammer for regeringens finanslovsforslag frem til år 2025. Det samme gælder (indtil videre) velfærdsforliget 2006, hvorfor de også indkalkulerer, at velfærdsomkostningerne vil stige med en voksende gruppe af pensionister. Forskellen ligger i skattepolitikken – S vil beskatte (lidt) i top, K vil lempe (lidt) i top, mens V ikke vil ændre meget.

I midten ligger Det Radikale Venstre, som vil videreføre de sidste 30 års reformpolitik – især den økonomiske politik og velfærdspolitikken – og også lægger vægt på at gøre Danmark til en del af de lande, der med Frankrig i spidsen vil reformere det monetære samarbejde inden for EU efter finanskrisen.

 

Alle partier accepterer (indtil videre), at klimaforandringer er menneskeskabte, men har – endnu ikke – forholdt sig reelt til, hvordan de vil prioritere klima i forhold til fx velfærdspolitiske mål
_______

 

Yderpartierne er anderledes målrettede. De plejer hver deres kerne. Enhedslisten og SF bejler til yngre familier, men adresserer desuden ulighed og fattigdom og har også de offentligt ansatte i fokus. Dansk Folkeparti går efter de ældre, men respekterer ligesom også yderpartierne (indtil videre) det finansielle råderum, selvom de har signaleret en villighed til at opsige velfærdsforliget og også gerne bruge mere på den offentlige sektor i et valgår end efter. Enhedslisten og SF vil beskatte (lidt mere) i top, Dansk Folkeparti vil ikke ændre meget.

Kun klima (herunder energi- og miljøpolitik) udgør et alternativ til reparationsarbejdet. Men intet tyder på, at det bliver afgørende i denne valgkamp. Alle partier accepterer (indtil videre), at klimaforandringer er menneskeskabte, men har – endnu ikke – forholdt sig reelt til, hvordan de vil prioritere klima i forhold til fx velfærdspolitiske mål.

Den store omvæltning
Af disse og andre grunde er valgkampen historisk. Det er den første valgkamp, hvor generationskampen slår tydeligt igennem. Det er også den første, hvor yderpartierne har stillet krav om indflydelse på regeringsforhandlingerne. Vigtigst er dog, at det kan være valget, hvor den 70 år lange tradition for den danske reformpolitik lider sit endelige nederlag, hvilket kan ses i det forhold, at valgkampen indebærer en åbenlys kamp om at omskrive historien. Se fx, hvordan statsministeren nu peger på sig selv og sit parti som velfærdsstatens fader. Se, hvordan Socialdemokraterne tager afstand fra konkurrencestaten og i stedet vælger at anvende det liberale begreb velfærdssamfund, som øjensynligt stemmer mere overens med de nuværende tanker om national sammenhængskraft end med det begreb for velfærdsstat, som de tidligere søgte at tage monopol på, men som nu øjensynligt oser for meget af bureaukrati og formynderskab.

Derfor er det i grunden selve reformismens fremtid, der er på valg. I bogen Reaktionens tid (2018) har jeg beskrevet reformismens udvikling og argumenteret for, at den står ved en skillevej – mellem fortsættelse og modreaktion.

I bogen påstår jeg, at presset på dansk velfærdspolitik aldrig har været større end i dag, og at der er et indlysende behov for en fortsat reformering af den danske konkurrencestat, både i lyset af erfaringerne med den hårdhændede aktive arbejdsmarkedspolitik indført fra slutningen af 1980’erne med vægt på at forøge udbuddet af arbejdskraft og med udsigt til udfordringer, der med sikkerhed vil kræve både prioriteringer og nye strategier for dansk deltagelse i internationale organisationer (ikke mindst i EU).

Når sandheden skal frem, er der vel ingen, der i dag er uenig i, at endnu en periode med store omvæltninger er på vej. Danmarks fremtid er derfor betinget af viljen – og evnen – til at håndtere strategiske udfordringer – det, der i almindelig tale kaldes politisk lederskab. Politisk lederskab, som vi så i 1950’erne, 1970’erne og igen i 1990’erne, dvs. hver gang kapitalismen blev transformeret, og hvor denne transformation blev efterfulgt af reformbølger i både de internationale organisationer og de nationale velfærdsstater.

 

Når sandheden skal frem, er der vel ingen, der i dag er uenig i, at endnu en periode med store omvæltninger er på vej. Danmarks fremtid er derfor betinget af viljen – og evnen – til at håndtere strategiske udfordringer – det, der i almindelig tale kaldes politisk lederskab
_______

 

Det er derfor påfaldende – og potentielt farligt – at valgkampen alene drejer sig om at reparere og ikke om at udvise vilje og evne til at forberede danskerne på det, der venter. Beslutninger, som alle ved skal træffes, og som alle øjensynligt gerne vil undgå.

Udfordringerne
Udfordringerne er mange, men de vigtigste er:
1) NATO’s fremtid, herunder danske investeringer i oprustning og en udvidet militær deltagelse i ’opdæmning’ af russisk aggression i Baltikum og det arktiske område. Støtter vi en militær oprustning, som USA kræver, og/eller en diplomatisk offensiv, som støttes af Tyskland, Frankrig og EU? Støtter vi også et udvidet militært samarbejde inden for EU, og hvor langt er vi parate til at gå, når det får handelspolitiske konsekvenser i forhold til Rusland, måske også til USA, og som sådan vil føre til velfærdspolitiske prioriteringer?

2) EU’s fremtid, herunder spørgsmålet om Danmarks position inden for Unionen. Efter Brexit er Danmark sammen med Sverige og Polen og seks lande i Øst- og Centraleuropa de eneste medlemslande uden for eurozonen. De 19 eurolande har til gengæld vist, at de er villige til at skelne skarpt mellem, hvem der er helt med, og hvem der kun er delvist med. Danmark er derfor marginaliseret som aldrig før – i en situation, hvor eurolandene nu er ved at beslutte, hvordan Den Monetære Union skal udvikles, samtidig med at Den Europæiske Centralbank er på vej til at afvikle sine ’kvalitative lempelser’ ved at opkøbe nationale obligationer med det formål at sikre en lav rente ved at tilføre de nationale økonomier pengepolitisk støtte. Og dermed samtidig sikre virksomhedernes og husholdningernes mulighed for at optage lån. For Danmarks vedkommende rejser det en række åbne spørgsmål – herunder, om vi skal deltage i Bankunionen, og hvor langt vi vil støtte nye forslag om fælles skatte-, finans- og konkurrencemekanismer. Og mere end det.

3) Efter næsten 20 års nedskæringspolitik er EU dybt splittet mellem nord og syd og øst og vest. Det understreger Danmarks marginalisering: Efter Brexit er Danmark og Sverige blandt landene uden for euroen og dermed i det interne magtspil i EU i ’klub’ med stærkt højreorienterede systemer i Polen, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og andre østeuropæiske lande. I år skal EU beslutte de næste fem års budget – også fremtidens vækststrategi – og konflikterne er forudsigelige: mellem en fortsættelse af konvergensprogrammets stramme rammer (den linje, Tyskland, Finland og Holland har fastholdt) og en mindre striks tilgang (som Frankrig sammen med de sydeuropæiske lande har ønsket). Det rejser spørgsmålet: Hvilken alliance vil Danmark indgå i – en nordeuropæisk (med Tyskland, Sverige, Holland, Finland og evt. Polen), eller er der alternativer? Og hvad betyder det, at Danmark allerede er marginaliseret i forhold til eurozonen og nu placeret i gruppe med øst- og centraleuropæiske lande – uden at have Storbritannien som partner?

4) USA’s fremtid, herunder landets hastige tilbagetog fra de internationale organisationer. Den amerikanske tilbagetrækning stiller Danmark over for et fundamentalt valg. Vil vi fortsat støtte globaliseringen eller stille os bag en mere protektionistisk linje, især vendt mod Kina Rusland og Iran? Indtil videre er Danmarks position klar: Vi fortsætter den strategi for globalisering, som er fulgt siden 1990’erne, og som sidste år blev videreført, da EU indgik aftaler med Canada, Japan og Sydkorea. Men hvad sker der, hvis USA går i handelskrig med EU og ikke mindst Tyskland? Hvad sker der, hvis USA bliver ved med at blokere WTO’s arbejde og forhale forhandlingerne om den transatlantiske frihandelsaftale TTIP? Hvor står Danmark, og hvilken side vælger vi – uanset de sikkerheds- og handelspolitiske konsekvenser: USA og/eller EU? Og dernæst:

5) Hvor er Danmark, hvis en ny kold krig bryder ud – denne gang mellem USA og Kina? Og hvis Kina udvikler sin egen økonomiske zone, understøttet af massive investeringsprogrammer i både Danmark og landene omkring os, herunder i det arktiske område? Bag USA’s aktuelle handelskrig med Kina skjuler der sig en kamp om både teknologisk og militært førerskab. Hvor vil Danmark placere sig i det strategiske spil mellem USA, EU og Kina, og hvilke velfærdsprioriteringer vil valget kunne indebære, når eksportmulighederne begrænses, den økonomiske vækst går ned, og det samme sker for den velstand, der kan fordeles til velfærd?

 

Hvilke velfærdsprioriteringer vil valget kunne indebære, når eksportmulighederne begrænses, den økonomiske vækst går ned, og det samme sker for den velstand, der kan fordeles til velfærd?
_______

 

Bag hver af disse udfordringer står spørgsmålet om fremtiden for den eksportorienterede vækstmodel, som Danmark de sidste 70 år har brugt til finansiering af sin velfærdsmodel. Den danske velfærdsmodel bygger simpelthen på eksport og økonomisk konkurrenceevne, og enhver ændring i de internationale forudsætninger vil have store konsekvenser for den velfærdspolitiske fordeling. Det viser erfaringerne fra 1980’erne og efterfølgende.

Alligevel er der ikke et ord herom i valgkampen.

Kritikken har vundet
På mange måder er situationen sammenlignelig med slutningen af 1980’erne. Også her var der et klart fravær af oplysning om og forberedelse til de velfærdsprioriteringer, der ville følge med ændringer i de internationale forudsætninger. Selvfølgelig var der folkeafstemninger om det indre marked (1986), om Den Europæiske Union (Maastricht-traktaten, 1992) og om Edinburgh-protokollen (de danske forbehold, 1993). Der var også valgkampe, der inddrog reformering af dagpengesystemet, neddrosling af efterlønsordninger og omlægning af pensionsordninger. Der var endda valg, der inddrog strukturreformen i 2005 og den efterfølgende centralisering af velfærdsstyringen i staten og koncentration af velfærdsopgaven i kommunerne. Ingen kan således påstå, at befolkningen ikke blev hørt. Men det væsentlige er, at ingen påtog sig at præsentere, hvilken sammenhæng der var – og er – mellem de internationale betingelser og de nationale konsekvenser. Derfor blev befolkningen sammen med dens mange interesseorganisationer overrasket.

I dag ved vi derfor, at måden, hvorpå befolkningen blev oplyst og hørt gennem folkeafstemninger og valgkampe, altså ikke var tilstrækkelig til at sikre mod overraskelsen. Men vi ved også, at netop overraskelsen udløste kritik fra vælgerne – med en sådan styrke, at alle partier i dag har valgt status quo som det bedste af alle muligheder.

Overraskelsen kom først, omkring 20 år efter at de internationale ændringer var gennemført, også med dansk støtte. Det viste sig fra slutningen af 1990’erne og især efter finanskrisen i 2008. Indtil da ville jublen ingen ende tage: Det var lykkedes at sikre velfærdsstatens overlevelse ved at reformere den og endda skabe overskud på betalingsbalancen og afhjælpe massearbejdsløsheden. Hvem husker ikke stoltheden over, at Danmark var blandt de første lande til at fremme flexicurity og samtidig afskaffe den offentlige gæld? Hvem glemmer, hvordan valget i 2001 blev en ny gavebod af velfærdsydelser – herunder skattestop og udvidet barselsorlov? Siden har partierne kæmpet om at forbinde velfærdsprioriteringer med vælgeropbakning.

Det var altså først efter 20 år, at jublen blev vendt til kritik. Især for de mange faglige organisationer, for hvem det blev klart, at den aktive arbejdsmarkedspolitik havde ført til ulighed i indkomster, og at deregulering af finans- og boligmarkederne havde ført til enorme gab i formuefordelingen. Samt ikke mindst hvordan økonomistyring ikke bare blev fulgt af effektiviseringer, men også af pressede offentligt ansatte.

 

Valget til Europa-Parlamentet er en mulighed for at diskutere de nævnte udfordringer, men chancen synes tabt på forhånd
_______

 

Hvad sker der nu? Valget til Europa-Parlamentet er en mulighed for at diskutere de nævnte udfordringer, men chancen synes tabt på forhånd. De fleste partier har meldt det ud: Valget kommer ikke til at handle om EU og slet ikke de mange forslag til ændringer af Unionen, men i stedet om at være mere eller mindre skeptisk over for EU som sådan. Derfor er valgkampen op til folketingsvalget ikke alene den første, hvor generationskampen mellem de ældre og de yngre slår igennem, men også den første, hvor den internationale dimension er helt fraværende. Status quo er i centrum. Og det i en situation, hvor de grundlæggende betingelser for den danske velfærdsmodel er under forandring. Dermed er reformismen nu under pres som ingensinde før. I årtierne efter Anden Verdenskrig kunne man tale om en ’reformismens firkant’, der blev udviklet især på initiativ af USA, men efterhånden med deltagelse fra lande inden for EF, senere EU. Firkanten gik ud på (i) at skabe en international økonomi, der kunne (ii) åbne de nationale økonomier for konkurrence, men også kunne (iii) skabe forudsætninger for en national reformpolitik, der kunne fordele økonomisk velstand til velfærd. Velfærd skulle til gengæld (iv) sikre mod sociale konflikter og fremkalde en politisk stabilitet, der kunne afløse mellemkrigstidens mange borgerkrige og revolutioner. Aldrig mere holocaust, aldrig mere fascisme og ingen udbredelse af kommunisme. Det var firkantens formål: at skabe politisk stabilitet for at sikre en udvikling i retning af demokratier.

Nu er firkanten truet – og det samme er både den politiske stabilitet og den lange tradition for reformisme.

Når partierne vælger status quo, indebærer det en omskrivning af historien. De politikere, der har stået med ansvaret for at udvise politisk lederskab, ekskommunikeres. Hvem var lige Knud Heinesen, Poul Schlüter, Henning Christophersen og Henning Dyremose? Hvem var Poul Nyrup Rasmussen og Marianne Jelved og Anders Fogh Rasmussen? Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon og Annette Vilhelmsen og Margrethe Vestager? Og Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl? Hvor er i det hele taget alle de partier og personer, der tog ansvar for at gennemføre de reformer, der viste evne til at sikre den danske velfærdsstat under vanskelige vilkår, og hvor er de politikere, der åbenlyst i dag vil stå frem og påtage sig ansvaret for både skattestoppet 2001, strukturreformen 2005, velfærdsforliget 2006 og de efterfølgende stramninger i dagpengesatser og eksklusion af studerende og immigranter til lavere ydelser end alle, der står til rådighed for arbejdsmarkedet? Nogle er selvfølgelig ude af politik, men mange er igen på valg. Men det særlige er, at de enten fortrænges gennem en omskrivning af historien eller nødigt vil påtage sig ansvaret for, hvorfor det nu er ’nødvendigt’ at reparere på fortidens beslutninger. Succesen er glemt, kritikken har vundet.

Det er måske ikke første gang, det sker, men jeg husker ikke, at det tidligere er forekommet i det omfang, det sker nu – og slet ikke med en så åbenlys opportunisme.

Omskrivningen af historien
Derfor er valgkampen også kommet til at handle om det, man kunne kalde ’begrebspolitik’. Begreber fyger i luften, uden at nogen gør sig den anstrengelse at give dem noget indhold eller forbinde dem med fortiden. Nu vil nogen mene, at det er ligegyldigt, hvilke begreber der anvendes – fx om der tales om ’velfærdssamfund’, ’velfærdsstat’ eller ’konkurrencestat’. Og på sin vis har de ret. Begreber er taknemlige, kan anvendes til alt. Men alligevel er det ikke ligegyldigt, hvilke begreber partierne vælger, og heller ikke, om begreberne vælges for at omskrive eller fortrænge fortiden. Efter min mening bør begreberne i det mindste afspejle historien, især den, som partierne selv har lagt navn til, og som de tidligere selv har skabt ved at omformulere deres egne ideologier til begreber for, hvilken dansk velfærdsmodel de har valgt at kæmpe for.

Reparationsarbejdet kan på den baggrund være afslutningen på reformismens succesrige historie.
Hvorfor? I Reaktionens tid analyserede jeg velfærdsprojektets idéhistorie og skelnede mellem tre faser, sådan som de kan læses ud af partiernes idealer for det samfund, de gik til kamp for. Samlet fortæller jeg om reformismen sejrstog. Jeg viser det aktuelle paradoks:

På den ene side er reformismen i dag robust, fordi intet parti eller social bevægelse har noget ideologisk alternativ til den nuværende velfærdsmodel, og bortset fra Alternativet går de i 2019 alle til kamp for status quo.

På den anden side er reformismen tyndslidt, netop fordi alle partier nu vender sig bagud og hylder velfærdssamfundet eller velfærdsstaten som historiens højdepunkt. Uden i øvrigt at vedgå, at der historisk er stor forskel på idealet for et velfærdssamfund, en velfærdsstat og en konkurrencestat. Af samme grund har de ikke noget billede af, hvad det er for et samfund, de nu går til kamp for.

’Begrebspolitik’ indebærer derfor ikke alene en begrebsforvirring, men også en så sløset omgang med fortidens ideologiske ståsteder, at partierne viser, at de enten er ligeglade med deres egen ideologiske fortid eller bevidst – og af opportunistiske grunde – ikke ønsker at vedkende sig den.

Idealerne bag de tre typer af velfærdsmodeller er:

Velfærdssamfundet, hvis idealer blev formuleret i skyggen af den store katastrofe – Første og Anden Verdenskrig. Målet var at skabe det gode samfund ved at danne det gode menneske. Menneskebegrebet blev fremhævet og sat i modsætning til den ansigtsløse statsborger, der havde udvist loyalitet over for nationalstaten og deltaget i forbrydelser mod menneskeheden. Således blev velfærdssamfundet udtænkt fra princippet om alles ligeværdighed. Til grund lå FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder (1948), efterfulgt af striber af konventioner og traktater om samme, herunder Flygtningekonventionen fra 1951, som Danmark var det første land i verden til at underskrive. Princippet kom til udtryk i folkeskolens formål 1958 og ikke mindst i samme 1975.
Fællesskabet var tænkt kosmopolitisk, men også nationalt. Det gik ud på frivillig deltagelse og blev koblet til ord som medborgerskab og demokratisk deltagelse. Blandt de politiske partier var Det Radikale Venstre bannerfører. På den måde koblede drømmen om et velfærdssamfund liberale idéer sammen med konservative.

I slutningen af 1960’erne begyndte kritikken af projektet, især fra Socialdemokratiet: Dannelse var godt, men pædagogik var ikke tilstrækkeligt. Klasseskel skabte forskelle, der lagde hindringer i vejen for, at arbejdere, især landarbejdere (senere også kvinder), kunne inddrages i samfundsprojektet.

For især Socialdemokratiet blev idealet derfor velfærdsstaten, der blev modstillet velfærdssamfundet og introduceret som middel til at bryde sociale, geografiske og kønsmæssige barrierer. Formålet var stadig det gode samfund, men begrebet om ligeværdighed blev nu kombineret med begrebet om lige muligheder. Staten skulle nedbryde sociale forskelle og åbne for adgangen til det gode samfund gennem universel adgang til uddannelse og sundhed. Herfra skete der en voldsom statsliggørelse, og idealet om det kosmopolitiske menneske trådte i anden række til fordel for idealet om den nationale velfærdsborger. På samme måde blev deltagelse gradvist ændret fra frivilligt medborgerskab til deltagelse gennem medlemskab af organisationer og det at stemme ved valg til repræsentative institutioner.

Men hermed slutter velfærdsprojektets idéhistorie ikke. En ny kritikbølge begyndte fra starten af 1970’erne – og fra mange sider. Fremskridtspartiet kritiserede skatteprocenten, De Konservative så trusler mod familieinstitutionen, venstrefløjen mente, at ’den socialdemokratiske stat’ skabte grobund for et klassesamarbejde, ved at arbejderen blev gjort afhængig af velfærdsydelser og arbejderens organisationer integreret i ’den borgerlige stat’. Sammen med Centrum-Demokraterne var Venstre bange for de liberale friheder, mens mange fra kulturlivet og universiteterne frygtede, at medborgerdemokratiet var truet. De store erhvervsorganisationer pegede på velfærdsstaten som en ’omkostningsbyrde’, og de faglige organisationer kæmpede for overenskomstsystemets autonomi i forhold til ’statsindgreb’.
Kritikken var omfattende, vedholdende og kom fra alle kanter. Ideologisk – og ikke bare finansielt – var velfærdsstaten truet.

Det var her, at konkurrencestaten blev født, og en tredje fase i velfærdsprojektets udvikling blev igangsat. Den første var velfærdssamfundet med vægt på samfund, den anden var velfærdsstaten med vægt på stat, den tredje blev konkurrencestaten med vægt på statens ansvar for at fremme hele samfundets (husholdningernes og virksomhedernes) konkurrenceevne som forudsætning for den velstand, der kan fordeles til velfærd. Midlet var at bringe så mange som muligt i arbejde for derved at fremme skatteindtægterne, nedsætte velfærdsomkostningerne og ikke mindst at fratage alle kritikerne påstanden om, at velfærdsstaten finansierede dem, som ’ikke ville bidrage’ eller ligefrem ’snød’ fra at forsørge sig selv. Midlet var også at lægge den offentlige sektor under økonomistyring, så velfærd kunne sikres med færre omkostninger og større kvalitet.

Herfra – i kampen om velfærdsstatens overlevelse – begyndte partierne at tale meget om tillid og social sammenhængskraft. Retten til lige muligheder blev koblet til pligten til at gøre sig lig med alle ved at arbejde. Det var herfra, at arbejdsetik sammen med tillid og samarbejde blev gjort til ’vor’ institutionelle konkurrenceevne. Den samfundsmodel, der skulle konkurrere med andre i kraft af befolkningens homogenitet, men også den vilje til at arbejde for fællesskabet.

Målet, der gik tabt
I 1970’erne stillede Villy Sørensen spørgsmålet: Hvis velfærdsstaten er midlet, hvad er så målet? Ingen svarede, men gradvist blev målet om et velfærdssamfund fortrængt af velfærdsstaten og senere altså af konkurrencestaten.

I dag er midlet blevet målet: velfærd for velfærdens egen skyld. Fra 1950’erne var drømmen større, og forventningerne mere radikale. Det var netop idealerne om alles ligeværdighed, og at alle frivilligt ville deltage i samfundsdannelsen ved at forsørge sig selv og tage vare på dem, som ikke kunne, der blev skrevet ind i begrebet ’velfærdssamfund’, og som gjorde drømmen til det ideologiske udgangspunkt både for den efterfølgende reformpolitik og for den forestilling om et nationalt fællesskab, der i dag kaldes den nationale identitet: Danmark som et succesrigt land med høj velfærd, stor sammenhængskraft og en betydelig social mobilitet. Et land, hvor alle aktivt påtager sig at forsørge sig selv, finde arbejde, holde deres kompetencer ved lige, men også at betale skat og accepterer, at de derved understøtter nogen, der har hjælp behov.

 

Mens idealet om et velfærdssamfund og alles ligeværdighed blev fastholdt, blev først velfærdsstaten bragt til verden – med målet om at skabe lige muligheder. Derefter blev konkurrencestaten indført for at understrege alles pligt til faktisk at gøre sig lige med alle andre
_______

 

Mens idealet om et velfærdssamfund og alles ligeværdighed blev fastholdt, blev først velfærdsstaten bragt til verden – med målet om at skabe lige muligheder. Derefter blev konkurrencestaten indført for at understrege alles pligt til faktisk at gøre sig lige med alle andre. Samtidig så vi de første eksempler på begrebspolitik. De socialdemokratiske regeringer talte om ’den tredje vej’ og det sociale Europa’. Liberale og kristendemokratiske regeringer talte om ’markedsliggørelse’ og om ’nudging’, altså om, at incitamenter skulle anvendes til at nøde den enkelte til at tage ansvar for egen indkomst. Kulturkonservative sammen med liberale fremhævede ’det nationale fællesskab’ og gjorde ’den institutionelle konkurrenceevne’, herunder familieinstitutionen, til forudsætning for konkurrencedygtighed.

I den internationale forskning valgte jeg at beskrive Danmark med begrebet konkurrencestat. Først fordi det ikke var farvet af partipolitik, men især fordi det bedst dækker, hvad det er for en velfærdsstat, der er opstået. Herunder, hvilke opgaver der kommer ud af de mange reformer – internationalt og nationalt. Kort sagt: Konkurrencestaten er en velfærdsstat, der anvender velfærdsydelser og -service til at skabe rammebetingelser for den private sektors (herunder husholdningernes) konkurrencedygtighed.

Reformismens endeligt?
Reformismen virker robust, fordi de fleste stadig fastholder drømmen, men er slidt tynd, fordi der reelt er skabt et nyt syn på stat, individ og fællesskab. Målet om et samfund grundlagt på drømmen om alles frivillige deltagelse i skabelse af et samfund er fortrængt af staten som et middel.

Mellem drøm og virkelighed er der opstået en distance. Det er derfor karakteristisk, at alle taler om, at velfærdssamfundet er det samme som en velfærdsstat, og dermed blander mål med midler. På samme vis er det kendetegnende, at alle har fået forbud mod at tale om konkurrencestaten – og dermed fortrænger de sidste 30 års reformpolitik, herunder væsentlige ændringer i velfærdsstatens opgaver, organisation, styring og ledelse.

Sammenblandingen af de tre viser nutidens ideologiske forvirring. Den viser også, hvordan de politiske partier fortrænger deres egen ideologiske fortid og endda er parate til at afskrive deres historiske meritter. I stedet anvendes begreber, der forveksler mål og midler og blander socialisme med konservatisme, konservatisme med liberalisme m.m. i en sådan pærevælling, at ingen tør drømme om fremtiden. Ingen tør på ny stille Villy Sørensens spørgsmål: Hvis velfærdsstaten og konkurrencestaten er midlet, hvad er så målet?

Dermed fortrænges fortiden. Som sagt, se, hvordan Socialdemokraterne taler mere om velfærdssamfundet end om velfærdsstaten, og Venstre mere om velfærdsstaten end om velfærdssamfundet. Se, hvordan venstrefløjen nu taler varmt for velfærdsstaten og har glemt sin modstand mod den. Se, hvordan højrefløjen har glemt sin skepsis og nu taler lige så henført for en stærk stat og et stort velfærdsapparat.

Konsekvenserne er til at forudsige: Presset fra den store omvæltning vil om nogle år ramme vælgerne med forundring og afsløre, at partierne igen står uden ideologiske begrundelser for det status quo, de valgte i 2019. Men især vil det stå klart, hvordan partierne tillod, at den ideologiske forvirring kunne skabe grobund for den nationalkonservatisme, der definerer fællesskabet ved etnisk tilhørsforhold, antager, at individet er opportunistisk, og forudsætter, at kun en stærk stat kan sikre fremtidens velfærd ved at disciplinere alle til at arbejde og uddanne sig.

Status quo er således et udtryk for tabte illusioner. Men også for en usikker fremtid. Velfærdssamfundet blev grundlagt på drømmen om det gode samfund. Nu er drømmen en illusion: Man har indført en stærk stat, der har gjort det til en pligt at gøre brug af de lige muligheder. Velfærdssamfundet blev skabt på en kritik af nationalkonservatisme og herunder af massernes loyalitet over for nationalstaten. Nu er drømmen om alles ligeværd også blevet en illusion, og en stærk nationalstat er igen under opbygning. ■

 

Presset fra den store omvæltning vil om nogle år ramme vælgerne med forundring og afsløre, at partierne igen står uden ideologiske begrundelser for det status quo, de valgte i 2019
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister