05.07.2019

Manglen på en fælleseuropæisk udenrigspolitik hindrer et afklaret forhold til Vestbalkan-landenes mulige EU-medlemskab. Konsekvensen kan blive en stigende nationalisme samt ny ustabilitet i det sprængfarlige hjørne af Europa.

International kommentar af Ota Tiefenböck

SKAL LANDENE på Vestbalkan – dvs. Makedonien, Albanien, Kosovo, Montenegro, Serbien og Bosnien-Herzegovina – optages i EU? På den ene side er svaret: naturligvis. Landene er geografisk en del af Europa og derfor også en naturlig del af den europæiske familie. Deres optagelse i EU vil sikre fred ikke blot i regionen, men i hele Europa. Parkerer vi Balkanlandene på et sidespor, risikerer vi en opblusning af antagonistisk nationalisme og konflikter landene i mellem, som kan sprede sig til resten af kontinentet. Derudover risikerer vi en radikalisering af den muslimske befolkning i nogle af de berørte lande, hvor der allerede nu er tegn på radikalisme – og ikke mindst risikerer vi at give andre aktører, eksempelvis Rusland, Tyrkiet eller Kina, mulighed for at rykke ind i regionen for alvor. Både politisk og økonomisk, hvilket de allerede gør forsøg på. Altså: Vi skal optage Balkan-landene i EU hurtigst muligt, og så må vi håndtere problemerne forbundet med optagelsen derefter.

På den anden side befinder EU sig i en periode, hvor der er problemer nok i forvejen, og hvor vi er nødt til at fokusere på EU’s egne – eksisterende – problemer. Der er heller ikke opbakning til nye udvidelser i EU’s befolkninger. EU har brug for en stabiliserende periode, institutionen og dens medlemslande skal genfinde sig selv i samarbejdet efter problemerne med migration og den stigende populisme i Europa. Landene på Vestbalkan har fortsat store problemer med korruption, organiseret kriminalitet og menneskerettigheder og de er fortsat præget af manglende respekt for de demokratiske værdier. Optagelsen af disse lande vil kun skabe nye problemer, og vi bør holde os fra det.

Der er således både argumenter for og imod en mulig integration af Vestbalkan-landene i EU. Mens de øst- og centraleuropæiske lande mener, at landene skal optages i EU hurtigst muligt, da det er den eneste måde at sikre stabiliteten i Europa, er de vesteuropæiske lande, herunder især Holland og Frankrig, mere tilbageholdende eller ligefrem skeptiske. De mener, at landene på Vestbalkan langt fra er parat til at blive en del af det europæiske fællesskab. Landene skal først opfylde de såkaldte Københavnskriterier, før de kan gøre sig fortjent til medlemskabet af det fine selskab.

 

EU’s uklare politiske linje betyder desuden, at medlemskab af EU i stigende grad bliver mindre attraktivt for borgerne på Vestbalkan, som med tiden vil begynde at interessere sig for andre muligheder
_______

 

OM MAN HÆLDER til den ene eller den anden side er ikke så vigtigt i denne sammenhæng. Det største problem synes at være EU-landenes splittelse i sig selv. Altså de forskelligartede udmeldinger, der kommer fra de enkelte EU-lande, og den manglende fælleseuropæiske linje over for Vestbalkan. Den bidrager til både at svække EU indefra, mindske unionens internationale anerkendelse og indirekte også at åbne op for andre udenlandske aktører på Balkan. EU’s uklare politiske linje betyder desuden, at medlemskab af EU i stigende grad bliver mindre attraktivt for borgerne på Vestbalkan, som med tiden vil begynde at interessere sig for andre muligheder. Det kan eksempelvis udfolde sig i et større og større samarbejde med Rusland for især Serbiens vedkommende, en klarere orientering mod Tyrkiet for nogle af de muslimske landes vedkommende eller ved at opjustere de nationalistiske tendenser, eksempelvis i Albanien og Kosovo.

EU besluttede 18. juni på et udenrigsministermøde i Luxembourg ikke at åbne optagelsesforhandlingerne med Nordmakedonien og Albanien. Beslutningen blev en stor skuffelse i både Skopje og Tirana, hvor man efter Europa-Kommissionens anbefaling sidste år regnede med at påbegynde optagelsesforhandlinger med EU i juni. EU vil 29. oktober se på sagen igen, men det er yderst tvivlsomt, om vurderingen bliver anderledes om tre måneder – det er svært at se, hvad der skulle ændre udfaldet, da Frankrig og Holland blokerer for aftalen.

Situationen ser ikke meget bedre ud i Serbien og Montenegro, som begge er i gang med deres optagelsesforhandlinger, men som – især for Serbiens vedkommende – er på standby på grund af landets manglende resultater i forhandlinger med Kosovo om landets status. Forhandlingerne er gået helt i stå, og det er derfor mere eller mindre umuligt, at landene bliver medlem af EU i 2025, sådan som det var oprindeligt planlagt af Europa-Kommissionen.

EU’S UKLARE POLITIK skaber seriøse irritationer og skuffelser hos landene på Vestbalkan. De efterlades nemlig i en slags limbo, som tvinger landene til at se sig om efter andre muligheder.

I Kosovo og Albanien har det blandt andet resulteret i et samarbejde mellem de to lande om varernes frie bevægelighed, altså dannelsen af en toldunion mellem Kosovo og Albanien. De to lande har desuden besluttet at udarbejde en strategisk plan, som i 2015 skal resultere i en slags Albansk Union, altså en reel sammensmeltning af de to lande. Det sker til trods for, at hverken EU eller USA støtter tanken om Storalbanien.

Aftalen mellem Albanien og Kosovo fungerer desuden som en rød klud for Serbien, som fortsat betragter Kosovo som en del af Serbien. En juridisk bindende aftale mellem Kosovo og Serbien er tillige en af betingelserne for begge landes mulige medlemskab af EU. Disse forhandlinger er dog reelt brudt sammen, efter Kosovo i november sidste år indførte 100 procent told på varer importeret fra Serbien og Bosnien-Herzegovina. Det skete som straf for de to landes blokering af Kosovos muligheder for at blive medlem af Interpol. En beslutning, som af EU bliver karakteriseret som en klar overskridelse af CEFTA-aftalen (Central European Free Trade Agreement), men som Kosovo alligevel højt og tydeligt har valgt at blæse på.

Den anspændte situation mellem Kosovo og Serbien kommer desuden til udtryk i et stigende antal uoverensstemmelser mellem Kosovo-serbere og Kosovo-albanere. Det kom senest til udtryk i slutningen af maj, hvor politiet i Kosovo havde anholdt 13 serbere i det nordlige Kosovo, officielt for indblanding i en mordsag på den serbiske politiker Oliver Ivanovic i byen Kosovska Mitrovica sidste år. En forklaring, som ikke blev godtaget af Serbien, hvorfor landets præsident, Aleksandar Vucic, kvitterede med at beordre landets militær i kampberedskab.

 

Det er til dato fortsat ikke lykkedes EU som samlet institution at anerkende Kosovo som et uafhængigt land. Fem EU-lande […] er fortsat imod Kosovos selvstændighed
_______

 

Irritationerne over for EU bliver i Kosovo ikke mindre af, at Kosovo fortsat er det eneste land på Vestbalkan, som ikke har en visumfri ordning med EU – og at der fortsat ikke er politisk vilje til at indfri Kosovos ønske om netop visumfrihed. Holland har tværtimod indstillet, at EU trækker en visumfri ordning med Albanien tilbage, da mange albanere ikke respekterer aftalens betingelser og lever illegalt i Vesteuropa.

Irritationerne i Kosovo, Albanien og Serbien deles i Nordmakedonien, som efter en navneaftale med Grækenland fik stillet både NATO- og EU-medlemskab i udsigt. En åbning af optagelsesforhandlingerne med EU ville have været en velfortjent skulderklap for den nordmakedonske premierminister Zoran Zaev, og det ville have styrket hans regering blandt den nordmakedonske befolkning. Zaevs regering, baseret på koalition med de albanske partier, står i en forholdsvis sårbar politisk situation og har brug for al den støtte, den kan få. Skulle oppositionen komme til magten i Nordmakedonien, er det nemlig tvivlsomt, hvorvidt en ny regering vil fortsætte i samme EU-positive spor. De stigende tilnærmelser mellem Kosovo og Albanien – og tankerne om et nyt Storalbanien – efterlader desuden et ubesvaret spørgsmål om, hvordan Makedoniens albanske mindretal vil reagere på dette.

Det sidste land på Vestbalkan, Bosnien-Herzegovina, er et kapitel for sig og foreløbigt det land, der er mest bagud i sine europæiske ambitioner. Det er umiddelbart tvivlsomt, hvorvidt landets tunge bureaukrati og de mange politikere overhovedet ønsker at ændre noget ved landets status. Daytonaftalen fra 1995 giver hver af de tre vigtigste af landets etniciteter – bosniakker, kroater og serbere – garanti for at blive repræsenteret i landets ledelse. Denne ordning giver ikke blot et tungt politisk system, det giver også et uforholdsmæssigt stort antal politikere, som formentlig ikke helt er motiveret til at give afkald på deres sikre liv og gode lønninger. Det kan derfor tænkes, at det er langt mere attraktivt for dem at holde de etniske spændinger i kog. Også her ville det med sikkerhed hjælpe med mere klare signaler og en mere konsekvent politisk linje fra EU’s side.

DEN MANGLENDE konsensus vedrørende Balkan er ikke noget nyt og har præget EU’s udenrigspolitik over for Vestbalkan i mange år. Det er til dato fortsat ikke lykkedes EU som samlet institution at anerkende Kosovo som et uafhængigt land. Fem EU-lande – Spanien, Grækenland, Cypern, Slovakiet og Rumænien – er fortsat imod Kosovos selvstændighed. Det siger sig selv, at det med sådan et udgangspunkt kan være svært at opnå enighed om en fælleseuropæisk politisk linje. Og det bliver ikke ligefrem nemmere med den nyvalgte EU-udenrigsminister: spanieren Josep Borrell Fontelles, som skal overtage posten efter italienske Federica Mogherini. Han kommer altså selv fra et land, der ikke anerkender Kosovo som et selvstændigt land.

EU’s uenigheder er til stor glæde for Rusland, Saudi-Arabien, Kina og Tyrkiet, som alle synes at være mere og mere aktive i regionen, både politisk og økonomisk. For Rusland og Kina gælder det især i Serbien; for Saudi-Arabien i Bosnien-Herzegovina; og for Tyrkiet i Bosnien-Herzegovina samt den sydserbiske provins Novi Pazar. Det er ved at være sidste udkald for EU. Balkan fortjener en entydig politisk plan og klar besked, ikke uklare beskeder, som skifter, som vinden blæser. Sker det ikke, risikerer Europa at miste Balkan og ovenikøbet sætte sin egen sikkerhed over styr. ■

 

EU’s uenigheder er til stor glæde for Rusland, Saudi-Arabien, Kina og Tyrkiet, som alle synes at være mere og mere aktive i regionen, både politisk og økonomisk
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne