29.03.2019

Ukrainerne skal på søndag vælge landets næste præsident. Valget vil utvivlsomt fortsætte Ukraines grundlæggende fiasko som land. Ingen af de opstillede kandidater kan løse landets problemer. Det er desuden et åbent spørgsmål, om EU virkelig ønsker et velfungerende Ukraine.

Analyse af Ota Tiefenböck

VALG I UKRAINE er sjældent kedelige, og præsidentvalget på søndag tegner til ikke at blive nogen undtagelse. Valget handler ikke meget om politik eller politiske programmer, men snarere – som det plejer i Ukraine – om, hvilken kandidat der kan svine de andre mest til. Rygter og diverse beskyldninger svæver som sædvanligt i luften og den offentlige debat, og valgets resultat synes at blive en fiasko, uanset hvem af de 39 opstillede kandidater der vinder valget. Valgets resultat afgør formentlig kun, hvor stor fiaskoen bliver, og hvad ukrainerne – og europæerne – har at se frem til af utilstrækkeligheder i de kommende år. Ingen af de opstillede kandidater er nemlig i stand til at løse Ukraines problemer. Den uafklarede situation i Ukraine vil derfor fortsætte. Formentlig med EU`s tavse godkendelse.

Ukraines økonomiske situation og landets frosne konflikt i Donbas-regionen i den østlige del af landet- sikrer nemlig ikke blot status quo i forholdet til Rusland, men også en tilstrømning af ukrainsk arbejdskraft til EU. Det er nemlig ikke kun Polens økonomi, som med sin afhængighed af ukrainsk arbejdskraft i en tid vil bryde sammen, hvis Ukraine skulle være i stand til at skabe et velfungerende demokratisk samfund. Andre EU-lande nyder også godt af de lavt betalte ukrainere og vil ligeledes få problemer, hvis de pludselig rejste hjem. Heriblandt Danmark, hvor flere tusinde ukrainere arbejder i det danske landbrug. Op imod seks til otte millioner ukrainere er i dag flyttet til forskellige EU-lande, hvor de hovedsageligt arbejder i ufaglærte stillinger og varetager arbejdsopgaver, som de færreste vesteuropæere ønsker at udføre.

At hjælpe til at skabe et velfungerende Ukraine vil derfor svare til at save den gren over, EU selv sidder på. De mange udvandrede ukrainere, der som regel er samfundets mest veluddannede og energiske, gør det nærmest umuligt at skabe et velfungerende demokratisk Ukraine. Uanset hvem, der kommer til at stå i spidsen for landet, bliver det en forventeligt uopnåelig opgave. Dertil kommer den fortsat uafklarede situation i Donbas, manglende demokratiske traditioner, enorm korruption og et oligarkbaseret system, som gør opgaven om at skabe et velfungerende demokratisk samfund i Ukraine mere eller mindre umulig.

 

Alt tyder umiddelbart på, at det er nemmere at gentage formaninger om Ruslands aggression i Østukraine og bevare den frosne konflikt frem for at forsøge seriøst at gøre noget ved den
_______

 

DET ER DESUDEN tvivlsomt, om den kommende ukrainske præsident kan – eller ønsker at – gøre noget ved militære konflikt i Donbas-regionen. Alt tyder umiddelbart på, at det er nemmere at gentage formaninger om Ruslands aggression i Østukraine og bevare den frosne konflikt frem for at forsøge seriøst at gøre noget ved den. Det til trods for at Ukraine har underskrevet Minsk II-aftalen, hvis formål er at skabe en eller anden form for autonomi for lokalstyrerene i Donbas.

Konflikten og uviljen til at gøre noget ved problemet er samtidig et klart eksempel på Ukraines sårbarhed som et land. Det er nemlig usikkert, hvordan andre ukrainske regioner, eksempelvis Transkarpatien eller Galicien, vil reagere på Donbas’ eventuelle autonomi. Måske vil den i disse regioner give blod på tanden. En fortsat konflikt med Rusland og problemerne i Østukraine sikrer desuden økonomisk hjælp fra EU og USA, som Ukraine ikke kan undvære, hvis statsbudgettet skal hænge sammen.

Den mest brutale version af valgets udfald – især for det hårdt plagede Ukraine, men også for den bredere europæiske sikkerhed – synes at være en tredje såkaldt Maidan-opstand. Altså et nyt oprør, denne gang anført af de nationalistiske kræfter og de mange utilfredse og skuffede ukrainere. Landets befolkning har gang på gang oplevet, at deres forhåbninger om en bedre fremtid løber ud i sandet og drukner i den allestedsnærværende korruption – og de må efterhånden være godt trætte af det. Deres håb blev ikke indfriet hverken efter Orangerevolutionen i 2004 eller efter Maidan-revolutionen i 2013/14, som snarere har gjort livet for den almindelige ukrainer endnu sværere, end det var i forvejen. Mange ukrainere er desperate, og deres desperation kan komme til udtryk på mange måder. En tredje Maidan-revolution er på nuværende tidspunkt ikke sandsynlig, men kan ikke udelukkes. Et sådant scenarium vil formentlig resultere i en total ødelæggelse af Ukraines økonomi og vil kunne ende i decideret borgkrig.

 

Det mest ønskelige scenarium – eller snarere det mindste onde – er formentlig en fortsættelse af landets nuværende præsident Petro Porosjenko
_______

 

OVENNÆVNTE PROBLEMSTILLINGER peger på, at det i virkeligheden ikke er så vigtigt, hvem der bliver Ukraines præsident i de kommende fem år.

Det mest ønskelige scenarium – eller snarere det mindste onde – er formentlig en fortsættelse af landets nuværende præsident Petro Porosjenko. Porosjenko har hverken opfyldt sine valgløfter fra 2014 eller gjort noget reelt ved den altædende korruption i landet, men vil trods alt sikre en vis kontinuitet. Det er tvivlsomt, hvorvidt Volodymyr Zelinskij, som er helt uden politisk erfaring, overhovedet har format til at blive præsident i et land med så mange udfordringer. Den tredje kandidat, landets tidligere premierminister Julija Timosjenko, har større chancer men synes i valgkampen at være præget af klare populistiske træk og er derfor mere eller mindre uforudsigelig som landets præsident.

Skal man stole de seneste meningsmålinger, bliver det komikeren Zelinskij, der vinder valget og skal i anden valgrunde med Porosjenko. Rygterne vil vide, at Zelinskij er støttet af oligarken Ihor Kolomojskij, som fra Schweiz forsøger at bekæmpe den siddende præsident. Kolomojskij synes også at stå bag Timosjenkos kampagne. Nogle iagttagere spekulerer i, at formålet med Zelinskijs kandidatur blot er at sætte Timosjenko på plads. Ifølge disse rygter bliver Zelinskij trukket ud af valget inden søndag og vil dermed bane vejen for Timosjenko, som efterfølgende skal kvittere med sin taknemmelighed overfor Kolomojskij. Denne konspirationsteori er blot en af de mange teorier, der i disse dage florerer i Ukraine, og som på sin egen tragikomiske måde viser, hvor håbløs situationen i landet er.

Ukraine er meget langt fra det demokrati, de ukrainske politikere taler om – og det kommer valgresultatet ikke til at ændre på. Det er tvivlsomt, hvorvidt det overhovedet er muligt at skabe et demokratisk samfund i landet. Det kommende præsidentvalg har derfor ikke den store betydning, og det vil være naivt at tro, at valgets vinder kan ændre landets situation. ■

 

Ukraine er meget langt fra det demokrati, de ukrainske politikere taler om – og det kommer valgresultatet ikke til at ændre på
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland