23.02.2019

Moldova vil med al sandsynlighed fortsætte sit limbo mellem EU og Rusland efter søndagens parlamentsvalg. Den eneste overraskelse kan blive Socialisternes jordskredssejr, som vil betyde farvel til EU og goddag til Rusland.

Analyse af Ota Tiefenböck

Den tidligere sovjetiske republik Moldova er et lille land målt på både areal og antal indbyggere. Antallet af problemer gør til gengæld til Moldova til et af Europas mest problematiske lande – og det er ganske urealistisk at tro, at søndagens parlamentsvalg kan gøre disse problemer mindre. Nogle af problemerne, eksempelvis hvilken status landets udbryderregion Transdnjestr skal have, er formentlig uløselige på grund af manglende interesse fra de involverede parter. Andre problemer, såsom landets tøven om at orientere sig enten mod EU eller Rusland, har ligeledes stået på i årevis uden at blive løst.

Det er svært at forestille sig, at søndagens parlamentsvalg bringer noget særligt med sig. Det ender med al sandsynlighed i fortsættelse af det tomrum, Moldova i årevis har befundet sig i. Dette tomrum synes nemlig at passe fint for flere væsentlige spillere på den moldoviske politiske scene, heriblandt landets mest magtfulde mand, oligarken Vlad Plahotniuk. Den eneste løsning kan vise sig at blive, hvis Socialisterne vinder en jordskredssejr, hvilket med sikkerhed vil resultere i Moldovas orientering mod Rusland. Dette resultat er dog indtil videre ganske usandsynligt, da mange, især de veluddannede og unge fra de større byer, endnu ikke har opgivet tanken om Moldovas europæiske integration.

Slaget ved søndagens valg vil hovedsageligt stå mellem tre partier: Socialisterne, Moldovas Demokratiske Parti og en centrum-højre-alliance. Socialisterne bliver ifølge alle meningsmålinger valgets sejrherre. Partiet, som allerede har Igor Dodon på posten som landets præsident, er pro-russisk og ønsker altså en styrket orientering mod Rusland. Partiets problem er dog, at det højest sandsynligt ikke får stemmer nok til at kunne regere alene. En eventuel alliance med Kommunisterne, som umiddelbart kunne ligne en oplagt koalitionspartner, synes at være udelukket på grund af tidligere uoverensstemmelser. Socialisterne ville derfor ikke have mange andre muligheder end at indgå et samarbejde med et andet af de tre partier.

 

På den faktuelle side har partiet [PDM] – til trods for at have haft regeringsmagten de seneste tre år – ikke været i stand til (eller ikke ønsket) at gennemføre reformer eller begrænse den enorme korruption i landet
_______

 

Moldovas Demokratiske Parti (PDM) med oligarken Vlad Plahotniuk i spidsen betegner sig selv som et pro-europæisk parti, som ønsker Moldova orienteret mod EU. Ifølge partiets seneste udspil skal det dog ske med Moldovas borgere i fokus – ikke ved at fokusere på geopolitik. Det er en formulering, der giver plads til mange forskellige udlægninger og kan sådan set retfærdiggøre ethvert skridt, partiet ønsker at foretage. På den faktuelle side har partiet – til trods for at have haft regeringsmagten de seneste tre år – ikke været i stand til (eller ikke ønsket) at gennemføre reformer eller begrænse den enorme korruption i landet, hvilket vil være nødvendigt for at bringe Moldova tættere på EU. Alt tyder på, at det aktuelle tomrum og vaden frem og tilbage passer partiet og Vlad Plahotniuk fortræffeligt. Den giver nemlig mulighed for en uforstyrret fortsættelse af Plahotniuks erhvervsaktiviteter og for ovenikøbet at udvise en politisk aktivitet, som naturligvis har de allerbedste og mest ædle hensigter for Moldova som helhed.

Landets tredje vigtige parti er en alliance mellem centrum-højre-partierne Platforma DA (Værdighed og Sandhed) og PAS (Aktion og Solidaritetpartiet) under ledelse af henholdsvis Andrei Nastase og Maia Sandu. Begge partier er stærkt pro-europæiske. Alliancen står ifølge de seneste meningsmålinger til mellem 22-25 pct., dvs. heller ikke nok til at kunne regere Moldova alene, selvom det formentlig ville være et ønskescenarium for EU.

Det er disse tre fraktioner og deres mulige samarbejde, der bliver afgørende for valgets udfald. Af andre nævneværdige partier er dog som sagt Kommunistpartiet, som snarere kan indgå en alliance med en af de pro-europæiske fløje end med Socialisterne. Desuden er der bevægelsen Den Republikanske Socio-politiske Bevægelse Lighed (PS), som er pro-russisk og en oplagt koalitionspartner for Socialisterne. Begge partier kommer formentlig dog til at disponere over et begrænset antal mandater, ifølge meningsmålingerne svarende til omkring 6 pct. af stemmerne hver.

Valgets resultat vil vise mulighederne for indgåelse af koalitioner og samarbejdsaftaler partierne i mellem. Her er intet umuligt. Alt tyder dog umiddelbart på lange forhandlinger efter valget og en fortsat navigering i tomrum, når det en dag lykkes at opnå en modus vivendi mellem to af de tre partier. De tre partiers politiske programmer og holdninger til Moldovas største problemer – eksempelvis landets udenrigspolitiske orientering, Transdnjesters status, eller Moldovas mulige genforening med Rumænien – er så forskellige, at det vil være umuligt at opnå konsensus. Det bedste bud på et kommende samarbejde – eller rettere sagt et tvunget pragmatisk samarbejde – vil være Socialisterne og PDM. Så kan alt fortsætte som hidtil, uden nogen af de to parter hverken mister eller opnår noget nævneværdigt.

 

Herfra bliver det formentlig kun spørgsmål om tid, hvornår Socialisterne får en så tilstrækkelig tilslutning fra vælgerne, at landet en dag for alvor kan vende sig mod Rusland
_______

 

Imens vil flere og flere moldovere udvandre fra landet for at arbejde i EU. En tredjedel af Moldovas befolkning har nemlig rumænsk statsborgerskab, som giver mulighed for at arbejde i det EU, som mangler arbejdskraft, og som hellere end gerne tager imod disse frustrerede borgere, der er ved at opgive deres eget land. Herfra bliver det formentlig kun spørgsmål om tid, hvornår Socialisterne får en så tilstrækkelig tilslutning fra vælgerne, at landet en dag for alvor kan vende sig mod Rusland. Det er nemlig især Socialisternes vælgere fra provinsen, der er taberne i det politiske spil i Moldova. De bliver hjemme i Moldova og har til forskel fra de udvandrede landsmænd, som i det mindste tjener en værdig løn, hverken et værdigt liv eller tilstrækkelig indtjening i deres hjemland. Indtil det sker, vil vi med sikkerhed opleve en stigende aktivitet fra Rusland, som sammen med de efter valget styrkede Socialister og landets pro-russiske præsident vil gøre alt for at vise Ruslands fortræffeligheder for Moldova. Vi vil formentlig også opleve en større aktivitet fra Tyrkiet, som via Moldovas turkic-befolkning i landets autonome provins Gagauzien ønsker at opnå større politisk og økonomisk indflydelse i regionen. Det vil ske samtidig med, at EU i nok stigende grad vil resignere og opgive Moldova.

At valgets resultat er vigtigt for Rusland, viser sig allerede inden valget. To dage inden valget udstedte Rusland en arrestordre på PDM’s leder Vlad Plahotniuk, angiveligt for deltagelse i en ulovlig udførsel af flere milliarder rubler fra Rusland: Det russiske indenrigsministerium anklager Plahotniuk for i 2013 og 2014 at have organiseret ulovlig overførsel af 37 milliarder rubler fra russiske banker. Han er desuden efterlyst og anklaget for deltagelse i et mordforsøg på en russisk forretningsmand. PDM betegner den russiske efterlysning som grundløs. I PDM mener man, at formålet for russerne er et forsøg på at påvirke valgresultatet, og der varmes altså virkelig op til et højspændt valg. ■

 

I PDM mener man, at formålet for russerne er et forsøg på at påvirke valgresultatet, og der varmes altså virkelig op til et højspændt valg
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland