17.04.2019

Denne analyse er en smule kringlet, derfor vil jeg starte med konklusionen: Vi lever i en tid, hvor vi prøver at forklare verdens elendighed gennem enten stigende ulighed eller flygtningestrømme. Sat helt på spidsen. Gid det var så simpelt. For omfanget af de forandringer, vi står i, forstås bedst ved at støve de postmoderne klassikere af. Så er det sagt.

Af Noa Redington

Der eksisterer ingen samlet tendens i europæisk politik
Verden er af lave. Altså den verden, vi kender. Vi står uden tvivl midt i et enormt politisk, socialt, kulturelt, teknologisk og økonomisk opbrud.  Det opbrud registreres lettest i den politiske sfære, toppen af isbjerget.

Kig bare til Sverige, hvor man efter valget i september sidste år brugte månedsvis på at danne en regering, der dårligt ved, hvad den skal, andet end at regere – uden om Sverigedemokraterne. Se til Tyskland, hvor de store gamle magtpartier CDU og SPD vånder sig i en stor koalition, ingen bryder sig om. Ved valget i 2017 stormede højrenationalisterne i Alternative für Deutschland (AfD) ind i Bundestag som det tredjestørste parti. AfD holder vælgerskansen, men pludselig er det gamle hippieparti Die Grüne blevet ’the talk of town’. På et års tid er partiets vælgertilslutning fordoblet. Tilsyneladende blæser vinden stærkest i de grønne partiers sejl. Eller hvad? For i Spanien svinger det stærkt højreorienterede Vox taktstokken, mens de ellers så feterede venstrepopulister i Podemos har tabt pusten. I Frankrig skaber De gule veste kaos. I Italien er det højrenationale Lega ved at udmanøvrere Femstjernebevægelsens professionelle amatører. I Polen og Ungarn sidder ultranationalister på magten. I Holland stormer det euro-skeptiske Forum voor Democratie frem i målingerne. Nej, der går vist ikke et grønt spøgelse gennem Europa.

Spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening at tale om en samlet tendens. Det ses tydeligst i Nordamerika: Den kosmopolitiske kæledægge Justin Trudeau i Canada, højre-populisten Trump i USA, og syd for grænsen finder man venstrepopulisten Obrador. Her kan man få det hele i XL.
 

Jovist, verden er af lave. Det har faktisk stået på i flere år […] Til stadighed er vi blevet overrasket.
_______

 
Jovist, verden er af lave. Det har faktisk stået på i flere år. Hele vejen igennem har vi i den politiske klasse forsøgt at forstå, hvad der sker. Til stadighed er vi blevet overrasket. Der er blevet advaret mod populismen i alle dens afskygninger. Valg efter valg er blevet fulgt, som var det belejringen af Wien 1683, hvor hele Europa holdt vejret i bekymring over det osmanniske riges fremmarch. Når man følger mediestrømmen, kan man meget vel få fornemmelsen af, at hele den vestlige civilisation er kastet op i luften.

Selv har jeg en skepsis over for grove generaliseringer. Ofte bliver helt banale kendsgerninger overset. Eksempelvis betyder valgsystemer mere, end vi får indtryk af – særligt fra de engelsksprogede mediers dækning. Præsidentielle systemer skaber vækstbetingelser for transformative ledere som Donald Trump og Emmanuel Macron, og som sådan er personer og tilfældigheder stærke vektorer, når historiens møllehjul kværner. Tyske SPD’s målinger skød i vejret, da man i begyndelsen af 2017 kårede Martin Schultz som kanslerkandidat. Ved nærmere eftersyn var han bare ikke god nok. Betød Hillary Clintons person også noget for valget af Trump? Utvivlsomt. Historikken og den politiske cyklus spiller tit ind på virkeligheden med en tyngde, der ikke lader sig presse ned i skabeloner.

Så der er al mulig grund til at være varsom med de store analyser af, hvad der sker i verden. Omvendt skal man også være usædvanligt stædig for ikke at hævde, at der virkelig sker noget! At de tektoniske plader er i bevægelse i det, vi kalder den vestlige verden. Alt virker, som om det kan lade sig gøre, partier opstår og forsvinder som årstidernes skiften, og vores politiske attention span klippes kortere og kortere.

Selvfølgelig har vi prøvet noget, der minder om uorden før – de ustabile 1970’ere, de nye sociale bevægelser i 1980’erne samt efterskælvene fra Murens fald. Men hastigheden og voldsomheden af de politiske forandringer er efter bedste fatteevne på et kvalitativt anderledes niveau.

De to forklaringsmodeller: uligheden og indvandringen
Groft sagt er der to forståelsesrammer, der i dag trækkes ned over stort set hver eneste analyse.

I det ene ringhjørne ses verden gennem ulighedens optik. Man kan bruge mange tætskrevne sider på at opliste alle de undersøgelser, der er blevet sprøjtet ud de seneste år, og som viser en øget afstand mellem top og bund i den vestlige verden. Samtidig er der kommet et mere kritisk og ikke mindst et mere nuanceret syn på den finansielle sektors stigende dominans i økonomien. Den lave rente og stigende gæld har skabt nogle strukturelle forskydninger i kapitalismens indre klokkeværk, til ugunst for stort set alle bortset fra en mikroskopisk klike af ultrarige. Helt oplagt er naturligvis at nævne franske Thomas Piketty og hans Kapitalen i det 21. århundrede. Men hans grundanalyse er ingenlunde isoleret til venstrefløjen: Den Internationale Valutafond er optaget af ulighed. OECD. Financial Times’ økonomiske chefkommentator, Martin Wolf. Ja, selv World Economic Forum nævner ulighed som en af de afgørende drivere for politisk omvæltning. Det er de fleste enige om. Derudover ser man også en skarp venstrefløjskritik af de seneste 20 års reformer af social- og arbejdsmarkedspolitik – den såkaldte neoliberalisme. Kernen er, at markedsøkonomiens tyngdepunkt har forskubbet sig, og det har sat selve den sociale kontrakt under pres.

I det andet ringhjørne er det først og fremmest migrationen og flygtningestrømmene, der bekymrer, og som driver analysen. Mest bastant er selvfølgelig Donald Trumps famøse og efterhånden imaginære mur mod Mexico. Men debatten har ulmet længe i USA. Der er udarbejdet tonsvis af analyser af, hvordan ikke mindst faglærte og ufaglærte hvide mænd føler sig presset i bunden af arbejdsmarkedet pga. billigere arbejdskraft. Dertil kommer åbenlyse gnidninger mellem muslimske immigranter og det, vi kan kalde majoritetskulturen, ikke mindst i vesteuropæiske lande. En lang række forskere og intellektuelle har sat fokus på migrationsproblematikken, fra amerikanske Francis Fukuyama til danske Uffe Østergaard. Igen kommer analysen i forskellige udgaver – fra moderat til meget kategorisk. Den basale pointe er, at immigrationen udfordrer den nationale kontrakt, og at nationen som sådan er selve forudsætningen for vores demokrati og fællesskab.

De to ringhjørner har fællestræk. Eksempelvis spiller EU og den globale elite en uheldig rolle hos begge. Småt er godt. Stort er dårligt.
 

At reducere spørgsmålet til en klassisk højre-venstre-konflikt er derfor ikke tilrådeligt. […] Synspunkterne flyder sammen.
_______

 
At reducere spørgsmålet til en klassisk højre-venstre-konflikt er derfor ikke tilrådeligt. Jovist, det er primært hos venstrefløjen, at vi finder forskellige opdaterede marxistiske forklaringsmodeller. Selvsagt er der flest kulturkonservative og borgerlige, der ser forandringerne gennem en mere sociodemografisk optik. Det er bare mere broget end som så – synspunkterne flyder sammen.

Og derfor har vi også gennem de seneste år set en konvergens mod en ny, bred konsensus. Direktøren i Ørsted, Henrik Poulsen, taler om, at den stigende ulighed er et problem. Socialdemokratiet har fremlagt et udlændingepolitisk udspil, der dybest set betyder, at det skal være umuligt at komme til Danmark fra et muslimsk land. Det er en konsensus, der vokser, ikke bare herhjemme, men i hele den vestlige verden. Efter finanskrisen i 2008 og flygtningekrisen i 2015 er der således ved at opstå en ny midte baseret på dyrt købte erfaringer. I den forstand kan det godt være, at verden er i opløsning, men i det mindste er vi ved at have en fælles forståelse af årsager, virkninger og ikke mindst, hvad der skal gøres.

En langt større forandring?
Men tænk, hvis det er en smule mere kompliceret. Hvis det, vi ser, er ridser i en overflade af langt større samfundsmæssige forandringer. Lad os foretage et lille eksperiment:

Lad os forestille os, at Gini-koefficienten i USA faldt, at der blev indført en skat på multimilliardærer, som minder om 1950’ernes marginalskat på omkring 90 pct. Lad os forestille os, at arbejdsløsheden i Grækenland faldt fra 19 pct. til 10 pct. Lad os forestille os, at minimumstimelønnen i Tyskland steg fra små 9 euro til 15 euro. Lad os forestille os, at bankerne blev splittet op, og deres direktører forment adgang til at hæve løn i optioner. Lad os forestille os, at prekariatet blev organiseret, og fagbevægelsen styrket i den vestlige verden. Lad os forestille os, at dagpengenes kompensationsgrad i Danmark steg, så vi nåede tilbage til niveauet i 1980’erne, der lå på 63 pct. af gennemsnitslønningerne i industrien, mod nutidens 47 pct. Og lad os for en god ordens skyld også forestille os, at Gini-koefficienten i Danmark faldt fra 28,8 i 2015 til 24,4 – niveauet fra 2000. Kort sagt: Lad os forestille os en verden, der massivt adresserede den stigende ulighed og kapitalismens strukturelle problemer. Hvad ville det betyde? Formentlig mindre, end vi tror.

Selvfølgelig vil faldende arbejdsløshed og stigende realløn have en stor betydning for brede befolkningslag. I den forstand er det absolut sympatisk. Men vil vi stadig se politiske systemer, der mere eller mindre imploderer under vægten af umuligheden af at styre så komplekse samfund og stigende forventninger om hurtige løsninger? Vil vi stadig se utilfredshed og modstand? Svaret på begge spørgsmål er et klart ja. Husk, at ungdomsoprøret i 1968 kom på et tidspunkt, hvor væksten og socialdemokratismen havde nået deres zenit.

Lad os også forestille os, at vi fra og med i morgen stopper indvandringen fra muslimske og afrikanske lande til Vesten: Der bliver oprettet et system med flygtninge-/immigrant-lejre i Nordafrika, FN fordeler verdens flygtninge med hård, men retfærdig hånd. Vi får i Europa kun de udlændige nord for Middelhavet, der kan mere end lige at forsørge sig selv og et par slægtninge sydpå. I tilgift skal alle udlændinge deltage i demokratikurser og lære at sige goddag med hånden til mænd og kvinder. Igen: Det vil uden tvivl have betydning, men formentlig mindre, end vi tror.

Fordi befolkningssammensætningen er ændret, i Frankrig, Danmark, Italien. Storbritannien og Sverige.

Men vigtigere: Vil der stadig være politiske partier, der mener, at der er for mange udlændinge, og at muslimer udgør et problem? Vil udlændinge fra ikkevestlige lande slå mest ud i alskens sociale statistikker en rum tid fra skæringsdatoen? Svaret er igen et klart ja til begge dele.
 

Vi vil fortsat se demokratier, der konstant kastes rundt, og hvor voldsomme fluktuationer er det eneste stabile indtryk
_______

 
I eksperimentet har vi fikset både uligheden og immigrationen. I princippet har vi fjernet de to vigtigste rødder til tidens høje bølgegang. Nogle vil få det bedre – andre dårligere. Men jeg er overbevist om, at vi fortsat vil se demokratier, der konstant kastes rundt, og hvor voldsomme fluktuationer er det eneste stabile indtryk. I hele den vestlige verden. Hvorfor?

Postmodernismens tilbagekomst
Tak for tålmodigheden – for nu kommer vi til postmodernismen. To af de største ændringer i vores politiske liv de sidste ti år er, at det offentlige rum er kollapset, og at viden er blevet til forhandling. To forandringer, der ikke er nye, men som er accelereret, intensiveret og indlejret dramatisk de seneste år med fremkomsten af sociale medier og nye kommunikationsteknologier. Ingen har længere det samlede overblik over den offentlige samtale, fordi den i stigende grad holder op med at være en fælles samtale, men bliver til en række monologer. De nationale medier styrtbløder i alle vestlige lande. Flow-tv er i krampetrækninger. Sociale medier skaber nye stjerner og ikke mindst sandheder om alt fra risikoen ved vaccination til antallet af immigranter. De gamle videnshierarkier brydes ned. Fake news er blevet hverdagskost. Man skal på ingen måde undervurdere betydningen af Kellyanne Conways (rådgiver for præsident Trump, red.) ’alternative fakta’, da hun skulle retfærdiggøre løgnen om antallet af fremmødte til Donald Trumps indtrædelse.

Løgn og manipulation er ikke nyt i demokratisk politik. Men den ublu, skødesløse og fuldstændig transparente løgn iklædt faktummets klæder indvarsler et skifte. Ekkokamre, likes, influencers, alternative fakta, reality-tv-stjerner og komikere i politik, følgere på sociale medier, selfies og vælgerapati er de begreber, der er med til at forme nutidens politiske virkelighed. Ikke bare i et enkelt land, men hele verden rundt.
 

Den ændrede medievirkelighed og dens sociale konsekvenser er formentlig den helt store fællesnævner i den vestlige verden. På mange måder er vi således endt i den virkelighed, de skarpeste postmoderne tænkere kiggede ind i 1970’erne og 1980’erne.
_______

 
Den ændrede medievirkelighed og dens sociale konsekvenser er formentlig den helt store fællesnævner i den vestlige verden. På mange måder er vi således endt i den virkelighed, de skarpeste postmoderne tænkere kiggede ind i 1970’erne og 1980’erne. Jean-François Lyotards analyse af den postmoderne videns tilstand og hans påvisning af de store fortællingers død. Hvordan videnskabelig viden på den ene side er fundamentet for vores samfund, men på den anden side hele tiden er udfordret på sin sandhed. Zygmunt Baumans fokus på forbrug som en kulturel udtryksform og hans afvisning af de essentielle samfundsvidenskabelige kategorier, struktur og system, der erstattes af det langt mere temporale begreb habitat. Paul Virilios ’dromologi’, der har hastighed som omdrejningspunkt for forståelse af samfundet.

Centralt står svært tilgængelige Jean Baudrillards begreber om simulation og hyperrealitet; idéer, der synes at komme tættere på en konkret virkelighed med augmented reality og kunstig intelligens. I dag er det teknisk muligt at fremstille ikke bare billeder, men manipulerede stemmer og visuelle flow, der ikke kan skelnes fra originalen.

Den teknologiske udvikling sætter med andre ord selve virkeligheden og det at være menneske på spidsen. I Det Tavse Flertals Skygge fra 1978 udstiller Baudrillard, hvordan meningsmålinger og andre typer af holdningsaggregering erstatter den offentlige samtale, og hvorledes målingerne fungerer som selvrefererende loops. Politikken er vendt tilbage til den rene machiavellistiske grundform, magt, som ikke er forurenet af de store idéer. Oplysningstiden installerede folket som det politiske subjekt. I dag er folket reduceret til et simulakrum.
 

Den teknologiske udvikling sætter med andre ord selve virkeligheden og det at være menneske på spidsen.
_______

 
Den teknologiske udvikling sætter med andre ord selve virkeligheden og det at være menneske på spidsen. I Det Tavse Flertals Skygge fra 1978 udstiller Baudrillard, hvordan meningsmålinger og andre typer af holdningsaggregering erstatter den offentlige samtale, og hvorledes målingerne fungerer som selvrefererende loops. Politikken er vendt tilbage til den rene machiavellistiske grundform, magt, som ikke er forurenet af de store idéer. Oplysningstiden installerede folket som det politiske subjekt. I dag er folket reduceret til et simulakrum.

Som svagt antydet er det umuligt at sammenfatte de postmoderne tænkere på en meningsfuld måde. Og heri er en central og gennemgående pointe. For skal man endelig forsøge med en sammenfatning, så er det netop, at mening er i overflod, alt er lige gyldigt.

Det er selve måden, viden og mening bliver produceret, distribueret og konsumeret på, som er smidt op i luften. Og her har postmodernisterne på mange måder mere at byde på end samtidens klogeåger.

Med Baudrillards ord søger det tavse flertal underholdning i det spektakulære.

Kig dig omkring. Grænsen mellem politik og underholdning udviskes dag for dag i hele den vestlige verden. Pernille Vermund, der kysser med Jonatan Spang. Alexandria Ocasio-Cortez, der danser rundt i Kongressen. Morten Messerschmidt i Big Brother og på DR2, hvor han synger en satirisk vise om kongehuset med sin kæreste. Donald Trump! Den amerikanske præsident er døren ind til fremtiden. Jo, jo. Ronald Reagan var skuespiller – og en ret dårlig en af slagsen. Men da han blev valgt, var han en hærdet politiker. Guvernør, fagforeningsformand og en stærk mand i Det Republikanske Parti. Trump var og er en rendyrket amatør.

På mange måder er det analytisk mere komplekst at forstå, at USA har en præsident, som siger, at han kan stille sig op midt på Fifth Avenue og skyde flere mennesker, uden at det ville koste ham vælgere, end det er at forstå betydningen af økonomisk ulighed eller immigration. De forandringer, vi står midt i, er mere omfattende, utroligt nok, end den offentlige debat giver indtryk af.

Fint at gøre noget ved uligheden og den syge kapitalisme. Fint at få styr på immigrationen. Men lad os ikke forfalde til at tro, at alt bliver som i gamle dage. Vi står midt i en ny virkelighed, hvor det sværeste er at forstå, hvad der for alvor giver mening. Postmodernismen er tilbage. Med eftertryk. ■
 

Lad os ikke forfalde til at tro, at alt bliver som i gamle dage. Vi står midt i en ny virkelighed, hvor det sværeste er at forstå, hvad der for alvor giver mening. Postmodernismen er tilbage. Med eftertryk.
_______

Apropos denne artikel:

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen