30.05.2019

Den grundlæggende magtdynamik i det britiske parlament er fuldstændigt uændret trods Theresa Mays afgang. Underhuset er fortsat handlingslammet af uenighed, og Mays efterfølger som premierminister vil stå med samme problemer.

Analyse af Ole Helmersen

Så gik den ikke længere for Theresa May. Efter i knap tre år at have forsøgt at få opbakning til en Brexit-aftale og plan for, hvordan Storbritannien kan forlade EU, træder hun tilbage den 7. juni. Kombinationen af en grundlæggende umulig opgave og talrige stærkt ideologisk drevne og kompromisløse politiske kolleger førte til, at hendes projekt endte i fiasko. Nu har Theresa May fulgt i David Camerons fodspor som den anden premierminister på tre år, der har lidt direkte skibbrud på det Brexit, som den britiske EU-skepsis til sidst endte med. Den næste konservative leder og nye premierminister, som ventes at være valgt i løbet af juli, kan meget vel ende med samme skæbne.

Den opgave, som Theresa May fik overdraget i 2016, var – og er – grundlæggende umulig at løse. Den situation, som et så splittet Konservativt parti skabte for Storbritannien med en dårligt forberedt folkeafstemning, ville heller ingen anden leder formentlig have været i stand til at løse. Udskiftningen af regeringslederen signalerer naturligvis en mulighed for at forsøge med en ny tilgang, men det vil hurtigt stå klart, at de problemer, der førte til Mays afgang, også ligger og venter på hendes efterfølger. De vil – om muligt – i endnu højere grad dominere de kommende måneder i britisk politik. Mays afgang og valget af en ny leder ændrer næppe på det faktum, at der ikke enighed i det britiske parlament om andet end at være uenige – bortset fra en enighed fra et flertal om at udelukke at forlade EU uden en aftale. Parlamentets flertal har stemt for, at man ikke vil acceptere et no-deal-scenarie, men man er dybt uenige om, hvordan man så vil forlade Den Europæiske Union.

Udover at Brexit i sig selv udgør den største politiske krise i Storbritanniens nyere historie, fortrænger vanskelighederne med at finde en løsning på dette problem reelt alle andre emner fra den politiske dagsorden. Det betyder, at den kommende premierminister bliver valgt på et politisk program, der bliver ’en gratis omgang’, når det drejer sig om dennes holdninger til en række andre særdeles påtrængende problemer i det britiske samfund, såsom stigende økonomisk ulighed og fattigdom, en fortsættelse af Europas mest skæve økonomiske udvikling mellem forskellige dele af landet, lav produktivitet og en generel mangel på reformer.

 

Det er værd at erindre, at folkeafstemningen i 2016 udelukkende blev foretaget på grund af en dyb splittelse i det Konservative parti
_______

 

Det er værd at erindre, at folkeafstemningen i 2016 udelukkende blev foretaget på grund af en dyb splittelse i det Konservative parti. Det var en splittelse, der blev forstærket kraftigt af Nigel Farages UKIP med det resultat, at David Cameron til sidst besluttede at forsøge at lægge låg på situationen ved at udskrive en folkeafstemning, som var parlamentarisk og forfatningsmæssig unødvendig. Og man må konstatere, at samme splittelse er blevet dramatisk forværret, i takt med at Brexit, som før 2016 var en drøm hos nogle, nu er blevet forvandlet til noget, der skal leveres i virkelighedens verden.

Splittelsen er bl.a. kommet til udtryk ved, at magtfulde kredse i det Konservative parti længe har presset på for at få Theresa May til at gå af, herunder gennem fremtvingelsen af et formandsvalg i december 2018, som hun overlevede. Nu er det så lykkedes for disse ’Brexitører’ at presse hende ud. Men hendes afgang vil ikke løse partiets problemer med Brexit. Om noget vil det tværtimod forstærke splittelsen og fortsætte med at rive partiet i stykker.

Aftale eller no deal?
Da EU27 i april godkendte Storbritanniens seneste ansøgning om en udsættelse af Brexit, advarede Det Europæiske Råds formand, Donald Tusk, briterne mod at spilde tiden. Det har de imidlertid gjort, og det vil den næste Konservative premierminister også blive tvunget til. For månederne frem til den nye formelle Brexitdato, den 31. oktober, byder på formandsvalg hos de Konservative, dannelsen af en ny regering, parlamentets sommerferie, partikongresser i de store partier og den nye regerings formulering af en strategi for den videre Brexitproces. Først derefter vil en ny Konservativ premierminister for alvor kunne gå i gang med at forsøge enten at redde stumperne af Mays aftale eller formulere en ny forhandlingsstrategi. Det første konkrete skridt, den nye leder bliver nødt til at tage, er formentlig en ansøgning til EU27 om endnu en forlængelse af Brexitdatoen.

Selv om visse, formentlig fortsat, ukontroversielle elementer i Theresa Mays skilsmisseaftale, såsom de gensidige borgerrettigheder og den aftalte skilsmisseregning, sandsynligvis vil kunne overleve, ser Mays aftale ud til at være mere død end Monty Pythons berømte papegøje. En ny leder vil næppe kunne basere sin strategi på den.

Årsagen er, at den eneste ændring af aftalen, der reelt vil kunne bryde dødvandet – både ift. EU27 og i det britiske parlament – vil være tilslutning til EU’s toldunion – eller noget der ligner så meget, at man ikke kan se forskel. Konservative parlamentsmedlemmer har allerede gjort klart endnu engang, at de vil modsætte sig dette, fordi medlemskab af toldunionen vil forhindre Storbritannien i at føre sin egen selvstændige, globale handelspolitik. Og hvis en genforhandlet aftale ikke omfatter et løfte om en folkeafstemning om netop aftalen, vil Labour, Liberal-Demokraterne, Det Skotske Nationalparti m.fl. stemme imod. På den måde er det parlamentariske dødvande intakt.

Ved en umiddelbar betragtning ser det dermed ud til, at klippeskræntscenariet (no deal) er rykket nærmere. Efter Mays afgang har EU27 gentaget, at man ikke vil genåbne den indgåede skilsmisseaftale. Til gengæld er man fortsat villig til at drøfte ændringer af den politiske erklæring, som ledsager aftalen, og som parterne i fællesskab har skrevet under på som forhandlingsrummet for de fremtidige relationer mellem Storbritannien og EU, efter Brexit er effektueret.

 

Så den nye premierminister vil hverken kunne få den eksisterende aftale gennem parlamentet, forhandle en ny aftale med EU27 eller være i stand til at føre Storbritannien ud uden en aftale
_______

 

Så hvad kan den nye leder reelt gøre? Boris Johnson, som allerede har meldt sig som kandidat, har frejdigt meldt ud, at han, hvis han bliver ny premierminister, garanterer, at landet er ude af EU senest 31. oktober 2019 – med eller uden en aftale. Hvis han følger aftalesporet, vil det være umuligt at opfylde tidsfristen. Hvis han vælger at sætte retningen mod klippeskrænten, bliver hans dage som premierminister formentlig få. Fremtrædende medlemmer af hans parti har allerede meldt klart ud, at hvis han som ny premierminister forfølger det spor, vil de stemme regeringen ned og dermed udløse et parlamentsvalg.

Så den nye premierminister vil hverken kunne få den eksisterende aftale gennem parlamentet, forhandle en ny aftale med EU27 eller være i stand til at føre Storbritannien ud uden en aftale. Det Konservative parti er således fanget i en situation, det selv har skabt. Nu må andre i partiet end May tage ansvar for at have bragt landet ud i et håbløst politisk kaos. De kan ikke længere bruge May som syndebuk.

Boris Johnson og Nigel Farage er tilbage
To af hovedarkitekterne bag folkeafstemningens resultat, Boris Johnson og Nigel Farage, er tilbage i centrum af britisk politik. Boris Johnson, som var udenrigsminister i Theresa Mays regering i to år, før han trak sig pga. en angivelig uenighed med hende om strategien, har igen annonceret sit kandidatur til det kommende formandsvalg. Han har gennem nogen tid været den foretrukne kandidat blandt partiets ca. 125.000 menige medlemmer, som ifølge partiets valgregler i sidste ende afgør, hvem blandt de to kandidater, der sendes til urafstemning, de foretrækker som ny formand.

Men før de to kandidater når til urafstemning, skal parlamentsgruppen afholde et antal afstemningsrunder blandt de opstillede, og det er langt fra sikkert, at Boris Johnson overlever den proces. Et stort antal Konservative parlamentsmedlemmer holder helst Boris Johnson ud i en lang strakt arm på grund af hans flamboyante persona, men også hans ry for illoyalitet og hans mangel på konkrete politiske resultater i de embeder, han har besiddet.

Tilsvarende har Nigel Farage igen indtaget hovedscenen i britisk politik, idet han med sit blot to måneder gamle Brexit Party vandt det britiske EP-valg meget overbevisende. Valget sendte Labour ned på tredjepladsen og de Konservative på femtepladsen med blot 10 pct. af stemmerne. Der er tale om et knusende nederlag til partiet, og det vil spille en vigtig rolle i det kommende formandsvalg. Nigel Farage har nu to gange fra en position uden for parlamentet været i stand til at få massiv indflydelse på de store politiske spørgsmål. Spørgsmålet er selvfølgelig, om hans nye parti vil kunne bryde gennem den mur, som det britiske valgsystem udgør for nye partier, ved et kommende parlamentsvalg.

 

Enhver britisk afsked med EU, der indebærer, at briterne træder ud af EU’s toldunion, vil genåbne problematikken om den irske grænse
_______

 

Det irske spørgsmål
Endnu et problem, der ligger og venter på den næste Konservative leder, er det irske spørgsmål. Enhver britisk afsked med EU, der indebærer, at briterne træder ud af EU’s toldunion, vil genåbne problematikken om den irske grænse. Der har ikke været talt eller skrevet meget om den irske bagstopper de seneste par måneder, men den er der stadig. Det er betegnelsen for den mekanisme i skilsmisseaftalen, der skal sikre integriteten af EU’s toldmur, hvis det ikke er lykkedes for parterne at indgå en frihandelsaftale inden udløbet af skilsmisseaftalens overgangsperiode.

Der er næppe nogen vej uden om enten at acceptere fortsat medlemskab af toldunionen eller at få en såkaldt hård grænse mellem Irland og Nordirland – og dermed bryde med den fredsaftale, som Storbritannien indgik med Irland i 1998. Hvis en kommende leder skulle forsøge at forfølge klippeskræntscenariet og et no deal, vil den pågældende således signalere en vilje til at bryde fredsaftalen og sætte den britiske stats sammenhængskraft under pres.

Næppe mange forventer, at et brud på fredsaftalen vil føre til samme niveau af vold i Nordirland, som man så under The Troubles fra 1968-1998, men ”New IRA’s” mord på journalisten Lyra McKee i Nordirland for nylig viser, at voldsparatheden stadig findes. Det, man kalder ’det irske spørgsmål’, har spillet en fremtrædende rolle, siden kampen om irsk selvstændighed for alvor satte sig igennem under Første Verdenskrig og nu altså igen ifm. Brexit.

Det vil formentlig snart vise sig, at der kun er én løsning på det store Brexitproblem, som de britiske politikere har skabt; i hvert fald hvis de skal gøre det bedste for nationen. Den løsning er at droppe Brexit og blive i EU. Det vil naturligvis blive mødt med voldsom modstand fra ca. halvdelen af befolkningen, og det vil kræve stort mod af parlamentet og måske et nyvalg. I valget mellem folkelig suverænitet – altså folkeafstemningen – og den i britisk forfatningstradition meget vigtige parlamentariske suverænitet kan de britiske politikere – af deres egen hidtidige uformåen – blive tvunget til at vælge sidstnævnte.

For alle andre mulige løsninger er dårligere for nationen. De økonomiske skadevirkninger vil blive maksimeret ved udtræden af indre marked og toldunionen, drømmen om at kunne genskabe Storbritannien som en glorværdig, global handelsstormagt er bygget på fortiden, og et hårdt Brexit vil udfordre den britiske stats sammenhængskraft, både hvad angår Nordirland men også Skotland, hvor en ny folkeafstemning om uafhængighed kan fremprovokeres. Det kan tage lang tid, før disse grundlæggende sandheder accepteres. ■

 

Det vil formentlig snart vise sig, at der kun er én løsning på det store Brexitproblem, som de britiske politikere har skabt; i hvert fald hvis de skal gøre det bedste for nationen
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland