06.12.2019

Den franske præsident Macrons klare ambitioner om at blive EU’s stærke mand vil komme til at splitte EU. Ikke alle EU-lande er enige med Macrons vision af et mere integreret EU, hans seneste tilnærmelser til Rusland og ønske om omfordeling af migranter. Hans arrogante tilgang til de østlige medlemslande gør ikke sagen bedre.

Af Ota Tiefenböck

FRANKRIGS PRÆSIDENT, Emmanuel Macron, har i de seneste måneder været – og er fortsat – i voldsom modvind hos protestbevægelsen De Gule Veste og har ifølge den seneste meningsmåling, offentliggjort 15. november i Le Journal du Dimanche, kun støtte fra 34,71 pct. af franskmændene. Den manglende opbakning og problemerne på hjemmefronten synes dog ikke at gøre det store indtryk på præsidenten, som uforstyrret fortsætter sine ambitioner om at blive EU’s stærke mand. Han vil være dén, der løser problemerne i EU, og han er godt hjulpet på vej af den politiske ustabilitet i Tyskland og ifm. Brexit.

Macron synes i sine bestræbelser at kaste sin kærlighed på Rusland. Det til trods for, at hovedparten af Europa vender Rusland ryggen, og at EU fortsat fastholder sanktionerne mod landet. Macron og Ruslands præsident Putin har i løbet af de seneste to år mødtes syv gange. Det ottende møde finder sted nu på mandag, den 9. december, i forbindelse med mødet om krigen i Østukraine i det såkaldte Normandiet-format (en gruppe af repræsentanter fra Tyskland, Frankrig, Rusland og Ukraine).

Macron vil utvivlsomt gøre sit yderste for at blive den person, som måske ikke løser alle problemer, men i det mindste skaber en vis orden i konflikten i Østukraine. Udfordringen for Macron bliver dog ikke kun at få de stridende parter til at finde en løsning på situationen og få begge sider af konflikten til at overholde Minsk-aftalen, men også at navigere i EU-landenes forskellige interesser i, hvordan forholdet til Rusland og Ukraine skal være. Den ukrainske konflikt er tæt forbundet med EU’s store engagement i landet, og Ukraines politiske ustabilitet og fortsatte problemer med korruption synes efterhånden at tære på EU.

 

Macron og andre europæiske ledere er efterhånden blevet klar over det utopiske i, at Rusland skulle opgive Krim, men denne konstatering efterlader Macron og EU i en vanskelig situation
_______

 

MACRONS SENESTE tilnærmelser til Rusland tyder på, at der blæser nye vinde over forholdet mellem EU og Rusland. Enkelte EU-lande som eksempelvis Ungarn og Italien synes desuden også at være klar til en normalisering af forholdet til Rusland og Ukraine, hvilket vil give Macron medvind i sejlene. Men på den anden side er Macron udfordret af de europæiske sanktioner mod Rusland, som er forbundet med den russiske annektering af den ukrainske halvø Krim. Macron og andre europæiske ledere er efterhånden blevet klar over det utopiske i, at Rusland skulle opgive Krim, men denne konstatering efterlader Macron og EU i en vanskelig situation, hvor der mere eller mindre kun tegner sig to muligheder: Enten at stoppe sanktionerne og dermed tabe ansigt samt uudtalt at erkende, at Putin har vundet striden. Eller på papiret at fortsætte sanktionerne, men se gennem fingre med, hvorvidt de rent faktisk bliver overholdt.

Begge valgmuligheder vil efterlade de baltiske lande, Rumænien og især Polen, som har satset på en stærk anti-russisk politik og en politisk og energimæssig orientering mod USA, i en ganske ugunstig situation. Det vil næppe skabe mere harmoni i forholdet til hverken Macron eller resten af EU. Enhver tilnærmelse til Rusland vil især i de lande, som har bitre erfaringer med Rusland, blive betragtet som et brud på den politiske linje i EU og ikke mindst en potentiel fare.

UENIGHED OM EU’s forhold til Rusland og Macrons egenrådige tilnærmelser til landet er dog langtfra det eneste, der på sigt vil skabe splittelse mellem EU’s østlige og vestlige medlemslande. I Øst- og Centraleuropa opfattes Macron generelt som arrogant. Eksempelvis blev hans udtalelser tidligere i år om, at lande, som ikke deltager i en obligatorisk omfordeling af migranter, vil blive smidt ud af Schengen, set som en rød klud af de øst- og centraleuropæiske regeringer og befolkninger.

De øst- og centraleuropæiske landes forhold til Macron er ikke ligefrem blevet bedre efter hans seneste kritik af Øst- og Centraleuropa, herunder nedværdigende udtalelser om Bulgarien og Bosnien-Hercegovina eller hans veto i forhold til optagelsesforhandlinger med Nordmakedonien om EU-medlemskab. Macron var den eneste europæiske leder, der var imod, og han forhindrede dermed påbegyndelsen af optagelsesforhandlinger med Nordmakedonien, selvom mange europæiske lande ser disse forhandlinger som en garanti for stabilitet i Europa. Danmark og Holland var imod påbegyndelsen af optagelsesforhandlinger med Albanien, som der også skulle tages stilling til, men var positivt indstillet over for Nordmakedonien. Desuden: Beslutningen handlede ikke om Nordmakedoniens medlemskab af EU, blot om påbegyndelsen af optagelsesforhandlinger til EU.

 

NATO’s beslutning ved det netop afholdte topmøde om forsvar af de baltiske lande og Polen har naturligvis gjort disse lande mere rolige, men de er fortsat ikke helt trygge ved Macron
_______

 

Macrons udtalelser om et hjernedødt NATO har heller ikke ligefrem vakt jubel i Vesteuropa, og i Øst- og Centraleuropa blev hans udtalelse betegnet som decideret farlig. Eksempelvis i Polen hvor premierminister Mateusz Morawiecki desuden stillede spørgsmål ved, hvorvidt Frankrig fortsat er parat til at opfylde sine forpligtelser overfor NATO. NATO’s beslutning ved det netop afholdte topmøde om forsvar af de baltiske lande og Polen har naturligvis gjort disse lande mere rolige, men de er fortsat ikke helt trygge ved Macron, som ved topmødet også gav udtryk for, at han ikke ser Rusland som NATO’s fjende.

ALT TYDER PÅ, at uoverensstemmelserne mellem den franske præsident Macron og Øst- og Centraleuropa vil fortsætte og grave yderligere grøfter mellem de øst- og centraleuropæiske lande på den ene side og de vesteuropæiske lande på den anden. Mange af de øst- og centraleuropæiske lande er – på grund af landenes historie og forhenværende tilhørsforhold til den sovjetiske magtblok – generelt meget følsomme over for stærke ledere, som vil bestemme på deres landes vegne. De kan ikke andet end at reagere afvisende over for Macrons irettesættelser og bestræbelser om at indtage en lederrolle i Europa.

Det ved Macron naturligvis godt, så hans seneste opførsel kunne tyde på, at han ikke længere regner med Øst- og Centraleuropa i sin vision for fremtidens EU. Dét uanset hans seneste støtte til bulgarske Kristalina Georgieva og rumænske Laura Codruta Kövesi til topposter i henholdsvis Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Anklagemyndighed. Det kan formodentlig dels betragtes som en slags symbolsk handling, dels en markering over for Tyskland, som har støttet andre kandidater til posterne.

Det afgørende for Macrons ambitioner vil formentlig være, hvor mange af de vesteuropæiske lande der vil acceptere Macrons selvbestaltede lederrolle, og hvordan Macrons vision af den kommende geopolitiske udvikling i Europa kommer til at se ud. Macrons visioner om fransk lederskab af EU hersker der imidlertid ingen tvivl om. ■

 

Det afgørende for Macrons ambitioner vil formentlig være, hvor mange af de vesteuropæiske lande der vil acceptere Macrons selvbestaltede lederrolle, og hvordan Macrons vision af den kommende geopolitiske udvikling i Europa kommer til at se ud
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden