07.07.2019

Martin Rossen ansættelse som “super-spindoktor” er en styrkelse af det politiske niveau over for embedsværket. Det er positivt hvis man ønsker et opgør med Finansministeriets magtfuldkommenhed.


Af Niels Jespersen

At Martin Rossen var udset til en central rolle i den nye regering var ingen overraskelse. Aligevel har det vakt bestyrtelse at Mette Frederiksens højre hånd, som journalister endnu har til gode ikke at omtale som “magtfuld”, også er blevet medlem af regeringens to mest magtfulde udvalg, koordinationsudvalget og økonomiudvalget.

Det giver Rossen en ekstremt stærk stilling og har udløst de forudsigelige bekymringsledere om magtfuldkommenhed, mørklægning og omgåelse af ministeransvarsloven. Informations lederskribent David Rehling spekulerer om hvorvidt “den nuværende departementschef, Christian Kettel Thomsen, allerede har ladet sig kyse ved ikke at insistere på det uholdbare i Mette Frederiksens Rossen-tosseri”.

Det er en fantasifuld konspirationsteori, men når Rehling mener noget, så forholder det sig oftest omvendt. Både statskundskabsprofessor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen, der var medforfatter til den oprindelige betænkning om særlige rådgivere, og formanden for det daværende udvalg bag, højesteretsdommer, Jens Peter Christensen, siger god for juraen bag Rossens position. Så er den næppe længere.

 

Med sin bryske facon er han det nærmeste, Danmark kommer på de mørkets spinfyrster, der er lige så populære i dramaserier som de er sjældne i virkeligheden
_______

 

Når medierne møder mørkets fyrster

Når beslutningen om at udpege Rossen er så kontroversiel er det naturligvis fordi rollefordelingen er klar. Journalister er opdragede til at se særlige rådgivere som modstandere, der forsøger at spinne sandheden væk. Det er også en sund indstilling, men den bliver problematisk når embedsværket fremstilles som befolket af Max Weberske dydsmønstre uden egne interesser. For det har de. Det kan denne forhenværende embedsmand skrive under på. Claus Perregaard, der var særlig rådgiver for udenrigsminister Villy Søvndal, kalder det “naivitet forklædt som magtkritik”.

Ikke at det kommer til at begrænse mediernes interesse for Rossens person. Med sin bryske facon er han det nærmeste, Danmark kommer på de mørkets spinfyrster, der er lige så populære i dramaserier som de er sjældne i virkeligheden. Rossen har nemlig – ligesom Sass havde – den X-faktor der gør, at journalister slet ikke kan få nok af ham. Medierne er vant til rollen som den populære pige i klassen og når de ikke får den opmærksomhed, de mener tilkommer dem, så bliver de helt balstyriske. Derfor kan man allerede nu spå, at Rossens strategi med at gøre sig selv så usynlig som muligt ikke kommer til at virke. Han er simpelthen for interessant.

 

Derfor kan man allerede nu spå, at Rossens strategi med at gøre sig selv så usynlig som muligt ikke kommer til at virke. Han er simpelthen for interessant
_______

 

Hvordan kan medierne stille Rossen til ansvar?

“Hvordan kan Folketinget holde et medlem af to centrale politiske udvalg i ørerne, hvis ikke han er valgt ind i parlamentet?” spørger DR-journalist Ask Rostrup på twitter. – Det kan de ved at holde statsministeren i ørerne. Det er nemlig ene og alene hendes beslutning hvad der skal diskuteres og vedtages i økonomi- og koordinationsudvalget. Som socialdemokraten Mads Havskov skrev på facebook, så kunne hun vælge at træffe regeringsbeslutninger med folk i baren på Toga Vinstue eller i Socialdemokratiets hovedbestyrelse. Det hendes prærogativ som statsminister.

Rossens magt udgår kun fra et sted – og det er Mette Frederiksen. Det er alene hendes beslutning, om hun vil lytte til hans råd og det øjeblik, hun skulle blive træt af ham, er han færdig. Derfor er der også en relativt nem måde at sætte Rossen til ansvar. Nemlig ved at kalde hans chef statsministeren i samråd. På den måde kan man faktisk argumentere for, at styrkelsen af statsministeriet skaber mere klare kommandoveje i regeringen: “The buck stops here”.

Betyder det, at der ikke er noget at kritisere? Nej. Hele særlig rådgiver/spindoktor- konstruktionen er noget klassisk dansk forvaltningsmakværk. Hverken fugl eller fisk. Vi vil ikke have et system som i resten af Norden med viceministre. I stedet får vi så denne slags falske embedsmænd, der formelt ansættes med jobopslag og med departementschefen som leder, men som i praksis er loyale over for ministeren. Det system kan man være modstander af. I givet fald det altså ikke Rossen, men hele konstruktionen, der er forkert.

Personligt så jeg gerne at vi fik et system som i Sverige, hvor ministrene kan sætte en stab af politisk ansatte embedsmænd. Som systemet er nu, er arbejdsbyrden med at drifte ministerierne simpelthen for stor. Det betyder politikudviklingen ender hos embedsværket og det er faktisk i min optik et større demokratisk problem.

 

Som systemet er nu, er arbejdsbyrden med at drifte ministerierne simpelthen for stor. Det betyder politikudviklingen ender hos embedsværket
_______

 

Rossen styrker det politiske niveau over for embedsværket

De sidste årtier er der sket en løbende centralisering af magten i regeringen. Væk fra fagministerierne og især i retningen af Finansministeriet. Det er ikke kun en forfaldshistorie, for i en tid hvor lovgivningsmængden vokser både i omgang og kompleksitet ER der brug for nogen, der kan koordinere regeringsmaskineriet. Imidlertid er vi nået dertil, hvor afstanden mellem magten og ansvaret er for stort. Som journalist Søren Villemoes skriver i Weekenavisen: “Finansministeriet er magt uden ansvar. Ødelæggelse uden regning. Den værst tænkelige kombination”.

Den af Finansministeriet dikterede ødelæggelse af SKAT er det bedste eksempel, men også på demokratikontoen er der underskud. Det var næppe grundlovsfædrenes hensigt, at ressortministerierne blot skulle fungere som ekspeditionskontorer for en enevældig finansfyrste. Tag fx Moderniseringsstyrelsen der mistede sin troværdighed som arbejdsmarkedspartner i overenskomstforhandlingerne efter i 2013 at være blevet underlagt finansministeriets udgiftspolitik. Nu ryger den over i det ministerium. der har lidt mest under Finansministeriets arrogance og inkompetence – nemlig Skatteministeriet. Om det er en klog beslutning vil vise sig, men det er i hvert fald en retfærdig beslutning.

Her og nu betyder Rossens udpegelse en styrkelse af det politiske niveau over for embedsværket. Om man bifalder den udvikling er en smagssag, men at gøre det til et demokratisk problem smager af hysteri. Det er nu engang politikere, der har mandat fra vælgerne. Ikke systemet. ■

 

At gøre det til et demokratisk problem smager af hysteri. Det er nu engang politikere, der har mandat fra vælgerne.
_______

 

Niels Jespersen (f. 1980) er Afghanistan-veteran og uddannet cand.mag. i historie. Han ernærer sig som forfatter, kommunikationsrådgiver og politisk kommentator. Han udgav i 2018, sammen med journalist Mikkel Andersson, bogen „Eksperimentet, der slog fejl‟ om 35 års dansk asyl- og integrationspolitik. [foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix/Scanpix]