02.10.2019

.

Modstanderne af markant stigende priser vil gerne skærme de økonomisk svagest stillede rygere fra stigende priser, men er formålet ikke netop at få nogen af dem, som ikke af egen drift kan stoppe, til at holde op med at ryge? Hvis priserne ikke stiger markant, kunne man hævde, at vi i Danmark fortsætter statssponsoreringen af rygning.

Kommentar af Per Hansen

DEN POLITISKE DEBAT om tobakspriser er noget tåget, og man kunne let forfalde til den antagelse, at nogen vil lægge et røgslør ud over, hvad debatten reelt handler om. Særligt to forhold er helt centrale: Sundhed vs. fordelingspolitik.

De borgerlige har historisk set været imod stigende priser på grund af en generel modstand mod stigende skatter og fordi man mener, at højere priser øger risikoen for grænsehandel og indsmugling af ulovlige cigaretter, sådan at sundheden kommer endnu mere på prøve, end den er i forvejen.

DF og Socialdemokratiet har ikke ønsket at belaste deres kernevælgere med stigende priser. Politikere fra det nuværende regeringsparti gik under valgkampen endog så vidt som til at fremme tanken om, at man kunne lade nogen (af sine kernevælgere må det forstås) købe tobak på abonnement for at værne dem mod stigende priser og afgifter. Et noget fantasifuldt forslag, må man sige. Den resterende venstrefløj har ikke været helt så afvisende over for stigende priser. De Radikale har foreslået, at prisen skulle lidt mere end fordobles fra de nuværende 40 kroner per pakke for 20 cigaretter. Nu har regeringen så fremlagt sit forslag: Tobakspriserne skal stige med fem kr. i 2020 og med yderligere fem kr. i 2021. Det kommer desværre ikke til at have nogen særlig effekt på forbruget.

 

Nu har regeringen så fremlagt sit forslag: Tobakspriserne skal stige med fem kr. i 2020 og med yderligere fem kr. i 2021. Det kommer desværre ikke til at have nogen særlig effekt på forbruget
_______

 

DANMARK er et rigt land. Uanset om man måler det via bruttonationalindkomsten per indbygger eller igennem andre størrelser, er det et faktum. Og skulle man prisfastsætte tobak efter købekraft, burde tobakspriserne være langt højere. Rent faktisk har Danmark nogle af de laveste tobakspriser i verden set i forhold til indkomst.

Man kommer frem til samme resultat, hvis man betragter prisen på ca. 40 kr. for 20 cigaretter i forhold til det generelle danske skattetryk. Et højt skattetryk tilsiger også, at Danmark burde beskatte tobak langt hårdere og dermed have markant højere tobakspriser.

Ift. statslig adfærdsregulering går Danmark naturligt foran og viser vejen. Men når det drejer sig om tobak, er det vendt på hovedet. Vi indtager i den henseende en dumpeplads på de internationale ranglister. Danmark er, for danskerne og turisterne, et mekka for lave tobakspriser.

Tobaksafgifter indbragte i 2018 7 mia. årlige skattekroner til Danmark. Det lyder umiddelbart som et stort tal, men det er reelt under 1 pct. af de samlede indtægter, og set i forhold til mange andre indtægtskilder er der i praksis tale om et meget lille tal.

Mens politikerne er enige om, at priserne skal stige, er de uenige om, hvor meget og hvor hurtigt. Alle synes, at sundheden er vigtig. Nogle mener, fordelingshensyn blokerer for markante og hurtige stigninger, men den sidste årsag er den vigtigste: Hvor meget vil forbruget give sig, når priserne stiger?

 

Udgiften for 20 cigaretter svarer nogenlunde til prisen for en ”to-go-kaffe”. En prisændring på 10 kr. over to år, som regeringen nu foreslår, vil med meget stor sandsynlighed ikke have nogen effekt på forbruget
_______

 

SKATTEMINISTERIET anvender en priselasticitet på -0,4. Priselasticitet er et udtryk for hvor meget efterspørgslen ændrer sig op eller ned når, når prisen ændres. En 10 pct. stigning vil fx, ifølge deres forudsætninger, reducere forbrug og efterspørgsel med 4 pct. Det er i høj grad en forudsætning, der kan debatteres, og en der ikke er noget eksakt svar på. Jeg tror, at tallet kan være nogenlunde rigtigt ved meget store ændringer. Ved mindre ændringer og ud fra det nuværende niveau, er det snarere realistisk at tro, at elasticiteten er tæt på 0. Efterspørgslen vil ikke ændres ved mindre prisstigninger set i forhold til det aktuelle niveau. Mindre prisstigninger er fx 5-10 kr. per pakke.

Uanset om man lytter til Kræftens Bekæmpelse, internationale studier, erfaringer fra Storbritannien, Norge og Australien, hvor man har hævet priserne meget, tilbagemeldinger fra rygere og ikke mindst de unge, kan man ikke komme til anden konklusion, end at efterspørgselseffekten af en mindre prisstigning sandsynligvis er lille, tæt på 0.

Udgiften for 20 cigaretter svarer nogenlunde til prisen for en ”to-go-kaffe”. En prisændring på 10 kr. over to år, som regeringen nu foreslår, vil med meget stor sandsynlighed ikke have nogen effekt på forbruget. Mikroplast i havene og cigaretskodder alle vegne vil forblive uforandrede størrelser.

En prisstigning på 10 kr. vil i overvejende udgøre en finanspolitisk stramning, som vil indbringe 1,4 mia. ekstra til statskassen, uden at det vil reducere forbruget. Var det intentionen, eller var formålet ikke, at selve forbruget skulle ned?

Modstanderne af markant stigende priser vil gerne skærme de økonomisk svagest stillede rygere fra stigende priser, men er formålet ikke netop at få nogen af dem, som ikke af egen drift kan stoppe, til at holde op med at ryge? Det bedste rygestopkursus kan meget vel være markante prisstigninger. Hvis priserne ikke stiger, kunne man hævde, at vi i Danmark fortsætter statssponsoreringen af rygning. Hvem har lyst til at lægge navn til den overskrift? ■

 

Hvis priserne ikke stiger, kunne man hævde, at vi i Danmark fortsætter statssponsoreringen af rygning. Hvem har lyst til at lægge navn til den overskrift?
_______

 

Per Hansen er investeringsøkonom og de sidste fem år den mest citerede indenfor investeringsøkonomi i Danmark. Han er ansat hos Nordnet. ILLUSTRATION: Finansminister Nicolai Wammen præsenterer regeringens finanslovsforslag, d. 2. oktober, 2019 [foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix]