25.01.2019

Aviserne er politiske, men vi må forstå, at det ikke i praksis har nogen politisk betydning, og det nærmest er demagogisk at hævde andet. Det hænger ikke sammen. Medierne må vedkende sig deres værdier – og det gør de også klogt i, for de har faktisk ikke noget at skamme sig over.

Af Niels Jespersen

Historisk angreb” og “fuldstændig ufrugtbar skyttegravskrig” var overskriften i Berlingske 21. januar. Man skulle tro, der var gået en bombe af, men det var såmænd blot en socialdemokratisk partifunktionær, der i en intern mail skrev, at de “fleste medier i Danmark grundlæggende er borgerlige […] De ønsker at fremme samme dagsorden om mindre fælles velfærd til fordel for flere skattelettelser”. I stedet skulle medlemmerne læse med i den socialdemokratiske netavis Pio, lød opfordringen.

Enhver journalist skatter den gave det er at finde en kilde, der udtaler sig perfekt i forhold til artiklens vinkel, og det må siges at være lykkedes for Berlingske i denne situation. De fandt Christian Kock, professor emeritus ved KU og forsker i politisk kommunikation. Han kalder e-mailen “et virkelig udokumenteret angreb på medierne” og mener, at “Vi går i retning af en fuldstændig ufrugtbar skyttegravskrig.”

Modsat de frugtbare skyttegravskrige må man antage. Artiklen blev efterfølgende delt og diskuteret vidt og bredt på sociale medier af en række journalister. Fx Berlingskes nyhedschef, Simon Andersen, der kaldte det ”Dagens, måske årets mest interessante politiske historie.”

At medieprofessorerne er bekymrede over udviklingen, at journalister raser over kritik, og at sosser synes, medierne er blå, skal man ikke tage så tungt. Det har de altid gjort. Når sagen alligevel er interessant, er det, fordi den skriver sig ind i konflikten mellem medier og politikere, der er blevet så udtalt i USA efter valget af Trump. Herhjemme er det ironisk nok Socialdemokraterne, der bærer den største MAGA-kasket. Henrik Sass-Larsen får den selvbevidste journaliststand til at se rødt, når han nægter at anerkende mediespillets regler, men alligevel fodrer dem nok til, at de slikker sig om munden ved synet af ham. At han kun giver interviews en gang i kvartalet, er bedre drama end de horder af anonyme politikere, der ville give deres førstefødte for bare et årligt interview. Og så er det endda Sass-Larsen, der står bag omtalte Pio, som Berlingske har kunnet afsløre, er opkaldt efter Socialdemokratiets stifter Louis Pio og således næppe giver det gamle arbejderparti den mest kritiske dækning.

 

Sandheden er, at partiet bare skal opstille nogle gode politikere og lade være med at mene dumme ting, så skal vælgerne nok komme. Til gengæld finder jeg det lige så sølle, når medier beklager sig den anden vej
_______

 

Men her må jeg lige stoppe op og på god journalistvis deklarere mig selv: Jeg skriver opinion og satire for Berlingske, og så er jeg socialdemokrat. Det sidste uagtet at jeg har det stramt med, at socialdemokrater siden Arilds tid har klaget over borgerlige medier, for det er i sandhed en genre i sig selv. Sandheden er, at partiet bare skal opstille nogle gode politikere og lade være med at mene dumme ting, så skal vælgerne nok komme. Til gengæld finder jeg det lige så sølle, når medier beklager sig den anden vej over, at nogen faktisk tager dem seriøst og tillægger deres holdninger en betydning.

Tag fx min egen avis, Berlingske, som jeg nyder at skrive for, da jeg synes, det er landets bedste avis. Jeg ved, at der er mange på venstrefløjen, der har det ligesom mig og finder Politiken studentikos og fyldt med overprivilegerede stakler. Berlingske har den bedste nyhedsdækning og – som den seneste Cavling-pris viste – også den bedste graverjournalistisk, der har afsløret bunker af råddenskab i samfundets absolutte top. Samtidig er avisen borgerlig, hvilket cheferne aldrig bliver trætte af at minde hinanden om. Der står i redaktør-erklæringen fra 1948 (der også gælder BT og Weekendavisen), at “Bladenes grundsyn er konservativt” og “i ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kongemagt”.

Det generer mig ikke, hverken som skribent eller læser. Min fesenrøde lutheranske ateisme og ikke-praktiserende republikanisme tager ikke skade af et par bønner og lidt kongerøgelse. Til gengæld har jeg svært ved at se det problematiske i at tage den erklæring på ordet. Hvis aviser som Berlingske selv mener, de er borgerlige, og de appellerer til borgerlige vælgere, så må det vel have en eller anden politisk effekt. Fx har det da (forhåbentligt) en betydning, at Berlingske er en hovedstadsavis. Her har man åbent deklareret, at man nok er mere relevant øst for Valby Bakke end i rigets vestlige besiddelser. Gælder det samme ikke i forhold til at være borgerlig?

 

[Læserne] kan godt se forskel på medierne – også journalistisk – og godt for det, for det ville da være kedeligt, hvis de ikke varierede
_______

 

Den klassiske avisredaktør-position har været stædigt at fastholde, at mediernes linje kun gav sig til udtryk i ledere, og så måske delvist i opinionsstoffet. Det mener jeg, er at overvurdere ledernes betydning, for dem er der helt ærligt ikke særligt mange, der læser, og samtidig undervurdere læserne. De kan godt se forskel på medierne – også journalistisk – og godt for det, for det ville da være kedeligt, hvis de ikke varierede. Så kunne vi bare nøjes med en fælles avis, der udkom med forskellige opinionssektioner. Drilsk kan man sige, at i Politikens spalter er det typisk synd for nogen. Information vil redde Afrika. Berlingske synes det samme som CEPOS, og JP er ikke pjattede med islam. Læg dertil DR, der har meget svært ved at forstå, at de værdier og holdninger, der er udbredte blandt journalister, ikke deles af så mange andre. Jeg tror i øvrigt ikke, mine partifæller skal frygte, at Berlingske får større held end resten af blå blok med at sætte skatten ned. Samtidig vil jeg vove den påstand, at flertallet af journalisterne stemmer til venstre for midten – hvis man altså regner De Radikale med der.

Men jeg ville da blive overrasket, hvis ikke Berlingskes i øvrigt superdygtige nyhedschef, Simon Andersen, her op til valget skarpvinklede et par historier, der er rigtig trælse for S. Og det synes jeg faktisk, er helt fint. Udfordringen for aviserne i dag er ikke, at de er for politiske, men at de mangler identitet og kant. Jeg tror ikke, de skal være bange for at lade deres holdninger skinne igennem. Det var gratisaviserne med deres apolitiske opkog af Ritzau-telegrammer, der først bukkede under for tech-giganternes kvælertag. Vejen ud af krisen er ikke endnu mere ferske produkter, for hvis folk skal betale for nyheder, så skal de også smage af noget. Så skal aviserne til gengæld også være glade, når nogen tillægger deres holdninger en betydning. ■

 

Vejen ud af krisen er ikke endnu mere ferske produkter, for hvis folk skal betale for nyheder, så skal de også smage af noget
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne