19.11.2019

Venstre er gået fra ét delt formandskab til et nyt. Men hvor forholdet mellem Lars Løkke og Kristian Jensen var giftigt, så fungerer den delte husholdning mellem Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg indtil videre godt. Hele partiet kan se sig selv i deres fælles projekt. Men vil det vare ved?

Af Niels Jespersen

“Venstre ved du, hvor du har”. At den sætning kørte på repeat på weekendens V-landsmøde i Herning, var naturligvis udtryk for, at det ikke er tilfældet. De mange portrætinterviews af den nyvalgte formand op til landsmødet gjorde os ikke klogere på partitoppens politiske linje, og Jakob Ellemann-Jensens tale på landsmødet var da også blottet for konkrete udspil. Derfor endte fokus da også med at handle mindre om, hvad der blev sagt, og mere om, hvordan det blev sagt. Formandens tone var optimistisk liberal og gik rent ind hos de delegerede, der savnede en mere klassisk Venstre-linje efter Løkkes mange forvirrende kovendinger. Det er ikke svært at fremstå som en samlende figur oven på det sidste halve års ballade.

Hvor Ellemann-Jensen er kommet nemt til magten, så er der en anden venstrepolitiker, der har måttet kæmpe for hver en centimeters indflydelse: Inger Støjberg. Hun blev gjort til næstformand ud fra en ambition om at samle partiet, men hendes position er på sigt en kilde til splittelse. Fra folketingsgruppens liberale fløj føres i dagbladene en uerklæret krig mod hendes linje. Det er sigende, at hvor Støjberg på sidste års landsmøde holdt hof for alle journalister, der gad lytte til hendes tanker om et formandskandidatur, så er hun i år mere afdæmpet. Alligevel måles alle udtalelser fra Ellemann-Jensens talerstol ud fra ét kriterium: Hvad betyder det for forholdet til Inger? Hvor formandens tale var i dur, så holdt næstformanden sin tale i mol. Her var der ingen tvivl om, hvem fjenden var: Socialisterne i regeringen og muslimer, der kræver særhensyn, og som ikke respekterer de danske værdier. Det var Skræp, der klang i ørerne på partiets nationalkonservative fløj, mens ”skingre-Inger” for de mere liberale kræfter lød som en næstformand, der kører sit helt eget løb.

De fleste politiske kommentatorer vil sige, at den situation er totalt uholdbar. Det er den nok også på sigt – men indtil videre er det ikke noget, som er optager vælgerne: Venstre ligger stabilt i meningsmålingerne efter et overraskende godt valg. Medlemmerne lader også til at være tilfredse. Ironien er den, at hvor alle på landsmødet havde travlt med at mane mindet om det “delte formandskab” i jorden, så kan man nu tale om et reelt formandskab. Et, hvor parterne respekterer hinanden, og hvor begge fløje i partiet – både den værdiliberale og den nationalkonservative – føler sig repræsenteret. Hvorfor sætte alt det over styr?

 

I Venstre er man godt klar over faren ved at blotte Ellemann-Jensen for tidligt. Han risikerer at mene alt muligt upopulært og lave fejl for derved at ende som Thorning
_______

 

Journalister som sukkerhøje børn
Op til landsmødet havde det ellers ikke skortet på krav om en mere tydelig linje fra Ellemann-Jensen. Et såkaldt “projekt”. Det er da heller ikke nogen tvivl om, at V-formanden på et tidspunkt må øge sit politiske repertoire til mere end blot humor og charme.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke Ellemann-Jensen gjorde klogt i at ignorere opfordringerne. Efter et års permanent valgkamp og politisk drama er journalisterne som overtrætte fødselsdagsbørn, der har fået for meget sukker. De vil have mere! I Venstre er man godt klar over faren ved at blotte Ellemann-Jensen for tidligt. Han risikerer at mene alt muligt upopulært og lave fejl for derved at ende som Thorning. Hendes alt for detaljerede politiske udspil blev pillet fra hinanden af både medier og regeringens regnedrenge. Det fik hende til at fremstå som en letvægter over for Anders Fogh – hvilket hun også var.

Indtil videre er det også, hvad V-formanden ligner over for Mette Frederiksen. En letvægter. Da jeg var rekrut i Hæren, opererede vi med begrebet en “grå mand”. Det var ham, som ikke var bedst, men heller ikke værst i nogle discipliner. Var man en grå mand, så gik man under befalingsmændenes radar. Man undgik “belønninger” for uduelighed i form af ekstra armstrækkere og blev heller ikke udvalgt til særlige opgaver, fordi man var dygtig.

Ellemann-Jensen trådte ud af rollen som grå mand, da han blev Venstres hårdtslående og populære politiske ordfører. Herfra er det gået opad, og som en juniorofficer, der mirakuløst har overlevet et blodigt slag, er Ellemann-Jensen blevet forfremmet til general ud fra det forhåndenværende søms princip. Hans politiske talent er åbenlyst, men han mangler en ældre feltherres erfaring og selvsikkerhed. Det blev udstillet, da han første gang tørnede sammen med Mette Frederiksen i Folketingets spørgetime sidste tirsdag. Her lignede V-formanden Bambi på isen og vedkendte sig endda sin nervøsitet over for statsministeren. Det er svært ikke at sympatisere med ærligheden, men er det, hvad vælgerne vil have?

 

I Venstre sætter man sin lid til, at regeringen på et tidspunkt vil tabe noget af den glans, der fortsat giver den en aura af overvindelighed
_______

 

Har Venstre en plan eller blot et håb?
I Venstre sætter man sin lid til, at regeringen på et tidspunkt vil tabe noget af den glans, der fortsat giver den en aura af overvindelighed. Der er tale om en flok ministre, hvoraf flertallet er ganske urutinerede, så på et tidspunkt skal de nok begynde at skyde fødderne af sig selv og hinanden. Det kan gå som med den forrige V-regering, der i starten viste sig overraskende manøvredygtig for så at havarere mod det træ, som Thulesen-Dahl vandede, og Anders Samuelsen var kravlet op i.

Her kan man indvende, at en plan, der har som forudsætning, at ens modstandere begynder at dumme sig, ikke er en plan, men et håb. Spørgsmålet er bare, hvad Venstre ellers skal gøre. Indtil videre har man valgt at kaste lidt af hvert efter regeringen i håb om, at et eller andet ville hænge fast. Hvor løftebrudsdiskussionen, der var så ødelæggende for Thorning, ikke rigtig kommer nogen vegne, er der en smule mere slagkraft i anklagerne om kammerateri. Ud af ni nyansatte pressechefer i ministerierne har de syv forbindelser til Socialdemokratiet, og med Martin Rossen som stabschef fremmanes billedet af en et-partistat, hvor parti og embedsværk er to sider af samme sag.

Venstre har bare det problem, at det sætter sit hårdeste angreb ind på det punkt, hvor det nok har mindst forskel til regeringen. Der er næppe mange uhildede iagttagere, der ikke forventer, at en kommende V-regering også vil benytte lejligheden til at indsupplere egne partisoldater i regeringskontorerne. Uden for citat er der i Venstre bred forståelse for den socialdemokratiske fremgangsmåde. Man deler nemlig analysen af, at embedsværkets inerti forhindrer ministrene i at levere de løfter, de har stillet vælgerne i udsigt.

Til den tid er det i øvrigt lige så forudsigeligt, at socialdemokraterne vil kritisere V for hykleri og kammerateri. Bedre ville det være, om de to magtpartier satte sig ned og vedtog en gennemsigtig model, der efter svensk eller norsk forbillede tillod politisk udpegede embedsmænd. Det kommer bare næppe til at ske. Ligesom alle kan se fordelen ved en forenkling af politikernes løn, så er der ingen, der vil lægge ryg til indførelsen.

Alt det hjælper bare ikke Venstre lige nu, for hvad skal man så angribe regeringen for? Mit bud er, at regeringen snart kommer til at blotte sig på klimaambitionerne. Det er nemt at tale om 70 procents reduktion af CO2’en i skåltalerne, men når det begynder at koste penge og arbejdspladser, så tror jeg, piben får en anden lyd. Det er imidlertid alt sammen ude i fremtiden.

 

For at blive statsminister skal V-formanden groft sagt kunne samle en koalition, der rækker fra Simon Emil Ammitzbøll-Bille til Pernille Vermund. Det ligner en politisk umulighed
_______

 

Skal smølfekongen gribe efter kaffekoppen eller pistolen?
Der er til gengæld en strukturel udfordring i blå blok, som Ellemann-Jensen ikke kan blive ved med at udskyde at adressere. Den forhenværende socialdemokrat Bjarne Corydon kalder Jakob Ellemann-Jensen for “smølfekongen” med reference til blå bloks mange småpartier. For at blive statsminister skal V-formanden groft sagt kunne samle en koalition, der rækker fra Simon Emil Ammitzbøll-Bille til Pernille Vermund. Det ligner en politisk umulighed, og når man medregner det uvægerlige stemmespild, ligner det også en matematisk umulighed.

Ikke desto mindre: Hvis stemmespildet skal minimeres, kræver det, at så må mange små blå partier som muligt kommer i Folketinget. Det kan i princippet gælde selv den uregerlige Paludan. Hvis det er planen, så skal Ellemann-Jensen havde fat i kaffekanden, for der skal afholdes (rigtig) mange forståelsesmøder, før oppositionspartierne kan bøjes mod hinanden.

Spørgsmålet er, om de afgørende midtervælgere kan se sig selv i en borgerlig regering, der sidder på det yderste højres nåde. Løkkes taktik i valgkampen og vælgernes dom tyder ikke på det. Hvis det er analysen, bør Ellemann-Jensen lade kaffekanden stå og i stedet finde sin gamle tjenestepistol frem. Ty til Dr. Neuhausen. Der skal tyndes ud i smølfebestanden. Partier som Stram Kurs, Kristendemokraterne, Nye Borgerlige, Fremad og måske endda Liberal Alliance skal slides i stykker og likvideres så effektivt, at stemmespildet ikke umuliggør valgsejren. Det er den fremgang, som den liberale analytiker Jarl Cordua anbefaler. Problemet er, at de borgerlige småpartier ikke frivilligt vil gå ind i natten. De kommer til at kæmpe imod med dødsforagt, og deres sprællen vil yderligere bidrage til billedet af en blå blok i total opløsning.

Da socialdemokraterne lancerede deres to udspil om “retfærdig og realistisk” udlændingepolitik samt differentieret pension vendte det den politiske nordpol på hovedet. Det udlændingepolitiske spørgsmål, der i årtier har udløst nærmest automatiske valgsejre til blå blok, er endt som en albatros om halsen på Ellemann-Jensen. På den ene side står han med en nationalkonservativ radikalisering, der fører dele af højrefløjen ud på ekstremismens overdrev. Samtidig vokser “nok er nok”-segmentet, selv om Partiet Fremad virker noget forkølet.

Mette Frederiksens fordel er, at hun har to ben at gå på. Hendes røde ’sosse-classic’-linje sikrer et godt forhold til socialisterne, og hendes udlændingepolitiske strammerkurs skovler blå vælgere over midten. Der er mere, der samler rød blok, end der splitter. De Radikale stikker ud, men så længe Inger Støjberg udgør den anden halvdel af Venstres formandskab, så har de ikke noget sted at gå hen. Ellemann-Jensens opgave er at finde en tilsvarende måde at samle blå blok på. Først skal han dog have styr på sit eget parti – og det kom han et skridt nærmere i weekenden. Også selv om ingen fortsat aner, hvor de har Venstre. ■

 

Mette Frederiksens fordel er, at hun har to ben at gå på. Hendes røde ’sosse-classic’-linje sikrer et godt forhold til socialisterne, og hendes udlændingepolitiske strammerkurs skovler blå vælgere over midten
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland