25.07.2019

Det siges, at tredje gang er lykkens gang. Bliver det også det i Ukraines tilfælde, eller fortsætter landets tradition med uopfyldte forhåbninger efter søndagens parlamentsvalg? Hvis det bliver det sidste, kan det denne gang blive skæbnesvangert for landet.

Analyse af Ota Tiefenböck

I 2004 HED UKRAINERNES håb Viktor Justjenko. I 2014 var det Petro Porosjenko. I 2019 hedder ukrainernes håb Volodymyr Zelenskij. Det lykkedes komikeren at vinde præsidentvalget i maj med 70 procent af stemmerne, og søndag var det parlamentsvalgets tur: Det gav Zelenskijs parti absolut flertal. Ukrainerne lægger nu altså alle deres håb i hænderne på deres nye præsident. Al politisk statsmagt bliver nu koncentreret i præsidentens og hans partis hænder. Det store spørgsmål er, om præsidenten – og partiet: Nationens tjener – virkelig er parat og har de nødvendige kompetencer til at tjene folket, sådan som partiets navn antyder. Og om de overhovedet har manøvreringsmuligheder til dét, folket forventer.

Resultatet er et klart bevis for, at ukrainerne – udover at være knyttet til Europa – ønsker at få det bedre rent økonomisk. De er trætte af både den allestedsnærværende korruption samt landets militære konflikt i Østukraine, som de ønsker afsluttet. Det lyder enkelt nok, men ønskerne kan blive ganske svære at opfylde. Den kommende tid vil vise, hvorvidt Volodymyr Zelenskij – til forskel fra sine to forgængere – kan opfylde ukrainernes håb om en bedre fremtid.

Det ukrainske parlament og gangene på præsidentkontoret bliver i den kommende tid betrådt af mennesker, som normalt ikke beskæftiger sig med politik. En rockstjerne, skuespillere, journalister, tidligere sportsstjerner og mange andre uden tilknytning til politik har erstattet gamle erfarne politikere.

Det kan – især i Ukraines tilfælde – lyde ganske positivt, at gamle politikere, som for en stor dels vedkommende var korrupte, bliver udskiftet med nye kræfter. Det bekræfter på sin vis også tendensen, som vi kender det fra vores del af Europa, at amatørpolitikere i stigende grad erstatter erfarne parlamentarikere i den politiske elites top.

 

Det er nemlig ikke småting, den nye ledelse skal løse: Først og fremmest er det konflikten i Østukraine. Det er situationen omkring Ruslands annektering af Krim – og det er ikke mindst Ukraines svære økonomiske situation
_______

 

INGEN STEDER ER DET dog sket så massivt som i Ukraine, og det store spørgsmål bliver nu, om disse nye politikere overhovedet har evnerne til at føre Ukraine ud af den krise, landet befinder sig i. Det er nemlig ikke småting, den nye ledelse skal løse: Først og fremmest er det konflikten i Østukraine. Det er situationen omkring Ruslands annektering af Krim – og det er ikke mindst Ukraines svære økonomiske situation og IMF’s strenge betingelser og krav for at fortsætte lån til Ukraine. Disse tre vigtigste arbejdsområder vil kræve store diplomatiske evner og en knivskarp balance at navigere rundt i. Evner, som det er tvivlsomt, at uerfarne politikere er i besiddelse af.

Et godt tegn er, at det i dagene op til valget lykkedes at forhandle en våbenhvile på plads i Østukraine. Denne er trådt i kraft natten til søndag og er foreløbigt overholdt. En våbenhvile er en god begyndelse, men en reel løsning på konflikten kræver videre forhandlinger og forståelser, og det er her, problemerne kan opstå. Det vil nemlig kræve forhandlinger med både de ukrainske separatister og Rusland, og det kan være uacceptabelt for mange ukrainere. At der kan skabes fred i Østukraine, er dog urealistisk uden disse forhandlinger.

Parlamentsvalgets resultat og det pro-russiske partis Oppositionsplatformens andenplads ved valget viser dog samtidigt, at en del af ukrainerne ønsker et bedre forhold til Rusland. Partiet har fået 12 procent af stemmerne og er vel at mærke blevet det næststørste politiske parti i Ukraine uden stemmer fra Østukraine og Krim, hvis borgere ikke kunne deltage ved valget (og som formentlig hovedsageligt ville have stemt prorussisk).

SAMME FASTFROSNE situation gør sig gældende omkring Krim. Det er urealistisk, at Rusland vil give afkald på halvøen, og det er heller ikke realistisk, at Ukraine vil acceptere Ruslands annektering. Det vil det internationale samfund i øvrigt heller ikke. Med eller uden erstatning eller en eller anden form for kompensation fra russerne. Samtidig, hvis Ukraine og Rusland skal stabilisere forholdet mellem de to lande, bliver det nødvendigt på en eller anden måde finde en status quo eller en stiltiende accept i striden, hvor begge parter anerkender den nuværende situation, men samtidig bevarer deres værdighed.

En anden stor udfordring bliver som nævnt Ukraines økonomiske situation. Landet er på randen af økonomisk kollaps og overlever kun på grund af lån fra IMF. Op imod fem millioner ukrainere har ifølge diverse kilder desuden forladt landet og arbejder nu i det vestlige Europa og Rusland. Uanset hvor god Ukraines fremtid kan blive, er det ganske urealistisk, at en stor del af disse mennesker vil vende tilbage til landet og være med til at genopbygge det. Det kan derimod forventes, at et stigende antal ukrainere fortsat vil rejse ud. En situation, som bliver svær at modarbejde, og som samtidig gør det nærmest umuligt at få landet på ret spor igen.

 

Det er velkendt, at Zelenskijs præsidentkandidatur og politiske karriere var økonomisk støttet af oligarken Ihor Kolomojski, som formentlig vil kræve en vis indflydelse på den ukrainske regerings kommende politiske linje
_______

 

Mange ukrainere er desuden særdeles hårdt pressede på det privatøkonomiske plan og har en klar forventning om, at landets nye ledelse vil forbedre deres økonomiske situation. Denne forventning kan også blive svær at indfri, særligt når det skal kombineres med de strenge krav fra IMF. Hvorvidt det kan lade sig gøre, er svært at sige, og det vil under alle omstændigheder igen kræve store diplomatiske evner, som det er svært at se, at Zelenskij-administrationen kan råde over.

UKRAINES NYE LEDELSE skal desuden tackle udfordringerne, der kommer udefra, og den eksterne indflydelse, den bliver udsat for. Det er velkendt, at Zelenskijs præsidentkandidatur og politiske karriere var økonomisk støttet af oligarken Ihor Kolomojski, som formentlig vil kræve en vis indflydelse på den ukrainske regerings kommende politiske linje. Kolomojski havde allerede efter Zelenskijs sejr luftet tanken om, at den eneste måde, Ukraine kan overkomme landets økonomiske morads og IMF’s jerngreb på, er at erklære sig konkurs. Det er formentligt urealistisk, da det vil kaste landet ud i kæmpemæssige problemer og skabe en enorm utroværdighed på den internationale scene, men Kolomojski vil uden tvivl have en eller anden form for gennemslagskraft for de økonomiske midler, han angiveligt har investeret i Zelenskijs valgkamp.

En anden udfordring kan blive USA’s interesser i Ukraine og behovet for at holde konflikten med Rusland i kog. Det giver ikke blot amerikanerne mulighed for at opretholde en forestilling om ”truslen fra Rusland”, men også mulighed for at sælge flere våben til supermagtens NATO-partnere og Ukraine. Og det giver bedre betingelser for de energikilder, USA er begyndt at sælge til Ukraine. Det er kun 14 dage siden, at Ukraine fik sin første sending af amerikansk olie, som efter planerne langtfra bliver den sidste. USA eksporterer desuden også kul til Ukraine. Også disse kendsgerninger bliver en udfordring, som vil kræve store diplomatiske evner, da USA rent ud sagt har en interesse i, at Ukraines konflikt med Rusland ikke løses. USA plejer også sine egne interesser i regionen ved at støtte Ukraine økonomisk. En støtte, som Ukraine ikke har råd til at miste.

Ukraines nye regering kan altså se frem til flere store udfordringer. Det siges, at tredje gang er lykkens gang. Bliver det ikke det i Ukraines tilfælde, bliver ukrainerne igen slemt skuffede – og så er der en alvorlig risiko for, at denne skuffelse kan blive skæbnesvanger. Det er svært at forudse på hvilken måde, men det vil næppe blive fuldkommen fredeligt. Mulighederne er mange, heriblandt at oprørske kræfter i det vestligt orienterede Vestukraine også begynder at røre på sig. Ukrainernes – også dem i de vestlige egne – tålmodighed har med sikkerhed også sine grænser. ■

 

Mulighederne er mange, heriblandt at oprørske kræfter i det vestligt orienterede Vestukraine også begynder at røre på sig. Ukrainernes – også dem i de vestlige egne – tålmodighed har med sikkerhed også sine grænser
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne